Sammen er vi gule

Er det fornuft eller flugt, når den desillusionerede fodboldfan vender hjem igen?

Den 6. maj skulle jeg på Casa Arena med en barndomsven for at se min fødebys gulblusede fodboldstolthed AC Horsens spille topkamp mod oprykningsrivalerne fra Lyngby BK. Som den kulturskadede freelancer jeg er, så jeg her en anledning til at forene arbejde og fritid ved at nedfælde mine observationer fra aftenen og trække nogle linjer til tanker, jeg i et stykke tid har gjort mig om fodbold og tilhørsforhold. 

Jeg ville strukturere reportagen omkring afviklingen af min fanrelation til de populære storklubber, jeg gennem livet har kastet min kærlighed på, Brøndby IF i Danmark, FC Barcelona internationalt, og hvordan den bliver erstattet af et stadigt større følelsesmæssigt bånd til »Den gule fare«, et hold som de færreste vælger at holde med. En del af mig vil gerne se mit skiftende tilhørsforhold som et aktivt fravalg af moderne fodbolds mest vulgære elementer – de vanvittige pengebeløb, den skamløse kommercialisering og det menneskeretslige hykleri forbundet med diktaturstaters sponsoraftaler med nogle af Europas største klubber og det kommende VM i Qatar. Spørgsmålet er bare, hvordan vægtfordelingen ligger mellem fornuft og følelse i valg, der omhandler noget så meningsløst som fodbold.

Klubånd og senkapitalistisk etik

I toget mod Horsens pluklæste jeg i bogen Mener du det? – Samtaler om fodbold (Forlaget Epikur, 2022) af journalisten Asker Hedegaard Boye og fodboldtræneren Peter Sørensen. Jeg understregede en passage, hvor de to udveksler tanker om eksistensen af klubånd, den forestilling at der løber en understrøm af historie og tankegods gennem hver enkelt klub, som adskiller den fra andre klubber. Peter Sørensen mener, at det er op til fansene at vælge den klub, som flugter bedst med deres værdier, at man ikke blot skal overtage »sin fars aflagte klubtrøje, men at man faktisk forholder sig til, hvor klubben står og dermed træder i karakter som fan«. Asker Hedegaard Boye har et mindre idealistisk syn på fankultur end sin samtalepartner og peger på, at den sjældent dikteres så meget af fornuft som af ubevidste faktorer á la flotte trøjer og fødselssted. Jeg tilføjer i margenen, at idéen om, at man bliver en bedre fodboldtilhænger ved at skræddersy et tilhørsforhold til ens egne værdier, lyder faretruende meget som det senkapitalistiske ideal om den etisk bevidste forbruger, der forventes at redde verden ved at vælge den vegetariske burgermenu på McDonald’s (c’est moi, ingen fingerpegen her).

For mit eget vedkommende dukker minder om min første tur på stadion op med tiltagende frekvens. Som 6-årig sad jeg på tribunen sammen med en gruppe ældre drenge, der gerne ville have mig med, fordi jeg var god til fodbold. Her så vi AC Horsens vinde stort i den kamp, der sikrede dem oprykning til 1. division, den næstbedste række i landet. I løbet af kampen fik vi overbevist os selv om, at vi hjalp til, fordi hjemmeholdet scorede, hver gang vi tog en Piratos i munden på samme tid. Mit fanforhold starter med smagen af saltlakrids og stoltheden over at blive optaget i en flok bestående af 3. klasse-elever. I dag kan jeg mærke i knoglemarven, at jeg bliver draget tilbage mod den tid, til det sted. Jeg kan bare ikke sætte fingeren på, hvad det er, der suger mig til sig.

Med denne usikkerhed i baghovedet bevægede jeg mig mod Casa Arena med den dobbelte agenda at støtte de gule i den livsvigtige kamp mod de kongeblå fra Lyngby og at gøre mig selv og alle Vagants læsere klogere på hjemmebanens tiltrækningskraft.

Sejrens sødme, intellektets nederlag

Ved indgangen lå en rød løber. Arrangørerne havde desværre ikke taget højde for vinden, så løberen var ikke rullet ud, men krøllet sammen foran døren, og man skulle træde hen over den for at komme ind. Min følgesvend Michael havde VIP-billetter til loungen, hvor vi blev modtaget af direktøren og bestyrelsesformanden og fik et glas mousserende vin til velkomst. Mine første notater går på, at der herskede en smule forvirring om, hvem der fik lov til at gå med os VIP’s ovenpå, og hvem der måtte blive på stueetagen blandt de mindre profilerede sponsorer. Efter det løste sig, blev vi anvist en plads ved et bord, hvor der stod tre fade med forretter. En tjener kom forbi og hældte hvidvin i mit rødvinsglas, før vi var færdige med velkomstdrikken. Der var fri bar, så Michael hentede to kolde fadøl. Det var trods alt fredag, og vi var forårssvedige. 

Efter at vi hurtigt redegjorde for vores livssituationer – vi havde ikke set hinanden siden den første coronasommer – blev snakken afbrudt af direktøren, der holdt en tale om aftenens kamp, dens betydning og holdets tidligere opgør mod Lyngby, som også havde en delegation siddende et sted i loungen. Efter lidt venskabeligt drilleri introducerede han den nyvalgte bestyrelsesformand, der tog ordet. Han skældte ud på sponsorerne for ikke at larme nok under kampene, noget som træneren havde udtrykt frustration over internt. Mens han skældte ud, drak og spiste vi. Her begyndte min plan tydeligvis at skride. På næste linje af mine notater har jeg blot skrevet: »allerede fuld?«

To klublegender var i samtale foran forsamlingen, den ene havde en fortid i begge klubber og tippede på diplomatisk vis et uafgjort resultat. Næste taler var AC Horsens’ træner, Jens Berthel Askou. Jeg har kun noteret, at han hyggede om os, og at, ja, jeg havde virkelig drukket for meget. Efter talerne gik vi op til hovedretsbuffeten. Jeg husker svagt, at Michael og jeg tog fat i direktøren. På dette tidspunkt af min brandert var jeg på fornavn med ham og følte mig kaldet til at fortælle, hvilke spillere klubben skulle købe til næste sæson. Det var så lidt, Kristian!

Kampen er sløret. Jeg ved, at AC Horsens vandt 2-1, og at jeg uddelte en masse krammere. Der er ikke meget hjælp at hente i mine notater. Under kampen har jeg kun skrevet: »Horsens fører / Glad, fuldere og fuldere / Står og tisser.« Og så bliver det for alvor underligt. En halv time efter slutfløjtet har jeg ført følgende ind: »Kan ukkkw rage. Dag i tjacsrksrn firser the. Amager fedt.« Jeg har taget en masse uskarpe billeder, blandt andet af en anden god ven som har passet angriberen Lirim Qamili op på parkeringspladsen og byttet sin gamle sweatshirt til spillerens brugte kamptrøje. På et andet billede har jeg fået den tålmodige unge spiller til at skænke fadøl til mig inde på stadionets tilstødende bar. Her har jeg desuden optaget en video af den målfarlige forsvarskæmpe Magnus Riisgaard Jensen, som springer op på bardisken og bunder en halv fadøl, hvorefter han hælder resten ud over sig selv, mens hele rummet råber »gule! gule! gule!« i baggrunden. 

Morgenen efter vågnede jeg med en halvstor hudafskrabning på mit højre knæ, ifølge Michael resultatet af et sammenstød med et PCR-telt på vejen hjem fra Casa Arena. Typisk pandemien at blive ved med at spænde ben for livet.

Eftertanker

Tømmermændene har for længst lagt sig, men jeg har stadig svært ved at trække opbyggelige tanker ud af mine oplevelser. Jeg må tage en snak med mig selv om min manglende professionalisme og erkende mit nederlag som ligevægtig, klarttænkende fodboldintellektuel. 

Jeg vil dog undskylde mig med, at man som fodboldseer er udsat for et ubønhørligt etisk gegenpress. Moderne fodbold er en opskaleret genspejling af den skøre verden omkring den, og måske giver det god mening, at kroppen selv søger en flugtvej. For en kulturarbejder føles det bare langt fra tilfredsstillende på bagkant af kontroltabet. Druk og nostalgi er hulemandsagtige måder at spille sig ud af presset på, lidt som at losse bolden op på tribunerne. Jeg er ikke mere sofistikeret end som så. Min udvikling som fan har lidt et tilbageslag siden 2011, hvor jeg fik tårer i øjnene af at se Pep Guardiolas FC Barcelona spille Manchester United ud af banen i Champions League-finalen. Nu mister jeg bevidstheden, mens Jens Berthel Askous gule hær okser derudaf og sparker indlæg på indlæg ind i boksen. 

Et par uger efter kampen mod Lyngby, sad jeg hjemme hos mine forældre og så AC Horsens sikre sig oprykningen til Superligaen med en stensikker 4-0 sejr over FC Fredericia. Min far har ingen aflagt klubtrøje. Han har altid holdt med den traditionsomspundne Aarhus-klub AGF, men de senere år er den mindre hæderkronede lillebrorklub blevet en af de ting, vi kan samles om. Det er, som om vi har indgået en ordløs overenskomst, at fra nu af holder vi med det samme hold. Vi fortæller hinanden, at deres succes er »god for byen«, men jeg er ikke overbevist om, at det handler om det. Mens jeg sad i sofaen, blev mit blik ved med at fange den nederste del af AC Horsens’ spillertrøjer. Her var påtrykt samme slogan, som jeg har set på bannere rundt omkring på stadion: »Sammen er vi gule«. Hvad betyder det egentlig? Det er helt og aldeles meningsløst og så alligevel ikke.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.