VAGANT EUROPA. I lang tid troede jeg, at jeg var liberal, men i fjernsynet og aviserne påstår de, at jeg er højreorienteret. Nu bryder jeg mit hoved med, hvordan det kunne ske, skriver den tyske forfatter Monika Maron.

Det er sommer, men det er en kølig dag, egnet til eftertanke og en tidlig påmindelse om efterårets komme. Til efteråret skal, må, bør vi stemme. Tidligere, mens jeg stadig boede i DDR, var frie valg lige så forjættende som rejsefrihed og åbne grænser, hvoraf man kan se, hvor foranderlige begreber er. Hvem forbinder i dag først og fremmest »åbne grænser« med Berlinmurens fald? Nu har vi, har jeg, friheden til at stemme, og alligevel har valghandlingen i årevis været en prøvelse for mig. For det meste har jeg stemt på det liberale FDP [Freie Demokratische Partei], fordi jeg dermed mente at anrette mindst skade.

Sandsynligvis vil jeg igen stemme på FDP, denne gang endda med et lille håb om ikke kun at forvolde mindst mulig skade, men om at forhindre det største onde: en koalition mellem CDU/CSU og Die Grünen, den uundgåelige Angela Merkel, flankeret af Katrin Göring-Eckhardt; det ville være den værst tænkelige valgkatastrofe, i hvert fald for mig. Da jeg i 1988 flyttede fra Øst- til Vesttyskland, anså jeg Die Grünen for mine naturlige forbundsfæller. Den fejltagelse fik Die Grünen på ingen tid selv kureret mig for. I dag hører de helt afgjort til mine politiske modstandere.

Egentlig har jeg på ingen måde lyst til at opleve endnu fire år med Merkel. Formentlig deler jeg dette ønske med mange af mine medborgere, det er den eneste forklaring på Martin Schulz’ raketagtige opstigning, der endte lige så raketagtigt, nemlig som en udbrændt nytårsraket, da det stod klart, at det kun kan blive værre under en SPD-kansler. For den, der kræver social retfærdighed uden at forklare, hvordan den illegale indvandring kan stoppes og de illegalt indvandrede bevæges til at forlade landet igen, forbliver svar skyldig på et afgørende punkt og vækker mistanke om, at han ikke engang er opmærksom på spørgsmålene.

Altså endnu en periode med Merkel. Men hvorfor skal jeg overhovedet stemme, hvis jeg ikke vil være med til at vælge det eneste mulige resultat? Hvad er det for et valg, hvor der bortset fra en lillebitte koalitionspartner ikke er noget at vælge imellem? Ved dette valg kulminerer den ulykkelige udvikling fra de sidste regeringsperioder, først CDU [Christlich Demokratische Union Deutschlands] i koalition med et afsporet FDP, efterfulgt af den store koalition, som resulterede i et parlament uden opposition og rygrad. Det var endda værre endnu: Når kanslerens eget parti truede med lydighedsnægtelse, kom oppositionen fra venstre og Die Grünen hende til undsætning. Efter tolv år med Merkel ved magten ser jeg den politiske figur Merkel som en vampyr, der suger blodet ud af ethvert parti og til sidst også parlamentarismen og dermed nærer sin egen udødelighed. På anden måde kan det ikke forklares, at kansleren er sluppet uskadt fra sine vanvittige, almindeligt kendte fejl såsom den overilede energiomstilling, den forspildte Euro-redning, de pivåbne grænser – og alligevel har overbevist verden om sin uerstattelighed.

Når jeg stemmer, vil jeg altså være med til at genvælge Merkel og dermed understøtte en politik, jeg anser for ulyksalig. For egentlig hører jeg til dem, der i dag regnes for højreorienterede. Det er i hvert fald sådan, det fremstilles i aviserne. Den, der tænker som jeg, er højreorienteret, påstår de. Jeg ville aldrig have anset det for muligt, at jeg en dag skulle blive højreorienteret. I min ungdom var jeg venstreorienteret. Sådan var jeg blevet opdraget, og derudover var næsten alle i min omgangskreds på en eller anden måde venstreorienterede, alene på grund af den tyske historie, på grund af Sartre, Heinrich Böll, Bertolt Brecht, Heiner Müller. Selv Wolf Biermann var venstreorienteret. Men det er efterhånden meget længe siden, jeg har været venstreorienteret. I lang tid troede jeg, at jeg var liberal, men i fjernsynet og aviserne påstår de, at jeg er højreorienteret. Og nu bryder jeg mit hoved med, hvordan det kunne ske. Jeg bilder mig ind at være lige så fornuftig som før, da jeg ikke mere var venstreorienteret, men endnu ikke var blevet højreorienteret. Hvilken akse har drejet sig, så jeg genfinder mig på en anden side uden at være bevidst om at have skiftet side? Skulle det alligevel være foregået i mit hoved? Eller har nogen drejet på meningskompasset, så der er blevet vendt fuldkommen op og ned på øst, vest, nord og syd, altså højre, venstre, liberal og intetanende?

Lad os for eksempel tage beskyldningen om islamofobi, som ubetinget hører hjemme på højrefløjen. Jeg er altså sygeligt bange for islam, hedder det i aviserne og fjernsynet. Sandheden er, at jeg virkelig er bange for islam. Men hvorfor er det sygeligt og ikke fornuftigt? De samme aviser, som attesterer mig mit foragtelige sindelag, beretter dagligt om bloddryppende forbrydelser, som begås i denne religions navn, samtidig med at de naturligvis betoner, at det ikke har noget med religionen at gøre, men alene skyldes, at nogen har misbrugt den. Næsten alt i menneskehedens historie er blevet misbrugt. Men hvor misbrugen af det nationale ifølge mine kritikere kun tillader den slutning, at man skal afskaffe nationalstaten, går den misbrugte islam ram forbi.

De fleste muslimer er fredelige, hedder det. Det er korrekt. Og alligevel har jeg i nogen tid, hver gang en tørklædeklædt kvinde kommer imod mig, spurgt mig selv: Hvad er det, du prøver at fortælle mig? At du er anderledes, end jeg er? At du er bedre? At mine børns døtre en dag også vil se sådan ud? Det spurgte jeg ikke mig selv om for femten-tyve år siden, da der var færre tørklæder i det offentlige rum. At de fleste muslimer er fredelige, er ingen garanti for deres liberale eller endog sekulære sindelag. Det beviser studier, valgresultater og fanatiske demonstrationer i forbindelse med Erdoğans optrædener i Tyskland. Ja, jeg er bange for den reaktionære, kvindefjendske islam, der stræber efter verdslig magt og trænger ind i vores hverdag. Men hvorfor er det sygeligt? Og hvorfor er det højreorienteret? Hvorfor er jeg højreorienteret, hvis jeg ikke tror på, at de halvanden eller to millioner (det præcise tal er der jo ingen, der kender) unge mænd, der i de sidste tre år er indvandret til Tyskland, skulle blive de faglærte arbejdere, vi har længtes efter, og løser Tysklands demografiske problem, navnlig da mænd ud fra et demografisk synspunkt er helt uden betydning?

Eller lad os tage Alternative für Deutschland. Jeg ser AfD som en logisk følge af et parlament uden opposition og en urokkelig politik, der påstås at være uden alternativer, og hvis konsekvenser er uoverskuelige. Fra begyndelsen blev dette parti bekæmpet, som var det den onde selv, også mens det endnu var det, vi i dag betragter som det »gode« AfD under ledelse af økonomiprofessoren Bernd Lucke. Hvorfor er det venstreorienteret, når et demokratisk parti, der er repræsenteret i 13 delstatsparlamenter og efter alt at dømme vil sidde i Forbundsdagen efter valget, nægtes adgang til konferencelokaler, når deres medlemmers arbejdspladser trues, deres boliger angribes, deres biler brændes af og de selv slås ned? Og hvorfor er jeg højreorienteret, når jeg finder det udemokratisk, dumt og brutalt?

Hvis alt dette skulle være højreorienteret, samtidig med at der føres en hysterisk kamp mod højrefløjen, hvis meningstilkendegivelser censureres, hvis offentlige arrangementer og diskussioner forhindres med vold, og hvis kamplystne modstandere betegner sig selv som hjemmehørende på venstrefløjen, så er der virkelig nogen, der har drejet på meningskompasset, og så er det ikke mig, der har skiftet side.

Jeg ville gerne stemme på Sebastian Kurz (den konservative østrigske udenrigsminister, red.), hvilket desværre ikke er muligt. Hvis jeg skulle ønske mig noget for Tyskland, så ville jeg bede Boris Palmer om endelig at forlade Die Grünen, lave sin egen bevægelse og vie sine talenter til de 80 millioner tyskere i stedet for de ikke engang 100.000 indbyggere i Tübingen (hvor han er overborgmester, red.). Han er ikke så ung som Sebastian Kurz eller den franske præsident Emmanuel Macron, men ung nok. Frem for alt har han bevaret sin forstand, er åbenlyst frygtløs og en fighter. Og af de tyske vælgere ville jeg så ønske mig, at de ville blæse deres modløshed og mistro en hatfuld og vove noget nyt, ukendt.

Men vi er allerede langt henne på sommeren, og der er kort tid til efteråret, for kort tid til så meget vovemod, så det må vel endnu en gang blive ved prøvelsen.

 

Oversat af Adam Paulsen

Publiceret første gang d. 30.06.2017 i Neue Zürcher Zeitung

Monika Maron

Facebook

Twitter