Sidste søm i feminismens kiste?

BLOG. Har kønsforskningen indgået et usundt ægteskab med den postkoloniale kritik? Bølgerne går højt i den tyske debat, hvor Judith Butler har blandet sig.

Femismen har fortabt sig i teoretiske diskussioner og mistet blikket for de virkelige ligestillingsproblemer. Feministerne har berøringsangst over for muslimske befolkningsgrupper, og de agerer nyttige idioter i deres indirekte apologi for islamistisk kvindeundertrykkelse. Sådan lyder kritikken i en debat, der har raset i Tyskland denne sommer, efter at det feministiske tidsskrift Emma i deres juli/august-nummer bragte artiklen »Sargnägel des Feminismus« (Feminismens ligkistesøm).

Artiklen er en bearbejdning af Vojin Saša Vukadinovićs bidrag til Patsy l’Amour laLoves antologi Beißreflexe – Kritik an queerem Aktvismus, autoritären Sehnsüchten, Sprechverboten (Bidereflekser – kritik af queeraktvismen, autoritære længsler, censur) (2017). Antologien undersøger queerbevægelsens idehistorie og munder ud i et kritisk opråb: Queer plejede at betyde frihed, men i dag er bevægelsen domineret af aktivisme og taleforbud.

Antologien, som udkom i april, fik en hård modtagelse fra netop queermiljøet, og laLove modtog beskeder om, at hun skulle gennemtæskes og hendes bøger brændes. Derfor besluttede Emma i slutningen af juni at dække debatten og bad Vojin Saša Vukadinović, som underviser i kønsstudier ved universitet i Basel, om at skrive et indlæg. I artiklen i Emma kritiserer Vukadinović forskningsmiljøet for at være et ekkokammer: »[D]er er ingen dialog mellem modsatrettede synspunkter, kun en Judith Butler-monolog.« Artiklen er ikke blot en kritik af feminismen, men af den akademiske disciplin »gender studies« og bestemte teoretikere, blandt andre tyske Sabine Hark og navnkundige Judith Butler, der sammen tog til genmæle i Die Zeit (02.08.2017) og anklagede Emma for racisme. En anklage, som fik tidsskriftets redaktør til at slå igen.

I sin artikel skriver Vojin Saša Vukadinović, at kønsforskningen har bevæget sig væk fra at handle om kritik af gængse kønsnormer og undersøgelser af den måde, de påvirker os mennesker på. I stedet har forskningsfeltet, hævder Vukadinović, indgået et usundt ægteskab med postkoloniale studier, hvilket har medført et kursusudbud på universiteterne, der blandt andet tæller »Muslim Queer Subjectivities and Islamic Ethics«. Interessen for minoriteter og racisme er nu så stor, at den skygger for de kønsspørgsmål, der oprindeligt udgjorde forskningsfeltet, lyder kritikken: Den opløsning af essentialistiske kønsopfattelser, som er queerteoriens raison d’être, strækker sig nu ikke kun til det kulturelle køn, men også til det biologiske og til seksualiteten; selv det biologiske køn betragtes i dag som en konstruktion. Samtidig er der opstået en kultur på universiteterne, hvor blandt andre hvide cis-mænd udskammes, fortsætter Vukadinović; queerfeministerne er i krig mod kønnede pronominer og på jagt efter lidende ofre, de kan gøre til deres muser.

Resultatet er, ifølge Vukadinović, at det at tage moralsk stilling vægtes højere end viden inden for kønsforskningen: »Med en rød pen vurderes det, om akademiske tekster, sociale fænomener og politiske problemer er ›sexistiske‹, ›racistiske‹, ›homofobiske‹ eller ›transfobiske‹. Herfra er vejen til censur ikke lang.« De seneste ti års kønsforskning har derfor ikke bidraget med noget væsentligt til hverken den akademiske eller den offentlige samtale: »Ingen tysk professor i kønsstudier har formuleret en banebrydende tese, der har fået anerkendelse i det internationale forskningslandskab.«

Den uhellige alliance med den postkoloniale forskning har ført til en skepsis over for alt vestligt, skriver Vukadinović og fremlægger en række eksempler på, hvordan antiracistisk forskning i hans optik har ført til værdirelativisme. Han citerer Judith Butler for at have udtrykt sympati for Hamas og Hizbollah, kaldt dem progressive og anerkendt dem som en del af »den globale venstrefløj«. Burkaen er en »øvelse i beskedenhed og stolthed«, har queer-teoriens grand old lady udtalt i et interview i det tyske magasin Iablis i 2006, hvor hun også siger, at hun ikke ser nogen forskel på burkaen og en designerkjole fra for eksempel Christian Dior. Ingen i forskningsmiljøet tør stille spørgsmål til disse udtalelser, påstår Vukadinović i sin artikel: »Hvad Judith Butler tænker, er allerede sandheden.«

Denne kritik kunne Butler selvsagt ikke sidde overhørig. I Die Zeit-artiklen »Die Verleumdung« (»Bagvaskelsen«) kalder hun og Sabine Hark Vukadinovićs kritik for ondsindet, og de afviser hans antydninger af, at de skulle sympatisere med terror, og stiller sig uforstående over for hans konklusion: at feminisme og kvinders frigørelse ville klare sig bedre uden kønsforskningen.

Tonen i dagens debat er blevet foruroligende hård – ikke mindst på grund af de sociale medier – med had, fornedrelse og vold til følge, replicerer Hark og Butler; dette er især tydeligt i debatten om rettigheder for seksuelle, kønslige og etniske minoriteter. Derfor er det en skam, at nogle forfattere, der påstår at være optaget af kritisk refleksion, selv forfalder til »billig populistisk retorik og slibrige personangreb«.

Butler og Hark forsvarer sig ikke blot mod Vukadinovićs beskyldninger, de retter også en slagkraftig kritik mod tidsskriftet, der lagde spalteplads til dem: Det er uklart, om det er en del af Emmas feministiske projekt at delegitimere et komplekst forskningsfelt, skriver de og fortsætter med henvisning til begivenhederne i Köln nytårsnat og offentlighedens reaktion på disse:

Tidsskriftet synes snarere at foreslå, at vi skal engagerer os i fordømmelsen af ikke-vestlig, muslimsk indvandring, fordi bekymringen for den tiltagende racisme fjerner fokus fra det egentlige problem – seksuel vold mod kvinder.

Hvad end det er for en feminisme, Emma har i tankerne, så lader det til at være feminisme, der ikke har et problem med racisme, og som ikke er villig til at fordømme racisme i alle dens former.

Emma har mødt denne kritik før. I november 2015 skrev den yngre tyske feminist Margarete Stokowski et indlæg i tidsskriftet Der Spiegel om ”damebladsfeminisme”, hvori hun langede kraftig ud efter den feminisme, som Alice Schwarzer og dermed også Emma står for: en feminisme som ifølge Stokowski ikke tager eksplicit afstand fra alle former for racisme.

»Emma har advaret mod politisk islam siden 1979,« skriver tidsskriftets redaktør, Alice Schwarzer, i sit svar til Hark og Butler, »Der Rufmord« (»Karaktermordet«) (9. august 2017). Islamismens første ofre var og er kvinder: først kvinderne, så intellektuelle og kunstnere, homoseksuelle og alle, der ikke underkaster sig. Schwarzer insisterer på, at hun er en af de få stemmer i Tyskland, som i årtier har sondret mellem islam og islamisme, men det lader ikke til, at hendes kritikere har forstået det – hun kaldes igen og igen »islamkritiker«.

Emma kæmper – ifølge redaktøren – både mod sexisme og racisme. Denne kamp er en del af bladets og feminismens dna. Butler er ikke den eneste, der skal have ret til at definere feminisme – hverken den teoretiske feminisme eller den mere jordnære og praktiske feminisme – to størrelser, der i Schwarzers optik ofte kan ligge ret langt fra hinanden. Hun citerer Simone de Beauvoirs devise »Man fødes ikke som kvinde, man bliver det«, for at pointere, at opfattelsen af køn som kulturelt snarere end biologisk ikke ligefrem er ny. Problemet med Butler er således ikke hendes forståelse af kønnet som konstruereret, men derimod, at Butler og hendes meningsfælder, ifølge Schwarzer, blåøjet antager, at kønnet er blevet dekonstrueret:

Hvilken smuk tanke. Kun at være menneske. Det er den feministiske utopi. Men virkeligheden giver andre omstændigheder. Desværre er vi endnu ikke ankommet til den farverige verden af queer.

Mange steder i verden lever kvinder med meget konkrete konsekvenser af deres biologiske køn, påpeger Schwarzer. De er primært ansvarlige for omsorg og pleje, børn og husholdning, de tjener mindre end mænd og er oftere udsat for vold – også seksuel vold – i nære relationer. Disse konsekvenser forsvinder ikke, fordi Butler siger, at kønnet er en konstruktion. I andre kulturer – fx islamiske kulturer – er det endnu værre. Ifølge Schwarzer skygger Butlers utopiske drøm om queersamfundet for, at verden i høj grad stadig er præget af ulighed baseret på køn.

Judith Butler har endnu ikke svaret på den kritik.

Karen Dich

Karen Dich

Kritiker og medredaktør i Vagant. Født i 1989.

Facebook

Twitter