»Vi er fri for al magt«

Revue des Deux Mondes

KOMMENTAR. Revue des Deux Mondes’ chefredaktør afviser, at tidsskriftet skulle være i lommen på den franske højrefløj.

Som rapporteret her på bloggen for omtrent tre uger siden, er det traditionsrige franske tidsskrift Revue des Deux Mondes havnet midt i den franske valgkamps største skandale.

Ifølge avisen Le Canard Enchainé har ejer Marc Ladreit de Lacharriere i årene 2012–13 jævnligt udbetalt store summer via tidsskriftets konto til præsidentkandidat François Fillons hustru, Penelope Fillon. Alligevel har hun tilsyneladende knap nok bidraget til tidsskriftet eller sat sin fødder i redaktionens lokaler. Sagen er en del af den efterforskning, der også involverer hendes ulovligt aflønnede assistentjob i parlamentet.

Begge historier kom frem, netop som Revue des Deux Mondes havde sendt deres februarnummer på gaden med Fillon himself på forsiden. Indeni kunne man læse en storslået, næsten teatralsk lovprisning af den borgerlige kandidat, formuleret af stjernejournalisten ​​Franz-Olivier Giesbert, ægtemand til chefredaktør Valérie Toranian og nær ven af ejeren. Det er Fillons tid!, stod der i artiklens konklusion.

Journalister og kritikere, inklusiv tidsskriftets tidligere chefredaktør Michel Crépu, har siden antydet, at Revue des deux Mondes er i lommen på den politiske højrefløj. Det anerkender chefredaktøren selvfølgelig ikke. I lederen i aprilnummeret forsvarer Toranian tidsskriftets generelle publicistiske virksomhed og artiklerne om den republikanske kandidat: »Vi er fri for al magt, hvad enten den er økonomisk eller politisk, og det er et privilegium, som bliver mere og mere sjældent i pressen, at vi sætter pris på sandhedens værdi.« I lyset af »den lavine af dumhed, af ondskabsfuldheder og modsandheder, offentliggjort i medierne, især i Le Monde, er det på tide med en afklaring«, skriver Toranian. For hende at se bevæger tidsskriftet sig ad dydens smalle sti, ja, hun antyder nærmest, at hun bestyrer det eneste neutrale franske oplysningsorgan, mens andre, særligt deres »giftige modstander«, den store franske avis Le Monde, ikke tøver med at støtte Emmanuel Macron i den nuværende præsidentkampagne.

Komikken her er ikke, at chefredaktøren og tidsskriftet beskytter sig selv, men at forsøget ender i en så voldsom selvgratulation og udfald mod andre medier. Toranians forsvarstale erklærer Revue des Deux Mondes »totalt uafhængig« og roser ejer de Lacharriere; manden som nu har kostet tidsskriftet forfærdelig omtale. Uden ham ville Revue des Deux Mondes slet ikke eksistere, skriver hun:

Det er fantastisk, at der stadig i det franske kulturelle landskab er mæcener, som er i stand til at sikre levedygtigheden hos tidsskrifterne, det vil sige udmærkelsesstederne for refleksion, debat, litteratur, ideer, og hvis forretningsmodel afhænger af deres generøsitet.

Chefredaktøren anerkender altså ikke, at tidsskriftet har taget en højredrejning, sådan som kritikere ellers har påpeget, både i forbindelse med Affaire Fillon og dengang tidsskriftet udråbte den indvandringskritiske, neokonservative journalist og forfatter Eric Zemmour til intellektuel – et ord af særlig stor betydning i netop Frankrig.

Gennem årene har tidsskriftet kunnet fremvise artikler af kendte forfattere som George Sand, Alexandre Dumas, François-René de Chateaubriand, Charles Baudelaire, Paul Valéry og Jean-Marie G. Le Clézio. Også Georg Brandes så tidsskriftet som en af sin tids vigtigste publikationer. Alligevel mente han, at man skulle være forsigtig med at ophøje tidsskriftets indvirkning på kulturen. Personligheden, altså enkeltmennesket, er mere kulturformende end institutionerne og fællesskabet, skriver han i Aristokratisk radikalisme (1889):

[H]vad vore »dannedes« dannelse angår, ligger faren nær, at den højslette, som omtrent betegnes ved det franske tidsskrift Revue des deux mondes, bliver højdemålet for de højest dannedes kultur. Det synes ikke ende at være gået op for de bedste, at den finere, den eneste virkelige kultur begynder hindsides Revue des deux mondes i den store, idéfyldte personlighed.

I lyset af fortiden ligner Revue des Deux Mondes en skygge af sig selv. Tidsskriftet synes i færd med at undergrave sin egen position som en af det intellektuelle Frankrigs vigtigste institutioner. Abonnementstallet er i forvejen faldet over de senere år, og virksomhedens økonomi har længe været for nedadgående, selv om den senest er kommet i bedre balance gennem hårde besparelser. Ifølge Toranian er det måske netop det, at tidsskriftet bliver ved med at eksistere, dets kritikere ikke kan tilgive. »[D]et er også det, der gør os trygge i fremtiden: Disse modbydelige angreb vil til sidst vise sig som en hyldest«, skriver hun.

Gid det bare var så vel.

Første runde i det franske præsidentvalg står den 23. april. Herfra går to kandidater videre til anden valgrunde. Den finder sted den 7. maj 2017.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.