Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirtutgaver i året

Forlader PEN i protest

NOTITS. Mario Vargas Llosa anklager PEN for at tage parti i Cataloniens uafhængighedskamp.

Nobelpristageren Mario Vargas Llosa trækker sig som præsident emeritus i International PEN. I et nyt indlæg publiceret i den spanske avis El País anklager han forfatterorganisationen for at sprede misinformation og »politisk propaganda« omkring retssikkerheden i Catalonien.

Vargas Llosa har i flere år været en skarp kritiker af den catalanske uafhængighedsbevægelse, som han tidligere har kaldt nationalistisk og en »fjende af friheden«. Afstemningen om den catalanske uafhængighed, som fandt sted 1. oktober sidste år, anser han som et kupforsøg, og idéen om en catalansk nation var allerede en anakronisme i 1970’erne, mener han.

Vargas Llosas seneste udmeldinger kommer efter, at PEN Català har udsendt en støtteerklæring, der byder den spanske regering at løslade de catalanske uafhængighedsaktivister Jordi Cuixart og Jordi Sànchez, som begge har siddet varetægtsfængslet siden oktober 2017.

I PENs erklæring står der, at fængslingen er et angreb på ytringsfriheden, og at noget tilsvarende ikke er »set siden Franco«. Netop den formulering reagerer Vargas Llosa på i sit seneste indlæg i El País, hvor han bekendtgør sin udmeldelse. Han skriver: »De catalanske separatister har frihed i Spanien til at udtrykke deres idéer og overbevisninger. Hvad de ikke har ret til, er at overskride loven og forsøge at lave et kup«. Han kalder Spanien et af verdens frieste nationer og uddyber: »Det er en skam at en organisation som International PEN, der udmærker sig i sin forsvarskamp for menneskerettigheder og ytringsfrihed, tilslutter sig de løgne udbredt af catalansk PEN, en militant gruppe i den catalanske uafhængighedsbevægelse.« I stedet pointerer han, at det ikke er de spanske myndigheder, men den spanske grundlov, der »bestemmer« hvad der er ulovligt, og at sådanne nationale konstruktioner netop er garanter for ytringsfrihed.

Vargas Llosa blev født i Peru, hvor han stillede op til præsidentvalget i 1990 for det liberale parti Movimiento Libertad. Han har siden boet i Spanien, hvor han tager aktiv del i den offentlige debat, blandt andet igennem sin fast klumme i El País.

Jordi Sànchez og Jordi Cuixart skal første gang for en dommer i løbet af foråret 2019. De er sigtet for at opfordre til voldeligt oprør mod staten og står til op mod 17 års fængsel.

Avatar

Kirstine Arentoft Kristensen