Gravkammermusik

ANMELDELSE. Harald Voetmanns forfatterskab fortsætter sin udvikling mod en forsonende menneskevenlighed. Hans seneste bog er en kærlighedsgestus.

Det første, der springer i øjnene, er skriften. Harald Voetmann har skrevet sin nye udgivelse Amduat. En iltmaskine i hånden og selv indtalt lydbogen, så man er tvunget til at vælge mellem hans »rustne stemme eller kragetæerne«.

På bagsiden skriver forfatteren om bogens tilblivelse. Voetmann fortæller, at hans far tog ham med på en rejse til Egypten, dengang hans mor døde: »Jeg tænkte, okay, når du også skal dø nu, og hvis jeg ikke kan gøre andet, så må jeg tage dig til Ægypten.« Det egyptiske spor, der findes i bogen, er altså en hilsen til den afdøde far. Amduat. En iltmaskine, som forlaget kalder for »Harald Voetmanns håndskrevne debut som lyriker«, er mest af alt en elegi.

Amduat er egyptisk og betyder »det, som er i underverdenen«. I Amduat. En iltmaskine overlapper fortællingen om den egyptiske solgud Ras færd gennem dødsriget med fortællingen om forfatterens far, som dør af en lungebetændelse på Holbæk Sygehus. Døden indtræffer over tolv timer, den tid det tager solguden at foretage sin rejse. Voetmann tegner selv gravkammeret op og giver dermed også læseren et overblik over bogens struktur:

»Skriver, skriver, knus din palet, knæk dine grifler, flå skriftrullerne i stykker.« Sådan lyder Pyramidetekst nr. 476, som citeres i indledningen og indgår til slut i dødens sjette time. På sin vis kan disse ord læses som et programskrift. Voetmann stiller computeren til side, forlader romangenren og skriver sig for første gang ind i den intime sfære. Alligevel er der mere tale om fortsættelsen af et mønster. Med den sidste bog i sin historiske romantrilogi, Syner og fristelser (Gyldendal, 2015), nærmede Voetmann sig flere steder poesien, og året efter udkom hans oversættelse af den romerske digter Sulpicias kærlighedselegier (Gyldendal, 2016). Stemningsmæssigt markerer bogen også et oplagt næste skridt efter romantrilogien, som på trods af sine gennemgående groteskerier sluttede forsonende og menneskevenligt. Overgangen fra brutalitet til ømhed føres videre og bliver i Amduat. En iltmaskine til egentlig kærlighed.

Der findes et tredje spor i bogen, løsrevet fra fortællingerne om det egyptiske dødsrige og Holbæk Sygehus. Her fortæller jeget om sine drømme og minder, der relaterer sig til farens død, tiden op til og tiden efter. Den første drømmebeskrivelse optræder i begyndelsen af bogen og handler om, hvordan jegets far bliver ved med at rejse sig fra graven. »Ligesom han i perioder havde manglet sygdomserkendelse, manglede han dødserkendelsen nu.« Amduat. En iltmaskine er en rejse mod denne dødserkendelse, farens såvel som jegets, helt indtil de sidste linjer:

Bogen er dog lige så meget en hyldest til den genstridige livsvilje. Som i Voetmanns romaner er denne vilje ofte tegnet op omkring nogle tilbagevendende replikker eller billeder. Især iltmasken, som far og søn slås om bogen igennem. På den ene side er den en betingelse for livet, på den anden side er den både ufrivillig og livsfjendtlig. I det tekststykke, der hedder »Om at kunne trække vejret blandt de døde« kæmper jeget med sin far for at få ham til at beholde masken på. Stykket slutter med, at faren siger: »Giv mig noget, jeg kan drikke. Giv mig noget, jeg kan slippe.« Iltmasken holder faren i live men er samtidig en forhindring for, at han kan leve.

Samme fortvivlelse findes i det konfuse klageråb: »Skal jeg vel have pølsesuppe?« Denne bøn kommer til at stå som den mere afdæmpede pendant til det sted i den egyptiske fortælling, hvor der står, at man i dødsriget går på hovedet og æder lort og drikker pis. Hverken faren eller den anonyme skriver vil spise det, de afskyr, lyder det; de vil leve. Sådanne billeder er fortættede eksempler på det livs- og menneskesyn, Harald Voetmann har fremstillet i hele sit forfatterskab. Man kan kalde det barok pessimisme. Anmeldelserne af Voetmanns bøger har det dog med at overbetone humoren og klamheden, som om det er meningen, at læseren skal more sig på bekostning af de mærkværdige mænd, der udgør størstedelen af persongalleriet. Tværtimod: Karakterernes absurditet er netop det, der gør dem menneskelige. I Amduat. En iltmaskine står sympatien, der ligger i skildringerne af mennesket som et plaget, forstyrret væsen, i forgrunden frem for at være en underliggende præmis, som det er i romanerne.

Titlens iltmaskine antager ligesom pølsesuppen og iltmasken flere betydninger bogen igennem. Den holder mindet om den døde far i live, men den er også Voetmanns billede på den menneskelige tilstand:

Emhætten, der suser over de sydende frikadeller, er på den ene side koncentreret voetmannsk, og på den anden side må det næsten være en hilsen til en anden dansk bog om døde fædre, Bjørn Rasmussens Ming (Gyldendal, 2015). Rasmussen introducerede i sin digtsamling verden for emhætten som litterært motiv, en præstation Voetmann kipper med hatten for, selvom bøgerne stilistisk og temperamentsmæssigt ligger langt fra hinanden.

Som flere anmeldere allerede har påpeget, synes Amduat. En iltmaskine mere påvirket af Anne Carsons elegi til sin afdøde bror, Nox. Carson er ligesom Voetmann klassicist og oversætter, og i Nox optræder digte af Catul side om side med hendes egen poesi. Ved at sammenskrive historiske og personlige fortællinger retter de to et stereoskopisk blik på døden og skaber på den måde et enormt resonansrum for de tanker og følelser, der knytter sig til tabet. Når Harald Voetmann skriver sin bog i hånden, er det med til at etablere en mere umiddelbar forbindelse til det egyptiske forlæg. Ligesom de tusinde år gamle gravkamres fortællinger er malet på deres vægge, så maler forfatteren det gravkammer, han bygger til sin far. Den skiftevist sorte og røde håndskrift forbinder bogen til mytologien såvel som det kropslige nu.

Sammenstødet mellem skandinavisk velfærdsvirkelighed og egyptisk mytologi, vækker det poetiske potentiale i de mest prosaiske genstande. Emhætten er måske lånt af Bjørn Rasmussen, men sengehesten er Voetmanns egen. I Amduat. En iltmaskine spændes dette instrument, der skal sikre spædbørn og gamle mennesker mod at falde ud af deres senge, for farens sygeseng på Holbæk Sygehus og forvandler den til solguden Ras båd, sejlende gennem dødsriget. »Gummihjulene snurrer over akrylfloden«, de døde ligger på lur »og titter ud på natbådens færd«, mens den hærgede guddom synker sammen under sit tæppe, klynkende af angst. Heldigvis er guden ikke alene på sin rejse:

Amduat. En iltmaskine er en intim bog, en kærlig gestus over for et familiemedlem. Men den formår samtidig at være det modsatte af hermetisk. Den er generøs, både hvad angår udleveringen af smertefuldt, personligt stof, viljen til at sætte ømheden i forbindelse med oldtidens mytologi og evnen til at omsætte denne sammenhæng til billedlige nyskabelser. Det er en stor præstation.

Kasper Lyngholm Larsen

Kasper Lyngholm Larsen

F. 1990. Kritiker og skribent. Medredaktør i Vagant. Bor i Odense.
kasper.l.larsen@vagant.no

Facebook

Twitter