ANMELDELSE. De to sangskrivere i det australske band The Go-Betweens ville gøre popsange til digtekunst.
Det er et faktum, at Robert Forster (f. 1957) fra det australske band The Go-Betweens er en meget høj mand. Da bandet udgav pladen Liberty Belle and the Black Diamond Express i 1986 hed den anden single »Head Full of Steam« og skulle naturligvis promoveres med en musikvideo. Forsters magre, skulpturelle krop blev iklædt en fashionabel sort krympetop og et par knaldrøde bukser i et tyndt stof. I videoen danser han ekstatisk rundt, mens bandet spiller i baggrunden. Den anden sangskriver Grant McLennan (1958 – 2006) sidder på en stol med sin guitar iført drag-kostume. Tidligere samme år havde Prince promoveret sin single »Kiss« med en video, og det er denne, som det entusiastiske band beslutter sig for at hinte til med »Head Full of Steam.« Prince, som gør alt for at virke højere på tårnhøje hæle, parodieres altså af den ekstremt høje Forster. Bag ham skimtes McLennan med sin guitar på samme måde som Wendy i Prince-videoen. Typisk for bandet lod Forster McLennan træffe sine egne valg, men i hans nye biografi Grant & I skriver han spøgefuldt om vennens udklædning: »A team of psychologists at a lakeside retreat outside Vienna would have to work that one out.«
The Go-Betweens opstod i Brisbane i 1977 som et kreativt samarbejde mellem skolekammeraterne Forster og McLennan. De stylede sig efter Dandy-Dylan anno 1965-66, glamrockeren Bryan Ferry fra Roxy Music, The Velvet Underground og deres humoristiske epigon Jonathan Richman. Robert Derwent Garth Forster, som han egentlig hedder, er allerede indfiltret i poesien, opkaldt efter sin slægts britiske lærer Derwent Coleridge, Samuel Taylor Coleridges søn. I bogen portrætterer han sig selv som en sværmerisk rockfan fra en tryg familie, der møder den intellektuelt overlegne og følelsesmæssigt tilbageholdne bondesøn McLennan, som mistede sin far tidligt.
Måske demokratiet allerede er indskrevet i bandnavnet? Der er to tyngdepunkter, ingen definitiv bandleder. Det er under alle omstændigheder et navn, som med sine litterære referencer oser langt væk af bandmedlemmernes interesse for film, teater og litteratur. Gennem 80’erne levede de en hektisk eksistens mellem australske og britiske musikscener og nåede at skabe sig et rygte i Europa, specielt da litterært orienterede bands begyndte at sætte dagsordenen. The Smiths satte sejl i 1982, og i sangen »Stretch Out and Wait« (1986) dropper Morrissey en reference til det australske bands legendariske debutsingle fra 1978. Her er både A-siden »Lee Remick« og B-siden »Karen« skrevet af Forster, og begge er typiske for hans stil; aloof, cheeky, affekterede, skævt-poppede og ikke sjældent lidende af ukropslig kærlighed til glamourøse filmstjerner og puritanske bibliotekarer. Hollywood-skuespilleren Lee Remick hyldes muligvis lidt tvetydigt: »I love Lee Remick, she’s a darling/ She was in The Omen with Gregory Peck/ She got killed, what the heck.« Mere desperat renfærdig er kærligheden til bibliotekaren Karen:
I know this girl
This very special girl
And she works in a library, yeah
Standing there behind the counter
Willing to help
With all the problems that I encounter
Helps me find Hemingway
Helps me find Genet
Helps me find Brecht
Helps me find Chandler
Helps me find James Joyce
She always makes the right choice
I de tidlige 80’ere snublede Forster og McLennan rundt i London og følte sig ukomfortable. De oplevede et spontant slægtsskab, da de traf Edwyn Collins fra Glasgow-bandet Orange Juice og Alan Horne, som styrede det lille skotske indielabel Postcard Records. Et ægte Stanley-meets-Livingstone moment, konstaterer Forster i bogen. Resultatet var en Postcard-single »I Need Two Heads« (1981), som banede vejen for det første album Send Me a Lullaby på Rough Trade samme år. Læseren får også indtryk af, at Forster er en glimrende musikkritiker og en feinschmecker, når det gælder legendariske studios og cool labels. Livsstilen var nok en del mere rock ‘n’ roll, end det fremgår af den relativt nedtonede tekst. En flok vilde engle kom og crashede hos Forster og McLennan i London. Fellow aussie Nick Cave og kæreste Anita Lane måtte bortvises efter længere tids okkupation af stuearealet.
Et band med to sangskrivere, som ofte lykkedes at løftede popsange op på linje med den mest kanoniserede digtekunst, er noget af en sjældenhed. Forsters sange kan have en snerrende tone, for eksempel på den klassebitre »Draining the Pool For You« fra Spring Hill Fair (1984): »I got tired but not so blue/ To see the cracks in you/ I got hired against my wish/ With better prospects after this.« På Tallulah (1987) indleder både Forster og McLennan deres sange in medias res med slående formuleringer. På »Bye Bye Pride« lyder det for eksempel lyrisk fra McLennan, som officielt er gruppens største pophåb: »A white moon appears/ Like a hole in the sky/ The mangroves go quiet.« På »The Clarke Sisters« portrætterer Forster igen stramme, renfærdige kvinder, som lever med litteraturen: »They had problems with their father’s law/ They sleep in the back of a feminist bookstore/ The eldest sister keeps a midnight vigil/ The youngest sister she’s not spiritual/ Their steel grey hair, their lovely steel grey hair.« Hos McLennan stiger dramatikken på 16 Lovers Lane (1988). I »Was There Anything I Could Do?« synger han følgende druknet i Amanda Browns violin: »She went out with her paint box/ Paints the chapel blue/ She went out with her matchsticks/ Torched a carwash too/ I don’t know where she’s living/ All I got is a card/ A picture of her at the pyramids/ A knife held to her heart.«
The Go-Betweens har eksisteret i talløse konstellationer, og der har været en bevidst vilje til at inddrage kvindelige musikere. De, som har præget bandet mest, er trommeslageren Lindy Morrison og Amanda Brown, der glitrer med sit violin- og obospil på de to stærkeste albums Tallulah og 16 Lovers Lane. Grant & I er først og fremmest Forsters hyldest til McLennan, som døde uventet af et hjerteslag i 2006. De to var uden tvivl tætte, men der var også distance, fornemmer man. McLennan fremstår som mere sårbar og romantisk, og han endte i en ulykkelig situation, da de mellem 1989 og 2000 valgte at nedlægge bandet. På tidspunktet for nedlæggelsen lever Forster med sin kæreste i Tyskland, mens resten er i Australien. For Grant bliver det et traumatisk dobbeltbrud. Effekterne af bandnedlæggelsen er et samlivsbrud mellem Amanda og han.
Forster beskriver The Go-Betweens som et kreativt demokrati med store indre spændinger. Bandet er livet og hjertet, det er en levet erfaring. De vigtigste bands gennem 80’erne og 90’erne fungerede som autoritetskritiske, sociale eksperimenter, hvor en stor del af dynamikken var en søgen efter fællesskaber uden forkrampede og undertrykte individer. Bands var hårde skoler, men læreprocesserne blev større end bandet selv. Med en velskrivende britisk musikpresse som mellemled kunne fans skaffe sig lærdom fra disse skærende demokratikonflikter. Flere generationer af musikentusiaster blev klogere og fik i samme bevægelse reddet sig bort fra dysfunktionelle, biologiske familier.
The Go-Betweens er lokale helte i Brisbane, og siden 2010 har det været muligt at passere over Go Between Bridge i byen. Forster bor stadig i Tyskland med sin familie, og det var derfor oplagt at tage rundt i Skandinavien på en kombineret bogrelease- og koncerttur. Både han og McLennan begav sig ud på solokarrierer efter The Go-Betweens anden aktive fase i 00’erne. Den udsolgte koncert på Jazzhouse i København i september startede så afslappet at visse elementer i den stopfyldte sal følte uro: Det svenske backingband giver sig lidt for meget hen til sølvbryllupsvals, men nogle af de skarpere kanter i Forsters katalog skaber kontakt. Selv når publikum råber efter McLennans sange, svarer Forster høfligt: »Jo, den kunne sandelig være interessant at spille næste gang.« Der er ingen sort krympetop at se længere, bare en ældre distingveret herre i et lyst jakkesæt, der ser ud som om han kunne finde på at ringe til Samuel Taylor Coleridge i pausen og høre, hvordan det går med arbejdet.
