Tid til at gå i samlet flok

KOMMENTAR. I mere end ti år har højrefløjens populister forsøgt at skabe en stor fortælling, der skal forene folket. Nu vil de progressive også være med.

Illustration: Andreas Töpfer

Der findes et »vi«, som mange allerede kender. Siden Anders Fogh Rasmussens »systemskifte« i 2001 har en lille stamme af danske højreorienterede politikere, præster og journalistiske meningsdannere tudet befolkningens ører fulde med fortællinger om, hvem vi er. Vi, det nationale vi, er det lille folk, der skal passe på os selv og vores vaner. Vi er et gammelt kristent fælleskab. Vi spiser flæskesteg derhjemme om aftenen eller til frokost i daginstitutionerne. Og vi er dem, som skal sige til os selv: »Der er ingen, der skal komme og tage grisen fra os. Ingen skal komme og ødelægge den gode ro og orden. Vi skal stå fast på vores eget.«

Dette har længe været en komisk historie om det moderne Danmark. Men historien er ikke mere komisk, end at den også er en effektiv og slagkraftig fiktion, en myte, som disse selvudnævnte repræsentanter af folket forsøger at ophøje til virkelighed for at kvæle forskellene i befolkningens interesser.

Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas sagde engang, at folket kun findes i flertal. Men i de senere år er der blot kommet flere aktører til, som ser det lige omvendt: De forsøger at omdanne vælgermassen til et homogent fællesskab, som de betragter sig selv som det ædle talerør for. »Der er så meget, vi skal passe på«, lyder sloganet hos Dansk Folkeparti, de sande beskyttere mod truslerne udefra, mod EU og indvandringen. I alle årene har partiet hævdet, at de fuldbyrder folkets vilje, ofte i modsætning til den såkaldte kulturradikale elite, der efter sigende sidder i deres eget oplyste hjørne af samfundet og konspirerer mod de menige danskere, mod folket. Det er inden for denne logik, at filminstruktører og andre meningsmodstandere i de senere år har måttet lægge øre til anklager om, at de bedriver landsskadelig virksomhed – det gælder endda også udlændinge som fodboldtræneren Ståle Solbakken.

Men det er ikke bare i Danmark, at populistiske aktører fra højrefløjen skaber sådanne fortællinger. Hele dette idékompleks af nationalpatriotiske tankegange ser snarere ud til at være en generel vestlig reaktion på den identitetsopløsning, på den uro og usikkerhed, der har meldt sig i de senere år. I takt med at globaliseringen, finanskrisen og indvandringen er skyllet ind over land, er det tilsyneladende kun blevet mere opportunt for kræfter som Viktor Orbán i Ungarn, Geert Wilders i Holland, Marine Le Pen i Frankrig og Donald Trump i USA at erklære: »Vi alene repræsenterer folket.«

Illustration: Andreas Töpfer

Historisk er en sådan kapring af folkestemmen typisk blevet brugt til at instrumentalisere en symbolsk repræsentation af det sande folk, der skal miskreditere det, de ser som »elitens« demokratiske institutioner. Den tyske samfundsforsker Jan-Werner Müller har i sin bog Hvad er populisme? (oversat af Hans Jørgen Birkemose, Informations Forlag, 2016), gjort det klart, at de, som stempler alle anderledestænkende og valgte medlemmer af parlamentet som illegitime – uanset hvor mange stemmer de har fået – i tendensen er antidemokratiske. De påberåber sig folket som en entydig moralsk størrelse – først som led i en mobiliseringsstrategi, siden som led i en udelukkelsesmetode – der skal fortrænge uenigheden fra offentligheden. Folkets vilje må nemlig helst ikke formes af besværlige demokratiske processer. Nej, den er altid til stede i folket selv, i den førpolitiske sfære af religion, sprog og kultur.

Den østrig-ungarske forfatter Robert Musil (1880–1942), som oplevede optakterne til begge de store verdenskrige, mindedes i 1941, i sin sidste dagbog, hvordan der i 1914 var opstået en »atavistisk mystisk pøbelerfaring«, som siden udviklede sig til en massepsykose. Tyve år før, altså i 1921, skrev han i essayet »Die Nation als Ideal und als Wirklichkeit« (Nationen som ideal og virkelighed) om den voldsomme, overvældende kraft, som ligger i at blive indlemmet i det store fællesskab:

Man var pludselig blevet en lille partikel, ydmygt opløst i overpersonlige begivenheder; foldet ind i dem, mærkede man næsten nationen som en levende enhed. Det var som om mystiske uregenskaber, der med ét ord havde lagt sig til at sove igennem århundreder, pludselig vågnede lige så virkeligt som fabrikker og kontorer om morgenen.

Musil så i de år, hvordan den politiske retorik forførte tyskerne til at tro, at de som folk – som national stamme – havde en særlig plads i historien. Han fornemmede, hvad der var ved at ske, når man gjorde brug af et mytisk »vi, som virkeligheden ikke modsvarer«, og det fik ham til at komme med denne påmindelse:

Vi tyskere, det er en fiktion om et fællesskab, som ikke findes, mellem håndværkere og professorer, sortbørshandlere og idealister, digtere og filminstruktører. Det sande Vi er: Vi er ikke hinanden. Vi er kapitalister, proletarer, intellektuelle, katolikker … og sandt at sige langt mere flettet sammen i vores særinteresser og ud over alle grænser end med hinanden. Den tyske bonde står den franske bonde nærmere end det tyske bymenneske, når det kommer til, hvad der for alvor rør sjælen.

Illustration: Andreas Töpfer

Musil forestillede sig et samfund, hvor hver person skulle have mulighed for at danne sin egen individuelle fortælling. Han havde i kraft af den store krig oplevet historiens afgrund og vidste hvilket uhyggeligt mørke, som rådede dernede, når først der for alvor blev kaldt til folkesamling. Kombineret med den moderne erfaring af hjemløshed var der ganske enkelt ikke længere nogen fast, velkendt virkelighedsorden. Historiens mening var gået tabt, mange vidste ikke, hvor de hørte til henne. Og dermed var mennesket, sågar helt ind i det private, overladt til sin egen »mulighedssans«: Det var kastet ud i et vedvarende forsøg på at finde en helhedsfølelse, der ifølge Musil sjældent var en realitet. De bekvemme vaneforestillinger havde mistet deres logik. I stedet var det nu op til hver enkelt at skabe sin egen fortælling.

Springer man 40 år frem, var det på mange måder modningen af denne tanke og indsigt i nedbrydelsen af de sammenhængende forklaringsmodeller, som Jean-François Lyotard satte et gedigent punktum for med teksten La Condition postmoderne (1979). Ifølge den franske filosof havde den teknologiske udvikling, lagringen af information, automatisering af arbejde, ja, selve befolkningens atomisering skabt en tilstand, hvor de store fortællinger ikke længere kunne beskrive de menneskelige vilkår. Kristendommen, nationalismen og marxismen, alle blev de punkteret som kollektive, mytiske fortællinger i den postmoderne verden, fordi ingen længere havde tillid til dem – de blev set som undertrykkende, fordi det ene store narrativ ville ekskludere det andet. Alligevel har man lige siden, fra tid til anden, kunne fornemme, både i befolkningerne og blandt politikere, en mild skuffelse over, hvor svært det er at give sig hen til en fælles forståelsesramme. Men med de senere års politiske omvæltninger, med Brexit, Trump og tilbagerulningen af de liberale principper i Østeuropa, er det som om, at nationalismens spøgelse for alvor er på vej tilbage, og det er endda med en fortælling, som synes svær at afvise. For de progressive er det med al tydelighed ikke længere nok at svare populisterne med universalistiske plusord som mangfoldighed, tolerance og individuelle frihedsrettigheder. Det er ikke længere tilstrækkeligt at sige: »Vi er ikke hinanden.« I stedet lyder det oftere og oftere fra de progressives rækker: »Vi må tage vare på det store ›vi‹.«

Den belgiske samfundsteoretiker Chantal Mouffe, der er blevet omtalt som chefideolog for socialistpartier som græske Syriza og spanske Podemos, er således en af de tænkere, der igennem en årrække har opfordret venstrefløjen til at forene befolkningen på samme måde som de højreorienterede populister ved at reducere politik til en fundamental antagonisme i samfundet. Nu skal skellet bare ikke stå mellem folket og migranter, men derimod mellem folket og neoliberalismens politiske og økonomiske kræfter.

Mouffe mener, at de seneste års fremgang til de nationalistiske partier skyldes tredje vej-socialdemokraterne, som har kapituleret over for den neoliberale hegemoni, godt hjulpet på vej af politiske tænkere som Jürgen Habermas, der ifølge Mouffe har misforstået politik som en maskine til at skabe konsensus. Selv lyder hun som en opdateret venstreudgave af den radikale tyske samfundsteoretiker Carl Schmitt, når hun hævder, at demokratiet grundlæggende er kendetegnet ved konflikter, og at det må være venstrefløjens opgave at vende dette til sin fordel: Den må udpege en konkret trussel, som befolkningen skal samle sig om.

Der er utvivlsomt meget, som taler for, at Mouffe og hendes venstre-»vi« kan være med til at kanalisere vreden og frustrationen over i den rette sag, men fremgangsmåden får alligevel hårene til at rejse sig på populismeforskere som Jan-Werner Müller og hollandske Cas Mudde: For dem fører populismens polariseringer til en politisk kultur, hvor det handler om at være bedst til at instrumentalisere den kollektive angst i befolkningen. Mouffe og de nærtliggende politiske bevægelser forsøger således at profitere på det ressentiment, som allerede har pustet til urolighederne rundt om i verden, særligt i USA med Donald Trump som den store opgejlende figur. Dette rejser unægtelig spørgsmålet: Bør det være et demokratisk ideal at overlade politikken til befolkningens grimme følelser; til dens misundelse og hævnlyst?

Uanset hvordan man vælger at se på Mouffes »agonistiske pluralisme«, er det tydeligt, at hun og hendes medsammensvorne mener, at befolkningens mange særinteresser må vige pladsen for den store kamp. Planen minder om den, som den slovenske filosof Slavoj Žižek lagde frem for ikke så lang tid siden i The Independent: Skal kapitalismen og dens frembringelse af humanitære kriser, økologiske trusler og klassekamp besejres, må Bernie Sanders og Donald Trump forene sig i en fælles folkefront. Pyt med racismen og alle de ideologiske forskelle. Nu må de politiske stridigheder lægges i graven til fordel for den store sag.

Det er svært ikke at se denne nye flokmentalitet som en reaktion på den urovækkende oplevelse af, at det senmoderne samfund mangler et center, at det ikke til daglig styres af kloge politikere i retning af det gode. Utilpasheden bliver især tydeligt, når de, som ønsker en omvæltning af systemet, glemmer, at samfundet i vid udstrækning er nødt til at være selvkørende og optaget i langsommelige demokratiske processer.

Men det er ikke kun på venstrefløjen, at man forestiller sig en ny fælles indstilling til de politiske udfordringer. Også kræfter fra det ellers individorienterede politiske centrum gør sig storslåede tanker om, at det er muligt at genskabe en slags enhed eller fællesfølelse i befolkningen. Og det er på trods af, at de medieteknologiske betingelser om noget gør dette mere besværligt end nogensinde før. Dette er simpelthen det store paradoks i denne tid: Mens mange taler om splittelse i befolkningerne, ekkokamre og identitetspolitiske mærkesager, er der andre, som ser muligheden for at skabe en fortælling for de fleste.

Illustration: Andreas Töpfer

Den franske præsident Emmanuel Macron sagde det selv, da han for nogle måneder siden lod sig interviewe i Der Spiegel. Og han er om nogen den europæiske politiker, som i denne tid har forstået, hvad det vil sige at få befolkningen til at drømme. Til det tyske ugemagasin fortalte han, at postmodernismen er »det værste, der kunne ske for vores demokratier«. Den slog de store fortællinger ihjel og efterlod os alene »med manglende tillid til alt og alle«. Derfor har han også gjort det til sit politiske kald at skabe en fortælling, som vil samle befolkningen. For Macron er det franske præsidentembede nemlig ikke primært »politisk eller teknisk, men symbolsk«. For Macron er lovgivningsarbejdet simpelthen den rene administration. Det er tilsyneladende først, når han har formået at omdefinere hele den ramme, inden for hvilken verden skal forstås, at han ser ud til at kunne få øje på sit eget gigantiske selvbillede i spejlet.

Men Macron er ikke den eneste fremtrædende politiker, som har gjort postmodernismen til den helt store synder og årsag til det autoritetstab, der åbenbart får vælgerne til at strømme til det politiske højre. I et opsigtsvækkende indlæg i Der Spiegel i december skrev den forhenværende tyske udenrigsminister og tidligere formand for socialdemokratiet, Sigmar Gabriel, at postmodernismens såkaldte kampråb »anything goes« har været direkte skyld i, at tyskerne har mistet orienteringsevnen og fornemmelsen af sikkerhed. I stedet længes de mere og mere mod et nyt heimat, et nyt hjem. For mange mennesker, mener han, er de åbne grænser i Tyskland i 2015 selve symbolet på »den ekstreme form for multikulturalisme, mangfoldighed og tab af enhver orden.« Dette må venstrefløjen indse, mener han. Først når det tyske socialdemokrati forpligter sig på disse ændrede forhold, på efterspørgslen af en leitkultur, og »drager konklusioner af dette«, vil opbakningen stige. For Gabriel handler det derfor om at give de socialdemokratiske vælgere fast grund under fødderne og forære dem en ny fortælling, der kan være med til at genrejse autoriteten i samfundet og gøre tyskerne til de symbolske herrer i eget hus. Sagt med andre ord: Han vil efterligne den konservative og højrenationale fløj. Han vil gøre som populisterne rundt om i Europa.

Dette er den klare konsekvens af lang tids højreradikal fremmarch. Godt nok har det nye politiske højre endnu ikke vundet magten noget sted i Vesteuropa – med undtagelse af Østrig. Alligevel er det i store træk lykkedes dem at kridte den bane op, som politik længe er foregået på: I godt og vel ti år har de domineret politikkens symbolske rum med burkaforbud, grænsebevogtning og andre kraftfulde signalpolitiske initiativer, der får dem til at fremstå som de suveræne magtudøvere. Trump med sin mexicanske mur og indrejseforbud er blot det seneste store nationalidiotiske bump på denne vanvittige rejse. I over ti år er der blevet ført kulturkamp fra højre, mens resten af det politiske landskab stort set bare har set til – eller helt er fulgt med. Man kan sige meget om Macrons neoliberale arbejdsreformer, men det er dette højreradikale show, han nu vil sætte en stopper for: For ham er det blevet tid til at gøre de populistiske mytemagere rangen stridig, hvis idéen om det politiske fællesskab fortsat skal været malet i mangfoldighedens farver. Fremtidens politiske kamp afgøres ikke først og fremmest af de konkrete løsninger, men af dem, som formår at tegne det mest overbevisende billede af et politisk »vi«. Uanset hvor tom denne store fortælling er.

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant.
christian.j.idskov@vagant.no

Én kommentar

  • Hej Christian Johannes Idskov, Tak for din artikel. Jeg er imponeret over dit store politiske og faglige overblik og den måde du viser forskellige veje og fortolkningsmuligheder i forhold til vores på én gang indviklede og forsimplende tidsalder her i 2018.

    Jeg synes det handler meget om at se den menneskelige situation. Den menneskelige situation er at sorg er det mest komplekse der er. Sorgen har for mig en afgørende indflydelse på vores identitet. Dårlig økonomi hos de fattige og stress hos de rige har indflydelse på sorgen. Facebook skjuler sorg. Vores globaliserede sprog er Wittgensteiniansk uafklaret og dysfunktionelt når vi taler om frustrationer og bekymringer i stedet for det de dybest set er, nemlig sorg. Vi glemmer det de store forfattere skrev ned om sorg der forklæder sig som had og had der forklæder sig som pænhed: Demokratisk pænhed. Neoliberalistisk pænhed. Vi gemmer døden væk af grunde der knap er forståelige.

    Min hustru synes at min holdning at sorg er det mest komplekse der er, er noget jeg skal forklare nærmere.

    Ja. Det har hun ret i.

    Jeg kan ikke se noget “vi”. Jeg kan kun se en masse mennesker som alle sammen er sindssyge og som rummer en masse modsætninger og forskellige personligheder.

    Man skal tale om et “hinanden” i stedet for et vi. Martin Bubers “jeg” og “du” er vel tjent ved at nærme sig til et “hinanden”. Dette hinanden er det vi leder efter når vi leder efter et “vi”.

    Min hustru: Dybest set går vi måske alle sammen rundt og sørger over at vi er så indviklede. Og det er måske grobunden for at populisterne har så let spil.

    Det værste ved flad underholdning er at den ikke er lidenskabeligt optaget af at trøste.

    August Strindberg skrev i sit Ett Drömspel at det er synd for menneskene. Hvorfor er litteraturen blevet så allergisk over for trøst og morskab? Det ser på en eller anden måde ud til at den er holdt op med at interessere sig for fremtiden.

Facebook

Twitter