Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirtutgaver i året

Proletar og kvinde

OVERSAT. En verden fuld af kvindelig elendighed venter på at blive befriet, skrev Rosa Luxemburg. 100 år efter hendes død markerer Vagant kvindedagen med dette essay.

I denne uge fejrer Socialdemokratiet kvindedagen. De arveløses parti sætter sin kvindelige trup forrest, og arbejdsplanen strækker sig over en uge[1], og socialismen skal sikres nye områder. Råbet om kvindernes politiske ligestilling er det første, der lyder. Socialdemokratiet forbereder hermed at få nye tilhængere til krav, der er den samlede arbejderklasses.

Den moderne lønarbejderkvinde træder i dag offentligt frem som arbejderklassens forkæmper, men samtidig også som en repræsentant for hele kvindekønnet, den første forkæmper i tusind år.

Fra tidernes morgen har kvinder af folket arbejdet hårdt. Som nomader bærer de lasten og samler føde; i den primitive landsby sår de korn, maler det, frembringer lerkar; i antikken betjener de som slaver herskabet, og dets afkom dier ved deres bryst; i middelalderen yder de hoveriarbejde i vævestuen for feudalherren. Men siden den private ejendomsret er blevet indført, har kvinden af folket mest arbejdet uden for produktionen i samfundets store værksted, hun er blevet lukket inde i familielivets forhutlede verden, lukket ude fra samfundets kulturelle verden.

Proletarkvinden skabes
Først med kapitalismen blev kvinden revet ud af familien og tvunget ud i det producerende samfund. Hun arbejder nu på andres jord, på værksteder, byggepladser og fabrikker, i kontorer og forretninger. Borgerskabets fruer er, som kvinder betragtet, parasitter på samfundet, deres funktion består kun i at nyde frugterne af udbytningen; småborgerskabets kvinder derimod optræder som familiens pakæsel. Med den moderne proletarkvinde er ægtemagen endelig blevet et menneske, for først kampen former mennesket, som det udfolder sig i kulturelt samvær, som et element i menneskelivets historie.

For den formuende borgerlige kvinde er hendes hus hendes verden. For den proletariske kvinde er hele verden hendes hjem. En verden med lidelser og glæder, med kold grusomhed og utrolige muligheder. Sammen med den italienske tunnelbisse drager proletarkvinden til Schweiz, camperer i barak og hænger sine bleer til tørre, mens hun synger i bjergene, hvor mandens dynamitpatroner giver genlyd. Eller hun er sæsonarbejder, der om foråret sidder på den støjende banegård med sin sparsomme bagage og et lille tørklæde over midterskilningen, mens hun venter på at blive transporteret fra øst til vest. Eller hun er på oceandamperens mellemdæk i håb om, at bølgerne vil bringe hende fra det krisehærgede Europa til Amerika. Eller også befinder hun sig efter den amerikanske krise blandt den brogede skare af sultne proletarer, som de oprørte vande bringer retur til Europa, til nye håb og skuffelser. Retur til en ny jagt på arbejde og brød.

Den borgerlige kvinde har ingen reel interesse i politiske rettigheder, fordi hun ikke har nogen økonomisk funktion i samfundet, hun nyder jo klasseherredømmets modne frugter. I denne sammenhæng er kravet om kvindelig ligeberettigelse jo et rent ideologisk spørgsmål. Det er blevet rejst af enkeltstående svage grupperinger uden materiel baggrund, udsprunget af et kunstigt modsætningsforhold mellem mand og kvinde, en spøgelsesagtig harlekinade. Derfor også suffragetternes burleske fremfærd.

Stemmeretten
Den kvindelige proletar har brug for politiske rettigheder. Hun har samme erhvervsmæssige stilling i samfundet som den mandlige proletar, hun knokler også for kapitalen. Hun nyder godt af staten, der også sørger for, at hun bliver udsuget og holdt nede – præcis samme behandling som den mandlige proletar. Derfor har hun interesser fælles med den mandlige proletar, og for at forsvare dem har hun brug for de samme hjælpemidler. Hendes politiske krav har rod i et samfund, hvor klassen af udbyttede skiller sig ud fra dem, der udbytter, de stammer ikke fra modsætningen mellem mand og kvinde, men fra modsætningen mellem kapital og arbejde.

I princippet er kvindens politiske rettigheder i mange lande harmonisk tilpasset den borgerlige stat. I Finland og i enkelte kommuner i USA har kvinders ligeberettigelse for eksempel endnu ikke omstyrtet staten eller antastet kapitalens magt. Men nu til dags er kravet om kvindernes politiske ligestilling jo blevet et rent klassekrav, stillet af proletariatet, derfor gjalder det her i kapitalismens Tyskland som en forkyndelse af jordens undergang. Kravet om kvindelig stemmeret hører sammen med kravet om republik, om milits, om 8-timers arbejdsdag, og det der hænger sammen med proletariatets sejr eller nederlag i klassekampen. Kun ved at bruge de proletariske kampformer og magtmidler kan vi vinde den.

En aktuel stormagt: Socialdemokratiet
De borgerlige kvindesagsforkæmpere vil have politiske rettigheder for at kunne deltage i det politiske liv. Den proletariske kvinde dyster som under en arbejdskamp og modsat den borgerlige kvinde er der tale om en kamp for et stykke reel indflydelse. Kun på den måde kan vi tilkæmpe os rettigheder, der senere bliver formuleret på skrift. I begyndelsen var handlingen[2] og handlingen skabte samfundets forandring. Den proletariske kvinde må engagere sig overalt for at kunne vinde indpas i det politiske liv og få et grundlag for sine rettigheder. Det herskende samfund nægter hende adgang til lovgivningens hellige templer, men en anden aktuel stormagt har porten vidtåben: Socialdemokratiet. Sammen med de andre i organisationen finder den proletariske kvinde her genlyd for politisk arbejde og indflydelse. Kun her er kvinden en ligeberettiget magtfaktor. Gennem Socialdemokratiet bliver hun ført ind i historiens værksted, hvor urkraften regerer, her vil hun kunne opnå en reel ligestilling – også selv om den borgerlige forfatning ikke vil give hende papir på det. Samfundets fundament kommer til at skælve, takket være den arbejdende kvinde, sammen med manden. Men før hun får de rettigheder, der tilkommer hende, vil den aktuelle samfundsformation være begravet under ruiner – takket være hendes indflydelse.

Et fremtidsværksted har brug for mange hænder og stort albuerum. En verden fuld af kvindelig elendighed venter på at blive befriet. Et sted har vi husmandskonen, der er ved at bukke under for tilværelsens byrde, et andet sted ligger knoglerne efter de værgeløse hererokvinder[3] i tysk Sydvestafrika, hvor tyske legionærer jagede kvinderne ud i Kalahariørkenen og udsatte dem for sult og tørst til de døde. På den anden side at Atlanterhavet genlyder bjergene i Putumayo af de martrede indianerkvinders dødsskrig, fra den internationale kapitalismes gummiplantager. Men ingen hører dem.

Proletarkvinde, du den fattigste af de fattige, den mest retsløse blandt de retsløse, rejs dig til kamp for kvindekønnets befrielse, for menneskehedens udfrielse af kapitalens bestialske herredømme. Socialdemokratiet har anvist dig en ærefuld plads. Skynd dig, op på barrikaden!

[1] I 1914 var den internationale kvindedag præget af kampen for kvinders valgret og ligeberettigelse. Dagen blev indledt med »Den røde uge« fra den 8.-15. marts, hvor der blev agiteret for Socialdemokratiet og partiets presse. Efterfølgende kunne man konstatere en vækst i både medlems- som abonnementstal.
[2] Tysk: Im Anfang war die Tat!, fra Goethes Faust, kapitel 6, et af Luxemburgs yndlingscitater.
[3] Se artiklen »Kamp mod krig og imperialisme«, note 1. Samme artikel fortæller også om Putumayo.

Oversat fra tysk af Stig Hegn
Bragt med venlig tilladelse fra forlaget Solidaritet
Netop udgivet i bogen Mod krig og imperialisme – politiske essays (2019)
Oprindeligt bragt i Sozialdemokratische Korrespondenz (Berlin), 5. marts 1914. Originaltitel: »Die Proletarierin«.

Rosa Luxemburg

Rosa Luxemburg

Rosa Luxemburg (1871–1919) var en polsk-tysk sosialistisk tenker, som i begynnelsen av 1900-tallet kritiserte den reformismen det tyske sosialdemokratiet hadde slått inn på.