Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

VAGANT NORDEN. Victoria Kiellands karakterer går igennem verden med munden først.

Tidligere publisert i Vagant 2/2016.

web buttons logos 2016 c auswahl-07Victoria Kielland
Dammyr
No Comprendo Press 2016

Inden jeg læste Victoria Kiellands første roman, gik jeg en tur ned af Dammyr: En stampet jordvej med en række slidte huse, parkeringspladser, et solcenter og en garnbutik i det centrale Fredrikstad. Det har været overskyet den dag Google Maps-fotovognen kom forbi, en tung grå himmel er foreviget over de lave bygninger. Jeg tænkte: Sikke et trist sted. Så begyndte jeg at læse.

Dammyr åbner med en geologisk skabelsesmyte. Efter istiden hævede landet sig, og floder af smeltevand gennemløb det fugtige delta i området som siden blev til den historiske fæstningsby, Plankebyen, Fredrikstad. Sump og mose bredte sig i det flade morænelandskab ved Glommas udløb, Tunøya, Rolvsøya og Kråkerøy voksede frem, og Jernalderens gravhøje lå strøet ud over Østfold. Kiellands roman fremmaner dette landskab med en rytmisk, drivende prosa: Hvis fortællingen vokser af den sumpede jord, er det bølgen som tegner sætningen i sit billede.

Romanen består af to dele over godt 130 tætte sider og handler om Aurora, »onanisten,« en ung pige som vokser op i byen. Hun chatter og forelsker sig i en ung mand på internettet, blowJOSH, hun bevæger sig rundt i gaderne og ses i glimt mellem stammerne i skovene nord for byen. Aurora kan umiddelbart virke som en figur der er placeret i teksten for at fortælleren har et redskab til at observere og rapportere fra omgivelserne, men når man suges ind i romanens fortættede rum, tegner der sig et billede af en genkendelig teenagepige; hun er grådig og sårbar, balancerer på en knivsæg. Aurora viser en makaber interesse for hjembyens tragiske dødsfald igennem årtierne: Trafikuheld og jalousidrab, selvmord og drukneulykker. De hober sig op i teksten, som perler på en snor, og binder byens tidsaldre sammen. Som et mantra igennem romanen lyder sætningen: »Kan du fortelle meg at jeg er glad, frisk og levende?« Aurora må gøre sig fri af byen, hvis hun ikke skal ende i dybet.

Andre historier løber sammen i teksten undervejs, for eksempel fortællingen om det spirituelle medium Ingeborg Køber, som i 1934 blev anklaget for at være involveret i sin fars druknedød på Hankø. Eller Liland-sagen, det kendte justitsmord fra 1969, og det efterfølgende arbejde med at opklare øksemordene fra julenat i den belastede del af Fredrikstad, som kaldtes »Lille Helvete«. De gamle historier siver ind i fortællingen om Aurora, så de ikke er til at skelne fra hinanden – »det blåser i denne erfaringen«. Kiellands tekst har ingen stabile holdepunkter. Ingeborg står med ét ben i fjorden og ét i det hinsidige, hun hvisker til Aurora mens tågen lægger sig over alle spor og udvisker grænser. Spørgsmålet hvorfor går som et tavst ekko igennem romanen.

Victoria Kielland: Dammyr, No Comprendo Press 2016

Victoria Kielland: Dammyr, No Comprendo Press 2016

Fredrikstad er Norges sjette største by, men hos Kielland bliver byen »en ryktemaskin«, et lille, tæt samfund. Byen udgøres af boligfeltet, parkeringshuset, McDonald’s og købecenteret, hvor de lokale teenagedrenge, »Bygjengen,« provokerer til slagsmål og råber efter pigerne med dialektens kendetegnende æ. Alting er bygget i beton. Byen som engang trivedes med arbejdspladser fra industrien virker ude af takt, noget er gået i hak, som teksten der kværnes af gentagelser. De lokale tosser hænger på hushjørnerne, og en blotter lister rundt i skumringen. I romanens anden del møder vi Auroras veninde Renate, en af de »jenter som sloss for livet, jenter med lighter i lomma og nødhammer fra bussen, den som knuser alt med et kakk«. Ligesom alt andet i teksten er hun trukket ud af form, hendes rygsøjle er skævvreden af for tunge bryster. Teenagepigernes hjerter er lige så ulmende rosa som bogens omslag. De går igennem livet med munden først, med madrester mellem tænderne og alle kanaler åbne. De svælger i sprit og klichéer: »tro, håp og kjærlighet,« »alt eller ingenting,« »laget er alltid større enn spilleren.« Marskvandet trænger ind i skoene og frem mellem fingrene, og jordbærrene vokser sig røde og saftige af grundvandet, som siver ned fra kirkegården.

Hele tiden brænder det i Kiellands tekst, en benzinstation står i lys lue ude ved motorvejen. En bjørn rejser sig på bagbenene og brøler, det må være bjørnen fra kommunevåbnet, det Aurora holder for brystet som en beskyttende talisman. Det kraftfulde ved Victoria Kiellands roman er billederne, den efterlader. Man genkender stemningen og stilen fra hendes debut, tekstsamlingen I lyngen (Kolon, 2013): Vinden trækker fortsat mod havet, det rykker i kroppene og huden glinser af fedt. I sin anmeldelse af debuten (Vagant 1/2014), påpeger Carina Elisabeth Beddari arven fra Inger Christensen i Kiellands fortættede opremsninger. I Dammyr dukker Christensens sommerfugledal op i teksten, når Ingeborg fremmaner alle tidernes døde børn fra deres fugtige hvilested:

… alle barna får komme ut og leke mens vinden suser gjennom de mørke trekronene, mødrene stirrer på Ingeborg, på bladet som flyter på dammen, øyelokkene hennes som flimrer, bølgene kommer, og det ryker opp fra bakken og så skjer det, blodomløpet raser gjennom hjertet, lungene trekker seg sammen, pulsen sparker seg vei inn mellom muskel og skjelett, nedover i kjøttet, vinden raser gjennom henne, og hele underverdenen åpner seg, sommerfuglene stiger opp som fargestøv fra jordas varme kropp og alle stupebarna står med blåfrosne lepper på den andre siden av dammen.

Kiellands tekst rummer mange smukke nedslag. Samtidig er Dammyr en krævende roman, på grænsen til trættende – de mange (!) navne som er involveret, alle stederne som strømmer sammen. Jeg fandt det nødvendigt at google de respektive retssager og orientere mig på et Norgeskort, for bare at have et par faste holdepunkter under læsningen. Kielland giver ikke ved dørene. Teksten trækker læseren frem og tilbage som bølgerne i en urolig brænding; tager en fortælling op og slipper den igen, uanfægtet. Men det uforløste er også romanens motiv: Teenagepigens udforskning af grænser, jagten efter nye erfaringer, ikke mindst den ambivalente kærlighed til en hjemby. Ved romanens slutning trækker Aurora hånden op af sine bukser – måske har det hele været en rodet, anstrengt fantasi? Måske vil det hele gentage sig, og så igen være grænseoverskridende og voldeligt, både erotisk, ækelt og sårbart: »Nå blir det trangt i munnen min, hold hardt i alt som rykker, hold hardt i tungen, i tåren og det som river inne i deg når du sover.«

 

Avatar

Kristin Vego

Kristin Vego, f. 1991. Kritiker. Medredaktør i Vagant. Bor i Berlin.