»Den tyske kultur er i en overgangsfase«

INTERVIEW. Symbolerne på den gamle verden er ved at forsvinde, mener tyskprofessor Christian Benne.

På søndag går Tyskland til valg. Angela Merkel og hendes parti står til at vinde og dernæst indlede deres fjerde regeringsperiode. I de 12 år, hvor Merkel har siddet på magten, har der været vagtskifte i det tyske kulturliv. Flere af efterkrigstidens toneangivende stemmer er døde, og opgøret med kommunismen samt genforeningen af Øst- og Vesttyskland har ikke den samme centrale plads i kunsten som tidligere. Vagant har talt med tyske Christian Benne (f. 1972), professor i europæisk og tysk litteratur og idéhistorie ved Københavns Universitet, om udviklingen under Merkel. Og ikke mindst om, hvor Tyskland er på vej hen.

Christian Benne (f. 1972) er professor i europæisk og tysk litteratur og idéhistorie ved Københavns Universitet.

Hvordan vil du beskrive tysk kulturliv i den tid, Angela Merkel har været kansler?

Merkels tid er en overgangstid. Jeg har tænkt over, hvad der har forandret sig siden 2005. På den ene side er tysk kultur blevet meget mere international, liberal og åben. 1990’erne var præget af genforeningen af Øst- og Vesttyskland, og i den forstand var tyskerne meget fokuserede på sig selv. På den anden side var landet meget optaget af generationsskiftet i 1990’erne og begyndelsen af 00’erne, fordi 68-generationen med den socialdemokratisk ledede Schröderregering for første gang fik den politiske magt. Valget af Angela Merkel i 2005 var på mange måder valget af en outsider: Hun er en kvinde i politik, hun kommer fra Østtyskland, hun er en protestant i et katolsk domineret parti, og hun repræsenterer ikke de store ideologiske, kulturelle modsætninger, som prægede det gamle Vesttyskland. Med hende er der opstået et ideologisk dødvande, som vi måske er på vej ud af nu.

Merkelårene er også blevet en overgangsperiode, fordi mange af de store kulturpersoner, som satte deres præg på det gamle Vesttyskland og på den intellektuelle debat om det tyske og Tyskland, er døde i løbet af de seneste tolv år, herunder forfatterne Günter Grass, Siegfried Lenz, Walter Kempowski og Peter Rühmkorf, kabarettisten Dieter Hildebrandt og produceren Bernd Eichinger, som dominerede den vesttyske filmscene. Det samme gælder i teaterverdenen, som er meget vigtigere end i Danmark. Store navne som Peter Zadek og Christoph Schlingensief er døde. De er alle symboler på den gamle verden, som forsvinder.

Derudover har der lige været vagtskifte på to af de mest kendte teatre: Efter næsten 20 år som leder af Berliner Ensemble har Claus Peymann givet stafetten videre til Oliver Reese, mens Frank Castorf efter mere end 25 år som chefinstruktør på Volksbühne er blevet erstattet af belgieren Chris Dercon. De seneste par år levede Volksbühne i Berlin af sin status fra 1990’erne, og teatret havde også overlevet sig selv. Så det er meget passende, at Castorfs æra ender. Der skal ske noget nyt, og det bliver spændende at se, hvad det bliver. Det samme gælder for litteraturen: I 2009 modtog Herta Müller Nobelprisen. Hendes forfatterskab er vigtigt og af høj kunstnerisk kvalitet, men hun fik Nobelprisen på et tidspunkt, hvor en ny politisk udvikling begyndte at tegne sig, blandt andet foranlediget af finanskrisen. Jeg er en begejstret tilhænger af hendes forfatterskab, men det hun skriver om – opgøret med kommunismen – virker lidt passé i dag, og det er ikke det, som optager de yngre generationer. Tyskland er ved at finde en ny rolle til sig selv, og det betyder, at der vokser en ny litteratur- og en ny kulturforståelse frem. Men det er endnu for tidligt at sige noget mere konkret om den.

Kan man se på kunsten og kulturen, at Tyskland er blevet mere verdensvendt under Merkel?

Måske skal jeg lige sige, at mens det fra et skandinavisk synspunkt er nærliggende at lægge vægt på en bestemt politiker, kunst og kulturpolitik – fordi kulturpolitikken altid, og især de seneste mange år, har været en politisk slagmark – så giver det ikke mening i Tyskland, da kulturpolitikken hovedsageligt er et anliggende for de enkelte forbundslande. Merkels forgænger, Gerhard Schröder, introducerede ganske vist en kulturstatsminister, som fik en koordinerende opgave, men ikke ret mange penge. Derfor har man ikke en overstatslig kulturpolitik i Tyskland. Det er delvist en svaghed, delvist en styrke, for det betyder, at man har et meget rigt kulturliv, som er regionalt forankret. Svagheden har traditionelt set været, at kunsten blev provinsiel og fattig. Men sådan synes jeg ikke, det er mere. I Merkelårene er der er opstået et nyt kapløb mellem det regionale kulturliv og det i Berlin. Tænk for eksempel på Elbphilharmonie i Hamborg. De regionale hovedstæder skal anstrenge sig for at følge med Berlin. Konklusionen er, at vi har fået en metropolitansk hovedstad, samtidig med at kulturen i de andre byer også er blevet metropolitansk.

Er det en fordel, at kunsten bliver mere metropolitansk? Udnævnelsen af Chris Dercon som ny kunstnerisk leder af Volksbühne blev jo netop kritiseret for at være et politisk ønske om internationalisering og dermed også som en afvikling af teatrets særlige profil. Kritikerne hævder, at alt bliver mere globalt og ensrettet.

Det er rigtigt. Jeg forstår bekymringen, men jeg tror ikke, det bliver et problem, da tysk kultur, teater og litteratur har for vane at tænke over sin provinsialisme og relation til omverdenen. Vi har provinsromaner, der får en overprovinsiel rolle, blandt andet Frank Witzels Die Erfindung der Roten Armee Fraktion durch einen manisch-depressive Teenager im Sommer 1969 (En manio-depressiv teenagers opfindelse af Rote Armee Fraktion i sommeren 1969, Matthes & Seitz Berlin 2015), som i øvrigt kommer på dansk dette efterår. Det er en provinsroman, som også stiller de store spørgsmål om tysk efterkrigstid.

Provinsteatrene opfatter heller ikke sig selv som provinsteatre, men som scener med egen stemme og identitet – i forhold til Berlin såvel som den internationale teaterverden. Hvis vi derfor skal tale om en internationalisering, der udsletter regionale forskelle, så tror jeg, at faren er størst inden for kunstverdenen. Tyskland optager en meget vigtig plads på den internationale kunstscene, og de tyske kunstnere er nogle af de mest succesrige og indflydelsesrige i verden i dag. Her tænker jeg på folk som Anselm Kiefer, Gerhard Richter og Georg Baselitz. Det er selvfølgelig nogle ældre herrer, men også blandt de yngre, Daniel Richter og Neue Leipziger Schule med folk som Neo Rauch og Tilo Baumgärtel, sker der nye ting.

Hvordan ser den forandring ud?

Tag en kunstner som Jonathan Meese. Han er for mig at se en kunstner, som er blevet hængende i 1990’ernes kunstopfattelse. Han opererer stadig med en idé om kunsten, der gjorde sig gældende i den gamle Forbundsrepublik: kunst som tabu. Man skal hele tiden vise Hitler og hagekors, hvis man skal starte en diskussion. Og Meese er borgersønnen, der spiller rebel. Men tiden for den slags kunst er forbi. Derfor kan jeg heller ikke forestille mig, at den afdøde, geniale teaterinstruktør Christoph Schlingensief ville have den samme gennemslagskraft i dag, som han havde i slutningen af 1990’erne og omkring årtusindeskiftet. Derudover ville hans utrolige evne til evigt og altid at iscenesætte sig selv heller ikke være nyskabende og overraskende her i Instagrams tidsalder.

Men hvis vi skal se på, hvad der rører sig i Tyskland, skal vi vende blikket mod teatret. Det er stadig toneangivende, når det kommer til spørgsmålet om, hvad kunsten skal beskæftige sig med. Det skyldes den rolle, som teatret traditionelt set har haft i Tyskland siden Gotthold Ephraim Lessings Hamburgische Dramaturgie (1767-69). Det har været en stedfortræder for politisk diskussion, særligt i de perioder hvor man ikke kunne ytre sig politisk i offentligheden, fx i DDR. Det betyder også, at det politiske fylder mere på scenerne, og at underholdningsaspektet – som fylder meget i Danmark – træder i baggrunden. Man kigger meget på, hvad der sker hos Berliner Ensemble, på Volksbühne, eller for den sags skyld hvad der sker på Burgtheater i Wien eller på scenerne i Dresden, Hamborg, München og så videre.

Har finanskrisen, EU-krisen med et Grækenland tæt på konkurs og flygtningekrisen sat spor i kunsten?

Migration og flygtninge har ganske vist været et af de helt store emner i litteraturen de seneste år, men set fra et tysk perspektiv er indvandring og kulturmøder ikke nye emner, og kunstnere med migrantbaggrund – som Fatih Akin, Navid Kermani og Olga Grjasnowa – har i mange år været en del af det tyske kulturliv. Der har heller ikke været de store reaktioner på finanskrisen. Selvfølgelig har middelklassen været presset, men finanskrisen blev ikke den cæsur, den har været andre steder. På grund af den østtyske historie tager det længere tid for marxismen og marxistisk inspirerede tanker at vinde indpas i Tyskland igen. Politisk er det for eksempel udelukket, at socialdemokraterne og venstrepartiet Die Linke vil gå sammen i regering – i hvert fald som tingene ser ud nu. En stor gruppe af vælgere ville afskrive SPD, hvis de meldte ud, at de ville samarbejde med Die Linke. Men vi har set få forsøg på at bringe Marx’ teorier og analyser ind i debatten igen. Litteraten Joseph Vogl har forsøgt sig med kulturhistorisk rekonstruktion af det økonomiske. Derudover har vi tidsskiftet Merkur. Bladets tidligere redaktør, Karl Heinz Bohrer, var en intellektuel dandy, der er fuldstændig uinteresseret i det politiske. I 2012 blev han erstattet af kunsthistorikeren Christian Demand, og det har været hans projekt at gøre Merkur til et mere politisk tidsskrift, men indtil nu er det kun lykkedes delvist. Det kommer, det er jeg sikker på, men vi har kun set de første spæde forsøg. Og når vi ikke længere har den brede konsensus og den store koalition, så kommer der formentlig lidt mere gang i den politiske, ideologiske debat igen.

Den tyske valgkamp er flere steder blevet omtalt som gabende kedsommelig. Det seneste år har vi været vidner til nogle yderligtgående valgkampe i USA, Frankrig og Polen, der meget af tiden fokuserede på vælgernes vrede og frustration, men sådan har det ikke været i Tyskland. Siger det noget om en særlig tysk politisk kultur?

Tysk politisk kultur har ikke altid været sådan, men vi har haft en lang periode med konsensus om rigtig mange spørgsmål. Denne konsensuskultur er ikke udelukkende Merkels skyld, men i takt med at hun har forandret sit parti og gjort det mere liberalt, så er flere af de gamle stridpunkter blevet lagt i graven og luften taget ud af de ideologiske kampe. Derudover har Tyskland, som nævnt, ikke været ramt af finanskrisen, boligbobler og pludselig stigende arbejdsløshed i samme grad som resten af Europa. Og diskussionen om prækarisering af samfundet havde Tyskland allerede omkring årtusindeskiftet under Schröderregeringen. Vi har selvfølgelig Alternative für Deutschland og Pegida, men de har kun fat i en brøkdel af vælgerbefolkningen, og den succes de har, skyldes ikke så meget den økonomiske krise og jobs, der forsvinder – som det blandt andet har været tilfældet med Trump og Brexit – men også det ideologiske tomrum, der har hersket det seneste årti. Folk føler en afmagt, fordi de ikke længere kan se det politiske; det politiske her forstået med Carl Schmitt som en afgrænsning imod en fjende. Problemet er bare, at der ikke er nogen synlige fjender, og at den politiske slagmark er tømt for ideologier. Det får folk til at føle sig magtesløse og lede efter noget, de kan sætte sig op imod. I 2013 blev Alternative für Deutschland stiftet, og selve partinavnet er en åbenlys reaktion på Merkels politik, da hun særligt i begyndelsen af sin tid som kansler fremsatte sin egen politik som alternativlos. Og hvis man siger »min politik har ingen alternativer«, så afskaffer man politik, for politik er pr. definition en kamp mellem alternativer.

Hvordan har denne mangel på politiske alternativer til Merkel påvirket kunsten?

Ligesom i politikken har der i kulturlivet heller ikke været de helt store spændinger de seneste år. Tyskland befinder sig i en konsolideringsfase, hvor det nye spirer frem, men de er endnu ikke sprunget i blomst. Jeg synes ofte, man hører, at den tyske kunst og kultur er ved at blive mere politisk, men det er i mine øjne ikke særlig tydeligt. Der er stadigvæk konsensus om centrale spørgsmål både i politik og i kunsten.

Hvad er det for konsensusser?

Hvis man tænker på det, der har delt vandene i Danmark i den tid Merkel har været kansler, så har det været spørgsmål om migration og islam, og diskussionen har udspillet sig mellem »nationalkonservative intellektuelle« og »venstreorienterede intellektuelle«. Sådan har det ikke været i Tyskland. Der har vi derimod set nogle meget påfaldende alliancer, et eksempel er en figur som den konservative, katolske forfatter og dramatiker Martin Mosebach som er gode venner med forfatteren Navid Kermani. Han var et emne til præsidentposten tidligere i år og forsvarer som muslimsk intellektuel islam som skønhed. Kermani er på mange måder en ikonisk figur for det Tyskland, der er vokset frem de seneste år. Han er ikke »migrationsforfatter«, men en tysk-iransk intellektuel, der skriver og debatterer på tysk. I 1990’erne ville han formentlig blot være blevet betragtet som en migrationsforfatter, og han ville slet ikke have haft den store rolle i offentligheden, som han har i dag. Det er påfaldende – også sammenlignet med Danmark, hvor jeg ikke kan se en Navid Kermani. Tag en person som Yahya Hassan: Han er de udstødtes stemme, en særlig migrantstemme, men han udtaler sig ikke lige så bredt, som Kermani gør. Måske kommer det til at ændre sig – Yahya Hassan er jo stadigvæk ung – måske gør det ikke. I de tyske konservative kredse er man ikke berøringsangst over for religionen, og det er måske en af årsagerne til, at debatten ikke er blevet så eksplosiv som i Danmark, hvor højrefløjspolitikerne og en gruppering inden for folkekirken har fået alt til at handle om politisk islam. I Tyskland har debatten været mere nuanceret, og muslimske intellektuelle kan få lov til at udtale sig om andet og mere end islam, indvandring og integration.

Kermani er blevet udråbt som en af dem, der skal løfte den intellektuelle arv efter Grass, Lenz og de andre efterkrigsforfattere?

Ja, og hvis vi skal tale om en kulturkonflikt, som har udspillet sig de sidste par år, er det diskussionen om, hvorvidt vi skal have et nyt Tyskland, der er mere restaurativt, eller et Tyskland, som er mere åbent og internationalt. Det har man blandt andet set i forbindelse med diskussionerne om etableringen af Humboldt Forum og det gamle byslot i Berlin, som i disse år er ved at blive rekonstrueret. Ruinerne af det gamle slot blev revet ned efter krigen og erstattet af Palast der Republik – DDR’s prestigebygning – som så igen har måttet lade livet for reetableringen af slotte. Denne nedrivning har været virkelig omdiskuteret, og det samme gælder spørgsmålet om, hvorvidt bygningen skulle føres tilbage til sin oprindelige form, samt spørgsmål om, hvad der skal være i det genopbyggede slot. Man er så endt med at placere det etnologiske museum og museet for asiatisk kunst der, hvilket skal fremstå som et symbol på åbenhed. Men det har så atter givet anledning til diskussioner om kolonialisme.

Hvad mener du med et restaurativt Tyskland?

Diskussionen drejer sig om, hvorvidt Tyskland i højere grad skal besinde sig på sig selv og på navlebeskuende vis skal forvalte sin rolle som kulturnation, eller om landet skal holde dørene åbne mod Europa og verden. Overordnet set har hovedparten af de intellektuelle, også de konservative, vendt ryggen til de mere reaktionære tendenser, og der er bred enighed om, at vi ikke har brug for en romantisering af Tyskland. De konservative stemmer i Tyskland er ikke, som mange af deres danske åndsfæller, nationalromantikere. For dem er Tysklandspørgsmålet ikke et enten-eller: Enten Europa eller Tyskland. Snarere tværtimod. Der findes meget få nationalromantikere i Tyskland, men netop derfor – fordi der er så stor konsensus på dette punkt – kan bevægelser som Pegida og et parti som Alternative für Deutschland få fodfæste.

Hvis man læser 5-10 år gamle tekster om Tyskland efter 1990, så vil man ofte kunne læse, at debatten om tysk selvforståelse og jagten på den tyske identitet, som prægede årtiet efter Die Wende, er klinget af i takt med at flere fodboldspillere og kunstnere med migrationsbaggrund har meldt deres ankomst. Men samtidig kunne det også virke som om, at diskussionen om, hvad der er tysk, er vendt tilbage? I 2010 udgav Thilo Sarrazin Deutschland schafft sich ab: Wie wir unser Land aufs Spiel setzen (Tyskland afskaffer sig selv: Hvordan vi sætter vores land på spil, Deutsche Verlags-Anstalt). I 2013 blev Alternative für Deutschland stiftet; et parti som mener, at islam er uforeneligt med det at være tysk, og bekender sig til en tysk såkaldt Leitkultur og hævder, at et multikulturelt samfund vil blive denne kulturs død. I 2015 skabte forfatteren og dramatikeren Botho Strauss debat med essayet »Der letzte Deutsche« (Den sidste tysker), og senest har der været en lang diskussion i kølvandet på den posthume udgivelse af Rolf Peter Sieferles Finis Germania (2017).

Jeg vil ikke sige, at den diskussion for alvor er tilbage. Selv om det kun er syv år siden, at Sarrazins bog udkom, så virker det som om, at det er 100 år siden. Deutschland schafft sich ab åbnede selvfølgelig sluserne for en særlig form for udsagn i offentligheden, som lever videre med Pegida og Alternative für Deutschland, men jeg kan ikke komme i tanke om nogen tysk intellektuel, som vil tale deres sag. Det kan være, at Botho Strauss sympatiserer en lille smule med deres projekt, men han lever i selvvalgt eksil og har meldt sig ud af offentligheden. Store dele af Finis Germania blev jo skrevet i 1990’erne, og hele snakken om Tyskland, der afvikler sig selv, virker helt passé.

Men der er sket noget i de seneste år. Tænk på filosoffen Peter Sloterdijk, der som klassisk venstreintellektuel forsvarer Alternative für Deutschland. Sloterdijk kan godt lide at lege med ilden og provokere – det skal man tage med i betragtning. Men det er nyt, at man kan sige disse ting uden at blive diskvalificeret som en seriøs stemme med det samme.

Siger det, at Peter Sloterdijk kan forsvare AfD’s eksistensberettigelse, også noget om, hvor det kulturelle Tyskland og den tyske selvforståelse er på vej hen i disse år?

Ja, det vil jeg mene. Dieter Borchmeyer, en af de store germanister, udgav tidligere i år Was ist deutsch? Die Suche einer Nation nach sich selbst (Hvad er tysk? En nation leder efter sig selv, Rowohlt 2017). Hans hovedpoint er, at det er et spørgsmål, som aldrig kan besvares. Det »tyske« har altid været præget af mange ikke-tyske indflydelser. Det er en pointe, som er meget i tidens ånd. Samtidig er bogen også et bevis på, at Tyskland ikke længere er bange for at stille spørgsmålet: Hvad er tysk? Det er en forandring som har fundet sted i de sidste 10-12 år. I dag frygter vi ikke, at andre ser os som skurke eller nazister, bare fordi vi stiller det spørgsmål. Men vi gør det også uden en nationalromantisk længsel efter en nostalgisk fortid. I Danmark kan man måske drømme sig tilbage til en tid, hvor en alt var perfekt. Det kan man ikke i Tyskland. Når spørgsmålet dukker op nu, så lægger man derfor heller ikke vægt på, hvad vi har tabt, men hvor vi er, og hvordan vi skal udvikle os. I den diskussion så vil der selvfølgelig være stemmer, der kritiserer liberaliseringen og internationaliseringen. Det har hovedsageligt været stemmer fra det østlige Tyskland, og jeg har en del forståelse for de folk, der kommer fra Dresden og omegn og lever på grænsen til Polen og Tjekkiet og ikke har haft så mange privilegier. Tænk på, hvad mange af dem har været igennem i deres levetid. De mennesker føler sig presset på deres selvforståelse, og det kan føre til, at man længes tilbage, at man romantiserer fortiden og ser noget særligt tysk i den. Denne reaktion er meget normal, og jeg tror, det er en, man aktivt skal gå i dialog med. En af de seneste års største fejltagelser har været, at mange, også mange venstreorienterede kunst-intellektuelle, har stemplet dem som nazister med det samme. Det er de ikke. Det vil jo svare til at sige, at alle Trump-tilhængere er fascister. Det kan man ikke sige. Man skal lytte til, hvad de siger, og mange af dem er bange for, at deres verden forsvinder. Det tager sådan en som Borchmeyer alvorligt, samtidig med at han også viser, at forestillingen om noget rent og oprindeligt tysk er en illusion. Hermed ikke sagt, at han er selvfornægtende, tværtimod. Han fejrer virkelig den klassiske tyske kultur, Thomas Mann, Richard Wagner osv., men på en forfriskende selvbevidst måde, hvor han ikke har behov for at nedgøre andre for at have det godt med sig selv.

Du nævnte tidligere, at en nulevende forfatter som Herta Müller føles passé, som om hun skriver om en verden af i går. Men hvilke kunstnere rammer så tidsånden? Kan du sætte navne på nogle af dem?

Det tør jeg ikke rigtig. Jeg har ikke fundet eller set den stemme eller den forfatter, som er den nye åbenbaring. Dermed siger jeg ikke, at alt der sker nu er ligegyldigt og uinteressant. Tværtimod. Jeg tror måske, at tysk kulturliv aldrig har været så rigt, levende og vitalt, som det er nu.

Hvornår begyndte denne opblomstring, og hvad skyldes den?

Jeg tror, det hænger sammen med den nye tyske selvbevidsthed. Alle taler om det, og det har også hold i virkeligheden: I 2006 var der VM i fodbold i Tyskland – en skelsættende begivenhed, for der skete noget positivt i Tyskland, og holdet vandt bronze. Knap et år senere modtog Florian Henckel von Donnersmarcks film, Das Leben der Anderen (De andres liv, 2006), en Oscar for bedste udenlandske film, og tre år efter vandt Lena Eurovision Song Contest. Pludselig opdagede Tyskland, at omverdenen kunne lide dem. Man var overrasket over at være populære. Disse begivenheder har været med til at lægge kimen til en ny selvforståelse: Tyskland blev ikke længere opfattet som Europas onde, brodne kar, og det førte til, at man begyndte at turde stå ved sig selv igen. I forlængelse heraf blev Tyskland også mere bevidst om sit image. Derfor tror jeg også, at det er lidt misforstået, når kommentatorer i for eksempel Danmark hævder, at tyskerne redder flygtninge, fordi de har dårlig samvittighed fra Anden Verdenskrig. Det, tror jeg ikke, er tilfældet. Det har noget med den nye selvopfattelse at gøre. Man har fået overskud til at se ud i verden, og man bekymrer sig ikke længere kun om fortiden. Og så vil man selvfølgelig gerne fortsætte med at være den populære og undgå at blive »de onde tyskere« igen.

Og nu hvor vi er ved Merkels »Willkommenskultur«, så tror jeg, at det på mange måder, også politisk, var klogt gjort af Merkel at invitere flygtninge til Tyskland. Det har været en udfordring for CDU, at de unge vælgere i de urbane centre ikke stemmer på dem, men det gør de nu – blandt andet på grund af Merkels handlinger i sensommeren 2015. Selvfølgelig spiller de humanitære årsager også en rolle, men Merkel er taktisk ekstremt begavet, så hun har også gjort det for at cementere sin magtbasis, og det er lykkedes. Efter valget tror jeg, hun kommer til at samarbejde med De grønne og det liberale FDP, som godt kan leve med en kansler, der inviterer flygtninge ind. Og jeg tror, at det første, Jamaica-koalitionen, som den allerede er blevet døbt efter partifarverne, vil gøre, er at legalisere hash, for så kan De Grønne berolige deres vælgere. Tidligere ville det have ført til et ramaskrig – særligt blandt Merkels vælgere, men jeg tror ikke, at det bliver det store diskussionsemne længere. Det er også det, jeg mener, når jeg siger, at hun har liberaliseret sit parti. Merkel kommer formentlig til at sige det samme, som hun gjorde i juni, da forbundsdagen gjorde homoægteskaber lovlige: Jeg støtter det ikke selv, men det skal være op til den enkelte.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.