Vi skal kunne finansere indsatsen

REPLIK. Christian Johannes Idskov glemmer, at bogbranchen må forandre sig, når resten af verden gør det.

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Christian Johannes Idskov langer i en længere svada her på vagant.no ud efter mig.

Indledningsvis er han fortørnet over, at jeg i et interview med Politiken påpeger, at jeg er den øverste chef på Gyldendal, men hvad kan jeg sige? Det er jeg. Det er jeg ansat til.

Idskov er af en eller anden grund også fortørnet over, at jeg i mit tidligere job som chef på Det Kongelige Teater bragte musicals ind på teatret.

Det kan jeg nu ikke tage æren for. Den proces var i fuld gang, endnu inden jeg startede, men jeg var glad for de fine samarbejder, vi havde med de eksterne musicalproducenter, der formåede at levere forestillinger på tidspunkter, hvor husene ellers stod tomme hen. I det hele taget var jeg glad for, at der i min tid på teatret kom styr på økonomien, og at publikum væltede ind. Faktisk det største antal besøgene i institutionens 250-årige historie. Og det selvom man fra politisk hold konsekvent beskar budgetterne.

Det er rigtigt, at jeg, som Idskov noterer, har skrevet krimier: Elleve er det blevet til, og desuden manuskripter til en stabel tegneserier. Det er imidlertid ikke rigtigt, at jeg skulle være gået løs på den smalle litteratur og »ydmyget digtere og forfattere‹ i offentligheden, selvom jeg vedgår, at ordvekslingen nogle gange har været hård – fra begge sider.

Til gengæld er jeg glad for at have bidraget til redningen af Lindhardt & Ringhof, da vi i sin tid fik vendt underskud til overskud og dermed sikret dets fortsatte drift. I dag i regi af Egmont.

Det er simpelt hen nonsens, når Idskov karakteriserer Lindhardt & Ringhof med ordene, at det engang var »et betydningsfuldt foretagende med en solid forfatterportefølje. I dag udgiver det hovedsageligt bestsellerromaner, biografier og brugslitteratur.«

Lindhardt & Ringhof er hjem for fornemme forfattere som Paul Auster, Sigrid Undset, Don Delillo, Einar Már Gudmunsson, Merete Pryds Helle og Karl Ove Knausgaard for nu at nævne nogle få.

For så vidt angår Gyldendal, er det rigtigt, at Carsten Jensen meddelte, at han ikke ønskede at udkomme på et forlag, hvor jeg er chef. Det samme meddelte han i øvrigt også den gang, Kurt Fromberg var chef samme sted, og det er og var han i sin gode ret til. Forfattere er frie agenter, præcis ligesom forlag suverænt beslutter, hvad de vil udgive.

Konkret udspringer min uenighed med Jensen i, at jeg syntes, han svigtede groft, dengang Jyllands-Posten blev udsat for trusler i forbindelse med offentliggørelsen af Muhammedtegningerne, mens han omvendt mente, at avisen udelukkende var ude i et højreorienteret, minoritetshadende ærinde.

Vi var altså bare uenige, og sådan er det stadig. Ikke desto mindre havde jeg gerne set, at han fortsat var udkommet hos Gyldendal, men det ønsker han ikke.

Det er også korrekt, at heller ikke Jens Smærup Sørensen fremover vil udkomme på forlaget efter nogle udtalelser fra mig, som han misforstod. Min pointe var den enkle, at for at vi FORTSAT kan udgive litteratur til mindre målgrupper, skal vi have en portefølje, der er bred nok til at kunne finansiere indsatsen.

Det er det, forlæggeri for mig handler om. Vi er jo ikke et offentligt finansieret foretagende, men helt afhængige af at kunne tjene de penge, som vi også fremover agter at investere i vigtige udgivelser – brede som smalle.

Der har derfor ikke været den mindste antydning af hån over for Smærup Sørensens forfatterskab i min bemærkning endsige nogen som helst afstandtagen til min gode kollega, Johannes Riis, som jo i øvrigt fortsætter som forlægger på Gyldendal. Heldigvis.

I sin ordrige nedrakning af mig, hævder Idskov, at jeg »ser kulturen som en forhindring på vejen mod de endnu grønnere kapitalmarker.«

Magen til sludder.

Hvad jeg gennem et langt liv med medie- og kulturvirksomheder har bestræbt, er at sikre dem en sund drift, så de fortsat kan virke i kulturen og oplysningens tjeneste. Det forudsætter, at de giver overskud. Hvis Idskov mener, at det er uden betydning, så har han indsigt i nogle mekanismer, som er skjulte for mig.

Tværtimod tænker jeg, at hvis Gyldendal skal kunne indfri Idskovs fine ambition om at være »det eneste forlag i Danmark, som over en bred kam har mulighed for at løfte den danske offentlighed med kritisk debat, visioner, idéer og kvalitetslitteratur, som får vores forestillingsverdener til at udvide sig.« Ja, så kræver det, at man kan betale regningen, herunder honorarer til forfattere.

Når jeg i sin tid slog et slag for frie bogpriser, var det ikke for at lukke boglader, men for at sikre salget af bøger gennem andre kanaler (eksempelvis netboglader og supermarkeder) og for at forhindre, at forbrugerne blev tvunget til at betale en permanent overpris for bøgerne, som i praksis betød, at store læsergrupper blev holdt borte fra litteraturen.

Nu blev priserne heldigvis givet fri, og forbruger- og konkurrencemyndigheder har flere gange efterfølgende klart konkluderet, at det har været en stor fordel for litteraturen og for forbrugerne.

Desuden – stik mod alle forudsigelser – er antallet af nye titler eksploderet siden liberaliseringen, sådan som det endnu en gang fastslås i seneste årsrapport fra Bog- og litteraturpanelet.

Det synes jeg – i modsætning til Idskov – er velkomment, men det har indrømmet ført til en forandret branche, hvilket jeg dog ikke beklager. Ligesom andre brancher må også bogbranchen forandre sig, når resten af verden gør det. Det er imidlertid også klart, at et sådant krav om forandring ikke er noget, Idskov personligt behøver at leve op til. Det er kun os andre, der føler nødvendigheden.

Morten Hesseldahl

Facebook

Twitter