VAGANT EUROPA. De liberale offentligheder må bekæmpe stammetænkningens idioti med argumenter.

To uger efter den catalanske folkeafstemning stemte et stort flertal i de norditalienske regioner Lombardiet og Veneto også for selvstændighed. Som i Spanien handlede det overvejende om økonomi. Økonomisk stærke regioner vil ikke længere betale til de mindre velstående regioner i den nationalstat, de er en del af.

I Italien er det en klage, der har lydt siden landets samling i midten af forrige århundrede: Det blomstrende, progressive Norditalien slæber rundt på det tilbagestående, korrupte Syditalien. Catalonien betaler milliarder til den spanske centralregering, akkurat ligesom Bayern gør det i den økonomiske udligning mellem rige og mindre rige forbundslande. Så vidt, så nøgternt, så uskønt. Penge kan man trods alt forhandle om. Men det er ikke hele historien, måske ikke engang hovedmotivet, og det gør disse konflikter, der igen og igen blusser op, så ubehagelige. De regioner, der ønsker at løsrive sig, vil ikke blot have lov til at føre en selvstændig finanspolitik, de vil også være i fred. Som skotterne eller irerne ser de tilbage på en lang, ofte lidelsesfuld historie, de taler deres eget sprog, det drejer sig utvivlsomt om historiske regioner.

I begyndelsen af 1990’erne, i kølvandet på den kolde krigs afslutning, skyllede en bølge af selvstændighedsbevægelser og nye statsdannelser gennem Europa. Det sovjetiske imperium blev med god grund opfattet som et folkefængsel, værre end Østrig-Ungarn, som før 1914 blev betænkt med dette skældsord. Ikke engang den russiske kerne i dette imperium, som beherskede hele Østeuropa, var homogen.

I årene efter 1990 kom det således til de baltiske landes, Hvideruslands og Ukraines løsrivelser, og i fortsat eksisterende stater som Polen og Ungarn frigjorde man sig fra det hegemoniske åg. Også i den asiatiske del af Sovjetunionen opstod der et bælte af nye stater. Kort efter begyndte den jugoslaviske opløsningsproces med krig og etniske udrensninger, der først blev stoppet, efter at NATO havde interveneret. På den baggrund kunne man kun prise sig lykkelig over, at Tjekkiet og Slovakiets skilsmisse i det mindste forløb fredeligt.

Allerede i 1991, da konflikten i Jugoslavien begyndte, advarede den tyske liberale tænker og sociolog Ralf Dahrendorf (1929-2009) profetisk mod denne tendens til at trække sig tilbage til små historiske enheder, mod den nye længsel efter homogenitet i en »stammeeksistens«: »Mennesker kan eller vil ikke udholde livet i heterogene fællesskaber; de søger deres egne og så vidt muligt kun deres egne«, skrev Dahrendorf i 1991 i tidsskriftet Merkur under titlen »Regionernes Europa?«. Kort forinden havde han i en tale påpeget de indre modsætninger i Folkerettens begreb om »selvbestemmelse«, der – hævdede han – altid blev brugt i andres navn, og i tvivlstilfælde blev disse andre slet ikke spurgt. Selvbestemmelse er en invitation til diktatur, lød Dahrendorfs konklusion.

Begreberne »stammesamfund« og »stammeeksistens« valgte han med omhu. Karl Popper, en af Dahrendorfs liberale lærere, benytter dem i sin politiske tænkning som modbegreber til »åbne samfund«, hvori mennesker med forskellig baggrund nyder de samme rettigheder. Den heterogene nationalstat kaldte Ralf Dahrendorf i sin Merkur-artikel »den politiske civilisations største bedrift«. For det er, hvad der kendetegner de europæiske nationalstater: heterogenitet, forskellighed. De europæiske nationalstater omfatter forskellige historiske regioner, konfessioner og dialekter, majoriteter og minoriteter.

Den homogene nationalstat, mange nationalisters fantasifoster, kan kun eksistere inden for det mindst tænkelige rum, hvor folket forstås som storfamilie, som klan eller netop som »stamme«, ikke som et historisk fremvokset retsfællesskab af borgere, der anerkender hinanden som ligemænd. Store nationers forsøg på at skabe folkelig eller kulturel homogenitet og ensartethed er alle endt i brutal undertrykkelse, ofte med etniske udrensninger og endda massemord.

Den liberale Dahrendorf så det dog ikke på nogen måde som en attråværdig løsning at sammensætte enhederne sådan, at der kun blev homogene småstater tilbage – altså et »regionernes Europa«. For homogeniteten underløber »borgerskabets idé«. Denne består i, at den tillader et liv med forskelle. Og disse forskelle angår netop ikke kun sprog eller herkomst, men også alle andre områder, hvor borgerne adskiller sig fra hinanden, det være sig religion, verdensanskuelse, politisk overbevisning eller seksuel orientering. Jo mindre og jo mere homogent et land er, desto mindre vil dets tolerance for forskellighed generelt også være. Dermed risikerer den demokratiske lighedsidé at indsnævres til etnisk ensartethed. Den politiske demos, demokratiets suveræn, bliver til det folkelige etnos, stammen, fællesskabet.

Det er idealtypisk formuleret, men det forklarer, hvorfor et overmål af homogenitet principielt ikke er ønskværdigt i et liberalt perspektiv. Befrielsen fra »folkefængslerne« kunne resultere i, at folkene blev sat i enecelle, for at udtrykke det med et bonmot af forfatteren Martin Mosebach. Den indre frihed lider, når frihed overvejende forstås som ydre, national frihed. Sådan forholdt det sig længe med den nationale tænkning i Tyskland, hvor man efter »befrielseskrigene« mod Napoleon ensidigt koncentrerede sig om friheden fra udenlandsk hegemoni, om national selvstændighed. I nationale uafhængighedskampe plejer man at stå skulder ved skulder. »Stammer bryder sig ikke om mindretal«, lyder Dahrendorfs sammenfatning.

Han gjorde desuden opmærksom på den fatale vekselvirkning mellem de regionale selvstændighedsbevægelser og Den Europæiske Union (der dengang stadig hed EF): I kampen mod nationalstaterne satte regionerne deres lid til Europas store beskyttende hele, de ville altså nødig bære de materielle følger af deres selvstændighed. Man ville være i fred og samtidig beholde fordelene ved at være med i det indre marked.

Det minder om mellemkrigstidens lidet succesfulde forsøg på at genoplive de gamle transportveje og forbindelser ved hjælp af handelsaftaler efter sammenbruddet af de østeuropæiske multinationale stater Rusland og Østrig-Ungarn. Komplekse mindretalsrettigheder måtte møjsommeligt erstatte samlivets gamle imperiale former, især for ungarerne, hvis stat var blevet radikalt formindsket i 1919. Lignende problemer opstod efter opløsningen af det Osmanniske Rige, hvorfra alle konflikter i Mellemøsten frem til i dag stammer. Ødelæggelsen af disse kæmpemæssige riger mellem Østersøen og Middelhavet efter 1918 har siden været en ildevarslende påmindelse om løsrivelsers mulige konsekvenser.

Dahrendorf var dog heller ingen tilhænger af centralisme eller en forceret multikulturalisme. Livet i kommuner og regioner skulle blomstre, det være sig i heterogene nationalstater eller i en fremtidig europæisk stat. Han afviste desuden fuldstændig den daværende jugoslaviske ledelses forsøg på at løse konflikten militært. På den baggrund synes den spanske regerings mobilisering af politiet i den aktuelle konflikt stærkt foruroligende.

Hvad kan vi lære af alt dette? Dahrendorf krævede i 1991 at hæve tærsklen for løsrivelser og formulerede en kodeks for omgangen med selvstændighedsbevægelser. Alle enhedens muligheder må forinden være udtømt på fredelig vis. Desuden anså han det for nødvendigt med kvalificerede flertal; hårfine afstemningsresultater – som vi sidst så det ved Brexit – anså Dahrendorf for utilstrækkelige. Han mindede om, at Schweiz efter Første Verdenskrig ikke ville optage regionen Vorarlberg, fordi de 20 procent nejstemmer ved den forudgående folkeafstemning forekom beslutningstagerne at være for meget.

Dahrendorf krævede et flertal på trefjerdedele af stemmerne ved folkeafstemninger om uafhængighed. Og derefter skulle international anerkendelse og økonomisk samarbejde med den nye statsdannelse knyttes til hårde krav om frihedsgarantier og mindretalsrettigheder. Indførelsen af et diskriminerende enhedssprog anså han for uacceptabelt.

Det er advarsler for nutiden. Den Europæiske Union må tage sin rolle som beskytter af den liberale orden på sig, og centralregeringer vil gøre klogt i ikke alene at sætte deres lid til politimagt. De liberale offentligheder bør bekæmpe stammetænkningens idioti med argumenter.

Teksten er første gang bragt i Süddeutsche Zeitung 9. oktober.

Oversat fra tysk af Adam Paulsen

Gustav Seibt

Gustav Seibt

Gustav Seibt er en tysk historiker, forfatter og litteraturkritiker i Süddeutsche Zeitung.

Facebook

Twitter