Publiceret i Vagant 3-4/2021 – i salg fra 21.01.2022
Uanset hvor langt nede i dynerne vi ligger med vores computere i samvær med en eller anden streamingtjeneste, kan vi sandsynligvis genkende et realistisk drama. Fortælletempoet er langsomt og dvælende, og vi møder karakterer med troværdig psykologi. Gennem intime dialoger anskueliggøres karakterenes fortid og forskellige livsvalg; hvordan de blev, som de er, hvorfor de vælger, som de gør, og så videre. Også horror- og fantasy-serierne melder klart ud; dette er ikke-virkeligt, her bruges effekter og animation, og man skal kunne svælge i kitsch og takle chok.
I den amerikanske Netflix-serie Midnight Mass (2021), instrueret af Mike Flanagan, kan du imidlertid ikke være sikker på disse traditionelle genremodsætninger. Det lille samfund på den fiktive ø Crockett ud for Maine har ernæret sig af fiskeri, men en olieulykke har forurenet havet. Folk er flyttet fra øen, og tiden er ved at gå i stå med bare 127 indbyggere tilbage. Samlingspunktet er den lille katolske kirke St. Patrick under ledelse af den ældre, lettere senildemente, men meget elskede præst Monsignor Pruitt. Den tidligere alterdreng Riley Flynn vender tilbage til øen efter at have afsonet fire års fængsel for at dræbe en ung kvinde i et trafikuheld, hvor han kørte bil i beruset tilstand. På samme tid ankommer den mystiske og karismatiske præstevikar Father Paul Hill, som for en tid skal dække for Monsignor Pruitt, der er blevet indlagt på hospitalet efter en rejse til det hellige land.
Præstevikaren, som ivrer for kirkelig ekspansion, ordner hurtigt en lokal AA-afdeling, og her mødes han og Riley tête-à-tête igen og igen: Den ekstatisk missionerende versus kynikeren, rationalisten, ateisten. Vi er vant til at horror dukker op på en ret så forudsigelig måde, og derfor virker det ofte overhovedet ikke, men her styrer vi faktisk mod zombieapokalypsen som direkte konsekvens af Father Hills ekstremt bogstavelige fortolkning af nadverden og påskens genopstandelsesritual. Tag imod Kristi kød og blod? Yes, ingen abstraktion. Genopstandelse fra de døde? Helt konkret.
Splattereffekterne er i dette tilfælde ingen fjollet modsætning til fortællingen om det respektable minisamfund, som samles omkring et religiøst budskab. Father Hill citerer fra Biblen om den angst synet af Guds engel bibragte menneskene, men man kan spørge sig, om han faktisk kanaliserer en engel, eller om det er et helt andet slags monster, han har kontakt med. Han virker i trance, hans øjne er spærret op, affekt synes at styre ham, når han prædiker og så besvimer han.
Hans ivrige støttespiller er Beverly Keane, som repræsenterer kirkens griske og opportunistiske sider. Keane indser, hvad som er galt med præsten, men ser muligheder, hvor andre ser død og undergang. Det var i øvrigt også hende, som takkede ja til olieselskabet som betalte sin bøde direkte ned i kirkekassen. I modsætning til Father Hill, som i en kontroversiel prædiken udtaler, at han ikke ønsker at koble kirken til nationen, kører Keane en diskret udryddelseskrig mod det lille samfunds tabere. Hun har også et horn i siden på den muslimske sheriff Omar Hassan, som hun åbenlyst mobber. Hendes deal er at ekskludere og polarisere, mens Father Hills projekt er et mere opløftet og grænseløst begreb om guds hær som et bloddrikkende fællesskab.
I modsætning til Riley med sin kyniske fornuft, er Father Hill et ganske skrækindjagende udtryk for den aktuelle tidsånd, hvor karisma, action og effekter kan forføre os ind i alternative virkeligheder og ren vanvid. Det er Riley og øens læge, Sarah Gunning, som repræsenterer et videnskabeligt livssyn, som taber til zombieapokalypsen – og hvad er mere 2021 end just det?
Bortset fra den eksplicitte religionskritik spiller Midnight Mass ikke med åbne kort. Hvis Flanagan tænker allegorisk, lægger han få hints ud. Det er næsten umuligt ikke at se spørgsmålet om, hvordan man skaffer sig dedikerede followers til et vanvittigt dommedagsprojekt som et centralt tema. Hvordan mobilisere, hvordan rekruttere? Prøv med drama, trashkultur og special effects all over the place. Hvad er konspirationsbevægelsen QAnon andet end en kult, hvis tiltrækning og bindemiddel netop er et knopskydende narrativ om en verdensomspændende, bloddrikkende kult? At bygge en kult ved at referere til en kult, det er vitterligt genialt.
Som Mike Watson er inde på i sin bog The Memeing of Mark Fisher. How the Frankfurt School Foresaw Capitalist Realism and What To Do About It (Zer0 Books, 2021) skriver QAnon nu sig selv som et gigantisk kollektivt eksperiment. Det er måske på tide at tage internettes mange trashkulturer alvorligt? After all, det var memet – et indforstået og sorthumoristisk billede eller videoklip, som går viralt – der var successformularen, da Donald Trump fik sine ydrehøjrevenner på 4chan til at suge den teenagenihilistiske kraft op og forme affekterne til støtte for ham selv, Amerikas første punkpræsident.
Ofte får jeg indtryk af at skønlitteraturen ikke vil meget andet end at hygge og trøste. Det er næsten kun et forlag som britiske Zer0 Books, som kan vække min hendøende læselyst. Zer0 blev grundlagt af Tariq Goddard og Mark Fisher i 2009, og deres største bestseller er Fishers Capitalist Realism: Is There No Alternative? fra samme år. Fisher havde mange følgere, da han bloggede under navnet k-punk, og efter hans selvmord i 2017 har Zer0 udviklet sig til en Fisher-inspireret tænketank præget af venstremelankoli, men også af stor kreativitet og eksperimentvilje. Zer0 har blandt andet fokuseret på 4chan (Angela Nagel: Kill All Normies, 2017), kanselleringskultur (Ben Burgis: Cancelling Comedians While the World Burns, 2021) og memeproduktion.
I en tid, hvor kulturvenstre fremstår moralistisk og humorforladt, ribbet for al coolness og attraktionskraft, er det Zer0s forfattere (britiske og amerikanske, som de fleste er) med deres vilde mix imellem akademisk, politisk og popkulturel tænkning, som giver en smule håb. Mens vi sidder og blokerer hinanden på Twitter, er der ingen, som kan huske, hvad montage egentlig gik ud på.
Memeproduktionen […] er blot en inkarnation af »shitposting«, som i bund og grund er en praksis, der drejer sig om at producere lo-fi montagebilleder for bevidst at nedgøre eller underminere en sag. Tendensen er i sig selv blevet mere en æstetisk end en politisk taktik, den inspirerer en nedstigning til en visuel trashkultur, hvor sort humor, lav opløsning og fejlagtige produktioner – i sagens natur – ses som mere værdifulde end det seriøse og polerede output fra mainstream-medierne.
Watson er i sin 2021-udgivelse tilbage, hvor det hele startede: Frankfurt. Walter Benjamin, Theodor W. Adorno, Max Horkheimer og Herbert Marcuse var eksplosive tænkere. En meget frugtbar marxistisk blommegren voksede ud af deres Institut für Sozialforschung, kendt som culture studies. Watson brugte lockdown i en Frankfurt-læsegruppe og i seks korte essays tager han nogle af Frankfurtskolens hovedtekster, drypper godt med Fisher over og ankommer til fremtiden, som var det et slags magisk trick.
Du vil sikkert gerne læse en opfølger til Benjamins berømte essay »Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder« (1936), som handler om, hvordan det siden gik med hensyn til demokratiseringen af billedproduktionen? Eller om »Elements of Anti-Semitism« i Oplysningens dialektik (1944) i lys af QAnon? Om Benjamins arkadeprojekt, hvor han flanerer gennem indkøbsarkaderne i Paris, dette glitrende udtryk for kapitalismen i 1930’erne, sammenlignet med de smarte trashrotter, som bruger internettets uendelige billedmateriale til at skabe memes. Om Marcuses position i Amerika i de sene 60’ere, hvor han kastede sig ind i studenterdemonstrationerne side om side med den profilerede Black Power-aktivist Angela Davis. Bliver Marcuses forhåbninger til eros som frigørende for arbejderklassen realiseret med en netside som OnlyFans?
Den er den slags spørgsmål, vi bør stille os nu.
