75 år efter Anden Verdenskrigs afslutning befinder Tyskland sig fortsat i en efterkrigstilstand. I EU laver den tyske regering stadig rammeaftaler med franskmændene, som gjaldt det Europas overlevelse. I Berlin opererer kansler Angela Merkel i en overvældende politisk konsensuskultur. Og i statsapparatet kæmper embedsmændene hver dag for at holde fascismens monstre for porten.
Nie wieder, sagde Forbundsrepublikkens politikere og forfattere om Holocaust efter krigen. Aldrig mere. Men nu er landets moralske bolværk kommet under pres. Anklagen lyder: Forsvaret mod antisemitismen er drevet for langt, og det skader retten til kritik, tanke- og ytringsfrihed samt den akademiske og kunstneriske frihed.
Denne gang drejer det sig om en af vor tids vigtigste postkoloniale tænkere og den mest indflydelsesrige intellektuelle camerouner, Achille Mbembe. En mand, som har viet sit liv til kampen for universelle rettigheder og forsøgt at teoretisere udviklingen i en moderne verden plaget af stadig stigende ulighed, militarisering og terror samt en genopblussen af racistiske og nationalistiske kræfter, som er fast besluttet på at ekskludere mennesker og i værste fald dræbe dem. Han skitserer, hvordan Vestens demokratier er begyndt at omfavne deres mørke side – deres »natlige organ« – som i store træk er baseret på samme frygt og voldskultur, som drev kolonialismen. Nu er han selv havnet på den antiracistiske anklagebænk, beskyldt for jødehad og for at relativere Holocaust.
Opbakning fra Judith Buler og Noam Chomsky
Efter, at sagen tog fart i slutningen af marts, har mere end 700 afrikanske intellektuelle, litterater og kunstnere protesteret over behandlingen af Mbembe i et åbent brev til Angela Merkel og bundespræsident Frank Walter Steinmeier. Også prominente amerikanske akademikere som Judith Butler og Noam Chomsky er gået ind i sagen til fordel for Mbembe. På den anden side står den afmålte embedsmand Felix Klein, »forbundsregeringens kommissær for jødisk liv og bekæmpelse af antisemitisme«. Han mener, at Mbembe i sine skrifter har sat »spørgsmålstegn ved Israels ret til at eksistere og sammenlignet Sydafrikas apartheidsystem med Holocaust«.
Sagen begyndte at rulle, da det kom frem, at Mbembe var inviteret til at holde åbningstalen ved en kunst- og kulturfestival i det tyske Ruhrområde. Før coronapandemien lukkede det tyske samfund ned, kritiserede den liberale FDP-politiker Lorenz Deutsch Mbembe for at være »en fremtrædende repræsentant for den antisemitiske BDS-bevægelse« (»Boykot, Divestment, Sanctions« er en kampagne, der opfordrer til boykot af Israel). Han henviste også til en tekst, hvor Mbembe beskrev de israelske bosættelser i Palæstina som »den største moralske skandale i vor tid«. I et brev til indenrigsminister Horst Seehofer krævede Deutsch, at invitationen til Mbembe skulle trækkes tilbage.
Siden lukkede det tyske samfund som bekendt, og festivalen blev aflyst. Alligevel har sagen afstedkommet en flere uger lang og ophedet debat i tysk presse, der efterlader flere ubesvarede spørgsmål: Taler Felix Klein på vegne af Angela Merkels regering? Er hans indblanding udtryk for en begrænsning af kulturvirksomhedernes autonomi? Og omvendt: Kan offentligt støttede kulturinstitutioner virkelig tillade sig at invitere personer, som skulle have negligeret betydningen af Holocaust? Både Angela Merkel og Horst Seehofer har endnu til at gode at udtale sig om konflikten.
Den tyske skyldbehandling
Achille Mbembe har derimod ikke været bange for at udtrykke sig offentligt. Fra første dag har han fastholdt sin uskyld i flere tekster og interviews i tysk presse. Han afviser enhver antisemitisk forbindelse.
Striden viser i det store hele, hvordan en global debat om Israels bosættelser griber ind i og bliver påvirket af den tyske skyldbehandling og erindringskultur efter Holocaust. Dette er ikke bare en debat om, hvorvidt Achille Mbembe står til ansvar for antisemitiske ytringer, men om hvor langt de tyske institutioner bør gå for at beskytte landets politiske og moralske konstitution, dets grundlov – for eksempel ved hjælp af kriminalisering af racistiske ytringer.
I 2019 vedtog Forbundsdagen en resolution, som bestemmer, at talere og kunstnere, der støtter den pro-palæstinensiske gruppe BDS, ikke længere bør inviteres til statsfinansierede begivenheder. Forbundsdagens resolution kalder gruppen for »antisemitisk«. Selv kalder gruppen sig for en lobbyorganisation for palæstinensere, der er strengt ikke-voldelig. Som Die Zeit har gjort opmærksom på, kan begge dele kan dog betvivles: BDS taler ikke på vegne af alle palæstinensere (meningsmålinger på Vestbredden og Gaza viser, at flertallet er imod en international boykot), og det er flere gange bevist, at BDS har forbindelser til den militante islamistiske gruppe Hamas.
Mbembe underskrev i 2010 en BDS-ledet kampagne, der opfordrede til boykot af universitetet i Ben Gurion, som blandt andet forsker i militærstrategier. Beskyldningerne mod Mbembe tager også udgangspunkt i nogle citater fra tekster, som FAZ-redaktøren Jürgen Kaube har lagt frem. Det gælder blandt andet antologien Apartheid Israel, som Mbembe bidrog til 2015, og hvis overskud gik til BDS. I den skriver Mbembe, at Israel er værre end det sydafrikanske apartheidsregime:
Besættelsen af Palæstina er den største moralske skandale i vor tid, en af de mest umenneskelige torturgerninger i det århundrede, vi netop er gået ind i, og den mest feje handling i det seneste halve århundrede. Og eftersom alt er (…) en kamp til enden, og de er klar til at gå hele vejen – slagtning, ødelæggelse, gradvis udryddelse –, er tiden inde til global isolation.
Også Mbembes essay The Society of Enmity (2016) er af Felix Klein og flere debattører blevet fremhævet som en af de tekster, der skulle indeholde antisemitiske tilkendegivelser. I teksten skriver Mbembe:
Apartheidregimet i Sydafrika og – i en helt anden skala og i en helt anden kontekst – udslettelsen af europæiske jøder, er to emblematiske manifestationer af denne adskillelsesfantasi.
Mbembes forsvar
For udenforstående kan det virke underligt, at sådanne udsagn og opfattelser af Palæstina-Israel-konflikten, som i de fleste lande er en del af doxa, stadig er tabu i Tyskland. En stor del af forklaringen ligger i, at 1980’erne berømte Historikerstrid endte med at fastslå, at Tysklands forbrydelse mod menneskeheden, Holocaust, var værre end nogen anden historisk hændelse. Denne debat førte til, at håndhævelsen af den anti-antisemitiske del af grundloven blev yderligere indskærpet. Mbembe har derfor ikke bare haft travlt med at måtte bedyre sin uskyld, han har også været i offensiven for at kritisere det, der kan virke som tysk sindelagskontrol.
I et essay i Die Zeit modsatte han sig hurtigt sine kritikeres påstande. »Alt, hvad jeg nogensinde har skrevet eller sagt, hviler på et enkelt fundament, håbet om at udvikle et virkelig universelt menneskelig samfund, fra hvis bord ingen er udelukket.«
Mbembe har aldrig haft til hensigt at sammenligne Holocaust med andre historiske hændelser eller reducere dets betydning: Antisemitisme eller relativisering af Holocaust er forfærdelige forbrydelser, skriver han. Og netop derfor bør ingen være genstand for denne type offentlige beskyldninger, med mindre der er klare beviser for den forbrydelse, de står anklaget for, hævder han videre.
I Die Zeit-teksten fortæller han, hvordan han delvist har været inspireret af traditioner i jødisk tænkning, men han konstaterer samtidig, at hans arbejde ikke handler om Israel eller landets sikkerhed, dets eksistensgrundlag og hvilke erfaringer, der udgår fra Holocaust. »De bedste undersøgelser vil uden tvivl kunne gøres af israelske kolleger og jødiske tænkere.«
Palæstina, derimod, indtager en afgørende rolle i hans egen tænkning. Landet er for ham en del af »den anden side af verden«, der hvor man kan se forskellige former for kolonial opdeling af jorden og livet sat i værk.
Hvad Mbembe mener burde langt fra være så kontroversielt: I øjeblikket er der ved at blive skabt »teknofuturiske former for enklavedannelser« i de israelske bosættelser, skriver han. Det, verden er vidne til, er en tvangsrømning af mennesker og en ekspropriation af landjorden, som langt fra bare har lokal betydning. I disse processer er der ved at blive skabt en model for styringen af de menneskemasser, der betragtes som overflødige og farlige, mener Mbembe. Dette er en model, som ikke kun begrænser sig til Palæstina, men er ved at blive spredt til flere dele af kloden.
Jødisk opbakning til Mbembes ret til kritik
Mange offentlige debattører har ment det samme som Mbembe, uden at de af den grund er blevet forsøgt udgrænset fra det gode selskab. Alligevel er Mbembe villig til at indse, at han tog fejl på et enkelt punkt: Han skulle ikke have støttet BDS’ boykot af universitetet i Ben Gurion. »Boykot bør ikke udføres vilkårligt,« skriver han. »I liberale samfund er videnskabsfriheden et grundelement i det sociale og menneskelige fremskridt.« Men, tilføjer han, det er også en del vores tankefrihed at nægte at arbejde med mennesker og institutioner, der er involveret i besættelsen af et folk. At afvise eller blokere et universitet kan på ingen måde sidestilles med den erklærede fjendtlighed, som nogen udviser over for andre mennesker. »At kritisere alle dem, der kritiserer den koloniale besættelse, svarer til at gøre den generelle kamp mod antisemitisme en bjørnetjeneste.«
Den internationalt anerkendte israelske sociolog Eva Illouz var blandt de første til at rette en kritik af den tyske stat med Felix Klein i spidsen. Hun mener kort sagt, at Klein har gjort mere skade en gavn med beskyldningerne mod Mbembe. I et interview med Die Zeit udtaler hun, at den måde, som Felix Klein arbejder på, er »meget ødelæggende for kampen mod antisemitisme. Den omdanner en subjektiv vurdering til objektive fakta«. Ifølge Illouz minder Kleins tilgang os alle sammen om, hvor let det kan lade sig gøre at bringe jødiske stemmer til tavshed. »Ingen ville have vovet dette med en ikke-jødisk tysk fredsorganisation. Dobbeltmoralen bekymrer mig.«
Sammen med flere jødiske intellektuelle har Eva Illouz underskrevet et brev til indenrigsminister Horst Seehofer, hvor de støtter Mbembes ret til at kritisere Israel og forlanger en afskedigelse af Felix Klein. Men Illouz kritiserer samtidig Mbembes »overdrevne« holdninger til Israel, hvor hun selv bor: »Hans påstand om, at besættelsen af Palæstina er ›den største moralske skandale i vor tid‹, kan ses som en dæmonisering af Israel.« Når Mbembe kalder besættelsen af de palæstinensiske territorier for den fejeste handling i det seneste halve århundrede, tager han ifølge Illouz fejl, fordi han ignorerer det rwandiske folkemord, besættelsen af Tibet og Rohingya-folkemordet.
Felix Klein svarer på kritikken
Stridens anden hovedperson, Felix Klein, står dog ikke alene i debatten. Flere tysk-jødiske initiativer har i et åbent brev til indenrigsminister Horst Seehofer bekendtgjort, at Klein stadig er den rigtige mand på posten. Organisationen Scholars for Peace in the Middle East bakker også op om kommisæren for jødisk liv og bekæmpelse af antisemitisme.
Alt dette ændrer dog ikke ved, at kritikerne fortsat ser Felix Kleins ageren som et forsøg på at begrænse Mbembes kritik af Israel. De mener, at Klein bruger anklagen om antisemitisme til at forhindre en åben og legitim debat om de israelsk bosættelser, og hvordan menneskerettighederne varetages i disse områder.
De 700 afrikanske intellektuelle, som har underskrevet brevet til kansler Angela Merkel, ser i kritikken af Mbembe en målrettet æreskrænkelse af den intellektuelle tænker, som går ud på at overdøve hans synspunkter. Mange af kritikerne har tilmed beskyldt Klein for slet ikke at have nærstuderet Mbembes arbejde, før han fremsatte sin beskyldninger om antisemitisme mod ham.
Efter flere ugers tavshed, træder Felix Klein dog nu frem i lyset. I et stort interview i Die Zeit i sidste uge svarer han sine kritikere: »Selvfølgelig beskæftigede jeg mig med hans arbejde og læste hans essays, heriblandt Society of Enmity. Her finder man alle kendetegnene ved Israel-relateret antisemitisme: Israel dæmoniseres, dobbeltmoral anvendes, og landet som helhed delegitimeres.«
Klein ser ingen grund til at undskylde noget som helst: »I 2015 skrev hr. Mbembe et forord til bogen Apartheid Israel, som argumenterer for, at Israel er værre end det sydafrikanske apartheidregime. Indtægterne fra bogen gik til BDS-gruppen. Desværre er sagen klar for mig. Og jeg er overrasket over, at der er læsere af disse skrifter, der ser ud til at skjule det.«
Klein afviser i interviewet, at han med sine udtalelser skulle have stemplet Mbembe som jødehader – kun dele af Mbembes skriverier giver udtryk for antisemitisme, mener han. Han har i overensstemmelse med tysk lovgivning hævdet, at Mbembe gennem sin kritik af Israel gengiver antisemitiske tankemønstre, og at dette ikke bør finansieres med tyske skattekroner. Den camerounske historiker og politiske filosof har i hans øjne al ytringsfrihed til rådighed. Han kan sagtens kritisere Israel, »men han skal ikke være overrasket over, at der opstår modsigelser, når han bruger visse antisemitiske klichéer«.
På journalisten Adam Soboczynskis spørgsmål, om det liberale samfund ikke er i stand til at påpege en forkert udvikling gennem offentlig mediedebat – uden indblanding fra statslige aktører –, svarer Klein:
På trods af alle de foranstaltninger, vi har truffet politisk i Tyskland, er antisemitisme ikke forsvundet, men vokset på foruroligende vis. Dette vil igen blive klart, når den føderale indenrigsminister (Horst Seehofer, red.) i slutningen af maj fremlægger den årlige statistik for politisk motiveret kriminalitet. Antisemitisme er ikke kun rettet imod jøder. Det er også udtryk for en dyb antidemokratisk holdning, som truer vores åbne, frie samfund. Mit job er at indlede debatter og koordinere statslige aktører i kampen mod antisemitisme.
Det er altså her den tyske stats linjevogtere trækker grænsen godt 75 år efter åbningen af Holocaust: Tal ikke om Israel under ét og sammenlign ikke Holocaust og de israelske bosættelser med det sydafrikanske apartheidregime. Gør du det, er du uden for den demokratiske bane.
Det er bemærkelsesværdigt, ikke mindst fordi beskytterne af forbundsrepublikkens lovværk dermed gør indgreb i den frihed, som de selv siger, de forsvarer. Tyskland har et såkaldt hårdt demokrati, og den tyske efterretningstjeneste har mange i tilfælde vist sig ivrige efter at overvåge politiske aktører, herunder politikere i både Die Linke og Alternative für Deutschland. I en sag som denne skal man dog have meget stærke tyske forfatningsbriller på for ikke at kunne se, at Mbembes kritik falder ind under definitionen af en demokratisk debat. Det samme er ikke tilfældet, når øvrighedspersoner forsøger at dømme ind og ude.