Kritikkens sammenbrud?

KOMMENTAR. Det nye nummer af tidsskriftet Kultur & Klasse gør status over kulturkritikken.

Hvis jeg husker rigtigt, fulgte jeg fem teoretiske og metodiske kurser i løbet af mine første to år på Litteraturvidenskab. Hver uge gennemgik vi en ny måde at læse på, fra klassisk strukturalisme og semiotik til psykoanalyse, poststrukturalisme og dekonstruktion. Der var noget både berusende og fortvivlende over at få fremlagt en helstøbt teori om litteraturens og samfundets indretning den ene uge, være tæt på at blive overbevist om dens selvfølgelighed for så at blive præsenteret for en anden teori ugen efter, som hev tæppet væk under den forrige. Stort set alle teorier blev præsenteret i opposition til andre og altid som et nybrud, en helt ny idé. Men da jeg nåede til fjerde semester udeblev nyhedsværdien, og det samme gjorde entusiasmen – den blev først vækket igen et år senere med introduktionen til postkolonialisme, økokritik, queer theory og hvidhedskritik, der føltes friskere og langt mere tidssvarende end den gammelkendte snak om signifiant og signifié. Det havde ikke noget at gøre med litteraturen selv: Den var altid enten en modstander eller et middel i en større sags tjeneste. At læse kritisk bestod i at være tro mod den pågældende teori og forhøre det enkelte værk ud fra teoriens præmisser.

I sin seneste bog, Limits of Critique (2015), går den amerikanske litterat Rita Felski til angreb mod denne praksis. Hun påpeger, at selvom de forskellige nye kritiske teorier hver især påstår at være banebrydende og nyskabende, så deler de den særlige form for skeptisk sensibilitet, som hun med hjælp fra den franske filosof Paul Ricoeurs begreb kalder for »mistankens hermeneutik«. Det er den distinktion, som i Felskis optik adskiller critique fra criticism. I denne sammenhæng handler kritik ikke om boganmeldelser, men om den traditionsrige filosofiske skik at afsløre usandheder, sociale konstruktioner, magtrelationer og kulturens ubehag. Når det kommer til litteraturvidenskab, indkapsler »mistankens hermeneutik« for Felski den kritiske facon, der svælger i sin egen lyst til at skrælle de ydre lag af det enkelte værk og komme ind til kernen af det ved at påpege alle dens selvmodsigelser og skjulte budskaber. Samtidig dækker betegnelsen over de kritikere, der distancerer sig fra værkerne for at se dem i deres sociale kontekst og med ironiens fornøjelse vise, at de blot er udtryk for deres tid og ikke andet. Disse læsepraksisser er ikke nødvendigvis værre eller bedre end andre, men ifølge Felski er de blevet til enevældige magtfaktorer, der undertrykker mere positive og konstruktive tilgange til litteraturen.

Rita Felskis bredside mod litteraturvidenskabens modus operandi har sine rødder i en mere omsiggribende kritik af kritikken, der finder sted i disse år. Et af hendes forbilleder er den franske videnskabssociolog Bruno Latour, som for mere end et årti siden sagde, at »dampen er gået af kritikken«. I en hårdtslående passage påpeger Felski, at den kritiske metode ikke længere blot mangler damp, men at den er blevet tilegnet af højrefløjspopulister såvel som anti-intellektualismen og den amerikanske Tea Party-bevægelse. Hun parafraserer Latour og spørger, hvad der er sket med kritikken, når der er skabt en hel industri omkring konspirationsteorier vedrørende Apollo-programmets månelanding, og når forestillingen om sandhedernes sociale konstruktion bliver brugt til at så tvivl om den globale opvarmning og det videnskabelige miljøs integritet: »Under disse omstændigheder, har vi så virkelig brug for en ophobning af endnu mere skepticisme?«

I seneste nummer af det velansete akademiske tidsskrift Kultur & Klasse, efterhånden bedre kendt under initialerne K&K, forsøger redaktørerne Devika Sharma og Mikkel Bolt at tage bestik af kritikkens tilstand i dag på baggrund af denne skepticismeskepsis. De to kulturforskere fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet vedkender sig, at kritikken, ligesom så meget andet i dag, er i krise. Det skyldes, i modsætning til Felskis pointe, at kritikken af kritikken i dag har fået hegemonisk status og undergraver grundlaget for en reel kritisk samtidsanalyse. De dominerende Latour- og Michel Foucault-inspirerede strømninger i kulturvidenskaben har, ifølge Sharma og Bolt, skabt et ubehag ved dybdetænkning og derfor reelt annulleret den kritiske gestus på baggrund af den fejlagtige analyse, at vi lever i en postideologisk tid. Med K&K 122 sætter redaktørerne sig for at understrege den kritiske tænknings stadige aktualitet og leverer dermed et veritabelt kontraangreb mod Felski og co.

Nummeret rummer blandt andet en enquete på mere end 100 sider med bidrag fra 23 nordiske forskere fra det kulturvidenskabelige område samt et interview med den berømte amerikanske affektteoretiker Sianne Ngai. Læg dertil 11 originale bidrag, en oversat tekst af den franske filosof Jean-Luc Nancy plus tre anmeldelser, og du står med et tidsskrift på 422 sider, som endda er gratis og kan hentes bidrag for bidrag på Statsbibliotekets hjemmeside. Det er i sig selv fantastisk. I tidsskriftets forord slutter redaktørerne med at lægge deres dagsorden frem i spørgsmålsform: »Hvad er kritik, og hvad er forholdet mellem kritik og krise, kritik og samtidsdiagnose, og hvilke(n) rolle spiller kunst og kultur i analysen af samtiden – i dag? Og hvilke forbindelser er der mellem kritik, kultur og kulturvidenskab nu?« At læsningen ikke blot skal være en fornøjelse men indbyde til panderynkende alvorlig fordybelse forstås, når man bliver hilst indenfor med et »god arbejdslyst!«

Enqueten er dette nummers hovedattraktion og er sat i stand ved, at Devika Sharma og Mikkel Bolt har nedfældet syv mere eller mindre polemiske udsagn og spørgsmål og sendt dem til en række nordiske kulturforskere. De svar, de har modtaget, har redaktørerne så valgt at bringe i – hvad der ligner – uredigeret form. Sharma og Bolts nedslag er for det meste meget pointerede. Ifølge de to er der sket en forskydning væk fra den klassiske, kapitalkritiske kulturanalyse hen imod de mere beskrivende og pragmatiske analyser, som eksempelvis Bruno Latours aktør-netværkteori og Michel Foucaults vidensarkæologi. Derfor taler de kritiske kulturvidenskaber ikke længere om revolutionær klassekamp, men om mikropolitiske bevægelser. Spørgsmålet fra de to er så, hvorvidt dette skift skal ses som »en nødvendig afsked med en forældet kritisk position«, eller »som en problematisk opgivelse af evnen til at kritisere større samfundsmæssige sammenhænge med henblik på politisk forandring.«

Redaktørerne stiller sig dog ikke så meget spørgende som proklamerende an i forhold til deres emne. Når de forskellige nedslag samtidig stritter i mange forskellige retninger, er det svært ikke at få den tanke, at flere af dem er skrevet med polemik for øje på bekostning af en gennemtænkt, sammenhængende idé punkterne imellem. I punkt tre skriver Sharma og Bolt eksempelvis, at »forbindelsen mellem tænkning og politiske bevægelser er forsvundet« i sammenhæng med en »konservativ vending«, hvor den intellektuelle er blevet erstattet af eksperten, som i modsætning til førstnævnte »tjener magten«. Syvende og sidste punkt tilskriver denne historiske udvikling »neoliberalismens ideologiske succes«. Men disse udsagn hænger ikke særlig godt sammen med punkt fire, som med samme patosfyldte stemmeføring slår fast, at der alligevel ikke er brug for flere intellektuelle. I stedet for at fælde kritiske domme over »almindelige mennesker« skal kulturforskeren først og fremmest udøve selvkritik: »Ydmyghed og nye kritiske vokabularer er en forudsætning for en bredere folkelig opbakning til kritiske kulturstudier – som tænkning og som profession.«

Det virker en smule paradoksalt, at de kritiske kulturstudiers vej ud af neoliberalismens stramme greb og ind i armene på de almindelige mennesker skal brolægges med nye vokabularer. Sådan en udmelding er man mere vant til at høre fra kommunikationsbureauer eller spindoktorer. Samtidig melder spørgsmålet sig, om det virkelig skal være en målsætning for kulturforskningen at opnå en bred folkelig opbakning, og om denne opbakning nogensinde har eksisteret. Langt de fleste mennesker i kongeriget skænker vel aldrig kritiske kulturstudier en tanke, positiv eller negativ. Der er dog noget sandt i analysen, men nok ikke på den måde som redaktørerne har tænkt det. For hvis kulturforskerne virkelig vil have reel politisk eller kulturel indflydelse, så må de finde ud af at tilpasse deres budskaber til andre platforme end peer-reviewede tidsskrifter, som den brede befolkning aldrig kommer til at stifte bekendtskab med. Et ekstremt eksempel er de mest markante danske repræsentanter for den såkaldte fjerdebølgefeminisme, Girl Squad, der muligvis ikke er så interesserede i klassisk forskning, men som alligevel er i stand til at kæde teori og praksis sammen på deres egen måde og få folk til at snakke. Der er ingen, der siger, at de aktivistiske forskere skal til at twerke i flok, men de skaber ingen store kulturelle, intellektuelle og politiske bevægelser ved blot ved at være ydmyge, give de samme ting nye ord og så ellers tro på, at folk begynder at søge hen imod de kritiske kulturstudier af den grund. Det sidste, de skal gøre, er at forfalde til den alt for letkøbte rolle som ofre for neoliberalismen, akademiske intellektuelles standardbøhmand. Hvis der findes noget, som er svært at mobilisere folk omkring, så er det den form for defaitistisk dovenskab, der ligger i denne mentalitet.

Enqueteformatet føles befriende i denne udgivelse – netop som et eksempel på at akademikere kan skrive godt uden for de påtvungne, institutionelle formater. Skribenterne får plads til at være personlige i deres skrift, nogle fortæller små anekdoter, andre indfører læseren i deres forskning på rigtig fin pædagogisk vis. Enqueten er på mange måder en mellemting mellem at være til et seminar og at møde forskerne på en bar: Snakken går, og det klæder dem. For det meste. Enkelte er ikke så gode til at håndtere den løsslupne stemning. Blandt andet roder lektor på Det Kongelige Kunstakademi, Carsten Juhl, sig ud i en ikke helt pæn racismeanklage mod TV2, Jyllands-Posten og Weekendavisen, der hverken sætter ham selv eller tidsskriftet i et særligt godt lys.

Fælles for enquetens bedste bidrag er, at de alle sammen forholder sig konkret til kulturkritikkens muligheder i dag. Jacob Ladegaard fortæller meget reflekteret om det forholdsvis nye felt digital humanities, og de fordele og ulemper der ligger i brugen af »big data« i den kritiske kulturforskning. Iben Engelhardt Andersen indfører læseren i, hvordan hun bruger tragedien som analyseinstrument i sit ph.d.-projekt med udgangspunkt i en sammenlignende læsning af nedskydningen af den sorte amerikanske teenager Michael Brown og henrettelsen af Sofokles’ Antigone. Disse tekster er ansporende, fordi de ikke holder fast i den melankolske krisepræmis. I stedet viser de ved deres egne eksempler, at der skam findes relevante veje at gå for den kritiske kulturanalyse, men at det netop er veje i flertal, ikke en forestilling om en samlet, uniform strømning i ental. Man kan være enig eller uenig med analyserne, men de tilbyder i det mindste noget at forholde sig til, som ikke hele tiden refererer tilbage til kritik som et begreb, der automatisk retfærdiggør sig selv. Et eksempel på sidstnævnte er ph.d.-stipendiat Mikkel Krause Frantzens bidrag med den lidt kække titel »Fatalisme, venstremelankoli og fremtidens fremtid – et forsvar for kritikkens spirituelle funktion og konstruktive hvis ikke endda opbyggelige karakter«. På trods af intentionen om at slå et slag for en optimistisk sindet kritisk praksis, bruger Frantzen næsten al sin spalteplads på at konkludere, at en sådan ikke findes. Jeg får helt lyst til at spørge, hvorfor han ikke udnytter sin belæsthed og store sproglige energi til at udstikke det opbyggelige projekt, han efterlyser, for på den måde at styrke den optimistiske dagsorden? I stedet skriver teksten sig ind i rækken af abstrakte forestillinger om kritikkens uforløste potentielle og usikre fremtid, der blot fører mere apati og modløshed med sig.

Frantzen rejser dog et vigtigt spørgsmål i forhold til kritikkens relevans som sådan. For hvad nu, hvis den kritiske tanke har mistet evnen til at formulere et positivt, opbyggeligt projekt? Hvis den ikke længere er konstruktiv? Det er netop en af Rita Felskis anklager mod kritikken. Hun bruger de humanistiske fags fremtid som et aktuelt eksempel på nødvendigheden af at forlade mistankens hermeneutik og søge nye, mere bekræftende tilgange til studiet af kunst og litteratur. Kritikken er nemlig ifølge Felski for længst blevet til den selvsamme sunde fornuft, som den altid har været ude på at undergrave. Den er blevet en automatreaktion, en ufravigelig norm. I sin anmeldelse af Limits of Critique i London Review of Books melder Terry Eagleton sig enig i dette udsagn. Han fremhæver det paradoks, at den mistænksomme kritik altid bliver lamslået, når den står over for et værk, som den deler politisk ståsted med: »Den kan ikke fejre det, siden det ikke er dens vane; men den kan heller ikke granske det for fortrængninger og fordrejninger, da det ikke har nogen, der er værd at nævne.« Felski og Eagleton kritiserer altså med andre ord kritikken for at fungere i kraft af det, Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt i en dansk kontekst har kaldt for »negativ opbyggelighed«. På grund af denne indbyggede skavank er de kritiske kulturforskere ikke i stand til at formulere de nødvendige positive årsager i forsvaret for deres egen praksis og egne interesser. Et sådant forsvar må ifølge Rita Felski finde nye og mere bekræftende måder at læse og analysere på, måder der reflekterer over den mangeartede brug af litteratur på uden at forfalde til den sædvanlige nedsættende, ironiske distance til ukritiske affekter. Det er nemlig igennem disse, at de fleste læsere udvikler et forhold til litteraturen. Felski mener med andre ord, at et retningsskifte mod de følelsesmæssige tilknytninger mellem litteratur og læser, kunst og beskuer, musik og lytter kan skabe mere rummelige og overbevisende rationaler for betydningen af disse kunstformer og dermed også studiet af dem. Man kan for tiden følge med i resultaterne af dette skifte på dansk grund, da Rita Felski for nylig er tiltrådt som gæsteprofessor på Syddansk Universitet. Her er hun leder for et omfattende forskningsprogram baseret på hendes arbejde. Uses of Literature, som programmet hedder – ligesom en af hendes bøger –, undersøger litteraturens sociale dimensioner og har indtil videre lanceret projekter om narrativ medicin, arbejdsløshed, alkoholisme og livet i prekariatet.

Limits of Critique er en overbevisende bog, og det er svært ikke at lade sig smitte af dens dissekering af den tvangskritiske attitude i kulturvidenskaberne. Hvilken litteraturstuderende har for eksempel ikke været totalt desillusioneret over den komplette mangel på entusiasme og den overdrevne kølighed i teoretiske og kontekstualiserende gennemgange af sine yndlingsbøger? Men i lyset af Trump, fake news, populisme og nødvendighedens politik nager det i baghovedet: Er det virkelig nu, lige nu, at vi skal lade kritikken ligge? Nu, hvor tågesnakken synes tykkere end nogensinde? Lige så svært, som det er ikke at blive overbevist af Felskis argumenter, er det at modsige, at Mikkel Bolt har en tilsvarende stærk pointe i sit artikelbidrag i K&K, når han skriver, at postkritikken hurtigt kammer over og bliver til »en problematisk affirmation af det eksisterende«. I Bolts optik bekræfter hele den Bruno Latour-inspirerede gren af kulturvidenskaben ikke så meget kunstens værdi og transformerende potentiale, som den bekræfter det, den nyligt afdøde britiske teoretiker Mark Fisher kalder kapitalistisk realisme. Den tilbyder kun »en kritik, der ikke er en kritik, men som er så lokal, beskeden og diplomatisk, at den ikke udfordrer noget som helst.« Man skrotter simpelthen kritikken til fordel for »tidstypisk reformlogik« og »management«. I den fortælling, Bolt ridser op, er de postkritiske strømninger blot seneste led i en tiltagende »blindhed over for kapitalens materielle transformationer«. Opgaven for ham og hans ligesindede er derfor »at gentænke forholdet mellem ›kultur‹ og ›økonomi‹ hinsides den nuværende arbejdsdeling, hvor der fortrinsvist fokuseres på kultur, hybriditet, agens, kreativitet, affekt etc.« og vende tilbage til kapitalanalysen.

I K&K’s enquete erklærer Devika Sharma og Mikkel Bolt sig alligevel mere eller mindre enige med Rita Felski i, at kritik ikke kun kan forstås som en erkendelsesmæssig praksis. De peger dog på, at det netop er som »affektivitet, tonalitet og sensibilitet«, at kritik stadig er relevant. Det er en god pointe. Men at skrive at »kritikkens handlekraft viser sig som entusiasme og engagement« er alligevel en stramning. Den kritiske tænkning smitter kun, hvis den er entusiastisk og engageret; den er ikke entusiastisk og engageret, fordi den er kritisk. Det er derfor lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet Erik Granly Jensens artikel om kulturindustri og sikkerhedsstat i The Wire gør mere for at mobilisere engagement hos mig end eksempelvis Moritz Schramm og Anne Ring Petersens artikel om postmigration. Den ene tekst er ikke mere kritisk end den anden. Granly Jensens fremstilling er dog langt mere velskreven end Schramm og Ring Petersens, og netop derfor opleves den mere »indtrængende og uopsættelig«, de affektive kvaliteter redaktørerne tillægger kritikken som abstrakt praksis.

Formålet med Erik Granly Jensens analyse er at »spørge ind til« sikkerhedsstatens tilsynekomst i samtidens billedkultur og massemediernes kulturindustri i det hele taget. Artiklen handler derfor ikke så meget om The Wire, som den handler om Fredric Jameson og Slavoj Žižeks læsninger af seriens brug af overvågningsteknologi som motiv og plotgreb. I begyndelsen veksler Granly Jensen gnidningsfrit mellem impressionistiske scenebeskrivelser, bemærkninger af instruktøren David Simon samt kommentarer fra en række af de forskere, der tidligere har beskæftiget sig med serien. Først herfra udfolder han sine kritiske og teoretiske pointer om seriens æstetik og tematik med hjælp fra Jameson, Žižek og den ekstremt populære podcast Serial. Teksten bygges logisk op med flydende overgange mellem de lavere og højere abstraktionslag og fremmedgør hverken serieentusiasten eller andre uden for det kulturvidenskabelige forskermiljø.

Artiklen afsluttes med et afsnit, som tager udgangspunkt i et interview fra 2013 med ejeren af dark web-sitet The Silk Road, Dread Pirate Roberts. Roberts’ forestillinger om et storslået opgør med staten gennem de dybe lag af det digitale univers anholder Granly Jensen ved at pege på Edward Snowdens læk af fortrolige dokumenter fra den amerikanske sikkerhedstjeneste. Efter offentliggørelsen af disse er det nemlig mere klart end nogensinde, at »den moderne sikkerhedsstat agerer i præcis det rum og via den samme infrastruktur, som Roberts bruger til at udvikle sin forretningsmodel.« I virkeligheden er vi underlagt et »digitalt overvågningsparadigme«, hvor alle vores aktiviteter på nettet »principielt [er] overvågede og på ethvert givent tidspunkt kan omdirigeres på mere systematisk vis og blive til en del af en ›file‹«. Artiklens ædruelige, men samtidigt stærkt accentuerede karakteristik af den moderne sikkerhedsstat gør det nemt at købe den efterfølgende opfordring, at kritikken i vores tid ikke bør være uberørt af de grundlæggende forandringer, der er sket i »det offentlige rum og samfundet som sådan siden 9/11«. Den kritiske kulturforsker, lyder pointen, er nemlig i højere grad end andre personer i stand til at stille sig »på tærsklen mellem den analoge og digitale verden og analysere de stadigt mere komplicerede sammenhænge mellem kommunikationsteknologier, det offentlige rum og sikkerhedsstaten.«

Erik Granly Jensen fremfører et overbevisende argument for den kritiske tankes fortsatte relevans i det kulturvidenskabelige felt og indirekte en ligeså god sag for kulturvidenskabens potentielle nytte i samfundsøjemed. Han gør det ved at udpege et specifikt punkt for sin kritik, sikkerhedsstaten, og derefter skitsere en måde at udøve kritikken på. Det er grundlæggende progressivt, og dermed er det også en vigtig artikel i den debat, K&K 122 skriver sig ind i. For den viser tydeligt, at der skam stadig er damp på kritikken, hvis den blot insisterer på at være konkret, at pege både fremad og til siden i stedet for at slå ud med armene og melde fortabt. Der er ingen grund til at tro, at sådan en praksis ikke kan eksistere i en form for antagonistisk symbiose med andre mere positive og opbyggelige læseformer. I virkeligheden kan det vise sig at være det mest effektive forsvar for de kritiske kulturvidenskaber og humaniora i det hele taget, hvis de interne diskussioner leder til skarpere argumenter og stærkere læsninger.

Facebook

Twitter