Til regnskab for samfundsøkonomien

KOMMENTAR. Bogpanelets rapport om Statens Kunstfonds betydning for dansk litteratur levner ikke plads til kritik.

Det er en gammelkendt sandhed, at litteraturen ikke kan overleve på markedsvilkår i et lille sprogområde som det danske. Da Statens Kunstfond blev reformeret i 1964, stod der i lovteksten, at forfattere kunne modtage støtte i form af »rejse- og studiestipendier, arbejdsstipendier og som anerkendelse i forbindelse med udgivelse af værker, hvor det økonomiske udbytte ikke står i rimeligt forhold til den kunstneriske indsats«. Begrundelsen for litteraturstøtten var idealistisk. Danmark havde brug for en levende litterær kultur, og derfor var der bred opbakning til at uddele stipendier til sprogarbejdere. Siden da har stemningen ændret sig. I 1965 blev lagerforvalter Peter Rindal frontfigur i en folkelig protest mod Kunstfondens brug af skatteydernes penge, og i dag kan man ikke tale om litteraturstøtte uden at sige samfundsøkonomi.

Det ser man tidligt i Bogpanelets nyligt udgivne specialrapport om Statens Kunstfonds betydning for dansk litteratur. I deres indledende bemærkninger finder de det nødvendigt at lægge afstand til det traditionelle støttebegreb, der indikerer, at »litteraturen ikke aktivt bidrager til samfundsøkonomien. Det er for længst dokumenteret, at en sådan tankegang ikke har nogen gyldighed.« Det er virkelig dansk, at man indleder rapporter om den litterære offentlighed med en dobbelt nægtelse af litteraturens økonomiske uformåenhed. Som om det holder rindalister og djøfere bort, hvis man kommer deres indsigelser i forkøbet.

Kortsigtet reservattænkning

Kulturministerens Bogpanel har de seneste år udgivet en håndfuld specialrapporter om det danske bogmarked. I Vagant har vi tidligere reporteret fra deres seminar om forandringerne i forlagsbranchen . Det sidste punkt i deres nyeste opdrag lyder: »For hvilke forlag og forfattere og for hvilken slags litteratur er Statens Kunstfond en nødvendighed?« Til det svarer rapportens forfatter, Johanne Gormsen Schmidt, at så godt som alle i det litterære kredsløb – på nær krimiforfattere – nyder godt af Kunstfondens eksistens. Her kan man så indskyde, at litteraturkritikkerne heller ikke tilgodeses af støttemidlerne. Rapporten om Statens Kunstfonds betydning for dansk litteratur nævner ikke kritikernes forhold med et ord. Eller jo, forfatter og forlægger Morten Dürr udtaler, at han var filmanmelder for Børsen men måtte stoppe, da arbejdsforholdene blev for dårlige …

Kritikere er altså ikke en del af det litterære kredsløb. Det tyder på, at Bogpanelet opererer med et meget snævert litteraturbegreb, der kaster vrag på arven fra centrale skikkelser i dansk litteraturhistorie som eksempelvis Brandes-brødrene. For dem var litteraturen et naturligt udgangspunkt for debatter om samfundsmæssige problemstillinger, og deres kritiske iver var med til at starte det moderne gennembrud. Udeladelsen af litteraturkritikken er et trist eksempel på kortsigtet reservattænkning.

Litterær kultur eller kulturkapitalisme?

Rapporten rejser ellers en principiel diskussion, som åbner op for en gentænkning af den danske litteraturs økosystem. Den omtaler Asta Olivia Nordenhofs forslag på Facebook om en pulje med støttemidler til redaktører, og hun opridser for og imod-tilkendegivelserne i Nordenhofs kommentarspor. Modstanderne af en sådan pulje mener, at den blot vil udvande de skabende kunstneres arbejdslegater. Ifølge rapporten flugter dette med en generel fornemmelse af, at projektstøtten optager midler, som burde tilfalde forfatterne. Denne position er dog ikke holdbar, da det ofte er en gevinst for forfatteren, »når der strømmer penge ind et andet sted i det litterære kredsløb«. Oversættelsesstøtten gør det, ifølge rapporten, nemmere for forfatteren at få sine bøger oversat til et andet sprog, og omtale ved et litterært arrangement kan hjælpe på bogsalget. 

Dette leder frem til et større spørgsmål: »Er støtten mest til gavn for forfatterne eller for hele den litterære kultur?« Rapporten mener, at der er tale om et symbiotisk forhold mellem den direkte støtte til forfatterne og den voksende støtte til litteraturfestivaler, bogdage, skriveværksteder, caféer med mere. Den geografiske spredning af formidlingstiltagene gør litteraturen tilgængelig for mennesker i hele Danmark, og på den måde har projektstøtten også vist sig at være et demokratisk gode. 

Lad os kalde tingene ved deres rette navn. Et kredsløb, der udelukkende består af produktion og formidling, udgør ikke en sprudlende litterær kultur og vidner om en iltfattig forvaltning af Kunstfondens oprindelige idé. Det smager lidt af litteraturkapitalisme. At prioritere midler til Region Hovedstatens »Litteratur i psykiatrien« giver mening, demokratisk og menneskeligt. Men hvad med litteraturfestivaler i større byer, som tager forholdsvis store beløb i entre og stort set kun tiltrækker pengestærke kulturforbrugere? 

Støt kvalitetskritikken

For at dyrke en litterær kultur, er der brug for mere end formidling. Litteraturen skal have skarpe kritikere, der sørger for at holde ambitionsniveauet højt og diskussionen kørende, selvom de ikke gavner det litterære pengekredsløb. Villy Sørensen forsvarede i sin tid Kunstfonden ved at skrive, at kunstneren skulle være statens skarpeste kritikker, og at den demokratiske stat anerkendte dens opposition ved at støtte kunsten. For at leve op til sine egne idealer burde Statens Kunstfond støtte aktivt op om (selv)kritikken. 

Bogpanelets rapport sammenligner Statens Kunstfond med støtteordningerne i Norge og Sverige. Det svenske kulturråd budgetterede i 2018 med 18 millioner DKK til kulturtidsskrifter. Kulturrådet i Norge nåede op på 8 millioner. Statens Kunstfond uddelte 1,6 millioner. Hvad der ikke nævnes er, at Kulturrådet også uddeler 13 kritikerstipendier, stiftelsen Fritt Ord 10. I Danmark uddeles der ingen. De danske kritikere får ikke støtte til deres arbejde, og der findes nærmest ingen betalende platforme for dem at publicere deres tekster på. 

For at opsummere: Bogpanelet mener, at det er i statens egen interesse at investere i den litterære kultur. De penge skal gå til produktionen og udbredelsen af kvalitetslitteratur. Litteraturkritik betragtes åbenbart ikke som kvalitetslitteratur, og den hjælper ikke med at skaffe nye læsere. Ergo er litteraturkritikken ikke en del af den litterære kultur. Kritikerne må klare sig på markedets vilkår. Hvis vilkårene bliver for dårlige, kan selv den bedste kritiker blive tvunget til at finde sig et andet arbejde. Og det har vi det fint med?

Hvorfor ikke bede Statens Kunstfond om at overveje, hvorvidt støtte til kvalitetskritik kunne skabe grobund for endnu mere kvalitetslitteratur? Historien viser, at dansk litteratur er bedst, når kritikere og forfattere diskuterer med hinanden på lige fod. Meget ville være vundet, hvis Bogpanelet, etablerede forfattere og andre markante aktører smed paraderne og begyndte at kæmpe for andet og mere end eksisterende privilegier.