Boris Johnson
Boris Johnson fotograferet i 2017, dengang han var udenrigsminister i Theresa Mays regering. Foto: Kuhlmann/MSC (CC BY 3.0 DE)

KOMMENTAR. Boris Johnson drømmer om at gøre Britannien stor igen. Opgaven har han forberedt sig på i årevis.

Boris Johnson
Boris Johnson fotograferet i 2017, dengang han var udenrigsminister i Theresa Mays regering. Foto: Kuhlmann/MSC (CC BY 3.0 DE)

[dropcap]S[/dropcap]øren Kierkegaard nåede aldrig at blive særlig glad for demokratiet, endnu mindre for den fremtid, han mente, det havde at tilbyde. I sin famøse pamflet En literair Anmeldelse, udgivet i efteråret 1846, tre år før indførslen af Danmarks første grundlov, kastede han et sjældent blik ind i krystalkuglen og så for sig et lidenskabsløst, men samtidig mærkeligt behagesygt samfund, domineret af de moderne mediers cirkulation af floskler og afsjælede betragtninger. 

Kierkegaard forsøgte at analysere og kritisere træk i sin samtid, som han mente ville blive forstærket i årtierne frem. Som læser af aviser og blade var man ikke længere – i modsætning til perioden omkring den franske revolution – et konkret og lidenskabeligt enkeltmenneske, men en del af et anonymt og diffust publikum. Når Kierkegaard forsøgte at se denne oplyste masse repræsenteret i en enkelt person, kunne han ikke lade være med at forestille sig »en eller anden romersk Keiser, en stor velnæret Figur, der lider af Keedsomhed, og derfor blot ønsker Latterens Sandsepirring.« Denne nye Cæsar, skrev han, ville være mere »dvask end ond«, det vil sige »negativ herskesyg«. For enhver, der havde læst oldtidens forfattere, ville vide, hvor mange »Ting en Keiser kunde hitte paa, for at forkorte Tiden.«

Kierkegaard var langt fra den sidste kulturpessimistiske filosof med smag for profetiske udmeldinger. Også Oswald Spengler, den tyske nationalkonservative ledestjerne, mente, at tiden efter den franske revolution med politiske forfatninger uundgåeligt ville ende i en ny kejserperiode. Han så for sig verdensbyernes formløse masser og en uhindret kapitalisme, som gennemstrømmede alle menneskets sanser. I regi af det kulturelle sammenbrud ville livets energier igen blive frigivet og kaos bryde ud. Aftenlandets undergang, kaldte han det, eller på engelsk: The Decline of the West. Og den eneste, som kunne tæmme dette kaos, var det store individ, en ny Cæsar. Sådan vidste han, hvad der ville komme: et demokratisk forfald og en gryende morgen for demagoger. Det historiske bevis fandt han blandt andet i den romerske ekspansion og Athen på Perikles’ (495–429 f.Kr) tid. 

Er der nogen, som burde kende denne historie, er det Storbritanniens premierminister, Boris Johnson. Som ung studerede han oldtidshistorie på University of Oxford, og i 2006 udgav han en bog om det romerske kejserrige. Til kontoret i Downing Street 10 har han netop medbragt en buste af Perikles, statslederen, som førte Athen gennem sin storhedstid og stod bag udsmykningen af Akropolis og Parthenontemplet. 

Hvis det ikke havde været for meget af det gode, kunne man sige, at Boris Johnson i den seneste tid har ført sig frem som en af oldtidens feltherrer. Oppositionen har han kaldt »fjender af folket«, og udsættelsen af Brexit for en »kapitulation«, mens hele udtrædelsen af EU selvfølgelig må regnes for »en krig«, der skal vindes.

Boris Johnson, halvt politiker, halvt showman, ryster ikke på hånden. Han ved godt, hvilket spektakel han er i færd med at skabe, og foreløbig viser han ingen nåde. Faktisk har han været mere brutal, end selv hans værste modstandere havde ventet. Suspenderingen af det britiske parlament var bare et af mange træk i hans og rådgiver Dominic Cummings’ store Brexit-plan. I regeringen har han forsøgt at omgive sig med loyale støtter, og internt i partiet fortsætter han udrensningen af dem, som protesterer. Churchills barnebarn, Nicholas Soames, har han allerede smidt på porten, og imens er flere af hans gamle venner begyndt at trække sig. Boris’ egen bror, den forhenværende universitetsminister Jo Johnson, forlod allerede i sidste uge regeringen, mens han klagede over premierministerens hårde kurs. Men som Johnson har lært af Shakespeare, må man nogle gange ofre sine nærmeste, for at få det man vil have: et no deal-Brexit den 31. oktober, koste hvad det vil. 

Havde Theodor W. Adorno levet i dag, havde han uden tvivl givet Boris Johnson en titel, som ville minde om den, han gav Oswald Spengler: en flittig agent for verdensånden. Den britiske premierminister skyr ingen midler, om det så betyder at lyve for parlamentet, befolkningen eller selveste dronningen. Som ung journalist skabte han et ry ved at bygge luftkasteller og skrive skandalehistorier om EU’s bureaukrati. Og som midaldrende politiker har han bedraget hver og én af sine forgængere. Hans gamle makker David Cameron brød han med for at blive en del af Leave-kampagnen. Og selv om Theresa May gjorde ham til udenrigsminister i sin regering, måtte hun igen og igen se ham forfølge sin egen dagsorden. 

Det vil sikkert komme som en overraskelse for de fleste, men i sin bog om Romerriget, The Dream of Rome (2006), hans sidste af i alt fire udgivelser, er Boris Johnson ikke kun optaget af kejserrigets stigning og fald. I den stiller han også, som Die Zeits kulturredaktør Adam Soboczynski skrev for nylig, et yderst relevant spørgsmål til sin samtid: Hvorfor var Romerriget så succesfuld og attraktiv for andre folkeslag, og hvorfor er EU ikke i stand til at skabe den samme appel? Ja, det er rigtigt. Johnson skrev i 2006 en bog fuld af EU-begejstring, hvor han bakkede op om en fælles økonomisk og politisk union: »Dette er en formidabel udfordring, og man skal være en temmelig kynisk euroskeptiker for ikke at være fuld af beundring for hvad, der kan opnås. Kald mig bare idealist, men jeg mener, det vil være vidunderligt, hvis Europas befolkninger havde den samme ånd og vilje«, skrev han, så det var lige før, man kunne høre det blå flag med de 12 stjerner smælde. 

Det ville være både dumt og naivt at tro, at Boris Johnson bare skifter holdning, efter hvad han går og føler. Indtil for nylig har han kun forsøgt at tilpasse sig de herskende forhold for at kunne drage personlig fordel af dem, og nu hvor han selv har indtaget den store scene, forsøger han med sin finurlige britiske humor, manipulerende evner og gavflabattitude at få publikum til at indrette sig efter ham. Nogle vil sikkert hævde, at Johnson bare forsøger at få styr på et kaotisk underhus, som igen og igen har sat sig på tværs af en Brexit-aftale, og at hans handlinger skal ses som et direkte svar på befolkningens ønsker. Men det er samtidig oplagt at forstå Johnson som en af det 21. århundredes største fidusmagere, en narcissistisk charlatan, som nu, hvor han endelig ser sit snit til at træde i idolet Winston Churchills fodspor, også drømmer om at blive Storbritanniens næste frelser: Ifølge Johnson befinder landet sig i en alvorlig krisesituation, og ham, kun ham, »Brand Boris«, vil være i stand til at bringe det tilbage på rette kurs. Hans mål er at gøre Britannien stor igen. 

For at det ikke skal være løgn, skrev Johnson i 2004 en uforglemmelig knaldroman med titlen Seventy Two Virgins, som er mere ærlig end nogen politisk biografi. Hovedpersonen, et konservativt parlamentsmedlem kommer en morgen cyklende med vildt hår og ender med at redde den amerikanske præsident under et islamisk terrorangreb, som var han den frie verdens sidste redning. Ingen er rigtig i tvivl: Hans fjollede karisma dækker over en lysende intelligens, men selv forsøger han for alt i verden at undgå at blive en seriøs politikker. Det meste af hans arbejde udfører assistenten, og konsistente holdninger er naturligvis ikke noget, han behøver. Faktisk er han kun optaget af én enkelt ting, sin karriere, aldrig landets velbefindende. Og trods det er han i stand til at gennemskue hele klodens udvikling. Ifølge Boris’ romanhelt er verden intet mindre end »en stor joke, et tilfældigt spektakel af ting, der har skabt vores egoisme.« Alt er kort sagt tilgængeligt, alle værdier kan fornyes: »Religion, love, principper, traditioner – alt dette er kun krykker, som man støtter sig til på ens usikre vej gennem livet.« 

Hvad skal man kalde en mand som Boris Johnson? En kejser eller en klovn? Måske, som Nietzsche ville sige, en legionær af øjeblikket. For denne type er historien bare en tynd fernis af idéer og principper, hvor han først og fremmest er optaget af at finde en åbning til sig selv. Her kommer han, ridende på historiens bølge. For ham gælder ingen love eller regler, kun den personlige manifestation og triumf. 

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.