Trapper, tøfler og en babelsk tumult

Anmeldelse av Simen Hagerups Grufulle tomrom.

Simen Hagerup:
Grufulle tomrom
Kolon, 2009

… Skriften er en videnskab om sprogets
nydelser, dets kamasutra (der
findes kun én lærebog i denne
videnskab: Skriften selv).

Nydelsen og frygtens nærhed (identitet?).
Det, som vækker modvilje ved en
sådan sammenstilling, er åbenlyst
ikke forestillingen om at frygten
er en ubehagelig følelse – en
banal forestilling – men at den er en
middelmådig og uværdig følelse.
Ingen filosofi vil have noget med
den at gøre (kun Hobbes, tror
jeg: ”Mit livs eneste lidenskab har
været frygten”).
– Roland Barthes: Lysten ved teksten

Jeg holder af at læse i uhjemlige omgivelser. Senest Simen Hagerups prosasamling Grufulle tomrom, mens jeg befandt mig på et hotelværelse i Paris, placeret på mezzaninen så man følte, man sad midt ude på trappen, hvor forvrængede stemmer fra forskellige nationaliteter passerede forbi. Det viste sig at være en passende location. Det rum bogens titel henviser til, opløser modsætningsforholdet mellem indeni og udenfor. Teksterne både siger og viser at det fremmede og uidentificérbare befinder sig dybt inde i det menneskelige; i kroppen, tanken, historien – og først og sidst i sproget.

Bogen handler om den monstrøse tekst, om monsteret – et anderledes væsen der afviger fra normen og befinder sig udenfor. Eftersom ”dets natur” er at modsætte sig systemer og orden, lader det sig ikke definere, men bevæger sig på tværs og på kanten af kategorier og betydninger: Deraf stammer omdømmet som afskyvækkende dæmon fra den mørke nat. Men monsteret har også tilbage fra oldtiden haft magiske evner til at kommunikere mellem den menneskelige og den transcendente verdens hellige, transformerende kræfter. Hagerups bog bringer monsterets overskridende potentiale med over i tekstens ritualer og den sækulariserede samtid og frisætter det som et andet blik på verden. I kraft af dets evne til at nedbryde og omrokere eksisterende grænser – og gentænke ”normalitet” – er interessen for monsteret en politisk strategi, men også en redningsaktion af sproglig andethed: for det der ikke er agent for rationalitetens instrumentelle sprog og dens stivnede begreber (det vi kalder sandhed), det der ikke behersker og bemestrer, men derimod – ifølge Michaux, som Hagerup tidligere har gendigtet (Streker, 2007) “flykter fra likheten”: “Når vi trenger dypere ned og lenger ut i verdens mysterier, forflyttes randsonen mellem det kjente og det ukjente”, og randzonen er ifølge Hagerup “beboet af monstere”, som han siger i den indledende artikel om monstrets idéhistorie.

Sprogets fremmedhed kommer til syne, når forfatteren cut-up-digter på tysk – et sprog han ikke føler sig helt fortrolig med: “Die Stimme sagt:// Als die Welt jung war, kannte ich die Namen/ von einigen Bäumen/ und ich habe/ die Namen/ ausgesprochen, die ich konnte.// Der Ohr hat nicht so viel zu sagen: Ladies end Gentlemen” (grafisk hænger ordene skævt og forskudt på siden så man tydeligt ser, de er klippet ud og klistret ind). Eller når en prosatekst om zombologi indledes med et diagramdigt bestående af noget der ligner kemiske formler – en videnskabstravesti, et spøgelse. Tekstens substans udgøres hovedsagligt af alfabetets tommeste form: o’et og den flygtigste, næsten fraværende lyd: h’et.

Hvordan læser man et fravær?, spørger Hagerup sig selv i teksten om læserbrevskriveren (i Fredriksstad Blad) Synnøve Edvinsen, en tekst der demonstrerer hvordan en uintegreret detalje og det helt nære menneskelige går hånd i hånd. Hun er en bedstemor der skriver pudsige betragtninger fra den hjemlige, intime hverdag: Brevene er fulde af sproglige anomalier, digressioner der fører ud i det blå, huller i tankerækkerne og mærkelige påfund der ikke er til for noget. I læserbrevstitlen ”Trapper, tæpper og blå tøfler” optræder ordet tøfler kun i én eneste sætning og efterlader sit aftryk i teksten af blåt, intet andet. En ufuldbyrdet erfaring?

Saft, kraft og kolorit er der til gengæld masser af i den encyklopædi af viden som har hobet sig op i teksten og i fortællerens ”stadig voksende parasithovede”. Et raritetskammer af obskøne og poetiske monstre fra alle tider og steder: Der er skrækindjagende kig ind i biografmørkets zombiebefolkede dystopier, i de naturhistoriske museers lukkede samlinger og ind i litteraturens anden nat (Maurice Blanchot: ”L’Inspiration”, 1955), hvor det mest nære og fortrolige, ansigtet, hos Michaux (Épreuves, éxorcismes, 1946) optræder som en rive, som rødder eller som en tønde. Gyset bliver frydefuldt, når ellers æstetisk ’perfekte’ fænomener åbenbarer deres fysiologiske monsternatur, som kærlighedens rose der i sin egenskab af kloakvæsen (cloaca betegner et fælles køns- og udskillelsesorgan) viser sig at være det perfekte kønsorgan, ”både hunn og hann, så den kan forplante seg med et hvilket som helst annet individ – og dessuten formere seg i ensomhet”.

Polyfonien af gerner og stilarter skaber en stor og sælsom musik som jeg ikke synes at have lagt sprogøre til tidligere. Både det ‘skøre poetiske’ og fornuftssproget træder tydeligt frem som enkeltinstrumenter, samtidig med at deres samspil hørbart forvandler begge til noget tredje. Ræsonnement og association glider fra starten af sammen, essayistiske og poetiske tekster (og inden for begge kategorier er der igen stor stilistisk diversitet) støder op mod hinanden, kommenterer og supplerer eksplicit hinanden, mens det monstrøses motiver skaber transversale forbindelser mellem teksterne. Inden for den enkelte tekst flyder mange forskelligartede diskurser sammen, og i takt med at teksterne skrider frem, og monstrene italesættes, skruer teksten op for den monstrøse tæthed.

Der skabes et eksistentielt klangrum, hvor videnskab og poesi, læsning og skrivning, værk og kritik agerer i forhold til hinanden og ændrer hinanden. Lader den skrivende sig føre og forme som en marionet af den litteratur han læser, den tekst han skriver? Hvor meget zombie er han? Stemmerne af Blanchot, Michaux, Grev Dracula, Synnøve Edvinsen m.fl. får deres egen taletid, men kommunikerer samtidig igennem Hagerups stemme, ligesom de nu mumler igennem denne tekst. Spooky. Og parasitært. Men hvor spøgelsesagtigt temaet end er, og hvor uvidende teksten hævder at være, fremstår den maksimalistisk, lærd og overbefolket af udlægninger og lidt andre måder at sige det samme på. En hudløs demonstration af det ordsvulmende liv som læsende, skrivende menneske. Ikke desto mindre gør de monstrøse og babelske kræfter stærkest indtryk når de raser derudad gennem bogens lyriske og komprimerede tekster.

I bogens sidste tekst, ”Det tredje kjønn”, som blandt andet handler om den individuelle babelsforvirring, kan dagbogsnotatets prosa kun vanskeligt skelnes fra det poetiske sprog, og løsrevne og gådefulde indslag leder tankerne hen på Synnøve Edvinsens elliptiske, underforståede skrivestil. Ukommenterede allegorier i parenteser kan måske tydes som billeder på skrive- og læseprocessen: ”Jeg har for eksempel aldri skjønt hvordan man skal vaske vinduer for ikke å få striper. Men feie trapper, kan jeg. Det er bare å begynne på toppen.” Monsteret krystalliserer sig hverken som begreb eller kategori bag sprogets gennemsigtige vinduesrude, men skrives frem som associationsrækker i det fysiske rituals forskudte bevægelser. En rite de passage hvor man ’som læser (må) godtage sig selv som et fremmed du’ der hvirvler skriftstøvet frem foran sig fra et niveau til et andet og momentant må suspendere, hvad ordene allerede betyder og søge hvad de kan bringes til at betyde.

Digtet ”Horror Vacui” vasker med rød rosenmaling i pulserende kultisk ekstase. Fodnoteapparatets vildtvoksende palimpsest af allusioner og etymologier læses som digt, såvel som digtet over noterne leverer faktuelle oplysninger om tekstens monster, kurbitsfarven, som flittigt er blevet brugt til at udrydde de tomme rum i svensk folkekunst i Dalarne. Det er en apokalyptisk og afsindig tekst refererende til profeten Jonas der sidder under kurbitstræet og blodtørstigt, men forgæves venter på, at Gud skal straffe og udrydde byen Ninive, den nuværende by Mosul i det moderne Irak, der i dag er præget af tilstedeværelsen af de kristendemokratiske hærstyrker. Også i Dalarne var kurbits kunstens politiske oprør, dengang mod statens forvaltning at byrummet. Den (revolutions)blomstrende, (dommedags-)flammende røde farve ætser sig (som en syndflod) gennem teksten og ’rydder sig plads i en afstand fødder aldrig fatter’ – og ligesom en flåt tærer det billede den sidder på.

Grufulle tomrum er så generøst et værk at jeg slap for at shoppe i Paris – udover den fetich jeg fandt i museumsbutikken i Palais du Tokyo: et lille pink plasticmonster med fem arme, lige til at sætte på fingeren og tromme på computeren.

Facebook

Twitter