KOMMENTAR. Simon Strauss har fortsat ondt i hjertet. I sin nye roman forsøger den tyske forfatter at opnå frelse fra et hektisk liv.
De fleste troede nok, at han var borte, død og begravet. Hvem? Romantikeren. Ham, som siden slutningen af det 18. århundrede ikke har kunnet finde ro i det konkrete forhåndenværende, og som længes efter noget, der virker mere følelsesfuldt – en verden hinsides den, vi kender. Han er det, nogle ville kalde et åndsmenneske. Eller endnu bedre: en fortabt. Nu går han igen iblandt os og drømmer.
De seneste to år har han især været kendt under navnet Simon Strauss, og fortælleren i hans nye roman har det stadig svært med livet. I debutromanen Syv nætter (2017) klagede han over tilværelsens »bekvemmelighed« og »den tomme vemodige følelse af at være født for sent, at leve i en tid uden arier og ekstase«. Romanen blev modtaget som et manifest for en ungdom med mod på mere patos, sensualitet, entusiasme, strid og tårer. Nogle så her en forfriskende ung stemme, der ville komme til at stå i spidsen for den kommende generation. Andre oplevede en arvtager til den mytiske, konservative civilisationskritik, som hans far, Botho Strauss, med jævne mellemrum har prædiket over for forbundsrepublikken. Siden er 31-årige Simon Strauss blevet bragt frem som en ung inspirator, blandt andet på grund af hans prægnante kommentarer i Frankfurter Allgemeine Zeitung, hvor han så sent som i denne uge kaldte Alternative für Deutschland for »antitysk«.
I Römische Tage (Romerske dage) føler Strauss’ navnløse fortæller sig igen »ædt op af forgangne idealer, drevet af uopnåelige ambitioner«. Han er taget til den evige stad Rom, hvor man kan ryste samtiden af sig og komme i kontakt med historien. I den seneste tid derhjemme er han konstant løbet ind i de »forkerte mennesker« og fulgt andres krav og forventninger. På sit bedste har Tyskland været »en børnehaveskole for bevidstgørelse og tiltro til følelserne, Kant og Novalis«. Nu er han flygtet til Europas anden vugge, hvor han vil tage ophold de næste måneder i en lejlighed over for Casa di Goethe. Planen er at vandre i den store digters fodspor, besøge kirker og museer og tænke »alt på ny«, i samklang med og ærbødighed over for historien og dens kunst og filosofi. I modsætning til tidligere er der denne gang ingen manddomsprøver, ikke det samme krav om oprør og mod. I Roms sommerhede drømmer Strauss’ fortæller om at blive opslugt af kunsten og overvundet af kræfter, som kan være »husly for vores ujævne sind«.
Det er rigtigt, også denne Strauss-bog minder i sin tynde romanform om et programmatisk essay. Den er fuld af åndefuldheder som: »På grund af den allestedsnærværende koncentration af det horisontale, er det vertikale trosplan forsvundet« og »der er ingen chance for at være den første i Rom. Men alle her kan føles som den sidste«. Hvor Syv nætter havde som mål at bryde med samfundets strukturerende rammer, pænhed og konformitet, handler Römische Tage om at gennemgå en form for heling og blive frelst fra tilværelsens quick fixes og overfladiske liv.
Rom er en farlig by, erkender fortælleren, den forfører ham, og han vil ikke væk, for »alt hvad jeg søger og vil føle, finder jeg her. Jeg har været på udkig efter det længe, på tyske operafestivaler og i engelske collegespisesale, på saksiske bjergvandringer og på teknoklubber i Saas-Fee«. I Rom oplever han ikke kun sydeuropæisk charme og et fristende udeliv, han bader også i Guds og kristendommens aura (»Den som tror, skal ikke frygte«). Men til syvende og sidst kan heller ikke troen forløse ham. Hans intellektuelle benovelse over historien kommer paradoksalt nok til at stå i vejen for, at han kan overgive sig til noget stærkt og meningsfuldt lige nu og her.
Det er ikke forkert at sige, at Strauss’ anden roman kan føles som en let sommerbrise. Den er mere vegeterende og afklaret, og virker ikke så excentrisk og jagtende som hans forrige roman. Vi spadserer omkring i gamle gader og sidder på byens broer om aftenen i gadelygternes gule skær. Vi går i parkteateret og ser Romeo og Julie og fletter fingre med en italiensk pige, som vi mødte forleden. Det her er Paradis, en verden vi ikke troede var mulig. Mødet med Rom er som en pludselig romance, først tryllebindende i al sin mystik, men så også indbydende til tvivl: Alt dette er næsten for godt til at være sandt! Og Strauss siger det selv: »Intet er virkelig til at opnå i denne by, altid skinner et andet lys.« Det er ikke for ingenting, at Rom også kaldes en »imitation«. Strauss’ Rom er også en romantisk forestilling om Rom, en idé som indimellem lokker med en falskhed, fortælleren risikerer at miste sig selv i.
Strauss tematiserer elegant nok denne fortabelse med sin metafiktive sammenfletning af Rom og romanen. Allerede på nogle af de første sider kan man læse: »Hvilken tid tilhører jeg? Hvilke tider lever i mig? «, som var det byen selv, der spurgte. Römische Tage udspiller sig kun sjældent i det, der føles som en nutidig verden. I stedet møder vi præster, kardinaler og militærfolk, vi kigger på malerier af Caravaggio og spekulerer over Goethes ord: »Jeg har her i Rom ikke fået nogen nye tanker, ikke fundet nogen fremmede, men de gamle er så bestemte, så levende, så sammenhængende, at de gælder som nye.« Det er romanens kongstanke, Strauss’ lille guidebog.
Derfor føles det også overraskende, når vi i den sidste halvdel af Römische Tage kommer i berøring med den moderne by, ser parlamentsmedlemmer komme ud af en Prada-butik, besøger en flygtningelejr og diskuterer aktuel italiensk politik. På et tidspunkt møder fortælleren en nyhedsvært og forklarer ham sit program for et fornyet Europa, som han mener vil »skabe håb om en højere orden«. »Sjælerenselse« og »genfortryllelse« skal være den romantiske renæssances mærkesager. Nyhedsværten er ikke helt med, og det forstår man godt. Ved den unge italiensrejsende, hvad det er, han siger? Ja, Strauss er godt klar over, hvilken umulig mission han har sat sig selv på. Han ser fremtiden i transcendensen og historiens dybe lag. Til det er der bare at sige: Godt, at det er hinsides virkeligheden.
