Det amerikanske forfald

USA er flænset op af paranoia og politiske vrangforestillinger. Er der en fremtid for trumpismen efter frelserens fald?

Stormen på Kongressen
Nationalgarden på vej mod Kongressen i Washington D.C. Foto: The National Guard / (CC BY 2.0)
Stormen på Kongressen
Nationalgarden på vej mod Kongressen i Washington D.C. Foto: The National Guard / (CC BY 2.0)

Selvfølgelig skulle det ende sådan her. Efter fire år med utallige angreb på demokratiske institutioner, offentlige myndigheder og »falske nyheder«, var der intet andet for: Et utroligt sammenrend af mennesker stormede sidste uge Kongressen i USA og truede med at »tage demokratiet tilbage«.

For at understrege deres krav dukkede de vrede borgere op i hobetal og havde medbragt våben og strips til gidseltagning. Hvilken slags mennesker var de? Forbrydere? Selvtægtsmænd? Skyggekrigere fra prepperscenen?

De var QAnon-folk, Proud Boys og militaristiske nationalister fra »det glemte Amerika«. De væbnede demonstranter var fans af den amerikanske præsident og fik brandbeskyttelse ovenfra. Få timer inden havde Donald Trump bedt dem om at genvinde deres demokrati: »Be There. Will Be Wild!«, tweetede han. De måtte »redde Amerika« og »stoppe tyveriet« af det præsidentvalg, som han åbenlyst havde tabt. Siden valgnatten har han fastholdt påstanden om, at han vandt »en jordskredssejr«.

Hvor kommer dette dødbringende vanvid fra? Hvordan lykkedes det Trump at så så meget tvivl om det amerikanske præsidentvalgs resultat, ramme folkets revolutionære nerve og nærved beskadige landets demokrati? 

Angrebet på Kongressen er kulminationen af en lang rejse. Efter fire år med Trump er stormen på Capitol Hill den hidtil stærkeste manifestation af de vrangforestillinger og konspirationsteorier, den paranoia og vrede, som har spredt sig takket være Trumps personlige karisma og hans støtter.

»Dette er ikke hvem vi er«, sagde Joe Biden den samme aften, men den tiltrædende præsident tager fejl. Dette er lige netop, hvad USA også er. Sammen med klimaudfordringerne bliver det hans største opgave at stoppe denne sociale og politiske opløsning.

Brølene fra folkedybet

Mange analytikere taler i disse dage om et moralsk tæppefald og skyder skylden på det republikanske partis medløbere. Men det var næppe gået så vidt uden Trumps særlige demagogiske evner. Ingen har som ham formået at udløse en informationsstrøm af luftkasteller og revolutionært tankespind samt legitimeret brølene fra folkedybet. Som historikeren Timothy Snyder sagde forleden: »Trump tog 40 års forfald og pressede det sammen til fire.« 

Hvad USA’s befolkning har oplevet i denne tid, er ikke bare daglige angreb på fake news og de amerikanske institutioner. Det har været angreb med alle tænkelige midler, en ny totalkrig. For Trump og hans ultranationalister har det på intet tidspunkt handlet om en forsigtig udvidelse af holdningskorridoren, eller om at sænke tærsklen for hvad, som skal kunne siges i offentligheden. Det har aldrig været et spørgsmål om at åbne debatten, men snarere om at erstatte sandhederne med patriotiske lyster og lidenskaber. For Trump og hans medsammensvorne har det hele tiden drejet sig om strategisk polarisering og psykopolitik: om at forstærke de i forvejen ophidsede trusselsfølelser og forvandle dem til neurotisk verdensangst. Når først kaos var brudt ud, skulle længslen efter den stærke mand nok dukke op.

Vanvidsteater af politiske fantasier

Richard Hofstadter, en af det 20. århundredes største amerikanske tænkere, skrev i 1964 et essay i Harper’s Magazine med titlen »The Paranoid Style in American Politics«, hvori han gav en klarsynet beskrivelse af nogle af de fantasmatiske mønstre, som også gentager sig i dagens Amerika og i særdeleshed hos Trumps kernetilhængere: overdimensionerede skræmmebilleder, konspirationsforestillinger, sammensværgelsesteorier. Og selvfølgelig: Drømmen om at kunne tage landet tilbage og endelig blive fri for sine meningsmodstandere.

Hofstadter skrev essayet efter, at han i 1950’erne havde set senator Joseph McCarthy føre heksejagt på kommunister overalt i amerikansk politik, medier og underholdningsindustri. Hvad han fandt, var et slags vanvidsteater, hvori politiske fantasier og forvildet drømmetænkning havde haft held med at skabe en alternativ virkelighed og derigennem en paranoid type, der konstant »bemander civilisationens barrikader«. 

Denne paranoiker, skrev Hofstadter, blev aldrig færdig med at se verden som en kamp mellem det absolut gode og absolut onde. Alt andet end total sejr ville kun forstærke paranoiaen. »Selv delvis succes efterlader ham med den samme følelse af magtesløshed, som da han begyndte«, skrev Hofstadter. Derfor leder han altid efter rensende fantasier: Fjenden skal fjernes fuldstændigt – hvis ikke fra verden, så i det mindste fra det politiske operationsrum. For ham går det ikke an at vente fire år mere. Kampen står nu. Og hvis ikke? Så går nationen under. 

Stormen på Kongressen
Nationalgarden tager opstillingen uden for Kongressen. Foto: The National Guard / (CC BY 2.0)

På samme måde som i dag afholdt de republikanske politikere i 50’erne sig fra at kommentere eller modsætte sig McCarthys metoder. Men i sidste ende gik Wisconsins senator for langt. Hans kommunistiske fatamorgana bristede i 1954 efter, at Joseph Welch, en advokat fra Pentagon, under en senatshøring afkræftede McCarthys vilde påstande om, at højtstående hærførere lå i seng med Sovjetunionen: »Har du ingen som helst anstændighedsfølelse, sir?« McCarthy døde tre år senere, ensom og forladt. 

McCarthys fald fortæller, hvordan USA’s paranoia kommer og går. Fra frygten for Illuminati i 1790’erne til frimurerne i det 19. århundrede til modstanden mod den katolske indvandring i slutningen af ​​det 19. århundrede: Nogle bevægelser forsvinder helt, mens andre efterfølges af nye. Af og til, som med McCarthyismen, danner ressentimentet skole. Året efter McCarthys død grundlagde Robert Welch, en velhavende slikproducent, John Birch Society, der har haft stor indflydelse på dagens amerikanske konservatisme. Welch var en ivrig fan af McCarthy. Han mente, at præsident Eisenhower var en »dedikeret, bevidst agent for den kommunistiske sammensværgelse«.

Vor tids avantgarde

Mange af de folk, som stormede Kongressen i sidste uge, har uden tvivl set sig selv som medlemmer af vor tids avantgarde. De har alle opfattet sammensværgelsen før nogen andre. I det højreradikale verdensbillede, hævdede Hofstadter, er USA allerede blevet taget fra dem. De vil altid være fast besluttet på at forsøge at tage landet tilbage og forhindre dets endelige destruktion. For dem er de gamle amerikanske dyder allerede ædt op af kosmopolitter og intellektuelle, og den konkurrencedygtige kapitalisme blevet undermineret af socialister og kommunister. Alt det gælder også den nationale sikkerhed og uafhængighed, som er blevet overtaget af politiske forrædere, skrev Hofstadter. De har infiltreret det amerikanske politiske system og skabt en deep state, hvorfra den nationale modstandskraft er brudt ned. Derfor: Drain the swamp

Hofstadters analyse fortæller, at amerikansk politik altid har været ramt af bølger af paranoia og mistro til staten. Trump har som ingen andre i amerikansk historie formået at instrumentalisere denne revolutionære energi og har ladet konservatismen gå i ledtog med teknologisk medieret konspirationstænkning – denne underlige blanding af regressive, nærmest primalinstinktive reaktionsmønstre og hyperkomplekse, teknologisk funderede måder at sprede følelser og forestillinger på. 

De mennesker, som i forvejen var ædt op af frustration og vrede til »systemet«, oplever kun, at meningsløsheden er blevet forstærket: Deres verdensaversion har tilsyneladende været så omfattende og så giftig, at de på ingen måde har været i stand til at tro på medierne, samtidig som de har ønsket at tro på hvad som helst. På næsten mirakuløs vis er det lykkedes Trump-bevægelsen at drukne amerikanske borgere i et stream af dumheder, at skylle deres hjerner ud i toilettet for på den måde at spule grænsen mellem sandhed og løgn væk og efterlade dem i gabende meningstomt vakuum. 

Amerikanernes Tjernobyl-moment

I dag spørger Trumps kernetilhængere: Hvem kan tage nationen tilbage? Hvem bliver den meningsskabende frelser? For de højreradikale er de almindelige konservative republikanere for længst blevet til bange hunde, som har tilpasset sig Washington og de liberale i USA. I Trump-fansenes øjne er Mitch McConnell og Mike Pence ikke længere konservative, da ingen af dem er klar til ofre sig for nationens dyd og moral. De ligger under for den samme ødelæggende liberale meningskonsensus, som har skabt dette helvedeslandskab af forfald og dekadence med magtkarteller og massebedrag.

Hvem er tilbage? Kun de hårde, de ægte og åndeligt ukorrupte republikanere. Kun de kan stoppe Amerikas fald og jage kidnapperne ud af landets styrehus. Måske var Trump bare en overgangshelt, som Steve Bannon sagde; en ødelægger, der skabte kaos og forsøgte at lægge liberalismen i ruiner, inden de sande konservative ville komme og rydde gerningsstedet op. Med eller uden Trump skal der nok være nogen, som forsøger at rejse en konservativ dydsstat på den bare jord. Formentlig en stærkere ideolog, men en svagere propagandist.

Hvad der er svært at forstå, er at den kritiske offentlighed længe ikke var i stand til at opfange implikationerne af den konservative radikalisering. At man skulle helt frem til et voldeligt angreb på Kongressen, før konservative intellektuelle fik øjnene op for det bankende revolutionære hjerte i Trumps projekt. Troede de hans retorik var for sjov?

30 år efter at Vestens frihed sejrede over kommunismen, gik den amerikanske præsident sammen med republikanske konservative og højreradikale kræfter for at undslå sig demokratiet og bøje virkeligheden til egen sejr. Som tidligere FBI-chef James Comey sagde forleden, kan stormen på Kongressen meget vel blive amerikanernes Tjernobyl-moment. Nu ser alle, hvor slemt det står til i modellandet for kapitalisme og demokrati.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.