Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Dette er vigtigt

FRA BLADET. Samanta Schweblins Redningsafstand udarter sig til hjemsøgende pesticidehorror.

Den amerikanske biolog Rachel Carson indleder sit ikoniske miljøvidenskabelige kampskrift Silent Spring (1962) med en dystopisk fremtidsfabel om en unavngiven by i hjertet af Amerika. Byen ser ud til at eksistere i harmoni med omgivelserne; omkring den ligger »et skakbræt af veldrevne gårde, kornmarker, agre og bakker med frugthaver«, og blomsterbladene driver som hvide skyer over de grønne marker om foråret. Men byen bliver tilsyneladende ramt af en forbandelse. Først sygner høns, køer og får hen, siden bliver familiemedlemmer syge og flere børn dør få timer efter at have sprunget friske rundt udenfor. Fuglene forsvinder, fiskene dør, egnen bliver stille. »Ikke hekseri, ikke et fjendtligt angreb havde kvalt det nye liv i denne hjemsøgte verden. Det var deres egne indbyggere, der havde gjort det.«

Fremtiden er ankommet i Samanta Schweblins romandebut, Redningsafstand (2014). Ligesom den amerikanske by i Carsons fremtidsfabel er den argentinske provins, Schweblin beskriver, tilsyneladende ramt af en forbandelse, som efterlader markerne øde, børnene deforme og dyrene syge. Vi hører om forbandelsen gennem Amanda, som ligger døende i en seng på hospitalet, hvor hun bliver forhørt om begivenhederne op til sin sygdom af et barn, drengen David, der sidder på knæ ved Amandas seng og hvisker til hende. Det er måske forkert at snakke om et forhør, for i virkeligheden er det Amanda, der ikke ved, hvorfor hun skal dø. David lader til gengæld til at vide alt, alligevel tvinger han hende til at gengive de seneste dages hændelser. Redningsafstand udspiller sig stort set kun ved sygesengen, som en dialog mellem de to. Davids replikker er skrevet i kursiv, Amandas med normale typer; bogen begynder midt i deres dialog, der er ingen afbrydelser, stort set ingen steder på de 120 sider, hvor man kan stoppe læsningen og trække vejret. Man føler med Amanda, der ligger magtesløs i sengen uden at kunne slippe væk før slutningen, før døden, imens David hvisker gådefulde ting om orme i hendes øre:

Det er mørkt, jeg kan ikke se noget. Lagnerne er klumpede, de krøller sig sammen under mig. Jeg kan slet ikke bevæge mig.

På grund af ormene. Man må være tålmodig og vente. Og mens man venter, skal man finde det præcise tidspunkt hvor ormene opstår.

Hvorfor det?

Fordi det er vigtigt, det er meget vigtigt for os alle.

Hvem og hvad er David? Læseren får at vide, at han er Carlas søn, Carla som bor ved siden af det hus på landet, hvor Amanda og datteren Nina holder ferie. Dagen før Amanda bliver syg, fortæller Carla hende om, hvordan hun en dag for seks år siden slap David af syne i et kort øjeblik, længe nok til at han drak vand af en bæk i nærheden af huset og blev dødeligt syg. I desperation tog hun ham med hen til »kvinden i det grønne hus«, som reddede hans liv gennem en sjæleoverførsel, hvor Davids sjæl forlod hans krop i bytte for en andens. Den nye David er ifølge Carla ikke længere hendes søn, men et monster. Hans far er så bange for ham, at han låser ham inde om natten, og Carla er overbevist om, at Davids sjæleoverføring er skyld i den ødelæggelse, der har ramt landsbyen.

Når Amanda genkalder sig samtalen med Carla, åbner der sig en historie om heksedoktorer, ånder og magi, som sætter romanens handling og især Davids rolle i et tåget, ubestemmeligt lys. David virker allerede fra begyndelsen dæmonisk på en måde, som kun børn kan være; bestemt på grænsen til truende, med et sprog der er ubehageligt i sin barnlige ligefremhed. Han afgør, hvad der er væsentligt og uvæsentligt og skærer konsekvent igennem, når Amanda, ifølge ham, styrer fortælling ud på et vildspor. Eller, med Davids ord, han skelner mellem, hvad der er »vigtigt« og »uvigtigt«. Om læseren stoler på ham eller ej, så er hun ligesom Amanda underlagt Davids fintmaskede fortællingsfilter.

David vil allerhelst høre om redningsafstanden mellem Amanda og Nina. Redningsafstanden er Amandas ord for den ligning, hun har i sit hoved, hvis variabler bruges til at udregne, hvor lang tid det vil tage at redde Nina ud af en faresituation. Alle detaljer tæller: Hvis hun går ind i et nyt rum, kigger hun efter antallet af udgange, om trægulvet har splinter, om trappetrinene knirker så meget, at de muligvis udgør en risiko. David insisterer på, at Amanda beskriver redningsafstandens længde på forskellige punkter i løbet af fortællingen, selvom det umiddelbart forsinker historien og står i vejen for den erkendelse, hun skal nå frem til. Til gengæld vil han hurtigt videre, når Amanda forfalder til Carlas mystiske »snik-snak«, og når hun begynder at tale om sit forhold til sin mor: »Din mor er uvigtig. Fortsæt.« David vil høre om de mindste, mest upåfaldende detaljer, ikke om de historier, der normalt virker tillokkende; dem om barndom, magi og myter. Når Amanda forsøger at dreje fortællingen hen mod, hvad der skete i det grønne hus, da David blev behandlet af heksedoktoren, siger han derfor:

Det er uvigtigt.

Hvorfor? Det er vel den historie som vi er nødt til at forstå?

Nej, det er ikke den historie, det har ikke noget at gøre med det præcise tidspunkt. Du skal ikke lade dig distrahere.

David vil have Amanda til at holde blikket skarpt rettet mod sine omgivelser, ikke mod abstrakte fortællinger, der distraherer hende fra det umiddelbare. Det viser sig, at Amanda og hendes datter ikke lider under en forbandelse, men er kommet i kontakt med pesticider fra den lokale sojafabrik – sojafabrikker som findes overalt i den argentinske provins og som i den virkelige verden er skyld i omfattende naturødelæggelser og en lang række dødsfald. De magiske fortællinger, som Clara og de andre beboere i landsbyen tror på, viser sig at være distraktioner fra de egentlige årsager til lokalsamfundets forfald. Opmærksomheden har hele tiden været rettet mod abstraktionerne, ikke de konkrete iagttagelser. David er ikke et monster, men en udstødt dreng, et offer, der forsøger at vriste Amandas (og læserens) blik væk fra de nedarvede myter og fristende fortællinger og hen på de små kedelige ting, som er nemme at overse; de ting man indtager, de ting man uforvarende er med til at udslette.

En nyligt offentliggjort rapport i det videnskabelige tidsskrift Plos One viser, at bestanden af flyvende insekter i Tyskland er faldet med 75 % i løbet af de seneste 25 år. Forskerne bag rapporten forventer, at de samme resultater gør sig gældende i alle egne, der er domineret af landbrug. Selvom man endnu ikke kan fastslå de præcise årsager til insekternes forsvinden, peger rapporten på brugen af pesticider og ødelæggelsen af vilde naturområder som de mest sandsynlige faktorer. Insekter udgør to tredjedele af alt liv på Jorden, og Dave Goulson fra Sussex University siger i en artikel i The Guardian (18.10.2017), at menneskeheden er i færd med at gøre store landområder ubeboelige for størstedelen af verdens livsformer. Hvis det fortsætter på den måde, bevæger vi os mod en »miljømæssig dommedag«, en dommedag Rachel Carson forudså for 55 år siden, da hun advarede om konsekvenserne af amerikanske landmænds omfattende brug af kemiske sprøjtemidler.

Ligesom videnskabsfolkene efterlader Samanta Schweblin sin læser på randen af apokalypsen. I Redningsafstands slutscene kører Amandas sørgende mand gennem den forladte egn efter en forgæves jagt på årsagerne til hustruens død og datterens mystiske sygdom:

Han standser ikke i landsbyen. Han ser sig ikke tilbage. Han ser ikke på sojamarkerne, bækkene der løber mellem de tørre jordlodder, de kilometervis af åbne marker uden kvæg, husene og fabrikkerne, undervejs ind til byen. Han tænker ikke over at turen tilbage går langsommere og langsommere. At der er alt for mange biler, biler og atter biler der dækker de asfalterede nervetråde. Og at trafikken står stille, paralyseret i timevis, den skinnende røg. Han ser ikke det vigtige: Snoren endelig klippet over, som en tændt lunte, en ubevægelig plage på nippet til at bryde ud.

Snoren, der forbinder mennesket med dets omgivelser, er klippet over, og ingen tænker på de åbenlyse farer, der ligger lige for øjnene af dem. Samanta Schweblins roman fortæller ikke kun en lokal historie om de oversete farer ved argentinsk sojaproduktion, den handler også om udslettelsen af flyvende insekter i Tyskland, om menneskehedens ødelæggelse af sine egne livsvilkår.

Redningsafstand er på sin vis en kritik af de samme myter, som romanen bruger til at skabe en stemning af uvished og uhygge. Til slut får man som læser næsten dårlig samvittighed over at have deltaget i den folketro, der bliver holdt i live på bekostning af dyre-, menneske- og planteliv. Schweblin udnytter læserens behov for plot og velkendte fortællinger og leger med de gængse konventioner og forventninger. Men tag ikke fejl: Der er tale om en roman om virkelige tragedier, en fortælling om forsømmelse og ødelæggelse af både familier og lokalsamfund, økosystemer og jordens klima. Den lokaliserer blot katastrofen i detaljen, i vores upåfaldende vaner og i de, for os, anonyme omgivelser. Eller rettere sagt: Katastrofen findes i vores blinde dyrkelse af det uvigtige frem for det vigtige.

Anmeldelsen blev bragt første gang i Vagant 4/2017 med en temasektion om Latinamerika. Læs også Karen Dichs interview med Samanta Schweblin.

Kasper Lyngholm Larsen

Kasper Lyngholm Larsen

Kritiker og skribent. Medredaktør i Vagant
kasper.l.larsen@vagant.no

Gi Vagant i gave!Mørket senker seg over Norden. Hvilepulsen og juleferien trenger seg på. Gi bort ett års gaveabonnement på Vagant. Bestill på våre nettsider.
LES MER