INTERVIEW. Flere orkaner, skovbrande og tørkeperioder: Er det indholdet i fremtidens fortællinger? Forskeren Sissel Furuseth mener, at litteraturen kan forberede os på klimakatastroferne.
I serien »Økologisk ubalance« spørger Vagant forfattere, kritikere og forskere om litteraturen kan være med til at ændre vores syn på økologiske sammenhænge. Dette er det første interview i rækken.
Sissel Furuseth, du sidder i Oslo og forsker i litteraturens forhold til økologi og klima. Hvad er dit indtryk af den danske litteratur?
– Mit indtryk er at særligt den danske litterære offentlighed længe har været bedre sammenkoblet med internationale trends inden for økokritik og klimafiktion. Forfattere som Theis Ørntoft, Lars Skinnebach, Charlotte Weitze og Kaspar Colling Nielsen lader til at være langt tydeligere inspireret af den britiske litteraturteoretiker Timothy Mortons mørke økologi end de norske miljøengagerede digtere. Generelt fremstår dansk litteratur om klimakrisen mere teoretisk orienteret end den norske; den refererer blandt andet hyppigere til posthumanistisk tænkning.
Er det godt eller skidt?
– Efter min mening kommer der ikke noget entydigt godt ud af at møde klimaudfordringerne med en stærk filosofisk orientering. Når urbane forfattere pludselig opdager at der findes en natur derude som er i gang med at forsvinde, opstår en vild og desperat, men også skrøbelig digtning. Med tanke på fremtidig klimatilpasning er den måske lidt uhensigtsmæssig. Norske forfattere har groft sagt et mere kropsligt og praktisk forhold til naturen.
Så I er tættere på elementerne? Hvad kendetegner den norske litteratur, som bekymrer sig om natur og økologiske tilstande?
– Nordmænds friske og frejdige robusthed er paradoksalt nok blevet et problem for os nu. For hvordan skelner man mellem vejr og klima, når man fra barnsben har været eksponeret for ekstremvejr og nådesløs natur? Fiskere og bønder har altid vidst, at man skal have respekt for vind, sne, tørke og nedbør. Vi har muligvis udviklet en mere fatalistisk holdning til klimaforandringerne end hvad godt er. Naturen giver, og naturen tager. Sådan er det bare, tænker vi. Men måske ligger der en potentiel fornægtelse i at være god til at håndtere storm, oversvømmelse, laviner og strømafbrydelser?
Vil det sige, at Norge har en særlig klimabevidst litteratur?
– Ja, det tror jeg. Der er meget vejr i dette land, og meget miljøaktivisme. Begge dele spejles i litteraturen, for eksempel i Brit Bildøens Don Quijote-inspirerede roman Adam Hiorths veg (2011). Nordmænds klimarobusthed har formodentlig gjort os mindre modtagelige overfor samtidens antropocæn-tænkning. Mange der lever i og af naturen, oplever idéen om at mennesker optager så stor plads i naturen, sammenlignet med andre fænomener og arter, som rimelig megaloman. Timothy Mortons økokritiske udlægninger ligger langt fra sproget i erhverv som landbrug, skovbrug, jagt og fiskeri. Hvad ved han egentlig om at tjene til livets ophold, mens man er underlagt naturens luner? For dem der rent faktisk er det, har Mortons teorier ikke ret meget at tilbyde. På den måde minder nordmænds erfaringer og litterære fremstillinger mere om islændingenes end danskernes.
Den amerikanske journalist David Wallace-Wells, der har skrevet reportagebogen The Uninhabitable Earth (2019) mener, at vi ikke kan lære noget af den globale opvarmning, fordi vi hverken har tiden eller den fornødne distance til langsommelige erkendelsesprocesser, hvor vi reflekterer over, hvad der er ved at ske. Historien om den globale opvarmning er nemlig ikke kun én vi skriver, påpeger Wallace-Wells, vi lever midt i den. Er du enig i den betragtning?
– Jeg er enig i at skønlitteratur næppe er egnet til at forhindre global opvarmning. Opvarmningen udspiller sig jo her og nu, as we speak. I den forstand er det for sent at lære noget. Men meget af den litteratur om klimakrisen, jeg har læst, handler ikke bare om at forstå og forhindre katastrofen, men også om at møde den, forberede sig på det værste, og finde måder at overleve og tilpasse sig på. Litteratur kan fungere som mental doomsday-prepping; den stimulerer forestillingsevnen og hjælper os til at se scenarier og flugtveje.
Og samtidig gælder det for litteraturen om at indgyde håb?
– Ja, det mener jeg, uden at jeg dermed vil sige at håbefuld klimalitteratur nødvendigvis skal fremme klimaoptimisme. Håbet kan være knyttet til andre forhold end selve klimaet, for eksempel troen på menneskeligt sammenhold i krisesituationer.
Er den aktuelle coronapandemi sådan en krisesituation?
– Ja, og det interessante er, hvordan vi midt i denne krise henter ældre litteratur frem om tidligere kriser, som Boccaccios’ Dekameron (1353) og Camus’ Pesten (1947). Fællesskabet omfatter altså ikke bare nu’et, men også tidligere generationer. Vi finder trøst i at læse om andre samfunds håndtering af vanskelige situationer. Vi indser måske, at vi har stået i kriser før, og er kommet gennem dem. På Facebook så jeg forleden at flere af mine venner havde hentet Juliana Spahrs digtsamling This Connection Of Everyone With Lungs (2005) frem igen, der jo artikulerer sammenholdet, ikke bare mellem mennesker, men også mellem mennesker og andre arter. For en måneds tid siden forberedte jeg en forelæsning om Bjørn Vatnes’ satiriske klimadystopi Nullingen av Paul Abel (2018), samme dag som den norske regering bad om udvidede beføjelser, og indså at Vatnes’ skildring af digital overvågning og tilsidesættelse af demokratiske institutioner er mere aktuel nu, end da romanen udkom. Litteraturen kan hjælpe os med at holde hovedet koldt, når politikere i denne tid er meget optagede af at udvise handlekraft.
Den danske digter Lars Skinnebach bebudede tilbage i 2011, at »kunst der ikke beskæftiger sig med klimakrisen ikke er værd at beskæftige sig med«. Er du enig?
– Nej, det ville være frygtelig kedeligt at være læser, hvis al litteratur var klimalitteratur. Jeg interesserer mig for litteratur, fordi den gør mig klogere på mennesker. Landskab og klima bidrager til at gøre os til de underlige væsener vi er, men det er alligevel ikke hele billedet. Noget af det der fascinerer mig mest ved klimakrisen, er at den er et symptom på menneskeligt begær. Trangen til at formere sig, ønsket om at blive rig, ambitionen om at udforske verdensrummet – al denne ekspansion slår tilbage på os nu.
Betyder det, at vi – for at indse netop dét – helst skal holde op med at interessere os for jeg’et i litteraturen i det hele taget?
– Nej, jeg er ikke den type økokritiker der mener at mennesket har for meget plads i litteraturen. Det moderne menneskes jeg-optagethed er både problemet og løsningen, som jeg ser det. Men individualiseringen af moralen er definitivt et problem. Så længe folk troede på sanktioner i det hinsidige, gjaldt det om at leve ydmygt og retskaffent på jorden, men med sekulariseringen af samfundet svækkedes idealet om at indtage evighedens synsvinkel. Det har været et stort tab for klimasagen, for det ville have været godt for klimaet, hvis flere mennesker havde haft et tidsperspektiv der overskred deres eget liv.
Hvis det ikke er tilfældet i dag, hvad er så på færde i den litteratur om klimaet, der bliver skrevet for tiden?
– Måske er det en kompensation for det her evighedstab, når vi i dag ser at miljøaktivister appellerer til forældre om at tænke på deres børns og børnebørns fremtid. Fremtidige generationer har på mange måder erstattet Gud som endelig domsinstans. Greta Thunberg henter sin etos fra denne forestilling om eftertidens dom over nutiden, og moderne klimaromaners mange fremtidsfortællinger er et andet eksempel på hvordan man kan overskride det nutidige jegs begrænsninger. Men hvad end vi snakker science fiction eller den særlige følsomhed som eksempelvis formbevidst poesi kan tilbyde, må vi ikke glemme menneskeværdets udsathed. Det at erstatte antropocentrisme med biocentrisme, som jeg ser enkelte økokritikere tage til orde for, er en farlig vej at gå. Ikke desto mindre må vi, af hensyn til menneskeheden, lære at læse økosystemet så vi forstår hvornår nok er nok.
Kan du give et eksempel på et litterært værk, som kan hjælpe vores følsomhed på vej?
– Agnar Lirhus’ roman Liten kokebok (2016) bliver jeg lykkelig af at læse, netop fordi fortællerens omsorg omfatter både mennesker, planter og sprog. På den ene side er bogen – som omhandler en småbørnsfar i en sindsoprivende skilsmisse – ekstremt erfaringsnær i sine beskrivelser af hovedpersonens små daglige sysler. På den anden side er den samme mands tilstedeværelse i naturen og det opmærksomme lys, fortælleren lader falde over hver enkelt lille detalje i omgivelserne, udtryk for en form for selvudslettelse. Netop dén paradoksale kombination af selvhævdelse og selvudslettelse har den tyske litteraturhistorisker Hugo Friedrich og andre modernismeforskere trukket frem som et essentielt træk ved modernistisk æstetik. Jeg tror, vi har brug for denne koncentrerede opmærksomhed. Samtidig er det vigtigt med variation i det litterære udtryk. Jeg-optaget litteratur kan være udmattende i længden. Af og til har vi brug for at komme op og trække luft, få udsyn og overblik, før vi dykker ned igen, til nye jeg’er i andre bøger, der helst ikke må ligne os for meget, så vi kan føle hvordan andre kroppe andre steder i verden oplever klimakrisen. Personligt finder jeg stor glæde i at læse økothrillere med handlekraftige aktivister i hovedrollerne. Det gør mig glad. Som klimalitteraturforsker har jeg i øvrigt tillagt mig den vane at for hver melankolsk bog jeg læser, skal jeg balancere med en humoristisk bog. Balance betyder alt. Det er et vigtigt økologisk princip.
Læs også Vagants ordskifte om antropocen-tesen, 2014–2017, plus lederartikkelen fra Vagants temanummer om økologi, 3/2010, «Økologisk mobilisering».
