Videnspolitiske slagsmål i en naturaliseringstid

Bjørn Vassnes hævder, at nordmændene bliver fremtidens tabere, hvis de ikke satser mere på naturvidenskab og teknologiudvikling. I sit raseri mod, hvad han opfatter som politisk sanktioneret dumhed, forfalder han desværre til at konstruere fjendebilleder og falske modsætninger.

Først publisert i Vagant 1/2012.

Bjørn Vassnes: Sokrates og sjøpungen. Flukten fra kunnskapen (Margbok 2012)
Bjørn Vassnes: Sokrates og sjøpungen. Flukten fra kunnskapen (Margbok 2011)

Et tæppebombardement af en bog med et forfærdeligt grimt multikoloreret omslag ligger på mit bord: Bjørn Vassnes’ Sokrates & sjøpungen. Flukten fra kunnskapen. 30 essays byder sig til, med overskrifter af typen: »Junkfood for hjernen«, »Lesende analfabeter«, »Kunnskap? Nei takk!«, »Det store hjerneplasket«, »Den digitale bakrusen« og »Undringens død«. De er opbygget af små tekststykker med læservenlig luft imellem.

Vassnes har arbejdet som videnskabsjournalist siden 1980’erne. Med en imponerende kadence oplyser den landskendte forfatter folket om videnskabelige nybrud i Klassekampens spalter og næsten dagligt kaster han sig ud i polemikker med snart sagt hvem som helst og hvad som helst inden for videnskabens felt. Han har tidligere læst filosofi og taget en humanistisk uddannelse; men i disse år har han transformeret sig selv til en selvbestaltet ambassadør for naturvidenskab as such i fjendeland. Med syvtommersøm slår han fast »at mennesket faktisk er et biologisk vesen« (s. 77) – hvem der så end ville finde på at benægte det?

Vassnes ynder at anvende et symbolladet og hårdtslående billedsprog. Således kobler han direkte mellem økonomi (de norske olieindtægter) og biologisk eksistens (for et lille dyr og et noget større menneske). Parafraseret lyder bogens grundfortælling således: Den idealtypiske nordmand er som en søpung. På larvestadiet har det lille dyr en meget diminutiv hjerne, men ingen mund. Når søpungen har fundet sig en passende sten på søens bund at fæstne sig til, giver den sig til at fordøje sin overflødige hjerne, som var den en endogen evighedsmaskine, samtidig med at der ganske praktisk udvikles en mund, der kan slås op på vid gab. Nu formår den så i sin snedige passivitet at leve af de goder, der tilfældigvis måtte strømme forbi. Der spindes analogier mellem søpungens og nordmandens sorgløse liv. Indhyllet i olietåger lever samtidens forkælede nordmænd, mens de sløser med deres hjerner og labber overfladisk mediejunkfood og dårlig tænkning i sig. Oliepengene strømmede ind efter 1969, da der tilfældigvis og ganske heldigt blev fundet flydende sort guld i den nationale undergrund af nogle teknisk begavede og driftige amerikanere. Man behøvede ikke længere at strenge sig an i det rigeste af alle rige lande, der endda kunne finde på at opvarme togperronerne om vinteren. »Noen hjerne hadde vi ikke bruk for lenger« (s. 19), skriver Vassnes lakonisk.

Men så brød »kunnskapskrisen« (s. 11) ud i lys og lue. PISA-undersøgelserne fra år 2000 og frem viste, at norske børn lå langt under internationalt niveau inden for naturvidenskab og matematik, og at op imod ¼ af alle 15-årige var funktionelle analfabeter i 2006 (s. 21-22). Dertil kom, at mange dropper ud af de uddannelser, de er begyndt på, og at niveauet er blevet sænket for kravene på de videregående uddannelser, der i øvrigt har lidt et prestigetab.

Højstiliserede modsætninger
Vassnes, der er åbenlyst bekymret over det faldende kundskabsniveau i Norge og for demokratiets ’lette’ tilstand, er blevet en uomgængelig stemme i en intens videns- og uddannelsespolitisk strid. Han hævder, at nordmændene vil blive fremtidens tabere, hvis de ikke satser mere på naturvidenskab og teknologiudvikling, og træder til som bannerførere for en højnelse af respekten for naturvidenskaben i den offentlige debat, inden for uddannelsessystemet og i det politiske liv: »Vi har ikke en fungerende offentlig samtale her i Norge (…). Det betyr at vi egentlig ikke har et reelt demokrati, fordi befolkningen sjelden får anledning til å få nok kunnskap om aktuelle spørsmål, og aldri får overvært en opplysende debatt.« (s. 105)

Kongenialt med og i kølvandet på fjernsynsserien Hjernevask gør han højlydt grin med, kritiserer og udstiller de humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere, der ikke ved noget om eller ikke vil vide af hjerneforskning, evolutionsteori eller kernefysik. Vassnes kritiserer ikke blot »usaklighetskulturen« inden for kønsforskningen og »norsk samfunnsforskning generelt«. Han kalder det ligefrem »råttent med et forskningsmiljø, som ikke tåler kritikk«, og proklamerer, at »det er vanskelig å forholde seg til at det lille de [samfundsvidenskabsfolket, min anm.] engang lærte på universitetet, ikke lenger er holdbart« (s. 104).

Set fra sidelinjen undrer det mig, at Vassnes er så ophidset, indigneret og moraliserende. Hvorfor gør han det så let for sig selv ved primært at citere nogle åbenlyst uvidende politikere og nogle alt for énøjede norske køns- og kulturforskere? Han løber åbne døre ind samtidig med, at han ikke griber ud efter de håndtag, der kunne åbne adgangen til ventende skatkamre af indsigt. Hvorfor bringer han eksempelvis ikke nogle af de internationale forskere, der er intenst optaget af at få videnskaberne til at tale med hinanden, på banen? Her kan jeg blot nævne Terrence Deacon, Steven Mithen, Steven Rose, Michael Tomasello, George Lakoff, Mark Johnson, Mark Turner, Jesper Hoffmeyer, Ole Fogh Kirkeby, Søren Brier, Maxine Sheets-Johnstone, Thomas Fuchs, Werner Vogd og Raymond Tallis.1 Tankesystemer med navne som biosemiotics, cybersemiotics, embodied phenomenology og cognitive semantics går på jagt efter relationerne mellem livets tegn og tegnenes liv – og mellem kroppens bevidsthed og bevidsthedens krop.

En større begrebsavl byder sig til for den nysgerrige læser, der har mod på at medtænke, at koblingen mellem menneskets biologi, de sociale adfærdsmønstre og de kommunikative talehandlinger kalder på nye ord og tankeformer, såsom: joint attention, joint action, shared intentionality og ’we-intentions’. Menneskehjernen er livslangt foranderlig, vi er en symbolbrugende, -producerende og uforudsigelig art, og mennesket er et pegende og socialt dyr der gerne vil dele verden med sin næste. Bl.a. derfor skriver tusindvis af forskere verden over om: human’s prosocial nature, communicative pointing, embodied and extended mind, ‘body-thought’, social cognition, the brain – a mediating organ etc. Men denne crossoverrigdom, der udfordrer og overskrider fordomsfulde og begrænsende kontrastfortællinger af typen: naturvidenskab vs. human- og samfundsvidenskab, optræder desværre ikke i bogen. Ej heller vælger forfatteren at gå i kildekritisk clinch med ’tunge’ ’nyklassiske’ køns-, seksualitets- og magt-videns-forskere som Simone de Beauvoir og Michel Foucault eller med en tænksom poststrukturalist som fx Judith Butler, selvom de åbenlyst inspirerer mange af de hjemlige køns- og kulturforskere, og selvom ingen af disse tænkere abonnerer på primitive natur-kultur-dikotomier.

Vassness højstiliserer en modsætning mellem konstruktivismen (dvs. den humanistiske ’viden’ om køn, pædagogik og kultur) og den »dannede støj« (dvs. kulturelitens og rigspolitikkens smag) på den ene side og den sande virkeligheds empiriske forfatning (som naturvidenskaben kortlægger gennem konkrete undersøgelser og eksperimenter) på den anden side. Ethvert tilløb til en naturalisering af mennesket, dvs. en naturvidenskabelig forklaring og kortlægning af det humane, har Vassnes’ åbenlyse sympati, hvad enten denne tilgang måtte lade sig inspirere af neurobiologisk læringsteori, kognitiv psykologi eller evolutionær køns- og kulturforskning på et biologisk grundlag.

Det er hans kongstanke, at videnskabelig viden ikke bare kan bidrage til at gøre nordmændene til tænkende borgere; men at viden om menneskenaturen kan bidrage til at afværge politiske katastrofer, såsom opkomsten af og opslutningen om totalitære regimer: »Det tyvende århundret hadde sett litt for mange store sosiale eksperimenter, der store ideologiske vyer var blitt forsøkt satt ut i praksis – men som førte til katastrofer, fordi man ikke tok hensyn til menneskenaturen. (…) Kunnskaper om menneskenaturens grenser og muligheter bør vel ligge til grunn for politikken?« (s. 67). Det første argument har jeg stor respekt for; men det andet stiller jeg mig noget mere skeptisk over for. Nazisterne, fascisterne og stalinisterne havde en sans for, hvordan der kunne manipuleres med den menneskelige natur og ikke mindst med emotionelle massestemninger, så viden om menneskenaturen er ikke i sig selv en garant for etableringen af en demokratisk retsstat.

Midt i en videnspolitisk strid
Vassnes undlader at kortlægge dilemmaerne inden for dagens videnspolitiske slagsmål på en nøgtern og oplysende facon. Med de nuværende vidensformer og begreber til rådighed står vi jo midt i en uafgørlig, principielt lærerig og dilemmarig strid mellem en biologisering af de sociale og en sociologisering af det biologiske.2 Og det er da helt oplagt, at de forskellige videnskaber har noget distinkt at tilbyde, og at ingen af dem kan undværes, endsige at menneskeheden bliver klogere ved at udsætte nogle af dem for et radikalt og snuptagsagtigt domænetab.

Med et aktuelt eksempel bliver vi som samfund ikke klogere, endsige bedre i stand til at foretage det nødvendige kulturelle og personlige sorg- og refleksions-arbejde efter Utøya, hvis det alene er op til neurovidenskaben og genetikken at sige ’sandheden’ om Anders Behring Breiviks handlinger; thi i så fald bliver han transformeret til en patient med en videnskabeligt forklaret psykopatisk natur. Dermed ’parkeres’ han i en reduktiv diagnose, der behændigt borttryller eller risikerer at se stort på de komplekse politiske, sociale og moralske dimensioner, der åbenlyst også spillede ind på massemorderens handlinger og forfærdende eksistentielle valg. Men vi bliver heller ikke bedre oplyst og vidende, hvis vi tror, at Breivik(s handlinger) udelukkende kan forklares og forstås ’sociologisk’; fx ved at sige at han er et produkt af nogle dilemmaer i samfundet, der må have skabt hans identitet og selvforståelse.3 Vi må således besinde os og afvise ismernes forsimplede og beroligende ’forklaringer’, der rituelt byder sig til og alt for ofte i ekstremiserede udgaver. Kritikken må rettes mod såvel biologismen som sociologismen. Mere end godt er de nemlig isomorfe og negative spejlinger af hinanden.

Hvad angår menneskets hjerne, er den en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for udvikling af noget sådant som sind og bevidsthed; og i videre forstand for dannelsen af spilleregler for omgangen med hinanden i et samfund. Samtidig er den sociale, sproglige og fysiologiske prægning af hjernen med til at gøre denne livslangt foranderlig og uhyre plastisk. Hjernen er således ikke skæbne eller en isoleret aktør, og den handler ikke på egen hånd.4 Gøres den til en primær årsag til menneskets handling eller selvforståelse, forfalder den argumenterende således til at anvende en forfejlet subjektmetafysisk tænkning. Således er det ikke hjernen, der går i skole, men mennesker af kød og blod.

Flere steder i bogen trækker Vassness på hjerneforskningen; men han er polemisk antændt, så han glemmer at fæstne hjerneforskningens resultater til det, som forskerne benævner som embodiment, embeddedness og enactment. De tre e’er kan ’oversættes’ til én sætning, der desværre ikke optræder i bogen: Hjernen er en del af en aktiv og handlende krop i en verden.

Ganske mangelfuldt er det, at Vassnes ikke trækker aktivt på indsigter fra fænomenologien og den filosofiske hermeneutik. Han ser det tilsyneladende ikke som en gevinst, at der kan tales om en krop på mange forskellige, erkendelsesbefordrende og tilværelsesoplysende måder: »Jeg er en krop« (første person ental, den erfarede krop); »Jeg har en krop« (kroppen som en genstand, der kan tales om, objekt- og videnskabeliggøres i tredje person ental, fx: »Kroppen har mange organer«) – og videre: »De andres syn på min krop er med til at forme mit kropssyn«; »Min krop er en del af den sociale krop«; »Kroppen har mig«; »Kroppen er dødelig«; »Kroppen er…« etc.

Mennesket oplever ikke på neuronalt, proteinsyntetisk, bakterielt eller molekylært mikroniveau. Selvfølgelig skal der forskes intenst i alt det, der ligger uden for vort umiddelbare synsfelt og vor hverdagslige erfaringshorisont; men det må pointeres, at der er en væsensforskel på et engageret førstepersons- og et analytisk-neutralt tredjepersonsperspektiv på det levede liv. Dertil kommer, at Vassnes, al sin galde og sit polemiske virke til trods, slet ikke kunnet have skrevet dette værk uden en gedigen portion humanistisk (historisk, eksistentiel, etisk, æstetisk…) og samfundsmæssig viden – og et sprogligt flair. Det er således ikke de uformidlede synapser eller dna-strengene an sich i Vassnes’ hjerne og øvrige krop, der designer og digter billedet af den dovne og altædende søpung frem til offentlighedens bevidsthed. Vassnes er simpelthen en velskrivende demagog.

Det er nu lidt pudsigt, at bogen hedder Sokrates & sjøpungen. I Platons dialoger hævder Vassnes’ idealfigur Sokrates altid, at han intet ved, og at evnen til at forundre sig er nøglen til visdom; men selvsamme Vassnes bliver aldrig træt af at fortælle humanisterne, samfundsvidenskabsfolket, politikerne, administratorerne og avislæserne, hvad de bør vide. Eller formuleret på anden vis: Sokrates får ikke lov til at gå i flæsket på naturvidenskabens dårlige argumenter, dens ofte megalomane fortalere og ditto forhåbninger og dens til tider både instrumentelle og reduktionistiske mindset. Vassnes’ evne til at prædike er omvendt proportional med hans evne til at undre sig fundamentalt, og hans belæringer og ’hvorfor’-spørgsmål er langt mere videnspolitisk forhippede og videnskabsjournalistisk polemiske, end de er filosofisk smittende.

Et meget større problem
Vassnes’ helt legitime og betimelige krav om, at humaniora og samfundsvidenskab – og sikkert også »pedokraterne« (ledende bureaukrater i den norske skole, specielt i Utdanningsdirektoratet) – bør kende til naturvidenskabelige forskningsresultater, bliver fremført alt for polemisk og énsidigt. Man kunne vel med lige så stor ret argumentere for, at de naturvidenskabelige studerende og forskere ideelt set kunne lære noget mere om videnskabsteori, vidensetik og viden(skab)s-historie, og at deres filosofiske vokabular fik en behørig injektion. Ville det fx ikke være både rimeligt, erkendelsesbefordrende og direkte anvendeligt, hvis også de tog sig nogle rundgange med spørgsmål som: Kan ontologiske spørgsmål transformeres til epistemologiske ditto uden tab? Er det rigtigt, at bør ikke kan udledes af er, og at erkendelsesteori og etik principielt intet har med hinanden at skaffe (jf. kravet om at undgå at falde for ’den naturalistiske fejlslutning’)? Har evolutionen en oprindelse, en retning og et mål? Hvad er forskellen på betydning og mening?

De studerende og deres lærere ville næppe heller blive mindre kløgtige, hvis de gav sig til at undersøge, om celler ’fortolker’ og ’tyder’ tegn overalt i dyre- og planteriget (som biosemiotikerne hævder5), og hvis de diskuterede, hvilke grænser, der måtte eksistere for den plastiske hjerne, dvs. for den højtbesungne neuroplasticitet.

Den udbredte arbejdsdeling, balkaniseringen af tænkningen på en række forskellige (og delvist hinanden bekrigende) institutioner og fag, den intensiverede kamp om bevillingerne og de frie forskningskroner, den globale konkurrence om viden som strategisk produktivkraft og skattet vare, den kognitive kapitalismes6 krav om mere kreativitet og innovation, den voldsomme sagtvang og det stadigt mere monofagligt organiserede publikationspres og den almindelige dovenskab og indifferens over for medmennesket er måske – når alt kommer til alt, hvad det vist i øvrigt aldrig nogensinde gør … – et meget større og vægtigt problemkompleks, end en nok så underholdende debatbog om »kunnskapskrisen« kan formå at tematisere og gøre noget ved.

Ophobning af information er ikke viden
Vassnes har en god pointe, når han advarer imod den naive opfattelse, at adgangen til verdens viden kun ligger ét klik væk på computeren, og når han ’griller’ den ukritiske begejstring for computerens muligheder i de tidlige skoleår under (del)overskrifter som »Fordummende teknologi« og »Cyberoptimistene«. Flygtige og erfaringsløse informationer på nettet er ikke viden, og nærværende lærere af kød og blod er ikke blevet overflødige, snarere tværtimod. For at informationer kan blive til viden og komme til at sige os noget, kræves der en kontekstuel merviden og et fortolkende engagement. Gennem koncentration, fordybelse og leg er kundskab noget, der erhverves kropsligt, skriver Vassness midt i en hær af kritiske og ukritiske ekspertudsagn om den virulente verden, som dagens unge indånder digitalt ladede betydninger igennem. Den såkaldt digitale revolution kan paradoksalt nok lede til et dramatisk videnstab og til, at mennesket begynder at miste evnen til at læse og at lære på en sammenhængende facon.

Men det mærkelige er, at han dribler uden om det faktum, at den filosofiske, human- og socialvidenskabelige tænkning for længst har erkendt at viden, dannelse og indsigt ikke er identisk med en indsamling af data. Det vidste så forskellige tænkere som Hegel (det umiddelbart bekendte er ikke det erkendte), Marx (realabstraktionerne, fx merværdibegrebet, er nøglen til at forstå verdens vrimmel af overfladefænomener, fx profit- og pengestørrelser), Heidegger (væren er ikke identisk med en ansamling af ting eller med um-zu-betragtninger), Gadamer (hovedværket Sandhed og metode fra 1960 er én lang kritik af den metodeillusion, der tror, at den kan nøjes med at lade verden fremstå som en ansamling af empiriske fænomener) og Adorno (kritisk teori i positivismekritisk og ikke-identitetsfilosofisk aftapning).

Vassnes er ikke synderligt optaget af begrebshistorie. Det er ellers langt fra uomtvistet, hvad man overhovedet har forstået ved størrelser som hjerne, sjæl, bevidsthed, tænkning og mening etc. igennem de sidste 200-300 års tænkning. Reinhart Kosellecks skelsættende studier af de historiske semantikker, og de betydningsmæssige forvandlinger af begreber som kritik, krise, revolution, tid, erfaringsrum og forventningshorisont med mange flere er gået hans næse forbi.7 Det er meget uheldigt, for når begrebshistorien udblændes, risikerer man at gå glip af det, der ikke kan rummes i det aktuelle krav om evidens, dvs. det, som faktisk virker (jf. s. 14) – som Vassnes højlydt abonnerer på, selvom han ganske selvmodsigende ikke mener, at uforudsigelige læreprocesser blandt mennesker kan ’indfanges’ ved hjælp af evidensberegninger (jf. s. 38). Man kan også lidt for let komme til at se videnskabshistorien som én lang og kontinuerligt accelererende motorvej til erkendelse i form af en positiv akkumulation af viden. Dermed underspilles alle de slagsmål og den ofte velgørende strid, der er og altid har været inden for videnskaberne.

Vassnes’ ønske om at gribe virkeligheden
Snarere end at rekonstruere de dele af filosofihistorien, der kunne have hjulpet ham på vejen og skænket ham et rigere sprog, givet ham en udsigt second to none og en langt større visdom, advokerer Vassnes for éntydige begrebsdefinitioner og for idealet om, at begreber bør afspejle og fortætte verdens fænomener. Som korrespondenssandhedsteoretiker stræber han efter at opnå en 1:1-relation mellem virkelighed (verdens vrimmel af liv og fænomener) og begreb (et dækkende teoretisk sprog). Det vigtige er »ikke hva kong ditt eller kommentator datt mener, men hva som faktisk er i overensstemmelse med virkeligheten« (s. 100). Som den rene og uhildede virkeligheds apostel er det ikke underligt, at han afskyer de sprogfilosofiske og videnskabsteoretiske positioner, der igennem det 20. århundrede har demonstreret, at identitets- og repræsentationstænkningen står på stadig tyndere is. Hans ’argumentation’ for at operere med en uforsonlig konflikt og en absolut kontrast mellem sprog og viden (s. 137) synes at være, at vi glemmer, at ord ikke er virkelighed, og at både de skrevne og talte ord kan forføre (s. 132–133). Sproget »uttrykker ikke noe ’objektivt’, noe som kan forstås uavhengig av den som snakker eller den som lytter (s. 135). Summa summarum: Viden om den virkelige virkelighed kan sproget ikke give os. Men Vassnes’ dybe mistillid til sproget og hans sære idealforestilling om at gribe virkeligheden an sich bakkes aldrig op af en gedigen filosofisk og/eller videnskabsteoretisk argumentation.

Undervejs misforstår han den franske filosof og sociolog Jean Baudrillards øjenåbnende tese om, at Golfkrigen egentlig aldrig fandt sted, og han demonstrerer flere gange, at han ikke kan stave til Jacques Derrida med c. Baudrillards pointe var jo netop, at ukritisk embedded journalism, bedrevet på militærapparatets nåde, og den udvidede nationale og internationale mediecensur gjorde, at den egentlige krig (dvs. den ikke-kirurgiske, den ikke ’rene’ krig) og dens ofre (de grufulde og visuelt anmassende lemlæstelser, de under sand begravede soldater, de tusindvis af døde og anonyme civile) aldrig fandt sted på skærmen og derfor måske heller ikke i den vestlige verdens politiske sfære, medieoffentlighed endsige i hverdagsmenneskets bevidsthed langt fra slagmarken.

Vassnes’ stålsatte repræsentationspositivisme synes ikke at se, at også (natur)videnskaben står over for en medialiserings- og repræsentationsudfordring, hvis den måtte have en ambition om ikke blot at nøjes med at fodre offentligheden med glatte og ukritiske budskaber.

Grænser for en gennemgribende naturalisering af liv og videnskab
Ganske kongenialt med Vassnes’ projekt skriver psykologen Alex Mesoudi fra Queen Mary, University of London i sin nye bog med den meget sigende, selvsikre og tidstypiske titel: Cultural Evolution. How Darwinian Theory Can Explain Human Culture and Synthesize the Social Sciences (University of Chicago Press, 2011, s. 3):

Whereas genetic information is stored in sequences of dna base pairs, culturally transmitted information is stored in the brain as patterns of neural connections (albeit in a way that neuroscientists are only beginning to understand), as well as in extrasomatic codes such as written language, binary computer code, and musical notation. And whereas genetic information is expressed as proteins and ultimately physical structures such as limbs and eyes, culturally acquired information is expressed in the form of behavior, speech, artifacts, and institutions.

Bemærk den dobbelte analogikonstruktion. Først paralleliseres der direkte mellem genetisk lagring af information i dna basepar og den kulturelt overførte viden, der lagres som mønstre og neurale forbindelser i hjernen. Dernæst hævder Mesoudi, at der er formoverensstemmelse mellem på den ene side den måde, hvorpå genetisk information udtrykker sig som proteiner og i sidste ende som fysiske kropslige strukturer, og på den anden side på den måde, kulturelt erhvervet information udtrykker sig som adfærd, sprog, artefakter og institutioner.

Der er ikke noget principielt galt i at fremelske analogier mellem naturvidenskabeligt konciperede fænomener og kulturvidenskabelige ditto; men det ville nu være fattigt, om denne ganske restriktive og funktionalistiske måde at tale om kultur på skulle få al for megen vind i fremtidens sejl. Det er Mesoudis erklærede mål, at bidrage til udviklingen »of a unified science of culture, one that transcends traditional social science disciplinary boundaries« (op.cit., p.xii). Denne enhedsvidenskabs neksus er en moderniseret og vildt ambitiøs Darwin-inspireret evolutionsbiologi.

Umiddelbart kommer vi til at savne nogle vidensdomæner, væsentlige distinktioner og præcise begreber, hvis vi giver os til at anbefale og arbejde for, at eksempelvis læringsteori, der bygger på pædagogisk forskning, antropologisk feltarbejde eller videnssociologiske studier, skal give in og abdicere til fordel for ’rene’ evolutionsbiologiske eller neuropsykologiske forklaringer. Eller hvis vi alene fremover vil anerkende det fysioterapeutiske håndelag og den taktile og såre ofte stiltiende praktiske viden, der lader sig måle objektivt via fysiologiske målinger og hjernescanninger. Allerede nu virker det, som om neurovidenskabelige metoder og resultater har lettere ved at overbevise ’alverden’ og ikke mindst de pengedonerende og højere gatekeepende magter om, at der netop her er tale om ’rigtig’ videnskab.

Hvorledes denne naturaliserede kulturopfattelse, som har fået mange højrøstede fortalere de seneste år, nogensinde skulle kunne komme til at overflødiggøre eller sågar overhale den hidtidige human- og samfundsvidenskabs bidrag til forstå og fortolke kulturelle processer og udtryk, har jeg meget vanskeligt ved at se for mig. Alle de interessante ’mellemregninger’ synes at forsvinde, når der analogiseres og digtes på den store monovidenskabelige befrielsesakse.

Videnskab og dannelse
Med afsæt i et debatindlæg, der gik i rette med Vassnes’ anmeldelse (»Kunnskap eller dannelse?«, Klassekampen, 8.12.2011) af bogen Dannelse (redigeret af Bernt Hagtvet og Gorana Ognjenovic, Dreyer, 2011), skriver han en længere replik og udstyrer den med overskriften »Opplysning versus dannelse« (Klassekampen, 19.12.2011). Meget passende og ganske sigende placeres den på siden: »Meninger«. Vassnes kontrasterer nødvendigheden af og kravet om »robust kunnskap« (som både natur- som humanvidenskab bør være optaget af at skaffe os adgang til) med »det mer vage begrepet ’dannelse’«, der i både et historisk og nutidigt perspektiv er giftet med den romantiske reaktion mod oplysning og naturvidenskabelig indsigt og derudover »oser av elitisme«. Med et fragment af et citat af Prügelknaben, professor i socialantropologi, Thomas Hylland Eriksen, som Vassnes også går i flæsket på i Sokrates & sjøpungen, klandres Hylland Eriksen for at hylde en forældet opfattelse af, at universitetets adelsmærke »har bestått i å være irrelevant«, og at det vil tabe sin autonomi, hvis det underkaster sig samfundsnyttens telos.

Med disse spredte og nedladende definitioner viser Vassnes, at han ikke kender meget til dannelsesbegrebets idéhistorie endsige formår at øjne eller bære ved til dets uomgængelige aktualitet.8 For det første er tankerne om dannelse (Bildung) ikke afvisende over for videnskaberne eller oplysningsprojektet, hverken i Wilhelm von Humboldts, Immanuel Kants, Paul Ricoeurs eller Thomas Ziehes version. For det andet opfattede både G.W.F. Hegel og Hans-Georg Gadamer dannelse som en kvalificerende decentreringsproces og en åben midtpunktforskydning, der muliggør mødet med det, der ellers forekommer subjektet fremmed og ukendt. Dannelse drejer sig om en evne til på én gang at tænke det almene og at give afkald på det blot private. Denne tankegang er hverken vag, romantisk eller elitær. Ethvert skolebarn lærer, at skolen ikke er en markedsplads for rent private meningsudladninger, og at der er forskel på en lærer og et familiemedlem. Man har fx ikke krav på at blive elsket af sin lærer, men på at blive undervist.

For det tredje beror ungdomsuddannelsernes kvalitative dannelsesdimension på, om de unge kommer til at stifte bekendtskab med det bedste af det, der er blevet tænkt, skrevet og skabt. Således skriver Richard Rorty, og det er heller ikke et vagt, elitært, unyttigt eller kundskabsløst budskab. Jeg iler med at tilføje, at det også gælder om at ’møde’ det grusomme, det onde, det ækle og det afvigende. Eller triadisk negativt formuleret: Dannelse er ikke identisk med uddannelse eller med dannethed. Dannelsesprojektet tilhører ikke en særlig klasse. Dannelse er ikke romantisk restauration og beredvillig reparation – endsige staffage og skønmaleri. For det fjerde drejer dannelse sig ligesom filosofi om den aktive erhvervelse og anvendelse af en udvidet evne til sprog- og samtidskritisk opmærksomhed, ifølge den danske forfatter Meïr Aron Goldschmidt, tyskeren Theodor W. Adorno et moi.9 Dertil kommer en dyb interesse for ’det mere’ ved tingene, der ikke lader sig formalisere og ’indfange’ af videnskaben, fx kunsten og den æstetiske sensibilitet, det sublime, det naturskønne, ’tvangen’ til mening, sansen for paradokser, dødens nærvær og fjernhed m.v. For det femte ser Kant dannelsen som en integreret del at naturens teleologiske (selv)perfektioneringsproces, der har mennesket som medium.10 Og hold da helt op hvor ville det have været spændende, hvis Vassnes havde drøftet disse ambitiøse metafysiske konstruktioner fra slutningen af 1700-tallet i lyset af den nye udbredte vilje til at naturalisere alt og alle.

For et dansk øre klinger det en smule altmodisch, når Vassness såre monomant går i brechen for kundskab og kun anvender dannelsesbegrebet pejorativt; thi lidt syd for jer tales der næsten udelukkende om viden inden for samfundsdebatten og i den viden(!)skabelige litteratur. Kundskab (og andre udmærkede gamle ord som kunnen og kyndighed) tales der efterhånden kun om i skåltaler holdt af bekymrede humanister.

Den manglende skelnen mellem videnskab og filosofi
Umiddelbart ganske fornuftigt og ædrueligt afdæmpet skriver Vassnes: »filosofien er ikke egnet til å gi svar. Skal man ha svar, må man ty til vitenskapen, til systematisk observasjon og testing« (s. 161). Skråsikre filosofiske bud på statens udformning eller på organiseringen af befolkningens liv har ofte vist sig at have katastrofale konsekvenser. Filosofien skal ikke tjene til at legitimere totalitære og undertrykkende regimer, men den må heller ikke forfalde til »ren spekulasjon« (s.161), skriver han.

Men der er mindst to problemer i denne argumentation. For det første synes Vassnes at glemme, at historievidenskaben ikke arbejder i et laboratorium, hvori historien kan bringes til at gentage sig efter behov, og at sociologien kan være optaget af at undersøge, hvordan den sociologiske teoridannelse udfolder sig som en særegen og dynamisk ’samtale’ igennem tiden. Knopskydninger mellem begreberne moderne, modernitet, modernisme, det postmoderne, postmodernitet, postmodernisme, det førmoderne, det senmoderne, det ufuldendt moderne etc. kan således heller ikke afsøges eksperimentelt. Og hvordan skulle man kunne skrive et litteraturteoretisk, et kunsthistorisk værk eller en biografi ud fra Vassnes’ stramme kriterier? Det ubehagelige er, at Vassnes desavouerer alle disse ærværdige former for videnskabsproduktion, og at han dermed forfalder til at konstruere falske modsætningsakser inden for videnskaberne. For selvfølgelig er og skal der være forskel på kræftforskning og æstetikteoretiske analyser af det 20. århundredes poetikker. Det bør vi vel ikke være uenige om, og vi bliver ikke et hak klogere af at idealisere naturvidenskabens forsknings-metodikker. For det andet er det faktisk den kritiske filosofis mulighed, at den kan rulle marmorkugler ind under magtfulde videnskaber, så de kan bringes til at falde. Filosofien kan ’hinterfrage’, som det hedder på tysk, dvs. spørge bagom, evt. til grundbegreber, slutningsformer, ontologiske udgangspunkter, narrative modeller, grænser for gyldighed etc. Kort sagt: Hvis ikke der eksisterede filosofi, måtte den hurtigst muligt opfindes; men det ville helt sikkert ikke ske i et laboratorium.

Vassnes’ fremstilling er énøjet og alt for ideologisk og propagandistisk. Jeg tror faktisk også, at han gør den seriøse naturvidenskab en bjørnetjeneste. Han raser mod, vad han opfatter som den politisk sanktionerede human- og samfundsvidenskabelige dumhed; men han stiller ingen kritiske spørgsmål til de naturvidenskabelige resultater – og dertil hørende tanke- og praksisformer – han trækker på.

Vid, vidde og prægnans
Sært selvmodsigende er hans krav om, at forskere skal være »enige om definisjonene« (s. 135), når han samtidig advarer lidenskabeligt mod »Språkets forføreriske egenskaper« (s. 136). I bogen Vidde og prægnans. Metafysik 1 (1976) skrev den danske teolog og filosof Knud Ejler Løgstrup, at ordene både har vidde og prægnans. Ordene får betydning af sammenhængen; de er således ikke immune over for hverken den videnskabelige eller den pragmatiske brug; men de udtømmes heller ikke én gang for alle af den konkrete brug.11 Ludwig Wittgenstein var inde på netop det samme i sine senværker Filosofiske undersøgelser (1953) og Om vished (1969).

Et par konkrete eksempler fra samtiden byder sig til. Hvor begreberne neuroplasticitet og den plastiske hjerne indtil for få år siden primært blev brugt inden for neurovidenskabens egne rækker, er de nu nærmest kommet på alles læber. De er blevet dagsordenssættende overalt i Vesterlandet. Nu skal børnehaven, skolen, universitetet, virksomheden, kursusbranchen og alderdomsforsorgen alle til hobe partout bidrage til at skabe efne og overraskende koblinger (synapser) mellem hjernens nerveceller (neuroner). Tidsåndens devise lyder: Uden hjernekraft, ingen global konkurrencekraft.12 Med andre ord holder begreberne flyttedag. Hvad der tidligere var stramt defineret, bliver nu en flydende betegner for samfundets nye måde at forstå sig selv på. De sande naturvidenskabelige sejrherrer kan nu endelig få magt, som de har agt. Hurra! Mennesket er et biologisk væsen. Nu står vi på sikker grund. For andre – heriblandt undertegnede – udgør disse på sin vis overraskende forskydninger snarere oplagte anledninger til at tænke sig om og stille spørgsmål af typen: Hvad sker der, når naturaliserende begreber om mennesket sejrer (sig ihjel)? Hvilke nye legitimationsspil og -krav underkastes vidensproducenterne og institutionsbærerne? Hvad går tabt, når hjerneforskere i stigende grad får monopol på at sige sandheden om eksempelvis voksne handicappedes udviklingsniveau?

Begrebet kreativitet har også holdt flyttedag. Engang var det kun Gud, der var og havde lov til at være skabende (natura naturans på latin). Mennesket var skabt én gang for alle, ligesom alle andre jordiske skabninger i plante- og dyreriget (natura naturata, som det hedder på dette herlige levende-døde sprog). Meget senere, i renæssancen, kom den kreative kunstner til verden, og Kant skrev om geniets Schöpfungskraft. Fra det 20. århundredes begyndelse og frem skrev begejstrede psykologer, at alle mennesker besidder kreative potentialer, og i begyndelsen af det 21. århundrede er det blevet et ufravigeligt krav til os alle fra vugge til krukke, at vi er kreative og innovative.13

Vassnes lægger på udmærket og sympatisk vis afstand til, hvorledes New Public Management-regimer, tåbelige tidsslugende evalueringsmaskiner og kortsigtede økonomiske krav og indholdsmæssige og styringslystne vink med talrige vognstange til den videnskabelige produktion er ødelæggende for menneskets kundskab og for det moderne oplysningsprojekts arvtagere. Der er også meget raison i, at Vassnes tager de miljøpolitiske udfordringer alvorligt og klandrer sit lands ledere for at hykle, når de tror, at de kan forene et vækstparadigme med en bæredygtighedsomkalfatring af produktions- og forbrugslivet. Ej heller kan vi blive uenige om, at »Vitenskapens prosjekt« til stadighed må være på kollisionskurs med religiøst motiverede indgreb i forskningsfriheden og med politisk styring af videnskaben, jf. »Lysenkos ’politisk korrekte’ biologi« (s. 16) i Stalintidens USSR. Men det skriger til himlen, at han ville kunne have nydt godt af en grundig kulturhistorisk, samfundsteoretisk og begrebshistorisk dannelse; thi han er ikke i stand til at parkere sine aversioner inden for andet end en højtråbende og moraliserende horisont.

  1. For en introduktion til flere af disse forskere og begreber se fx Steen Nepper Larsen (snl): Neurovidenskab. En udfordring for filosofisk tænkning, GNOSIS Vedhæftninger nr. 2, Kbh. 2008 & SNL: Philosophy Matters! Samtidsdiagnostiske tydninger i den plastiske hjernes æra, GNOSIS Vedhæftninger nr. 5, Kbh. 2009. Begge disse tekster kan ligesom tekst nr. tre i note 4 neden for tappes gratis som pdf-filer via: www.gnosis.au.dk.
  2. For en analyse af dette spændingsfelt se SNL: »Kampen om den plastiske hjerne«, Vagant 3/2010.
  3. Se også Lasse Lavrsen: »Hvem ejer forklaringen på Breivik?«, Information, Moderne Tider, 21.–22.1.2012.
  4. Se snl: »Den plastiske hjerne som mulighedsorgan – en analyse af samtidens smag for ’neuroplasticitet’ og dens grænser«, Dansk Sociologi nr. 2, Kbh. 2010 & Raymond Tallis: Aping Mankind. Neuromania, Darwinitis and the Misrepresentation of Humanity, Acumen Publishing, Durham 2011. Tallis leverer en særdeles veloplagt kritik af, hvordan ’det humane’ bliver misfortolket og fremstillet alt for reduktionistisk, når neuropsykologer, evolutionsbiologer og hjerneforskere – og en større hær af poppede epigoner – fremsætter tynde og generaliserende påstande om mennesket som et avanceret dyr: »biologism is not only bad science and bad philosophy – bad enough – but also bad for humanity« (s. 9).
  5. Jf. Jesper Hoffmeyers doktordisputats: Biosemiotik. En afhandling om livets tegn og tegnenes liv, Charlottenlund 2005 (anmeldt af snl i Dansk Sociologi nr. 5, Kbh. 2005).
  6. Se snl: Kategoriale tydninger af den kognitive kapitalisme med særligt henblik på at begribe samtidens trang og tvang til kreativitet, gnosis Vedhæftninger nr. 3, Kbh. 2008, & snl: »Kritik af den kognitive kapitalisme«, Dansk Sociologi nr. 4, Kbh. 2009 & SNL og Jens Erik Kristensen: »Økonomiens metamorfoser og kapitalismens hamskifte – om vidensøkonomi og kognitiv kapitalisme«, Kritik nr. 190, Kbh. 2008. Begrebet kognitiv kapitalisme udfoldes af Yann Moulier Boutang i bogen Le capitalisme cognitif. La nouvelle grande transformation, Editions Amsterdam, Paris 2007.
  7. Se fx Reinhart Koselleck: Begreber, tid og erfaring, Kbh. 2007 (opr. fra 2000).
  8. Se snl: »Dannelsestankens aktualitet og udsathed« i Dansklærerforeningen Fællesskrift 09, Kbh. 2009.
  9. Se SNL: »Filosofi som sprogkritisk praksis« i Cort Ross Dinesen (red.): Kartografi, Morfologi, Topologi, Kbh. 2009
  10. Se Immanuel Kant: »Von dem letzten Zwecke der Natur als eines teleologisches Systems«, § 83 i Kritik der Urteilskraft, Frankfurt am Main 1974 (opr. fra 1790) & snl: »Hjernen i Immanuel Kants antropologi og i Catherine Malabous samtidskritik«, i tidsskriftet Slagmark, Aarhus (in print). I den glimrende artikel »Verdighetens oppfindelse. Kampen om humanismen« (kapitel 10 i antologien Humanioras fremtid, red. af Simon Andersen Øyen, Ingrid Birce Müftüoglu og Finn I. Birkeland, Cappelen Damm, 2011) præciserer Torgeir Skorgen i en diskussion af netop Kants § 83, at menneskets moralske værdighed ikke blot udgør naturens endemål; men at den også er »endemålet for kulturhistorien og utopien om det rettsbærende borgerlige samfunnet og den evige fred« (s. 215). Skorgen, der viser, hvordan humanvidenskabelige grundindsigter kan bruges til at demaskere de ofte metafysisk-positivistiske metafortællinger, som biologiske og evolutionsteoretiske ’kulturteorier’ diverterer samtiden med, er Vassnes’ reneste antitese. Den udmærkede antologi er udstyret med undertitlen Kampen om forståelsen av menneske og samfunn. Antologien ønsker at »fremvise fortolkningsfagenes egenart« (s. 7) og leverer en tiltrængt, eksplicit fremhævet, men også lidt for defensiv mavepuster til tv-programmet Hjernevask og tidens anmassende politiske krav om primært at se viden som en vare og en innovativ og strategisk produktivkraft.
  11. Se SNL: Sproget er alles og ingens. Erkendelse og spekulation, Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 1995 & »Sproget er ikke kun et redskab« i Dansklærerforeningens antologi: Det rum(me)lige sprog, Dansklærerforeningens forlag, Kbh. 2009.
  12. Se SNL’s opslag ‘neurovidenskab’ og ‘kognitiv kapitalisme’ i Sociologisk leksikon, red. af Inge Kryger Pedersen og SNL, Hans Reitzels forlag, Kbh. 2011.
  13. Se note 12 oven for og SNL: »En nation af kreativitetsslaver«, interview v. Carsten Henriksen, Asterisk nr. 59, Kbh. 2011 & »Innovation som total national forløsning« i Søren Harnow Klausen og Michael Paulsen (red.): Innovation og læring – i filosofisk og kritisk perspektiv, Aalborg (in print) & »A review of André Gorz: The Immaterial (2010)«, ephemera (in print).
Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.