Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Vandets opstandelse

ANMELDELSE. Atlanterhavet og Middelhavet tager forskud på menneskets undergang i Siri Ranva Hjelm Jacobsens nye bog.

Hvem kan fortælle menneskets historie, når isen er væk, og vi ikke findes længere? Havene, selvfølgelig.

I Siri Ranva Hjelm Jacobsens Havbrevene udveksler Atlanterhavet og Middelhavet tanker om livets opståen og klodens tilstand. Som titlen antyder, finder dette sted i brevform, og bogen introducerer brevskriverne som et søskendepar, hvor storesøster, hvis navn forkortes til A, er 180 millioner år gammel og »brøsig, men ikke uden ømhed«. Lillesøster M på 5 millioner år er mere ungdommelig og »elsker at glitre, Ikaros, og når store dyreflokke strømmer af sted«. Selv for havene gælder de klassiske søskenderoller, og M’s temperament er langt mere oprørt end sin ældre, rolige søster, der hele tiden har »planen« for øje: Vand skal genforenes med vand.

Denne plan blev iværksat for mange millioner år siden, efter landjorden voksede frem og ødelagde havenes oprindelige enhed. »Da landet brød ud, og det første hav blev slået i stykker, sørgede alt vand,« skriver A:

Det stod klart for de ældre, at de var blevet adskilt fra deres søstre, ikke kun af landet, men af hver deres væsen. De skyllede mod deres indre kyster og græd. Ingen kan sige, hvor længe de sendte beskeder frem og tilbage, møjsommeligt, udtænkte planen, valgte materialer, udviklede de første bakterielle prototyper og sendte dem mod land. Hver prototype: en beholder, et levende kar. Hvis landet ikke kunne knuses, ville vi krydse det – beholder for beholder, kar for kar, skulle vi mødes igen.

Havbrevene giver dermed en alternativ skabelsesberetning, hvor havene har skabt livet på Jorden, for at vandet kan dække hele planeten igen. Dette scenarie må næsten være inspireret af Astrida Neimanis bog Hydrofeminisme, der udkom i dansk oversættelse på forlaget Laboratory for Aesthetics and Ecology i 2018 og som netop betoner, hvordan alle kroppe på planeten er forbundet gennem deres vandede ophav. Hos Siri Ranva Hjelm Jacobsen spiller mennesket blot en birolle som en blandt mange »beholdere«, der gør det muligt for vandet at gennemføre sin plan. Ved at skildre den globale opvarmning fra havenes perspektiv formår Siri Ranva Hjelm Jacobsen også at tilføre katastrofen lidt galgenhumor, som når A i et p.s. skriver: »Nyt fra søster i Arktis – det skrider frem!«

A og M bruger en stor del af deres korrespondance på netop menneskene, eller »krybene«, som de kalder dem. Det er sommer, og M er mere plaget af årstiden end normalt, fordi »krybene klatrer så meget rundt på mig i deres bælge, alt for mange om én bælg«. Flygtningekrisen gør havet utilpas, og hun beskriver »de synkende stimers« skæbne på frysende vis: »De står på bunden og duver med lunger, der spjætter af plankton og lyskrebs. Når ålene kommer, kigger jeg væk.«

Brevvekslingen finder altså sted i en genkendelig nutid, og Havbrevene lader til at være et meget kort udsnit af en løbende korrespondance, der har strakt sig over millioner af år. Bogen er 64 sider lang og udgøres ikke kun af Siri Ranva Hjelm Jacobsens prosa, men også af en række suggestive sort-hvide illustrationer af billedkunstneren Dorte Naomi, som desuden står for dens langt mere farverrige omslag. Det er en flot lille bog, en af dem som giver tiltro til bogtrykkerkunstens, hvis ikke menneskehedens, fremtid. Måske kan man kalde den en perle, hvad A og M også kalder de fragmenter af menneskers erindring, som de opsamler og udveksler i løbet af deres korrespondance.

Et par af disse handler om Ikaros, som M har et særligt varmt forhold til. Ikaros far, opfinderen Daidalos, stamfader til antikkens kunstnere, byggede ifølge de græske myter vinger af voks og fjer til sig selv og sin søn for at kunne flygte fra Kretas Kong Minos. Før flugten advarer Daidalos sønnen om hverken at flyve for tæt på vandet eller solen, og råder ham i stedet til at holde sig mellem dem hele tiden. Men da Ikaros rammes af hybris, flyver han for højt. Solen smelter voksen på hans vinger, og han lander i Middelhavet.

A og M bruger et af bogens fire afsnit på at diskutere sidstnævntes moderlige følelser for Ikaros. For at mane sin søster til fornuft viser A hende et par perler, hvor den første er et dokument med en kontrafaktisk fortælling om Daidalos rolle ved Kong Minos’ hof. Her kaldes han blandt andet »en datidens Albert Speer«, vingerne »resultatet af en gentænkning mellem bygningsværk, krop og natur«, og selve Ikaros’ fald opfattede faren som »en mindre vigtig begivenhed«. Et af Daidalos’ senere værker beskrives også, nemlig »den minoiske ko«, designet til dronning Parsifaë, mor til Minotauros:

Skønt trækonstruktionen ganske rigtigt havde plads til et menneske på alle fire og tillod blottelse af kønsdelene ved en lem under halen, er det ikke tænkeligt, at dronning Parsifaë selv har benyttet den. Myten om hendes bestialitet skal snarere ses i lyset af de religionskrige, der i årtierne efter drastisk forringede kvinders stilling ved hoffet.

Det er en slags feministisk myteomskrivning, Havbrevene udøver her. I den næste perle vender bogen blikket mod nutiden, hvor en amerikansk soldat, der har været udstationeret ved den amerikansk-mexicanske grænse i Nogales, Arizona, mindes en samtale med en professor om Pieter Bruegels maleri »Landskab med Ikaros’ fald« (ca. 1558) samt William Carlos Williams’ digt af samme navn (1960) foran et publikum på Metropolitan Museum of Art i New York. Professoren beskriver Ikaros i Bruegels maleri »som et par hjælpeløse ben helt nede i motivets højre hjørne. Det er dét, der gør maleriet så hjerteskærende og hos nogle kan vække denne helt umiddelbare skyldfølelse.« I dag er det os, de velbjergede vesterlændinge, som er »tilskuere til druknedøden ud for Sicilien«, mens vi sidder »i den blide summen fra aircon-anlægget«. Professorens læsning står i kontrast til slutningen på Williams’ digt, der også citeres i bogens begyndelse: »A splash quite unnoticed / this was / Icarus drowning.« Adspurgt, hvad han selv føler, når han ser på »sådan en Ikaros«, de mange flygtninges lidelser ved grænsen i Arizona og på Middelhavet, har grænsesoldaten mest lyst til at svare »som den israelske soldat i bogen med vidnesbyrd fra Hebron«, der bliver spurgt, hvordan han håndterer det daglige møde med menneskelig elendighed: »You start finding interesting things to do.«

Disse sekvenser illustrerer det mest tankevækkende ved Havbrevenes overordnede greb: Ved at lade minder, ideer og myter flyde på tværs af hinanden formår Siri Ranva Hjelm Jacobsen at skrive en delvist essayistisk, delvist poetisk brevveksling om både klimakrisen og flygtningekrisen, som ikke fryser fast i sine positioner. Atlanterhavet og Middelhavet er udstyret med to meget forskellige temperamenter, og det får deres diskussioner til at føles livlige. Den ene er en idealist, som drømmer om det store vis komme, utopien, mens den anden har øje for al den lidelse, der finder sted i mellemtiden, og spørger: »Tror du, vi vil glemme det? Krybene, det hele?« og: »Hvor skal fuglene lande?« Deres brevveksling om Ikarosmyten bunder i virkeligheden i det grundlæggende spørgsmål, om mennesket er værd at sørge over, når vi er væk. Det gives der intet svar på.

Grebet kunne dog sagtens være taget længere ud. Havbrevene er en knap bog, hvilket ikke i sig selv er nogen dårlig ting, men idéen føles overhovedet ikke udtømt. Hvis vi blot er en hændelse i havenes tidsregning, hvorfor foregår bogen så udelukkende på menneskets præmisser? Har Atlanterhavet og Middelhavet opsamlet en perle eller to, som har underrettet dem om, at vi er trådt ind i antropocæn, menneskets tidsalder? Man skal ikke mange afsnit ind i BBC’s Den blå planetfor at se, hvor meget skønhed, død og ødelæggelse, der finder sted i havenes dybder; hvorfor skulle de bekymre sig synderligt om et par tusinde druknede mennesker? Disse spørgsmål blot for at understrege, at bogen kunne være gået mere radikalt til værks med sin idé og have inddraget hele the deep blue i sin forestillingsverden.

Kasper Lyngholm Larsen

Kasper Lyngholm Larsen

Kritiker og skribent. Medredaktør i Vagant
kasper.l.larsen@vagant.no

Gi Vagant i gave!Mørket senker seg over Norden. Hvilepulsen og juleferien trenger seg på. Gi bort ett års gaveabonnement på Vagant. Bestill på våre nettsider.
LES MER