Hvad er Robert Habecks hemmelighed?

Robert Habeck. Foto: Henrinch Böll-Stiftung, CC BY-SA 2.0.

KOMMENTAR. De Grønne stormer frem i tysk politik. I spidsen står en mand med mange egenskaber.

Robert Habeck (f. 1969) er en tysk politiker, der siden 2018 har været en af de to formænd for det grønne parti Bündnis 90/Die Grünen. Foto: Heinrich Böll-Stiftung, CC BY-SA 2.0.

[dropcap]E[/dropcap]n sensation er under opsejling i tysk politik. Eller måske har den allerede fundet sted. De Grønne, der ved seneste folkeafstemning blev valgt ind som det mindste parti i den tyske Forbundsdag, står nu ifølge alle meningsmålinger til at blive landets næststørste efter Angela Merkels kristendemokratiske union, CDU.

Mange undrer sig over, hvordan det kan ske, og en vælgeropbakning på omkring 20 procent hører da også til sjældenhederne for det lille miljøparti. Faktisk kan det ikke sammenlignes med noget i De Grønnes halvkorte historie.

Siden det antiautoritære 68’er-parti voksede frem og fik repræsentanter valgt ind i parlamentet for første gang i 1983, er det kun lykkedes De Grønne at få over 10 procent af befolkningens stemmer ved et enkelt valg. Det var i 1990’erne, efter genforeningen, og dengang havde partiet endda stort besvær med at mønstre opbakning i det gamle Østtyskland.

I dag fristes man til at sige, at lykken er vendt for De Grønne, og at det skete her i efteråret. Det pæne, urbane frihedsparti, der historisk har haft miljø- og klimaomstillingen som sin altoverskyggende mærkesag, står i øjeblikket til at høste 9 til 12 procent af stemmerne i de østtyske regioner Brandenburg, Sachsen og Thüringen, hvor de normalt ligger på 3–5 procent. Nogen taler om et jordskred, der inden for kort tid kan bringe De Grønne til magten, måske helt ind i kanslerens embedsresidens. For løfter man blikket til hele landet, finder man kun flere positive nyheder for dem, som fortsat tror på en bæredygtig fremtid. I en ny måling i ugemagasinet Der Spiegel fortæller 47 procent af de adspurgte tyskere, at de overvejer at stemme på De Grønne ved næste valg. I en anden opinionsmåling, foretaget af instituttet Emnid, siger 22 procent, at de godt kan se en grøn kansler for sig. Og blandt kvinderne er De Grønne allerede det stærkeste parti i tysk politik, med en tilslutning på 28 procent.

Der findes selvfølgelig mange forklaringer på denne hurtige opblomstring. Den mest benyttede er, at tyskerne nu befinder sig for enden af Merkel-æraen. Det tyske demokrati står overfor en ny begyndelse, hvor der ikke nødvendigvis findes noget solidt ankerpunkt i midten af den politiske akse. Som man ser i resten af Europa, kan de klassiske partier ikke længere operere ud fra den samme konsensus. Efter mange års hvile er kampen mellem de store fortællinger dukket op til overfladen igen. Alternative für Deutschland (AfD) truer med at tilbagerulle det moderne samfund og omstyrte det liberaldemokratiske ekkokammer indefra; fraktioner på venstrefløjen bliver mere og mere optaget af det sande folk, det liberale FDP har sat sig for at frigive alle økonomiske kræfter og løsrive mennesker fra deres sociale lænker, og i mellemtiden svinder det fortabte SPD kun mere og mere ind. Hvad der vil ske med opbakningen til CDU efter Angela Merkels sidste kanslerperiode, er der ingen, som tør spå om.

I dette politiske opbrud er det lykkedes De Grønne at komme igennem til vælgerne med en klar fortælling, der ud af alle sine sprækker signalerer en næsten overmodig optimisme. Trykket ligger nu på tre kerneord: åbenhed, frihed og fremskridt. Og det er så dette, der er det nye: I denne fortælling udgør den grønne omstilling ikke længere endemålet; den skal snarere ses som det middel, som vil forvandle Tyskland til en hypermoderne stat.

Hvis man skal forstå den nye grønne masterplan, er der god grund til at rette opmærksomheden mod én enkelt person. Mange taler om »Robert Habeck-effekten«. Som Die Welts chefredaktør Ulf Poschardt skrev i oktober, har De Grønne aldrig fremstået så »smukke, borgerlige og selvsikre« som under den 49-årige nordtysker. Sammen med Annalena Baerbock overtog han sidste år formandsskabet for det lille parti. Og selvom det kan virke forkert kun at fremhæve lederskabets mandlige halvpart, er der en klar grund til det: Ingen anden politiker, bortset fra Angela Merkel og indenrigsminister Horst Seehofer, har det forgangne år fyldt så meget i de tyske medier som Habeck. Sidste år var han den mest invitererede talkshowgæst i hele Tyskland.

Men fremgangen skyldes andet end Habecks behagelige ydre og det faktum, at han en gang imellem ser ud til at tænke en selvstændig tanke. Under Habeck og Baerbocks ledelse har De Grønne taget hul på en gennemgribende moderniseringsproces, som man formentlig først vil se det endelige resultat af i 2020, hvor partiet skal stemme om et nyt partiprogram.

Hvad skyldes denne selvrenovering? Svaret er der ingen tvivl om: De Grønne ønsker ikke længere at blive betragtet som et rent miljøparti. Som Habeck sagde i et stort interview i Die Zeit i maj: »Vi indleder nu en ny fase.« Hvad, han præcist mente, blev først klart for et par måneder siden. Her kunne et lækket strategidokument afsløre, at han ønsker en totalrenovering af de stærkt kritiserede arbejdsmarkedsreformer, kaldt Hartz IV, som partiet selv var med til at indføre, da de var en del af den rødgrønne Gerhard Schröder-regering fra 1998 til 2005.

De hårdeste kritikere vil uden tvivl sige, at det nye tiltag bare er et symbolpolitisk forsøg på at viske den beskidte tavle ren. Andre ser det som et reelt ønske om at udradere den tyske klientelisme. Efter alt at dømme ligger der da også grundige tanker bag denne omlægning, der skal samle alle social- og boligydelser samt studielån i ét enkelt system. Ud med bureaukratiet og hæv arbejdsløshedsunderstøttelsen! Står det til Habecks folk skal systemet fremover bygge på incitamentsstrukturer fremfor sanktioner. Deltagelse i rådgivning og uddannelse bør være frivillig. Men hvad så med pengene? På grund af besparelser i form af afbureaukratiseringen vil det nye socialsystem kun komme til at koste den tyske stat yderligere 30 millioner euro om året – udgifter som ifølge Habeck skal dækkes af en større økonomisk omfordeling.

Der findes formentlig et hav af skuffede socialdemokratiske vælgere, for hvem dette er sød musik i ørerne. Men er man først faldet for Habecks visioner, er det svært ikke at se, at de rækker meget længere end det. Som den pæne profet, han er blevet, taler han om en lys fremtid – ikke bare for Tyskland eller Europa, men også for naturen og miljøet. Dette er verdensånden på toppen af en vindmølle; fra ham lyder ingen dommedagsprofetier. Hvis bare vi klarer at tale sammen i et pluralistisk og effektivt fungerende demokrati, fritaget fra alle slags løgne og fake news, skal det alt sammen nok gå. For sådan er De Grønnes overordnede besked til den tyske vælgerbefolkning: Det er på tide at se optimistisk på fremtiden.

Det grønne program er enkelt nok, sålænge man bare lytter til Habecks ord. »Radikalisme er den nye realisme,« siger han igen og igen. Det er ikke radikalisme i udtryk, men i handling, han mener. Den tyske befolkning skal ikke forvente, at overgangen til vedvarende energi bliver køn. Tværtimod, siger han, vil overgangen kræve en åbenlys menneskelig indgriben i landskaberne. Der er nemlig kun én vej frem: For at opnå en firedobling af den vedvarende energi har landet brug for en ny industriel revolution. Alt dette er helt afgørende, hvis der skal skabes frihed, sikkerhed og stabilitet for de kommende generationer. For klimakampen er også en kamp for bevarelsen af det fredelige samfund, som vi kender det. Som han sagde til Die Zeit i maj: »Dette betyder mere bæredygtighed og fremtidig merværdi, mere retfærdighed og mere europæisk indflydelse. Gennemfører vi disse materielle omlægninger, medfører det i sidste ende et større fælles gode. Fællesvarer er ikke kun klima, luft, jord og vand, men også fred, samhørighed og sikkerhed.«

Skal alt dette lykkes, må partiet vinde befolkningens gunst. Det er derfor, at Habeck uden problemer tager ord som »civilpathos« i sin mund og opfordrer til brugen af et »positivt patriotisk vokabularium«. Og han har ikke tænkt sig at holde igen: »Hvis denne patos for alvor bliver materialiseret, kan svaret være enormt.«

Der er næppe tvivl om, at De Grønne forsøger at erobre de mange vælgere fra middelklassen, som er blevet skuffet over de seneste 15 års stilstand eller Alternativlosigkeit i tysk politik. Under partiets tidligere leder Simone Peter var De Grønne ikke bange for at gøre sig til tydelige fortalere for ligestilling og migration. Selvom man stadig aner sporene fra mange års multikulturalisme, er de identitetspolitiske mærkesager under Habeck og Baerbock skubbet i baggrunden til fordel for en emancipationskultur, der hæfter sig mere ved økonomiske og økologiske fremskridt.

Det kan let komme til at lyde selvovervurderende, men for Habeck handler det om at finde de positive politiske projekter, som kan samle befolkningen. Det er derfor ikke så underligt, at hans seneste bog bærer den utopiske titel Wer wir sein könnten (Hvem vi kunne være, 2018). I bogen slår han et slag for den gamle humanistiske traver, at »sproget forandrer verden«, som det hedder allerede i første sætning. Habeck mener, at sproget må forstås som handling. For som han skriver et andet sted: »Den sproglige træghed i dagens politik svarer til den politiske træghed. Muligheden for en anden politik bliver ikke artikuleret. For politik er ikke bare en kamp for 0,5 eller 1,5 procent mere eller mindre til dette eller noget andet. Politik er kampen om mulige verdener.«

Det lyder både storladent og rigtigt. Men desværre skuffer bogen ved at være så optaget af sin egen klagesang over brutaliseringen af det politiske sprog. Havde Habeck sat sig for at analysere og beskrive årsagerne til denne forråelse, havde bogen utvivlsomt været mere interessant.

Den grønne partileder går ikke desto mindre grundigt og dedikeret til opgaven, og det er særligt AfD’s nysprog og dehumaniserende udtryk (som for eksempel »asylturisme«), der udgør målet for hans kritik. I stedet drømmer han om et sprog, som muliggør et »åbent, menneskevenligt, kritisk, stridbart og kompromismuligt samfund.« Det er med andre ord ikke så interessant, hvad Habeck gør sig af sproglige iagttagelser. Det er snarere hans konklusion, som er værd at hæfte sig ved: Som hvid, midaldrende, vesttysk mand søger han et sprog, der favner bredere end hans eget identitets- og tilhørsforhold, et universelt liberalt fællesskab om man vil. Han kunne lige så godt sige det lige ud: Her søger han en anden myte og et andet sprog end det, som ligger i hans tyske aner. Farvel, kære hjemstavn. Goddag, fagre nye verden!

Den tyske journalist og Spiegel-redaktør Jan Fleischhauer har tidligere beskrevet Habeck som en mand, der »ikke ejer en mørk tanke«. Det er sjovt, fordi det godt kunne være sandt. Superoptimisten Habeck ser ingen antagonisme, ingen fjender i det demokratiske samfund – i modsætning til alle de populister, der ellers dominerer europæisk politik. Alle kan sådan set være med i Habecks projekt, hvis bare de har lyst. Men hvordan skal man forstå det? Som et naivt tankemønster? Eller som et håb om et bedre menneskeligt sammenhold i lyset af den kommende katastrofe? Man skal nok først og fremmest se det som en tro på, at fremtiden ikke skriver sig selv. Håbet om forandring er kun noget, vi selv kan danne. Som han formulerer det i sin nye bog: »Sproget repræsenterer ikke noget, der ville være der uden det; det skaber tværtimod aktivt virkeligheden.«

Den tyske kulturkritiker Tobias Haberkorn har tidligere beskrevet, hvordan Habecks forståelse af politik ikke ligger langt fra hans tilgang til litteratur. Som ung mand studerede Habeck filosofi, tysk og filologi, og skrev som 31-årig en genre-teoretisk afhandling om, hvilken form for virkelighed, litteraturen skaber, og hvordan den adskiller sig fra andre medier.

Afhandlingen skrev han på et tidspunkt, hvor litteraturvidenskaben var domineret af kritisk teori, dekonstruktion og russisk formalisme. Som Haberkorn fortæller, var den gode litteratur dengang primært negerende: Den afviste alt naturligt sprog, forsøgte at fremmedgøre mennesket fra dets vante dagligdag, mens den inderst inde kredsede om de afsavn eller begær, som tiden og samfundet undertrykte. Litteraturen var med andre ord et æstetisk modbillede til den ægte og naturlige verden.

Habeck konkluderede i sin afhandling, at det er litteraturens særlige mulighed, at den skaber sit eget rum, sin egen tid og sin egen virkelighed. Og med Kant og Hegel viste han, ifølge Haberkorn, hvordan litteraturen på den måde er alt andet end en flugt fra verden. Den har en »meningsside« eller en »positiv begrundelsesstruktur«, og med tekster af Friedrich Hölderlin og Paul Celan demonstrerede Habeck, hvilke muligheder for at ændre folks perceptioner, det litterære sprog tilbyder.

Selvfølgelig står Habecks litteraturforståelse ikke i et 1:1-forhold til hans tilgang til politik. Men alt dette viser, som Haberkorn også er inde på, at han for længe siden har indset, at verden ikke kun ændrer sig som følge af de økonomiske og teknologiske forandringer. De store transformationer i samfundet afhænger mindst lige så meget af den måde, som de formes i vores sprog.

I mere end 25 år har europæisk politik været domineret af teknokratiske, eftertænksomme politikertyper som Angela Merkel og tidligere finansminister Wolfgang Schaüble, der til enhver tid har arbejdet ud fra et juridisk og teknisk perspektiv. I denne periode har politik stort set været fritaget fra alternative visioner. Groft sagt har der kun været én, og det var nødvendighedens politik, dikteret af globaliseringen og de hastigt voksende finansmarkeder. Hvis vælgerne ikke var enige eller forstod det, var det fordi spindoktorer og personlige rådgivere ikke havde forklaret politikken godt nok. Eller som Haberkorn skriver: Alt var i orden, politikken krævede bare en bedre kommunikation. Men den som tænker sådan, holder virkeligheden og sproget adskilt, som om sproget ikke selv er med til at skabe virkeligheden.

I dag er det oplagt at se Robert Habeck som den moderne politiks nye figur, der ligesom de unge løver Emmanuel Macron og Sebastian Kurz ikke er bange for at forsøge at flytte befolkningens virkelighedsopfattelse gennem storladne fortællinger, myter og sproglige nydannelser. Alle giver de indtrykket af, at de kommer fra en anden verden, renset af en friskere luft, klogere af en dybere historisk erfaring og nu er fyldt med energi, klar til at forandre verden. Nogen vil kalde dem morgendagens foregangsmænd. Andre vil opfatte dem som skuespilsamfundets sidste aktører.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.