Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

LITTERÆR FORSYNING: Majse Aymo-Boot vil udfordre det moderne mediesamfunds forventninger til en stabil stemmeføring.

Fire små prosalyriske bøger har Majse Aymo-Boot fået udgivet siden debuten i 2001. Forfatterskabet tæller ikke mere end 300 sider. Alligevel er det lykkedes hende at opnå stor anerkendelse blandt kritikerne: I 2010 blev hun nomineret til Montanas Litteraturpris for Ødelæggelserne 1-11 (Anblik, 2009), og samme hæder er nu tilfaldet hende for bogen Over os hænger en vidunderlig sol (Gyldendal, 2014), der har folkeskolen som omdrejningspunkt. Her følger vi et utydeligt jeg, hvis stemmeføring samler i sig både det drømmende barnlige og det selvbevidst voksne.

I 2012 udkom så Spørgsmålene, hvor Majse Aymo-Boot i bogstavelig forstand satte spørgsmålstegn ved alt mellem himmel og jord. Selv foretrækker hun at kalde sine bøger for udenomsværker, der fra periferien udfordrer vores forestillinger om både litteratur og samfund.

Vagant har som led i en interviewrække, der bringes i december, mødt Majse Aymo-Boot til en samtale om litteraturens mulighedsrum, og om hvor forfatteren står som offentlig skikkelse.

– Hvordan begyndte arbejdet med Over os hænger en vidunderlig sol?

– Jeg skulle skrive en hjemstavnsnovelle til DSB’s månedlige blad Ud & Se, og jeg besluttede mig for at skrive en anti-hjemstavnsnovelle. Idéen om en hjemstavn, det varme, biografiske og stedsbundne stof, havde jeg svært ved tilgå. Så jeg skrev en tekst, hvor det er folkeskolen, der er hjemstavnen, men det var interessant for mig at beskæftige mig med de overindividuelle påvirkninger, der løber sammen i et jeg og danner et jeg. Novellen til Ud & Se er den første tekst i bogen og er måske også den mest udtalt ikke-individuelle tekst. I gennem hele bogen er der en sammenstykket stemme, der taler. Bogen har ikke ét vederhæftigt jeg, der forholder sig ensartet til omverdenen.

Majse Aymo-Boot. Copyright: Gyldendal

Majse Aymo-Boot. Copyright: Gyldendal

– Du vægrer dig ved kalde Over os hænger en vidunderlig sol for en roman, på trods af, at dét er genrebetegnelsen på omslaget. Hvad skyldes det?

– Min første impuls var, at den ikke skulle have en genrebetegnelse. Den slags tjener en funktion i en økonomisk eller paralitterær forstand: Hvor skal værket anmeldes henne i Politikens bogsektion? Hvor skal den stå på hylderne i boghandlen eller på biblioteket? Det fastholder litteraturen i nogle velkendte kategorier og en begrænset mængde genrer, som den bevægelige samtidskunst f.eks. ikke er bundet af. Min redaktør talte meget varmt for, at der skulle stå roman på forsiden. Fint nok, tænkte jeg. I en bred forstand af romanbegrebet, som den mest åbne og rummelige genre, kan jeg faktisk godt gå med til det.

– Romanen udspiller sig i folkeskolen. Udgør den et særligt ladet rum?

– Ja, folkeskolen har en masse magtstrukturer i sig. Som subjekt i folkeskolen har man en rolle, der er anderledes end den, man har i sit private eller hjemlige liv. Man har måske snarere en funktion. Folkeskolen er også et rum, hvor man bl.a. uddannes til borger. Det er et meget politiseret og ideologisk rum. Det kunne jeg ikke undgå at være interesseret i.

Er du kritisk over for de sociale positioner, der dannes i folkeskolen, eller forsøger du snarere at lægge dem frem?

– Både og. En del af mig var meget anfægtet over strukturerne, og en anden del af mig var stærkt kritisk overfor min kritiske impuls. Jeg kan ikke skrive noget godt på ren anfægtelse. Så kammer det over i en sarkastisk, vred og på en måde også sikker position, som ikke interesserer mig. Derfor kasserede jeg også en gruppe readymadeagtige tekster skrevet oven på forordninger fra Undervisningsministeriet, som indeholdt nogle forbløffende minutiøse beskrivelser af, hvordan en ideel undervisningssituation kan se ud. Men jeg kunne ikke have de dér direkte tekster i bogen, det blev meget udpegende og nærmede sig nogle lidt for nemme og konventionelle ideer om, hvordan magt er fordelt i skolerummet.

– Ja, det fremgår af bogen, at du har lånt sætninger fra Undervisningsministeriet og fra en ph.D.-afhandling af Mette Buchardt, der hedder Identitetspolitik i klasserummet. Hvad har du ønsket at opnå med det?

– Romanen har en jeg-stemme, der nogle gange påtager sig et pædagogisk sprog. Jeget er meget porøst og modtageligt over for andres viljer, uden særlig meget integritet. Det er ivrigt efter at overtage den andens blik: Nogen vil noget med mig, men hvad vil de med mig, og vil jeg det, som de vil med mig? Men under den behagesyge stemme finder man samtidig en ironi, en umulighed i at tale det sprog. I skolen ser man gerne, at eleven er kreativ og ekspressiv og autentisk og performer det hele menneske, men også at eleven er selvforvaltende og selvkritisk og tager ansvar for egen læring, som det jo hedder. Det er der nogle subtile disciplineringsmekanismer forbundet med, som installerer disciplineringen i eleven selv.

– Så der finder en fremmedgørelse sted?

– Det er ikke en ren fremmedgørelse. Jeget skaber også sig selv. Jeg er skeptisk over for idéen om barnejeget som noget rent og autentisk, der korrumperes og fremmedgøres af noget udefrakommende, ligesom ideen om en særlig barnlig naivitet, som man sentimentaliserer og længes efter. Men altså, der er også frihed og smidighed inde i strukturen. Der er nogle nedbrydnings- og opløsningstendenser i bogen, på én gang en tilsynekomst og nedbrydning af individualiteten, og det er der også stort potentiale i.

– Er det så overhovedet muligt at sætte sig ud over magtstrukturen og skabe en folkeskole, der er identitetsskabende på en anden måde?

– Det tror jeg ikke. Man kan ikke undgå magt- og disciplineringsstrukturer i den slags institutioner. Vi vil uanset altid have tryk og modtryk. Selvfølgelig kan det have andre udtryksformer, men magtstrukturen er et vilkår, og det er nok nærmere det, jeg forsøger at undersøge. Det er et vilkår at være korrumperet af noget udefra.

– Man får fornemmelsen af, at der optræder mange forskellige jeger i romanen, men det er svært at afgøre hvem, der taler …

– Det er helt med vilje. Udsigelsespositionen er utrolig central for mig. For hvad fanden er overhovedet en udsigelsesposition? Hvordan kan man tale et sted fra? Man kan ikke undgå at skrive fra en udsigelsesposition, men man kan besmitte den, flosse den op, hakke i den eller midlertidigt gøre den ustabil. Man kan forsøge at forandre den position i litteraturen. Den stemme, som taler i offentligheden, er en forholdsvis stabil stemme, men litteraturen kan noget andet – den taler ikke fra en specifik krop. Det giver litteraturen et helt andet potentiale. Eller en potentialitet. Det er ikke rigtig en forankret stemme, der taler i min bog, men en let generel og flerfoldig stemme, og også en der tit korrigerer, justerer sig selv. Det skyldes nok dels en tendens til at ville forhindre, at én position står rent, en tendens til at relativere og destabilisere et givent udsagn.

– Ønsker du dermed at udfordre vores forestillinger om litteratur og sprog?

– Ja, det tror jeg godt man kan sige. Ikke forstået sådan at jeg kommer som nogen ridder og befrier læseren for hendes litterære forestillinger med min kritiske lanse. Jeg vil gerne gentænke nogle forestillinger, herunder mine egne. Ideerne om, hvad der udgør litterært stof, interesserer mig meget – alt det som forbinder sig til lødighed, det vil sige god og ordentlig litteratur. Jeg er hyperfokuseret på floskler og vedtagne idéer i sproget. Gustave Flaubert har skrevet den bog, der hedder Klichéordbogen. Den er en rasende og sarkastisk krig mod floskler og mod borgerskabet. Litteraturhistorisk set indtager den ikke nogen central plads i Flauberts produktion, men jeg har en forkærlighed for den slags udenomsværker. Sproget i Over os hænger en vidunderlig sol, kammer nogle gange fuldstændigt over. Den kan være overlaboreret helt ud i det komiske. Deri ligger selvfølgelig også en Verfremdungseffekt. Dernæst var det vigtigt for mig, at stemmen ikke skulle efterligne en barnlig naivitet eller være entydigt nedsunket i et barneperspektiv. Jegerne taler fra en hyperformuleret og hyperrefleksiv position.

Majse Aymo-Boots Over os hænger en vidunderlig sol

Majse Aymo-Boots Over os hænger en vidunderlig sol

– Gyldendals litterære direktør Johannes Riis fremhævede i et nyligt interview med Vagant, at hvis der er noget, litteraturen virkelig kan, er det at stille spørgsmål til det bestående, men ikke nødvendigvis selv komme med svarene. Det lader til, at du har beskæftiget dig med samme tanke?

– Jeg synes, han udtrykker en meget konventionel og gængs idé om, hvad litteraturen skal i vores samfund. Det er på én gang en underlig og almindelig opfattelse af litteraturen: Dels skal den ikke noget bestemt, den må ikke have nogen funktion, og hvis den så alligevel har en funktion, må den gerne ruske op i det bestående eller udgøre en kritik og stille spørgsmål, men ikke levere svar. Det vil næsten alle politikere kunne skrive under på.

– Hvad siger du til den litteratur, som forsøger at give svar?

– I talen lavede Johannes Riis et helt katalog over meget realpolitiske og aktualitetsprægede emner, som litteraturen kan tage op, hvis jeg forstår ham ret. Og måske ligefrem på en direkte engageret og polemisk og agiterende måde. Det er interessant, at han gerne ser sådan en litteratur, det er jo ikke ligefrem en dominerende idé om litteraturen, at den skal være agiterende eller politisk anvisende. Det ville da være vildt, hvis en forfatter som Jens Christian Grøndahl skrev en roman om, at dagpengereformen skal afskaffes.

– Johannes Riis opfordrer ellers forfatterne til at deltage: «Fortæl om, hvordan I oplever det, der sker i det danske samfund lige nu, om, hvad I tror og mener, håber og frygter. Hvor fører udviklingen hen? Er den til gavn for borgerne, er det en kurs, man kan være tryg ved, eller skal den justeres, eller måske endda lægges helt om?» Det udsagn lader du dig ikke anspore af?

– Nej. Jeg er allerede rigeligt ansporet. Jeg er sikker på at kursen skal lægges om. Men litterært set er jeg ikke sikker på noget, jeg ved ikke noget. Er samfundsudviklingen et skib? Står litteraturen med ved roret? Eller er den en sildestime? Det er også muligt.

– Johannes Riis ærgrer sig også over dannelsestabet, og at forfatteren ikke længere har samme autoritet. Hvordan ser du på forfatteren som intellektuel?

– Jeg ved ikke, om vi i Danmark nogensinde har haft den type stemme i offentligheden. Den er mere tydelig i for eksempel Tyskland med forfattere som Günter Grass og Herta Müller. Jeg er skeptisk over for forestillingen om, at forfatteren har en særlig position og indsigt. Det er der muligvis nogen, der har, men man kan ikke stille det som en generel forventning til forfattere. Mange skriver kritisk. Kritisk og politisk litteratur kan også nemt blive en genre i sig selv, hvor et værk skriver sig ind i eksempelvis en post-kolonialistisk eller feministisk tradition og hyldes for det og får betydning i et litterært miljø. Men det bliver ikke nødvendigvis af den grund til et indlæg i debatten. Det er der en art ironi i. I øvrigt er vigtigheden af «debatten» ret overvurderet, hvis man forstår det som den debat, der foregår i medierne. Det er en overdrevet medieskabt fokusering på en ofte medieskabt og mediestyret debat.

– Er litteraturen ved at blive et reservat?

– Det ved jeg ikke. Har den mistet status som dannelsesgrundlag og referencerum? Ja, det har den nok. Og hvad så? Men det, jeg ser som kritisk litteratur, er ikke nødvendigvis de bøger, som taler om omsorgssvigt i udkantskommuner. Jeg tænker på eksempelvis Anders Abildgaards forfatterskab, som for mig er ret opruskende læsning.

– Hvad er det disse forfattere kan? Hvad er det, de rusker op i?

– Anders Abildgaards seneste bog, Din fjendes fest, laver huller i subjektet og udsigelsepositionerne, eller erstatter dem med bevægelser, med forbindelser og intensiteter. Og den gør det ved lynhurtige forrykkelser i tid, rum og pronomener. Det er en tekst, der ikke er organiseret i et vertikalt betydningshierarki. Alt er til stede i den, der er ikke noget nedenunder den, den er tværtimod bevægelser eller linjer på en bevægelig flade. Den opererer ikke med nogen stabil subjektsbåret udtryksfuldhed, men samtidig er den vild, utilregnelig læsning. Måske er den ligefrem organiseret som en fest, en stime af våde punkter og ømme dupper, der bevæger sig mellem hinanden og forbinder sig med hinanden. Det er en radikal og ansporende bog.

– Spørgsmålene bestod udelukkende af spørgsmål. Hvad var tanken med det?

– Jeg fik den idé at jeg ville skrive en bog med 500 spørgsmål, og da det var konciperet, blev det et meget letfodet arbejde. Konceptet var ret skønt, fordi det var så upersonliggørende. Jeg blev en producent af enkeltsætninger, og så handlede det bare om at gøre dem gode nok. Bogen har en seriel og tilsyneladende ikke-hierarkisk struktur. Men samtidig er der en masse urenheder i spørgsmålet og i det sted, der spørges fra, som jeg også blev nødt til at undersøge. Spørgsmålet ligner en åben form, men det er aldrig rent, det er fuld af formodninger, positioner, forestillinger, insinueringer og manipulationer. Og man kan nemt få stillet sig i en sikker position, hvorfra man peger andre mennesker ud med sine skarpsindige spørgsmål.

– Vi opfatter Spørgsmålene som en bog, der også ville udstille, at vi i dag lever i et samfund, der hele tiden kalder på svar som led i en effektiviseringsproces.

– Det er der sikkert noget om. Til trods for at den spørgende position er fedtet ind i alt muligt, så er det muligvis en mere etisk og kritisk position end den konstaterende. Det er i hvert fald igen et forsøg på at kontaminere den stabile udsigelsesposition og sikre stemmeføring, som også er forbundet med den svargivende position.

– Et af spørgsmålene lyder: «Ser man med tabsfølelse på hvordan logisk tænkning dominerer over det fabulerende?» Spiller det fabulerende også en vigtig rolle i dit forfatterskab?

– Ja, helt klart. Det spørgsmål, I citerer, knytter faktisk an til Over os hænger en vidunderlig sol: Barnet der fabulerer vildt, men i takt med at det vokser op, bliver mere sensibelt over for forventningerne i skolen og lærer sig at skrive logisk og sammenhængende – eller overlagt fabulerende. Samtidig med at man fremelsker det, begræder man tabet af det umiddelbare, fordi det voksne blik nyder barnets uforvarende fabuleringer og hele ideen om det barnligt uforvarende.

– Du bryder dig hverken om svar på spørgsmål eller om kontinuerlige forløb, som man ellers kender det fra den traditionelle roman. Forsøger du at nedbryde den opbyggelige sammenhæng?

– Jeg er kritisk over for hele forestillingen om sammenfatning, men jeg er ikke partout imod det opbyggelige. Det er ikke enten-eller. Muligvis rummer mine egne tekster også en slags opbyggelighed. Hvis jeg-stemmen er kontamineret af alt muligt, så er det ikke noget tab sammenlignet med noget oprindeligt og purt; sammenstykningen er et vilkår og et mulighedsrum. Samtidig må jeg sige, at jeg ikke kan gå ind på den forestilling, som også binder sig til den biografiske roman, om et livsforløb der gennem retrospektion foregiver en sammenhæng. Den skepsis kan man måske kalde grundlæggende politisk. Min bog kan ikke være et partsindlæg i en debat. Det politiske ligger i så fald snarere i destabiliseringen af udsigelsespositionen.

– Dit forfatterskab er i sideomfang bemærkelsesværdigt småt. Er det begrænsede format en del af din kritiske praksis?

– Det tror jeg helt klart. Jeg befinder mig ret fjernt fra idéen om den store samtidsroman, der sætter tingene på plads, og som befinder sig øverst i det litterære hierarki. Jeg har det svært med den type forventninger til det store værk, og det er måske også derfor, at jeg kommer til at lave en slags udenomsværker. Det handler også om de konventionelle idéer, vi har til en bog. Det første jeg udgav var en meget kort bog – et hæfte – i samarbejde med en billedkunstner. Bogen hed Venner og bekendte (2001). Den blev forstået som min debut og som sådan hånet for at være en tynd pjosker. Man opfattede den ikke engang som en bog – jeg tror den udgør omkring 32 sider, hvilket vistnok er den grænse bibliotekerne har sat for hvornår, man kan kalde det en bog.

– Er der nogen grænsebrydende kunstnere, som du er særligt inspireret af?

– Jeg er for tiden meget optaget af Jean-Luc Godards film Weekend (1967). Man finder en radikalitet på alle niveauer i den film, som jeg er inspireret af. Den har en særlig sprængkraft og måde at være politisk på. Jeg kunne godt tænke mig at skrive en bog, der var ligesom den.

– Dine tidligere bøger er udkommet på Anblik og Basilisk. Hvordan kan det være at Over os hænger en vidunderlig sol kom på Gyldendal?

– Jeg trængte til at prøve at trænge helt ind i det etablerede og også udkomme et andet sted, da jeg i forvejen er meget involveret i Basilisk som redaktør. Der er temmelig stor forskel på at udkomme på et lille og et stort forlag. Jeg føler mig ret ydmyg over for Gyldendal, hvor jeg bare er et lille tandhjul i en meget stor maskine. På den måde er det luksuriøst at udkomme på mindre forlag.

– I dine værker fremsætter du selv mange spørgsmål, men lige nu er det os, der stiller dem. Hvordan er det at blive afkrævet svar?

– Det danser jeg ret meget rundt om. Jeg prøver at modsætte mig at formulere et litteratursyn. Men jeg holder meget af at tale om tingene, fordi samtalen er en levende og interessant ting. Den er ikke så monologisk, men er smidig, bevægelig og lokal – en slags øjebliksbillede.

Avatar

Christian Johannes Idskov og Jakob Paludan Wogensen