Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

»Jeg stoler ikke på sproget«

FRA BLADET. Redningsafstand svarer næsten til en psykoanalytisk konsultation. Romanens uhygge skal minde os om vores forhold til naturen, siger Samanta Schweblin.

Samanta Schweblin (f. 1978 i Buenos Aires) blev i 2010 fremhævet af britiske Granta Magazine som en af de bedste unge forfattere i de spansktalende lande. Schweblins første roman, Redningsafstand (2014, da. Gyldendal, 2017) blev shortlisted til The Man Booker International Prize i 2017. Fortællingerne Fugle i munden udkommer den uge i Peter Adolphsens danske oversættelse. Foto: Alejandra Lopéz

Samanta Schweblins romandebut er en gyser. Fra første side i Redningsafstand rammes læseren af en uhygge og et ubehag, der måske bedst kan beskrives med Freuds begreb das Unheimliche: hverdagsobjekter bliver fremmede og urovækkende. I et hus på landet holder Amanda ferie med sin datter Nina, men en kvinde i en guldbikini og hendes sadistiske og mærkværdigt dominerende dreng David slår skår i idyllen. Fra begyndelsen af romanen ligger Amanda i sengen på et mørklagt hospitalsværelse, mens David hvisker ting i hendes øre. Han hvisker til hende om ormene, som kryber rundt inden i hendes krop. 

Disse orme er indbildte, de er et billede på den sprøjtegift, der er trængt ind i Amandas krop og er ved at slå hende ihjel. Men sprøjtegiften nævnes aldrig i bogen. Hvorfor bruger du ormene som metafor fremfor blot at skrive om giftens virkning?

Ormene kan betyde mange ting. De giver mig en større kunstnerisk frihed. Men selvfølgelig er de forbundet med sprøjtegiften: Hvis du bliver alvorligt forgiftet ved at spise eller drikke noget, der har været i berøring med giften, løber blodet til dit fordøjelsessystem for at redde dit liv. Det betyder, at du mister en hel del følelse i kroppen, og det kan føles som om, du har orme under huden. Hvis læseren har oplevet det, vil hun genkende det, jeg beskriver. Hvis ikke, kan ormene generere en spænding; de bliver et billede på dødens overhængende fare og på kontakten med det jordiske.

Da David bliver forgiftet ved romanens begyndelse, tager hans mor ham ikke på hospitalet, men til en heksedoktor, der kan overføre hans sjæl til en anden krop. Den konkrete forgiftning gøres altså til et spørgsmål om sjæleliv. Også her opererer romanen med både et magisk og et realistisk plan. Hvorfor reagerer moren sådan?

– Argentina har et stort problem med sprøjtegift, særligt pesticidet Glyfosat. Mange områder oplever flere og flere tilfælde af kræft, et stigende antal ufrivillige aborter og børn født med misdannelser som følge af pesticiderne. Min bog handler om et ekstremt tilfælde. Der sker en ulykke, og Amanda dør inden for få timer. Men det reelle problem er, at noget har akkumuleret sig over flere generationer. De mennesker, der bor i de områder, hvor man dyrker marker med disse sprøjtegifte, dør som fluer på grund af kræft. Regeringen slår det igen og igen hen som enkelttilfælde og afviser forbindelsen mellem sprøjtegifte og sygdomme. Normalt, når et firma lancerer et nyt produkt, skal firmaet bevise, at produktet ikke er skadeligt for mennesker, men i Argentina er det op til folk at bevise, at produktet er skadeligt for dem. Det er omvendt bevisførelse. Og de læger, der er ude i landområderne, og som skal føre bevis for sammenhængene, får deres løn betalt af de firmaer, der producerer og benytter pesticider. Derfor er det svært for folk at bevise, at deres sygdom stammer fra giftene. 

Sprøjtegifte har den funktion, at de får fødevarer til at se pæne ud, men samtidig gør de dem giftige. Når vi står i supermarkedet og vælger grøntsager, har vi en tendens til at vælge de flotteste og glatteste, selvom de ikke er de sundeste. Forholder det sig også sådan i litteraturen?

Skønhed begynder ikke med det smukke. Det gør litteratur heller ikke. Litteratur begynder der, hvor tingene ikke passer, hvor der er et problem eller en konflikt. På en eller anden måde længes man både som læser og forfatter efter det smukke og det perfekte, men i virkeligheden er det vejen dertil, der er interessant. Det handler egentlig om, at man skal kigge ind i mørket. Min farfar var medlem af modstandsbevægelsen i Frankrig under anden verdenskrig. Han havde til opgave at stå op meget tidligt, cykle hen til fjendens lejr, krybe helt tæt på og lytte til deres samtaler, for at finde ud af, hvad de havde af planer for dagen, og så vende tilbage til sine egne med den information. Det er sådan, jeg opfatter litteratur. Gennem litteraturen kan vi nærme os det, der er forfærdeligt, mørkt og uhyggeligt. Hvis de ting, der sker i romaner, skete for os i det virkelige liv, ville det være fuldstændig ødelæggende. Men gennem litteraturen kan vi krybe tættere på disse forfærdelige ting og komme tilbage med information om, hvordan det ville være, hvis man for eksempel oplevede, at ens barn døde.

Med hjælp fra David forsøger Amanda at rekonstruere fortiden for at finde frem til det øjeblik, hun blev forgiftet. Historien fortælles derfor i to tider, fortiden og et nu, hvorfra det er muligt at reflektere over fortiden. Det skaber en særlig suspense, for der er hele tiden noget, vi ikke ved, som vi – Amanda, drengen, læseren – er på jagt efter. Hvorfor er samtalen i hospitalssengen så central?

– Jeg er først og fremmest novelleforfatter. Det er den form, jeg altid bevæger mig i, og det er den form, jeg føler mig tilpas med. Redningsafstand er en novelle, der gik galt. Jeg prøvede at skrive en novelle, men den blev bare for stor. Det tog mig meget lang tid at indse, at denne historie havde brug for 150 sider for at blive foldet ud. Romanen er en slags psykoanalyse, hvor man forsøger at snakke sig frem til det, som Amanda og læseren allerede godt ved, men endnu ikke har erkendt. Den tid, det tager at sætte sig ned og læse bogen, er nogenlunde den samme som en time hos analytikeren.

På et tidspunkt befinder vi os i det tomme køkken i huset, som Amanda har lejet. Det er midt om natten. Hun går op for at se om datteren ligger i sengen, men den er tom. Da hun går ned i køkkenet igen, sidder hendes datter og hendes mand der pludselig – på dette tidspunkt i romanen befinder han sig egentligt langt væk fra landstedet:

– Nina har noget hun gerne vil fortælle dig, siger han.
Men Nina ser på sin far og efterligner hans foldede hænder på bordet. Hun siger ingenting.
– Nina … siger min mand.
– Jeg er ikke Nina, siger Nina.
Hun sætter sig tilbage i stolen og lægger benene over kors på en måde som hun aldrig har gjort før.
– Fortæl din mor hvorfor du ikke er Nina, siger min mand.
– Det er et eksperiment, fru Amanda, siger hun og skubber en konservesdåse i min retning.

Min mand drejer på dåsen så jeg kan se etiketten. Det er en dåse med sukkerærter, et mærke som jeg ikke køber, som jeg aldrig ville købe. De er større end dem vi plejer at købe, en slags ærter som er meget hårdere, grovere og billigere. Et produkt som jeg aldrig nogensinde ville vælge som mad til min familie, og som Nina umuligt kan have fundet i vores skabe. Her på bordet, på dette tidspunkt, midt om natten, måske meget tidlig morgen, er denne dåse meget skræmmende.

Og pludselig er den dåse med sukkerærter det mest uhyggelige overhovedet. Hvorfor er den så uhyggelig?

– Romanen blev født fra det her punkt: Amandas drøm om sukkerærterne og køkkenet, var det første, jeg skrev. Som forælder har man en særlig intimitet med sit barn, så man ved, om det, de siger, er rigtigt eller forkert. Når ens barn siger »jeg er ikke dit barn«, og man ved, det er sandt, bliver alt andet uvæsentligt. Det udsagn gør, at hele situationen bliver uhyggelig. Det smitter af på omgivelserne. Jo tættere på noget er, jo mere uhyggeligt er det. Dåsen med sukkerærter, som vi alle sammen har stående i køkkenskabet – hvis vi bare kigger på den et sekund længere, end vi normalt ville gøre, begynder alt det underlige og uhyggelige at boble frem. Denne evne til at gøre noget helt almindeligt underligt eller mærkværdigt, så vi ser noget andet, end vi sædvanligvis gør, er noget af det stærkeste litteraturen kan.

Redningsafstand emmer af en uhygge, der bringer mindelser om Freuds begreb om das Unheimliche. Hvilken rolle spiller psykoanalysen for dit forfatterskab?

– Jeg gik selv i analyse i to år, før jeg forlod Argentina for fem år siden. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal mene om denne praksis. Jeg stoler ikke på sproget. Jeg tror, det ødelægger mere, end det bygger op. Men selve situationen er fantastisk: at have nogen, der kan lede dig gennem dit livs begivenheder og få dig til at se tingene i et nyt lys.

Argentina er det land i verden, der har den højeste koncentration af psykoanalytikere. Hvad tror du, det skyldes?

– Der er forskellige teorier. En af dem siger, at psykoanalysen i 1960’erne blev en prestigefuld måde at uddanne og udforske sig selv på, særligt på venstrefløjen. Under det seneste militærregime, mellem 1973 og 1982, blev psykoanalysen betragtet som en subversiv praksis, så da demokratiet kom tilbage til Argentina, blev psykoanalysen forbundet med modstand mod totalitarisme. Jeg er dog ikke sikker på, at det passer. Måske er det snarere sådan, at argentinerne inderst inde holder mere af at tale end at lytte. Det kan måske også forklare, hvorfor vi har flere forfattere end i noget andet land i Latinamerika.

Kan man kan kalde romanen for politisk, måske endda et anklageskrift?

– Ja. Da jeg startede, handlede bogen om forholdet mellem mor og barn, om redningsafstand og om uhygge. Først senere fandt jeg ud af det med glyfosaten og blev klar over, at jeg kunne installere min roman oven på den problematik.

Hvis Redningsafstand skal fungere som en kritik af regeringens politik, hvorfor så ikke skrive det mere direkte frem for de mange hentydninger?

– Delvist fordi det andet kom først. Men jeg tænker også, at hvis man skal ryste folk, virkelig påvirke dem, så er det bedre at fortælle en god historie. Folk glemmer tal og navne og firmaer og statistikker, men man glemmer ikke den frygt, man føler. Følelserne er meget bedre til at påvirke folk.

Det er romanens uhygge, som gør den politisk?

– Præcis. Jeg er meget bevidst om, at romanen ikke har en klar anklagende finger rettet mod nogen. Internt i romanen passede disse konkrete navne og anklager ikke, men jeg har gjort et nummer ud af at sige det højt i alle andre sammenhænge, for eksempel i interviews som dette, så kritikere, journalister og læsere forstår, hvilken sammenhæng de skal læse bogen i.

Anfægtelsen af rationalitet og orden er et karakteristisk træk i moderne latinamerikansk litteratur, ikke mindst hos de to nobelpristagere Gabriel García Marquez fra Columbia og Miguel Ángel Asturias fra Guatemala. Hos de to er menneskets kamp mod naturen, politisk korruption og vold tilbagevendende temaer. Skriver du dig ind i en særlig latinamerikansk tradition for politisk litteratur?

– Der er en tradition for denne type af politisk litteratur i Latinamerika, måske især i Argentina, men at læse fantastiske fortællinger som politiske analogier er noget læserne – særligt de vestlige – gør. Jeg har skrevet en novelle, »At dræbe en hund« (»Matar a un perro«, 2002), som står i novellesamlingen El Núcleo del Disturbio (Fortyrrelsens kerne). Novellen handler om en mand, der over for en anden mand skal bevise, at han er i stand til at dræbe en hund. På et stort møde med udenlandske forlæggere var alle enige om, at novellen var en allegori over militærdiktaturet i Argentina. Sådan havde jeg ikke selv tænkt det; jeg havde bare skrevet en novelle om at dræbe en hund. En af forlæggerne sagde, at hvis novellen var skrevet for 50 år siden i Rusland, ville vi også have haft en meget specifik politisk læsning. Litteraturen er som et spejl: Fortolkningen afhænger af, hvem der sætter sig foran den og kigger ind i den. 

I romanen er pesticiderne at finde i vandet. Det er altså vandet, der trænger ind i menneskene og gør dem syge?

– Både-og. Bogen er næsten apokalyptisk. Den slutter med, at verden går under. Jeg syntes, det var meget interessant, hvis det, der udløser apokalypsen, er overskæringen af denne redningsafstandssnor mellem mor og datter. Begrebet er mit eget, men jeg tror, at de fleste mennesker, ikke mindst forældre, kender til det. Redningsafstanden betegner den mentale udregning, man som forældre hele tiden laver, af, hvor stor afstand man kan tillade mellem sig selv og ens barn, således at man stadig kan nå at redde barnet, hvis der sker noget farligt.

Redningsafstanden mellem Amanda og Nina er med andre ord også en redningsafstand mellem mennesket og planeten?

– Selvfølgelig. Nu mangler vi bare at finde frem til netop det øjeblik, hvor snoren blev kappet. Det er også derfor, David gennem hele bogen siger: »Det her er uvigtigt« og »Det her er vigtigt.« Amanda er allerede dødsdømt, hun får ikke noget ud af at lære noget nyt. Den, der gerne skulle lære noget, er læseren.

Interview blev første gang bragt i Vagant 4/2017 med en temasektion om Latinamerika. Læs også Kasper Lyngholm Larsens anmeldelse af Redningsafstand.

Karen Dich

Karen Dich

Kritiker og forhenværende medredaktør i Vagant. Født i 1989.