ESSAY. Yahya Hassans historie handler ikke kun om en ungdomskriminel, som blev Danmarks mest sælgende digter. Han er også fortællingen om et velfærdssamfund i afmagt.
30. april indløb meddelelsen om Yahya Hassans død. Digteren blev bare 24 år gammel. Essayet her blev færdigstillet 3. marts og var planlagt til at indgå i årets første Vagant-nummer med en temasektion om ulighed og social sikring. Vi trykker det her i sin helhed og uden ændringer.
Hvordan kunne det ske? Hvorfor skulle det gå ham sådan her? For mange i Danmark var Yahya Hassan længe en fremmed, som var svær at forstå. Men nu hvor man aner konturerne af hans livsbane – fra utilpasset ungdomskriminel til landskendt digter og siden isolationsfængslet voldsforbryder og indlagt stofmisbruger – er det alligevel svært at være overrasket. Havde vi, som har fulgt ham gennem medierne i de seneste syv år, faktisk regnet med noget bedre? En lykkelig opblomstring? Et trygt og sikkert liv? Yahya Hassans klasserejse har i stedet bekræftet offentlighedens bange anelser: At man måske kan tage drengen ud af ghettoen, men man kan ikke tage ghettoen ud af drengen. Allerede i debutdigtsamlingen virkede han til at være klar over, at hans skæbne var som forseglet: »MIN PORNOSJÆL MIN PENGESJÆL MIN FÆNGSELSSJÆL / TAG MIG ENDELIG TIL FANGE«.
*
Selvfølgelig var det Yahya Hassan, der sagde det: »Jeg forstår ham.« Året er 2015, to år efter hans debut er udkommet, og Yahya Hassan er på højden af sin stjernestatus. Drengen, som den unge digter taler om, er Omar Abdel Hamid El-Hussein. Terroristen, som skød og dræbte journalisten Finn Nørgaard og den jødiske dørvogter Dan Uzan og sårede fem betjente i København den 14. og 15. februar 2015 i et af de største terrorangreb i Danmarks historie – inden han selv blev dræbt på åben gade i en skudveksling med politiets aktionsstyrke.
Yahya Hassan havde ingen sympati for El-Husseins gerninger – »selvfølgelig skal man nedkæmpe sådan en idiot«, sagde han til Politiken i dagene efter angrebet (20.05.2015) – men når man læser digterens udtalelser i dag, er det umuligt at være i tvivl: Yahya Hassan så et skæbnefællesskab i den tre år ældre Omar.
Som børn boede de begge i flygtningelejre i Mellemøsten, de voksede op i socialt belastede danske boligområder og var aktive i volds- og banderelaterede miljøer. Yahya Hassan nåede aldrig at møde Omar El-Hussein, men de var begge unge, rodløse indvandrerkriminelle, som følte, at deres tilværelse var uden for deres egen kontrol: »Han var fanget på bunden af samfundet ligesom jeg. Han var indigneret over den palæstinensiske situation og forvirret over den højreorienterede drejning i Europa.« Som Yahya Hassan også sagde: »Han begik kriminalitet, mens han boksede og prøvede at finde sin passion og formåen. Jeg lavede kriminalitet, mens jeg skrev en digtsamling. Han tabte sin boksekamp og fortsatte med automatvåben. Jeg var heldig at blive udgivet.« Til sidst tilføjede han: »Jeg siger ikke, at jeg var endt som terrorist, men jeg havde siddet fast i nogle af de samme omgivelser.«
*
Når man i dag læser YAHYA HASSAN (Gyldendal, 2013), hans første digtsamling, er det på mange måder en anden oplevelse, end da den udkom i oktober 2013. Digtene har ikke mistet noget, tværtimod fremstår de mere hæmningsløse og sammensatte. Kan man sige mere uafhængige af realiteternes verden? Måske er det først nu, at de har fået lov at blive det, de er: poesi.
Dengang i 2013 var det umuligt at læse debuten afkoblet fra den politiske debat. Digtsamlingen blev af mange betragtet som en vidnerapport fra en ghettoverden, som kun få havde haft adgang til. Grunden til det gav sig selv. Yahya Hassan havde to uger før udgivelsen skabt et voldsomt postyr, da han i det mest læste interview i Politikens historie (05.10.2013) gik ud og fortalte om en underklassebarndom præget af vold og svigt: »Jeg er fucking vred på min forældres generation.« Som så mange andre indvandrerfamilier i Danmark kom hans egen til landet i 1980’erne. »Os der faldt fra på uddannelser, os der blev kriminelle, og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre. Vi er den forældreløse generation«, sagde han.
Det var ikke så lidt, den unge digter havde at berette om i tv og aviser på den tid. Han talte om et ghettoliv med en »gennemgribende social råddenskab« og et »moralsk hykleri uden sidestykke«. Hans historier drejede sig som en nydansk underklasse kontrolleret af voldelige fædre, som var villige til at recitere Koranen, gå i moské og »spille hellige«, samtidig med at de ikke havde nogen kvaler ved at »snyde og bedrage det offentlige system«, som Hassan udtrykte det i Politiken-interviewet.
I dag er det svært at glemme, hvordan den blot 18-årige digter nærmest egenhændigt formåede at flytte hegnspælene i en fuldkommen fastlåst debat om ghettoer, flygtninge og islam i Danmark. Højrefløjens kritikere havde de forgangne år ikke haft andet på hjernen end civilisationssammenstød i form af radikale muslimers indskrænkning af frihedsrettigheder, mens venstrefløjen afviste kritikken af kulturmødet og fægtede med tolerancens faner, hvis ikke de allernådigst pegede på indvandringsudfordringerne som et klasseproblem. 00’ernes danske værdikamp havde fået en ny hovedperson. Efter udgivelsen af YAHYA HASSAN var de fleste enige om, at der var problemer i udsatte indvandrermiljøer, som nu – ved et lynnedslag – var umulige at lukke øjnene for.
Men hvad med digtene? Havde de noget mere at fortælle? De var først og fremmest drevet af en centrallyrisk forbryderattitude, som med en messende, vred koranvokal og overraskende, provokerende billeddannelser sammenkoblede indvandrermiljøet med social undertrykkelse og patriarkalsk vold: »FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE / FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS«, lød de første linjer. Det var såkaldte historier om barbari i intimsfæren, som flere steder dominerede digtsamlingen, og højrefløjen kiggede på den unge digter og sagde: Se, vi har ret! Muslimernes kultur er en voldskultur, der ikke forstår individets ukrænkelige frihed. Og venstrefløjen sagde: Glem det! Boligblokkenes koncentrationen af flygtninge og fattigdom skaber sociale problemer, der igen avler vold og svigt. De eneste, som ikke hyldede ham, var det muslimske mindretal. Da Yahya Hassan kort tid efter udgivelsen skulle læse op af sine digte i Odense-forstaden Vollsmose, var det med stor politiudrykning, helikoptere i luften og live-transmission i fjernsynet. Hele Danmark fulgte med, men der var nærmest ingen med muslimsk baggrund på salens tilskuerrækker, da den unge digter vendte tilbage til blokken. I Sverige skrev digteren Athena Farrokzhad i en anmeldelse af bogen (Aftonbladet, 17.03.2014), at der findes emner, man ganske enkelt ikke kan skrive om, når man kommer fra et muslimsk mindretal. »Det føles umuligt at skildre dem for en overvejende hvid offentlighed.«
Farrokzahads kritik rejste en stor debat om minoritetsgruppers forskellige erfaringer, og hvordan disse omsættes litterært og ikke mindst diskuteres med hvide medborgere. Yahya Hassans digtsamling var imidlertid meget mere end en kritik af den nydanske underklasses patriarkalske volds- og snylterkultur eller en »foræring til Dansk Folkeparti«, som Farrokzhad mente. Den var en bog, som allerede i det første digt forskød billedet fra den sociale elendighed i boligblokkene i Aarhus Vest til et Mellemøsten med droner, krig, flygtningelejre og ødelæggelse. Den tegnede hele reaktionskæden, som lå før den sociale ulykke i Danmark. Digtene var kort sagt svaret fra en rasende ny stemme: Her præsenterede han de krigsførende danskere for konsekvensen af deres politiske handlinger. Historien og globaliseringen hjemsøgte nu denne naive nation med den vrede unge digter som offer og sendebud. Værsgo, Danmark, her har I mig, en af Mellemøstens mange krigsramte børn!
*
Det er utroligt at tænke på, hvordan Yahya Hassan, allerede da han var 18, følte sig kaldet til at portrættere sig selv som sandsiger. Over alt i hans første bog finder man denne messende forkyndelsestrang, som om, at her er han endelig, Guds uvorne søn, den næste falske Messias, ham som har fjernet sig fra troen: »SE NU HER HVAD SATAN HAR EFTERLADT / EN EVIG FLAMME FRA SIT HELVEDE«. Yahya Hassan fremstiller sig selv som et afkom af civilisationens urmenneske. Igen og igen beskriver han sig selv som en »huleboer«, en halv Muhammed, den islamiske tros almindelige menneske, som hver dag forsøger, men alligevel aldrig ønsker at modtage åbenbaringen og vise sig som Allahs særligt udvalgte. Som Jesus bærer han sit folks lidelser på sig. Han er en eksileret, statsløs palæstinenser med et farligt faderforhold, en vred ung mand fanget mellem forskellige identiteter. Kort sagt: en profetisk bastard.
*
Noget af det mest interessante ved Yahya Hassan er hans forsøg på altid at løsrive sig fra de bånd, som har forsøgt at holde ham tilbage. Han har på paradoksal vis altid været det, som det liberale samfund drømmer, at det moderne individ skal være: Han har gjort oprør mod sin sociale baggrund og sin arv, han har styret uden om de kulturelle forbindelser, han fik fra fødslen, og han har givet sig hen til hensynsløs og ubetinget nyskabelse, ja, til stort set alle de former for frigørelse, vi kender fra det senkapitalistiske samfund.
Som Jesus bærer han sit folks lidelser på sig. Han er en eksileret, statsløs palæstinenser med et farligt faderforhold, en vred ung mand fanget mellem forskellige identiteter. Kort sagt: en profetisk bastard
I dag er det på ingen måde svært at se Yahya Hassan som det, Friedrich Nietzsche kaldte »en legionær af øjeblikket«. Da den unge digter trådte ud af gellederne var det i et tomrum, som kun de færreste før ham havde set. Selvom den danske indvandringsdebat buldrede derudaf, var den også sat på pause. Den unge digter ville hverken forlige sig med den ene eller den anden fløj. Han havde ikke opgivet samfundets fællesskaber, men mente, at han kunne forme dem selv. Yahya Hassan så med andre ord muligheden for at manifestere sig selv i et post-revolutionært vakuum, der typisk har tilhørt disse nietzscheanske øjeblikslegionærer: emigranter, iværksættere, redaktører, digtere, charlataner og politiske oprørere. Personer som ser sig selv som historiens foregangsmænd. De, som ikke frygter kaos, men nærer sig ved det.
*
Med en sådan manifestationskraft er der ikke noget at sige til, at Yahya Hassan i en periode forsøgte sig som politiker. I 2014 blev han talsmand for Nationalpartiet, stiftet af brødrene Kashif Ahmad, Aamer Ahmad og Asif Ahmad. Til partiets første pressemøde bemægtigede den unge digter sig scenen, som var det en digtoplæsning. I 40 minutter læste han op af et politisk manifest med udråbstegn og rasende kampråb:
Vi er ikke et borgerligt parti. Vi er et borgernes parti, og vi har indtaget midten for at kunne arbejde os i retning af fornuften. Vi er en platform for uafhængige stemmer, der ikke råber i bankernes mikrofoner. Der ikke råber i våbenhandlernes mikrofoner. Der ikke råber i islamisternes mikrofoner. Der ikke råber i islamofobernes mikrofoner. Vi er Danmark.
Partiets idé var at bryde det politiske landskab og tage teten fra de partier, som virkede støvede i deres ideologiske udtryk. Det handlede om at give landets indvandrere et nyt politisk ansigt, men partiet var samtidig ikke bange for sætte ind, hvor det ville gøre allermest ondt for at bryde den kedelige sociale arv. Nationalpartiet ønskede blandt andet at forbyde flygtninge at bosætte sig i storbyernes ghettoområder og i stedet fordele dem til at resten af landet – et forslag, som de borgerlige partier med Venstre i spidsen næsten én til én stemte igennem i 2018, og af avisen Informations chefredaktør Rune Lykkeberg blev betegnet som de liberale partiers definitive overgivelse til socialdemokratisme (02.03.2018). Den såkaldte Ghettopakke har siden modtaget kras kritik af FN.
Yahya Hassans politikerhistorie skulle imidlertid få en brat afslutning. Mindre end elleve måneder senere blev digteren ekskluderet fra partiet, efter at han var taget for bilkørsel i narkotikapåvirket tilstand. Indtil da havde der været flere hændelser, nogle af dem optaget på hans personlige Facebook-livestream, hvor den unge digter sendte beskeder ud til de banderelaterede personer, der tilsyneladende ville ham til livs. Til TV2 News-værten Allan Silberbrandt sagde han, mens han var iført fragmentationsvest: »Det foreligger sådan, at jeg på et tidlig tidspunkt i den politiske proces har gjort det klart for partiet og for min formand, at jeg er en person, som er truet, og som bliver nødt til at slås med folk på gaden.« Halvvejs ude af studiet fortsatte han sin monolog uden at lade sig afbryde af værten: »Jeg har ikke mere at snakke med jer om. Jeg har fortalt, hvordan landet ligger. Fuck af med alt jeres borgerlige pis og alle jeres løgnehistorier. I kan bare smede alle de rænker I vil imod mig og min pik. Den er omskåret, og den er flot. God aften til dig, jeg kan faktisk godt lide dig, undskyld tonen og hils Pia [Kjærsgård, tidligere formand for Dansk Folkeparti, red.].« På Facebook sendte han en sidste hilsen: »Fra i aften skriver jeg kun digte og dødsannoncer.«
*
Når man taler om Yahya Hassan, giver det ingen mening at forsøge at skelne mellem, hvad der er maske og ægte liv. Storhedsvanvid, benhård kynisme og overdrivelseskunst har fra første færd været bærende elementer i hans selvfremstilling – uanset om det gælder hans højtråbende digte, tøjlesløse tv-optrædener og temperamentsfulde videoer på sociale medier. Yahya Hassan er også et barn af den moderne teknologi- og informationsspredning. Han har både været forfulgt og eftertragtet, men han var selv den første til at forstyrre den offentlige orden: Han gjorde oprør mod sin ghettobaggrund, men overgav sig aldrig til nogen form for dansk identitet. Han har aldrig respekteret autoriteterne omkring sig, men han har heller aldrig bare ønsket at skabe noget for sig selv. Han har, som den tyske filosof Peter Sloterdijk ville sige, været tvunget til at være fri. Man kunne kalde ham frihedens fange. En faderløs, statsløs palæstinenser uden frygt for eller tillid til de store fællesskaber. Han har forsøgt at kappe båndene til sin fortid og den muslimske tradition, men aldrig rigtigt lykkedes med at finde sig til rette i sit nyfundne liberale paradis. Da han stadig var på fremmarch, var han nærmest at betragte som en revolutionær samfundsforandrer, der forsøgte at gøre livet bedre for et helt miljø. Nu, hvor han ser ud til at have tabt kampen mod sin egen fortid og har afsonet domme for vold samt været indlagt på retspsykiatrisk sygehus, undrer man sig over, om der er nogen, som rent faktisk har været i stand til at hjælpe eller gøre livet bedre for ham. Yahya Hassan er selv blevet billedet på den sociale elendighed i Danmark. Den danske drøm er en løgn. Selv for dem med de bedste talenter er der ingen let vej ud af ghettoens beton.
*
Da den danske statsminister holdt sin nytårstale 1. januar i år, fortalte hun, at hun tror på et samfund, hvor ethvert menneske har det grundlæggende ansvar for sit eget liv. Men hun sagde også, at vi ikke kan overlade hele ansvaret til den enkelte. »Hvis børns opvækst bestemmer deres fremtid, så er mønstret stadig for stærkt og fællesskabet for svagt.«
Yahya Hassan er blevet billedet på den sociale elendighed i Danmark. Selv for dem med de bedste talenter er der ingen let vej ud af ghettoens beton.
Mette Frederiksen mindede især om de børn, som har det allersværest. Børn, som har oplevet misbrug, vold og svigt i hjemmet. Det var nu, ifølge statsministeren, på tide at lægge berøringsangsten væk: »Vi må træde i karakter som samfund. Flere udsatte børn skal have et nyt hjem tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile.«
Det var børn som Yahya Hassan, hun talte om.
*
Mange har igennem årene hæftet sig ved Yahya Hassans kritik af ghettomiljøet, men langt færre har overvejet hans skildringer af velfærdssamfundets mest umenneskelige sider. Hans debutdigtsamling kan let betegnes som en rejse gennem den danske socialforsorg. Godt en tredjedel inde i bogen stifter man første gang bekendtskab med dette fintmaskede net af opholdssteder, ungdomsinstitutioner, tilsynsværger, fængsler, pisprøver og pædagoger, som agerer dørmænd for en teenager, der ikke er tilfreds med tilværelsen.
Yahya Hassan er selvfølgelig hovedpersonen i denne antidannelsesrejse, hvor alt omkring ham fremstilles som anonym og omklamrende magtudøvelse. I dette system er der ingen erfaringer som hjælper, ingen oplevelser som tjener ham godt, lige indtil han møder en ny og usædvanlig kontaktperson, der opfordrer ham til at skrive og viser ham litteraturens veje. Kort tid efter stjæler Yahya Hassan en pakke med bøger, og i den finder han første bind af Karl Ove Knausgårds Min kamp. Litteraturen, ikke de sociale myndigheder, bliver hans redning. Skal man tro digtsamlingen er det her, han finder sin vej i livet.
*
Arbejderlitteraturen er rig på historier, der viser, at der er en uhyre fin balance mellem at forsøge at gøre noget ved de mest udsattes vilkår og at udstille dem. Så sent som i 2016 måtte den franske forfatter Édouard Louis lægge ryg til hårde beskyldninger efter udgivelsen af hans debutroman En finir avec Eddy Bellegueule (Seuil, 2014). I essaysamlingen Etter i saumane. Kultur og politikk i arbeiderklassens hundreår (Gyldendal Norsk Forlag, 2016) kaldte Kjartan Fløgstad Louis’ barndomsskildringer af det homofobiske postindustrielle Nordfrankrig for »klasseracistiske«. Ifølge Fløgstad gjorde Louis sig skyldig i en klasseforagt, hvor borgerskabet fremstod som selve »frelsen«, mens rejsen ud af arbejderklassen var den rene »himmelfart«. Fløgstads kritik, som Édouard Louis senere svarede på i Morgenbladet, var nærmest et ekko af en to år gammel debat, som havde fundet i sted i franske medier. Her blev Louis på samme måde anklaget for klasseracisme og for at have puttet arbejderklassen i kategori med »natur« og »barbari«.[1] Altså ikke helt væsensforskellig fra den karakteristik, som Yahya Hassan giver af den nydanske underklasse i sin første digtsamling.
Fra intellektuelt hold blev Yahya Hassan først og fremmest mødt med kritik af Athena Farrokzhad. Når Hassan begik helligbrøde, var det ifølge den svenske digter ikke fordi hans beskrivelser af den patriarkalske vold i de muslimske miljøer var forkert. Hun mente bare, han burde have gået mere stille med den. Det solidariske perspektiv måtte kort sagt have forrang for den brunes mands individuelle frigørelseskamp. Hun anlagde en mere kollektivistisk end individualistisk tilgang til spørgsmålet om, hvordan en nydansk underklasse bedst beskytter sig mod den herskende (hvide) klasse.
Når Yahya Hassan aldrig blev beskyldt for klasseracisme, skyldes det formentlig, at han aldrig har foregivet, at det kulturelle borgerskab skulle være nogen frelse. Når vi møder ham i den nye YAHYA HASSAN 2 (Gyldendal, 2019), seks og et halvt år efter udgivelsen af den første digtsamling, har han slået dørene ind til det danske kulturparnas. Rejsen gennem samfundets institutioner foregår denne gang i modsat retning. Bogen åbner med digte, hvor han er på vej ind til sin redaktør på forlaget Gyldendal i det centrale København. Han overnatter i journalisten Martin Krasniks seng, fordi han ikke kan færdes frit, og han er kommet under konstant politibeskyttelse. »Præmieperker« hedder bogens første kapitel, hvor han iklæder sig velourjakkesæt, skal på besøg hos dronningen og rejser land og rige rundt som politiker og offentlig debattør. Han taler ikke længere med sine nære relationer, men til forsamlinger, og han føler sig konstant under krydspres, oppe- og nedefra. Der er her fortiden igen trænger sig på: »JEG ER VED AT BLIVE MAST MELLEM TO MAGTSTRUKTURER (…) JEG STRITTER MOD MED ARME OG BEN«. Han fortæller, at jakkesættene hænger på stativet som »SLØJE LIG«. Han »SNOR SIG UDEN OM SAMFUNDET«, og han skrumper til »IMPULS OG INSTINKT«. Han er på »UNDERGANGSFREMGANG MED MENNESKEHEDEN«.
Hvor den første bog tegner en opstigning fra samfundets bund, falder Yahya Hassan i toeren fra toppen. Yahya Hassan beskriver den totale deroute, menneskeligt og socialt, gennem et system af borgerlige koder, statslige institutioner og kontrol. Men det er hverken værre eller bedre, end det han oplever i den første bog. Han går fra Gyldendals ærværdige forlagslokaler i København forbi Østerbro-kendissernes kartoffelrækker til ghettoen, fængslet og psykiatrisk sygehus i et ryk, som han ikke selv er i stand til at forklare. »JEG TOG ORDET I MIN AFMAGT«, skriver Yahya Hassan et sted. Og et andet: »JEG FORBRØD MIG MOD FORBEDRINGEN AF MIT VÆSEN«. Ligesom i hans debutbog er der en tydelig kontrast mellem ham selv og samfundet, som altid er repræsenteret gennem fremmede instanser, som forsøger at holde ham på plads: politi, indvandrerbander, dommere, fængselsvagter, psykiatere, læger, medier og forlag. Yahya Hassan er konstant på flugt fra samfundet – toppen såvel som bunden. Han er revet op med rode, men finder tilsyneladende ingen tilknytning til noget uden for ghettoen. Han er blevet en vred og skuffet turist, som forholder sig apatisk og ansvarsløst til alle omkring sig: »JEG TROR IKKE PÅ MIN LATTER / JEG TROR IKKE PÅ MIN GRÅD / SÅ GÅR JEG RUNDT OG RØMMER MIG LIDT / NU SKRIVER JEG DIGTE MED BRÆKKET HÅND / PÅ ET SPROG SOM EFTERHÅNDEN HAR LIDT MERE OVERLAST END MIT MODERSMÅL / NU SKYDER JEG FOLK / DER IKKE FORSTÅR ANDET END SKUD / NU GÅR JEG TIDLIGT I SENG / FOR AT STÅ OP TIL INGENTING / NU TRÆNER JEG MIG OP / TIL AT BLIVE KØRT NED IGEN / NU HAR JEG OVERLEVET ENDNU EN VINTER / FOR AT TILBRINGE ENDNU EN SOMMER BAG TREMMER / NU FORBANDER JEG DEM DER BEDER FOR MIG / OG FINDER FRED I MIN FJENDES NAVN«.
*
I Yahya Hassans digte findes der ikke noget sted, han med sikkerhed kan anbringe sig selv. Det eneste, han tilsyneladende finder tryghed i, er skæbnen, hvor han hverken føler frygt for gudernes, faderens eller de sociale myndigheders repressalier. Yahya Hassans to digtsamlinger giver til sammen indtrykket af et menneske, som har ofret alt, men alligevel viste sig at være født til undergang i et samfund, som aldrig har været i stand til at hjælpe ham. Han er et symptom på et problem, som velfærdsstaten ikke kan rumme, og derfor heller ikke kan fikse. Han demonstrerer velfærdsstatens afmagt og ubehjælpsomhed. De sidste linjer i YAHYA HASSAN 2 lyder som et punktum, der endnu mangler at blive sat: »BØDE HÆFTE OG FÆNGSEL PRELLER AF PÅ MIG / IKKE FORDI JEG ER UEGNET TIL STRAF / MEN FORDI JEG ER FOR EGNET TIL DET«.
[1]Dette forløb er beskrevet nærmere i Kjerstin Aukrust og Kristian Lødemel Sandbergs artikel »Arbeiderklassen, Édouard Louis og Kjartan Fløgstad. Et kritisk tilbakeblikk på debattene rundt Farvel til Eddy Bellegueule i Frankrike og Norge«, Norsk litteraturvitenskapelig tidsskrift 2/2018. https://www.idunn.no/nlvt/2018/02/arbeiderklassen_douard_louis_og_kjartan_floegstad_et_krit
