Søde drømme i Sexualparken

BOKESSAY. Få arbejderne ud af bycentrum, giv alle familiemedlemmer egne rum!

Lea Korsgaard
Orgasmeland. Da den seksuelle revolution kom til Danmark
Gyldendal, 2014

Jeg anede ikke at jeg skulle bo bare 10 minutters cykeltur fra Sexualparken da jeg i slutningen af 2014 bosatte mig i København. Senere, en solfyldt sommeraften i det nye år, er det endelig på tide at udforske området mellem disse utopiske boligblokke. I Sexualparken ånder alt fred denne aften, uanset om jeg spidser ører og har et vågent blik på mine omgivelser, sporer jeg intet som kan kaldes direkte seksuelt med mindre man inkluderer kosmos i sine perspektiver. Kvarteret ligner til forveksling ethvert andet halvsøvnigt bolighuskvarter i yderkanten af den danske metropol: De 20 – 30 boligblokke på blot tre etager ligger som togvogne, to og to i forlængelse af hinanden. Vinduerne er store, altanerne ser komfortable ud, og der er massere af plads mellem husene indrettet med grønne plæner og viftende, fredfyldte piletræer.

Bispebjerg Bakke. Foto: Susanne Christensen

Bispebjerg Bakke. Foto: Susanne Christensen

Umiddelbart er det svært at forstå at Sexualparken udgjorde en revolutionerende, socialdemokratisk vision, da den blev bygget i 1930’erne; her boede de kulturradikale – den kunstneriske, politiske og seksuelle avantgarde. Under det jeg formoder engang var den reichianske psykoanalytiker Tage Philipsons vinduer, hviler jeg på en bænk imens blikket forsvinder drømmende ind i et piletræs bølgende grene. Der er måske et whiff af orgonenergi i luften? Jeg føler mig i hvert fald godt til mode, og piletræet taler til mig som til en gammel bekendt. Jeg kommer til at tænke på et lidt mindre boligkvarter en time længere udenfor København, bygget udfra den samme logik: Få arbejderne ud af bycentrum, giv alle familiemedlemmer egne rum, så seksualiteten kan blomstre, individet føle sig autonomt med overskud til at bryde sig om samfundet og føle lyst til at påvirke det, opbygge det sammen med sine frie brødre og søstre. Dette boligkvarter – hvor jeg voksede op nært knyttet til et viftende piletræ – er bygget i 1960’erne og er lidt mere arkitektonisk avanceret end Sexualparken, men stadig med god plads til orgonflow mellem husene.

Tage Philipson gik som en vis Hans Scherfig på Metropolitanskolen. Scherfig blev senere forfatter og skrev et bidende portræt af dette autoritære gymnasium i romanen Det forsømte forår (1940). Den satiriske roman Idealister (1944) karikerer Philipson og Sexpol, den gruppe psykoanalytikere som samlede sig omkring Wilhelm Reich, da han under 2. verdenskrig levede i eksil i Danmark. Det er i Idealister at Scherfig omdøber Ryparken til Sexualparken.

Stillbilde fra Marina Abramović' Art must be beautiful (1975).

Stillbilde fra Marina Abramović’ Art must be beautiful (1975).

I Lea Korsgaards bog Orgasmeland følger vi Reich og hans psykoanalytiske følgesvende i Norden, hvoraf vi bedst kommer til at kende rebellen fra Studentersamfundet Philipson og den illegale abortlæge Jonathan Leunbach. Begges liv tager en vending da de læser den freudianske psykoanalytiker fra Østrig, Wilhelm Reich. I begyndelsen af 1930’erne opdager Reich Marx og begynder at brygge psykoanalyse og marxisme sammen til en sprængfarlig cocktail. Psykoanalysens aldrende fader Sigmund Freud sætter ikke pris på Reichs vægtlægning af det orgasmisk potente menneskes politiske kraft, og når Hitler kommer til magten og begynder at rense ud, også i de intellektuelles rækker, nedtoner Freud koblingerne mellem individets psyke og samfundsforholdene, og Reich ekskluderes fra hans forening IPA, International Psychoanalytical Association. Som psykoanalytiker, jøde og erklæret kommunist er det ikke længere sikkert for Reich at befinde sig i Tyskland, og det nordiske netværk af Reich-tilhængere hjælper med at installere ham i Danmark, hvor de sammen etablerer Sexpol. For en tid bor Reich også i Malmø (»en af de små byer hvor kedsomhed leder til fascisme«), og hans tilhængerne er i konstant transit over Øresund for at gå i analyse hos ham.

Philipson og Leunbach kæmper en seksualpolistisk oplysningskamp som aborttilhængere og mener at de har fat i den lange ende, når det gælder frisættelsen af proletariatets revolutionære potentiale. I Danmark og senere i Norge er Reich som en anden protohippiesque forsker godt igang med at opdage en slags orgasmisk livsenergi, en blålig aura som skinner udfra alt levende, og som han døber orgon. Korsgaard skriver levende og gør et godt stykke arbejde når hun afdækker historien om Reichs påvirkning i Danmark (og Norge, både psykologen Ola Raknes og forfatteren Sigurd Hoel er i terapi hos Reich i København), om Sexpol og om kampen for fri abort i mellemkrigstiden. Bonushistorien om Reichs videre skæbne indtil hans død i et amerikansk fængsel i 1957 er dybt dramatisk, men velkendt materiale.

Wilhelm Reichs hjem mellom 1935-1939 i Drammensveien, Oslo. Foto: Wikimedia Commons.

Hængepilens lysegule, vejende grene har en hypnotiserende virkning. Mens solstrålenerne langsomt forsvinder på himlen, fremstår trækronen som en stor bølgende hjerne, og jeg smiler indforstået den aften i Sexualparken, for jeg tror vi forstår hinanden. Men hvorfor se på et træ? Træet gør ingenting og siger ingenting. Måske har det alligevel et slags sprog? I en undersøgelse på universitetet i Adelaide, Australien, er det blevet påvist at en gulerod skriger af stress, når den lægges i en kurv med frugter. Skriget har en farve, guleroden bliver i løbet af kort tid grøn eller sort. Jeg tænker på »World of Pain« (1967) med Cream, denne fantastiske konstallation mellem Jack Bruces stemme, Claptons guitar og Ginger Bakers kattepoteagtige trommer.

Outside my window is a tree.

There only for me.

And it stands in the grey of the city,

No time for pity, for the tree or me.

There is a world of pain

In the falling rain

Around me.

I sangen eksisterer et empatisk bånd mellem træet og jeg’et, de er begge værdiløse i øjnene på en travl og målrettet omverden. Jeg har ikke boet i København siden 90’erne, og forandringerne her er næppe meget anderledes end i resten af den vestlige verden, men jeg oplever alligevel en påfaldende mangel på menneskelige tegn og signaler i det offentlige rum. I bussen stirrer jeg døsigt frem for mig, stirrer på byen som flimrer forbi. Det har altid virket vidunderligt trippy at stirre ud af bilvinduer, men mine medpassagerer virker ikke interesserede, de stirrer på deres mobiltelefoner og er iført enorme øretelefoner. Hvilke menneskelige signaler mangler? Måske flow, pointeløshed, ekstrovert nysgerrighed, det modsatte af målrettethed.

Et eksempel på en mand som i den grad sender de forkerte signaler er den genoptøede hipcat Austin Powers, straight outta Swinging London, som pludselig render rundt og laver ravage i 90’erne (International Man of Mystery, Mike Myers 1997). Han flirter kompulsivt med alle, og det virker uhørt smagløst. Powers’ samarbejdspartners mor må minde sin datter om følgende: »In Britain, in the 60s, you could be a sex symbol and have bad teeth!« Hvem ville i dag vove at ønske sig sex uden først at betale for et pænt sæt hvide tænder. På den måde opfanges vores begær i et uendeligt, indadvendt selvforbedringsloop.

Vær opmærksom på dine medpassagerer, advarer nogle skilte i bussen. Der er to versioner af skiltet med forskellig tiltrækningskraft: En morsom reklame hvor en klodset Bridget Jones-agtig pige med et undskyldende smil – tydeligvis kompulsivt shopaholic – har stablet så mange tasker og indkøbsposer op på sædet ved siden af sig, at ingen kan få plads til at sidde ned. Den anden version har et mere maskulint sprog, en ikonisk Major Tom i sort og hvid sidder indkapslet som en anden astronaut iført nogle enorme høretelefoner. Vær opmærksom! Stakkels Bridget Jones, stakkels Major Tom. Begge har de beamet sig væk fra jordoverfladen op på deres helt egne magiske, imaginære konsumplaneter. Der finder vi alt vi kan ønske os. Med dødelignende ansigter poster vi billeder af os selv: Vi er smilende, leende, sexy. Ikke alene befinder vi os i en anden dimension end den fysiske, men samtidig med at vi befinder os elsewhere, bevæger vi os gennem fysiske rum som skal acceptere vores eksplicitte krop-ånd-splittelse, vores højlydte mobiltelefonsamtaler mens vi cykler ned ad gaden og bringer folk omkring os i fare uden overhovedet at ane det selv.

Jeg sidder på en ganske ukomfortabel marmortrappe i den postmoderne glastilbygning til Statens Museum for Kunsts oprindelige 1800-tals bygning. Museet er blevet revampet siden 90’erne og kalder sig nu SMK (sig det hurtigt, og det lyder som SMUK) og viser denne sommer en udstilling med titlen »What’s Happening?« om avantgarde og feminisme i 1960’erne og 70’erne. Ved et arrangement den 17. juni er Lea Korsgaard toastmaster, eller det er det navn jeg hører, at hun præsenterer sig med. Korsgaard (som jeg senere finder ud af er Leas søster, museets kommunikationschef Lise Korsgaard) præsenterer blandt andet journalist og successforfatter Peter Øvig Knudsen, som taler om sine to bøger med titlen Hippie fra 2011 og 2012.

Øvig Knudsens bøger handler mest om Eks-skolen (som Tania Ørum også har skrevet om i De eksperimenterende tressere, 2009) og det sociale 1970-eksperiment Thylejren, men han forsøger i dagens anledning at zoome ind på de kvindelige kunstnere, som stort set ikke kom på banen før de to skelsættende udstillinger Damebilleder (1970) og Kvindeudstillingen XX (1975). Mens Øvig Knudsen taler, bruger han et fotografi af kunstneren Lene Adler Petersen som baggrundstæppe, hun er spændt op – nøgen og vidt skrævende mod kameraet – i en såkaldt kneppemaskine, et 1969-værk af Bjørn Nørgaard, som ved flere famøse lejligheder arbejder sammen med Adler Petersen (som også er hans kone). Øvig Knudsen undrer sig over, hvorfor Adler Petersen ikke ville lade sig interviewe til hans bog. Med en gestus mod lærredet bag sig siger han om Nørgaard: »Det er ikke noget snævert i hans verdenssyn!«

Something is happening here, but you don’t know what it is, do you, Mister Jones? I Bob Dylans »Ballad of a Thin Man« (1965) gøres nar af det uoplyste gennemsnitsmenneske, som ikke er hip nok til at vide what’s happening, og det er her SMK har sin udstillingstitel fra, godt nok i en recirkuleret version fra et essay af forfatteren Hans-Jørgen Nielsen. What’s happening spreder sig over to sale, og værkerne som præsenteres antyder et paradigmeskifte eller i hvert fald antydningen af en slags omvæltning mellem den mandsdominerede, eksperimentelle 60’er-avantgarde og nogle få, men væsentlige eksempler på kvindestyrede kunstfraktioners manifestationer i 70’erne. I det første rum er Eks-skolens kunstnere stærkt repræsenteret, for eksempel Paul Gernes, Per Kirkeby og Jørgen Leth. Disse kunstnere eksperimenterer med kunsten som en afpersonaliseret og maskinelt skabt størrelse. Her spores en Warhol-påvirkning, værkerne inkorporerer popkulturelle citater og repetetive former og produceres serielt. Her stilles også spørgsmål om seksualitet og køn, som for eksempel i Poul Gernes’ Bagsider (1967) og Stig Brøggers Pamela (1968).

Stillbilde fra Bjørn Nørrgaards Hesteofringen (1970).

Stillbilde fra Bjørn Nørrgaard og Lene Adler Petersens Hesteofringen (1970).

I den anden sal er temperaturen lidt højere. Der er måske noget forudsigeligt over at lade sig fascinere af et kunstværk hvor en kvindes nøgne, hvide krop er central, man mistænker at intet er sket i tilskuerens kunstforståelse, siden hun så en antik marmorstatue for første gang, men Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersens børsaktion er svær ikke at elske, og SMK er tydeligvis stolte af værket som også pryder udstillingens plakater og kataloger. Den fulde titel på værket er »Uddrivelsen fra templet / Den kvindelige Kristus«. Det er en enkel, 40 sekunder lang optagelse af en performance på Børsen den 29. maj 1969, hvor den afklædte Adler Petersen langsomt spadserer gennem en flok overraskede børsmæglere med et kors i hånden.

Et lydspor fylder samtidig SMK-salen. Der går et stykke tid før jeg når frem til lydkilden, den serbiske performancekunstner Marina Abramovićs »Art Must Be Beautiful, Artist Must Be Beautiful«, som var del af Kvindeudstillingen XX på Charlottenborg i 1975. Lydsiden, en frustreret eller lystfuld stønnen og en form for slag, kommer til at præge oplevelsen af Børsaktionen og andre værker ved indgangen til rummet, og jeg bliver først klogere når jeg genser Abramović igang med at flå sin hovedbund til blods med stålbørste og kam, mens hun stønner: »Art must be beautiful, artist must be beautiful.«

I hjørnet står Bjørn Nørgaards »Kneppemaskiner« (1969), nogle torturinstrumentlignende træbukke, en af dem med et sæde af lærred med tydelige spor af kropsvæsker. Det er nemt at se kneppemaskinerne i forbindelse med børsaktionen (»Den kvindelige Kristus«): Kvinden holder korset, hænger på det eller er opspændt på et dekonstrueret kors i obskøne stillinger. Den dag børsaktionen omtales i aviserne er samme dag som nyheden om billedpornografiens frigivelse står på tryk – næppe en tilfældighed. Adler Petersens collageværk »Udklip på papir med kvindetegnet« (1974) dækker et stort område af væggen ved siden af kneppemaskinerne. På samme måde som korset bliver vendt og drejet i børsaktionen, vendes og drejes kvindetegnet i collagerne: Du kan posere med tegnet som våben eller putte det som en løkke om halsen. Symboler og ideologier er ikke entydige og eviggyldige. De hersker ikke over os, men kan leges med og formes.

Året efter børsaktionen blev Nørgaard og Adler Petersen landskendte for deres performance Hesteofringen (1970), hvor en nydelig rødbrun hest blev primitivt slagtet med kniv på en snedækket mark ved Kirke Hyllinge i Hornsherred, i protest mod Vietnamkrigen. Det var bestemt ikke en slags kunst hverken dyreværnsforeninger eller det borgerlige Danmark satte pris på, men igen er den visuelle dokumentation underligt og enerverende vellykket: Himlen er frostklar, skyer står ud af mundene på aktørene og damper op fra den åbne hestekrop mens Adler Petersen synger en lille improviseret sang:

Døde hest døde hest

Søde døde hest

Jeg tænker kun på dig

Jeg kunne flyve verden rundt for dig

Min døde hest

Oh døde hest oh døde hest

Døde hest døde hest døde hest

Søde døde hest søde døde hest

Som sangen lover fik hesten evigt liv i formalinfyldte syltetøjsglas, men historien melder intet om hvorvidt de øvrige løfter blev realiseret, om hesten faktisk blev smurt på brød og spist af kunstnerne for at slutte kredsløbet. Adler Petersen synger at hun vil forsvinde ind i den døde hests tarme. Hestetarme som et bølgende, levende hus. Boligkomplekset Bispebjerg Bakke (2006) designet af Bjørn Nørgaard ligger også i mit nabolag. Husene er bygget i bølgende, organiske former. Fra nu af skal jeg tænke på bebyggelsen som Hestetarmehusene.

Stillbilde fra Børsaktionen (1969).

Stillbilde fra Børsaktionen (1969).

I 1972, to år efter Hesteofringen, grundlægger wieneraktionisten Otto Müehl, stærkt inspireret af Wilhelm Reichs syn på psykoanalyse, AAO-kollektivet i Friedrichshof udenfor Wien. Det er svært at forstå at den seksuelle avantgarde på dette tidspunkt befandt sig i Moskva, hvis politiske og religiøse ledere i samtiden fører aktiv kamp mod seksuelle minoriteters ønske om synlighed og accept. Men i 1930’erne var det Moskva, det danske psykoanalytiske miljø tog på studierejse til, det var her vitale tekster af en tænker som Alexandra Kollontai (1872 – 1952) stadig blev læst. Kollontai satte, på en lige så sprængfarlig måde som Reich, proletariatets seksuelle velvære i direkte forbindelse med den kommende revolution. I Fredrikstad i 1976 sad en 22-årig Wencke Mühleisen i en biografsal og så den jugoslaviske filminstruktør Dušan Makavejevs film Sweet Movie (1974). En anden af hans film, den vildt genrenedbrydende WR: Mysteries of the Organism (1971), er endnu tydligere påvirket af Reich og Kollontai. I kombination med Gateavisas artikel om AAO-kollektivet, sender Makavejevs film den unge Mühleisen på en rejse som skal blive meget længere end hun havde planlagt. I dokuromanen Kanskje det ennå finnes en åpen plass i verden (Gyldendal Norsk Forlag, 2015) fortæller Mühleisen som sine ni år i Mühls Friedrichshof-kollektiv. Mühleisens bog følger samme dramaturgi som Peter Øvig Knudsens foredrag om Thylejren på SMK; de utopiske kollektiver går til grunde på både tragisk og komisk vis, og det passer os fint at græde eller le over deres endeligt mens vi læser eller lytter. Hvilken fantastisk idioti at forsøge at jage den blå orgonenergi som en anden magisk påskehare og påstå at sex og kosmos hænger sammen, og at insistere på at gøre disse tanker bestemmende for politikken, for arkitekturen, for vores menneskelige rammer.

Den 24. juni 2015 spiller Jenny Hval med sit band i Jazzhouse i København. Hun turnerer denne gang med albummet Apocalypse, girl, og i stedet for at stå lænket til et keyboard som ved tidligere anledninger står hun frit i rummet, midt på scenen. Omkring Hval sværmer konstant to Hval-kopier, piger med samme langhårede parykker som hun selv. Af og til danner de en enhed med Hval i en søvngængeragtig synkroniseret dans som får dette bizarre, søvnige trehovede pigemonster til at bølge frem og tilbage som dovent søgræs. De to andre piger på scenen er videoinstruktøren Zia Anger og performancekunstneren Annie Bielski. Når Anger og Bielski ikke danner en enhed med Hval, hænger de ud på scenen, vælter tranceagtigt rundt på gulvet og tager billeder af sig selv og hinanden og lyser af og til med en spot på Hval og laver således billeder som via bagtæppet kastes ud i salen. Det er en slags embedded videokunst, som til forskel fra den totale visuelle kontrol kunstnere som Madonna og Beyoncé efterstræber, hiver kamerafolkene ud på scenen som legesyge, dukkeagtige pigevæsner som bruger teknologien på en tilstræbt sjusket måde, snarere end at drømme sig til den totale kontrol over egne selvbilleder. Disse underlige, militante billeder af total perfektion som Madonna var den første eksponent for og som af mange blev læst som et stærkt, feministisk udtryk: Billedet af kvinden som var bevidst om sin egen seksuelle kraft og som havde lysten og kompetancen til at projicere et magtfuldt billede af sig selv ud på sit publikum, som følgeligt ikke kan andet end at underkaste sig.

Jenny Hval BBT6

Fra forestillingen Apocalypse, girl av Jenny Hval. Foto: Jenny Berger Myhre

På scenen står også en skærm som blandt andet viser billeder af en gravid Angelina Jolie. Hval sniger sig bag skærmen og hendes krumbøjede skygge mixes sammen med Jolies svulmende krop. Den gravide mave, den kurvede kvindekrop, det lange bølgende hår, alle disse accessoires som signaliserer En Ægte Kvinde™ … til slut i koncerten står Hval alene på scenen og tager sin paryk af, holder den op og ser på den. Det er svært at ikke tænke på Hamlets eksistentielle øjeblik, når han holder hofnaren Yoricks hovedskal op i luften og betragter den: At være eller ikke at være … en ægte kvinde med alle de props som hører til. Hvals koncert er ikke først og fremmest bygget over perfekt komponerede visuelle tableauer, det er snarere en slags performancekunst som har med fejl, følelser, intimitet og ubehag at gøre, noget som virker som et overraskende valg for en stærkt up-and-coming kunstner (Hvals mindste bevægelser overvåges af toneangivende musiknetsider som The Quietus og Pitchfork) som forventes at være igang med at opbygge et upenetrérbart image så hårdt og blankt som et lakeret bilkarosseri.

At sex i udgangspunktet (fra stenaldertider, må vi tro) handlede om intimitet, og ikke først og fremmest billedproduktion, er muligvis en indsigt som er ved at gå tabt hos de hypervisuelle generationer som kommer. Fremtiden serveres nu som en stadig strøm af nye teknologiske linser vi kan se igennem og på den måde få oplevelsen af en ny sensibilitet. En fremadrettet tid, en »ny« sensibilitet og et »nyt« produkt. Det er sådan en fremadskridende tidsfornemmelse opretholdes, og det er sådan vi forledes til at tro på fremtiden og distraheres fra status quo. Ærkeavantgardisten Susan Sontag formulerede det i sit essay »Against Interpretation« (1966): »What is important now is to recover our senses. We must learn to see more, to hear more, to feel more.« Illusionen af at vi ser, hører og føler mere, bliver dagligt reklameret som noget vi kan opnå hvis vi køber tidens aktuelle, elektroniske gadgets, nedlaster apps eller signer op på Twitter, Instagram eller hvilke sociale medier som nu er populære på det gældende tidspunkt. Hval citerer den danske poet Mette Moestrup i sangen »Kingsize«:

Think big, girl, like a king, think kingsize.

Did you learn nothing in America?

I’ve placed four big bananas in my lap. In New York I don’t dream.

I always wanted to be less subculturally lonely, but here I see no subculture.

No, no future. No big science. No big bananas.

But I found no, no future.

Midt mellem referencerne til Velvet Underground og Laurie Anderson er der ingen grund til at tro at Hval stammer i sidste linje, det hun har fundet er ingen no future. Fremtiden, håbet, er forudsætningen for at vi tror vi kan forbedre os og finde kærlighed, vores begær cykler rundt i selvforbedringsloops så længe vi tror på en gylden fremtid, og det er denne fremtidsfølelse som markedskræfterne vil sælge os, ideen om fremtiden, muligheden for endeløs forbedring. Den dag vi er perfekte, kan vi opnå ideel kærlighed, alle andre former for kærlighed må leve i skyggen eller give benzin til vores drømme om os selv som perfekte væsner. Hvis vi bare får fikset tænderne, brysterne, taljen, hvis vi bare opnår fuld kontrol over vores selvbillede så vi kan bruge det som en fetish andre må bøje sig ubetinget for. Således eftertragtes vi uden komplikationer, uden at måtte engagere os i den andens patetiske eksistens i et ligeværdigt forhold som kræver arbejde, indlevelse, investering.

Forfatteren er født på Østerbro i 1969 og voksede op i Orgonparken i en omegnskommune til København.

Avatar

Susanne Christensen

Susanne Christensen er kritiker i Klasskampen og fast skribent
i Vagant.