Fjernt fra fortidens ståsted

KOMMENTAR. Revue des Deux Mondes har tidligere tilbudt François Fillons hustru et fiktivt job. Nu får den franske præsidentkandidat en hel temasektion.

Det kunne lyde som en farce fra fortiden eller en historie opdigtet af Honoré de Balzac. Men den er god nok. Det hæderkronede Revue des Deux Mondes, som siden 1800-tallet og næsten helt op til i dag har været regnet for det førende franske tidsskrift inden for litteratur og kritik, er blevet midtpunkt i en skandale om den borgerlige præsidentkandidat François Fillon.

I de seneste uger er det kommet frem, at tidsskriftet, i perioden maj 2012 til december 2013, har udbetalt 5.000 euro om måneden til præsidentkandidatens hustru Penelope Fillon. Dog er der ikke meget, som tyder på, at hun skulle have udført et arbejde. At produktionen består af kun to korte boganmeldelser, udgivet under pseudonym, skaber tvivl om, hun virkelig har været ansat. Og tidsskriftets daværende direktør, Michel Crépu, mindes hverken at have set Penelope Fillon eller nogen indsendte tekster fra hende. Alle transaktioner er tilsyneladende foretaget direkte af tidsskriftets ejer Marc Ladreit de Lacharrière, der er en hovedrig ven af François Fillon.

Den republikanske kandidat, som indtil for nylig var favorit til at slå Front Nationals Marine Le Pen, beskyldes samtidig for at have aflønnet sin kone ulovligt i parlamentet. Samlet skulle hun have modtaget over 800.000 euro i kompensation for et job som assistent. Men på samme måde som med jobbet på Revue des Deux Mondes er hun så godt som aldrig blevet set i korridorerne til nationalforsamlingen ved Place de la Concorde.

Efter avisen Le Canard Enchainé første gang (25.01.2017) afdækkede de to sager, er problemerne blot vokset for den borgerlige politiker. Trods faldende vælgeropbakning nægter han at trække sig fra valget, hvis første runde afholdes 23. april. En undersøgelse af kontraktforholdene er sat i gang, og i mellemtiden har myndighederne åbnet en sag om underslæb mod de Lacharrière. Siden er tidsskriftets lokaler i hjertet af Paris blevet ransaget af fransk politi.

Men som om dette ikke var absurd nok, pryder den skandaleombruste Fillon også forsiden af februarudgaven af Revue des Deux Mondes. Nummeret indeholder en temaafdeling med fire bidrag, der fra hver sin kant forsøger at besvare spørgsmålet: »Hvad står Fillon for?«

Tre af de fire artikler er helt harmløse. De kan endda læses med et hvis udbytte, hvis man ønsker at blive klogere på Fillons ambitiøse økonomiske program, der blandt andet hviler på, at kreditorerne godkender en kraftig stigning i statens offentlige underskud, og dermed forpligter sig til to eller tre år uden stigende renter.

Men som Marc Zitzmann skriver i Neue Zürcher Zeitung, ser temaafdelingens første bidrag ret besynderlig ud. Teksten kommer fra stjernejournalisten ​​Franz-Olivier Giesbert, gift med Valérie Toranian, der siden sin indsættelse som chefredaktør i slutningen af ​​2014 har stået i spidsen for en række nedskæringer på Revue des Deux Mondes, som i dag kun udgives hver anden måned.

Giesberts artikel er en uforbeholden hyldest til en mand, der op til valget har prædiket mådehold og ordentlighed i fransk politik, men som nu ligner en hykler i mange vælgeres øjne. Ifølge Giesbert er Fillon en »enorm kilde til viden«, han så finanskrisen komme seks måneder før medierne og et helt år før daværende præsident Sarkozy. Chefredaktørens mand er derfor slet ikke i tvivl:

Det er hans (Fillons, red.) tid. Han ligner sikkert en kordreng, men ser man nøje efter, skinner hans læber stadig af vin, messevin eller ej: trods hans udseende er han mere original end gennemsnittet af vores politikere, han elsker at overraske, være hensynsløs og rive negle ud.

For Giesbert er Fillon indbegrebet af stædighed og behovet for at respektere religion og moral. Han er syntesen af ​​alle bevægelser i den borgerlige lejr.

De mærkelige euroforiske linjer blev skrevet, før den nuværende sag med Fillon og Revue des Deux Mondes brød ud. Og ifølge Marc Zitzmann viser de desværre også, hvordan (og hvorfor) Frankrigs mest højtstående intellektuelle tidsskrift har mistet relevans og klasse under en indehaver, der først og fremmest er styret af personlige interesser. På Baudelaire og Prousts tid var tidsskriftet en fryd. Det var her forfattere som Alexandre Dumas, Chateaubriand, Sainte-Beuve, George Sand og andre store navne huserede. I dag er Revue des Deux Mondes, ifølge Zitzmann, »kun en skygge af sit berømte selv«, og knap nok det. Tidsskriftet ser i denne tid ud til at være mere optaget af at føre en politisk-ideologisk kamp end at ville bedrive nysgerrig kritik.

Står det til Jerome Lefilliâtre fra centrum-venstre avisen Liberation, er Revue de Deux Mondes i hvert fald blevet »meget fillonsk«, og positionerer sig i disse år som en højreorienteret udgivelse, der i alt for høj grad overlader spaltepladsen til »nogle af de neokonservative idoler: [Éric] Zemmour, [Michel] Houellebecq, [Vladimir] Putin, [Alain] Finkielkraut…«

Det er imidlertid ikke kun fra venstresiden, at kritikken kommer. I Le Monde drømmer den tidligere chefredaktør Michel Crépu sig tilbage til guldalderen og kritiserer tidsskriftet for at have byttet arven fra Baudelaire og Chateaubriand ud med en forfatter som Zemmour, der er modstander af indvandring og menneskerettigheder.

Det var tidsskrifterne, skriver Crépu, fra det forrige århundrede – Karl Kraus’ Die Fackel, Revue des Deux Mondes, transition m.fl. – , der slog alarm, »det var dem, som var bekymret for den intellektuelle værdighed; de kunne forudse, hvad der kom.«

Men i dag er det anderledes, siger han om Revue des Deux Mondes.

»Det er underligt, ja, at det tidsskrift, som stod for moderation og nysgerrighed, for liberalisme, afmålt på samme måde som hos Tocqueville, befinder sig i en rasende agitation for noget, som ikke kendetegner det.«

I januar skrev nyhedsmagasinet L’Express, uden at nævne navne, at nogle af Revue des Deux Mondes faste bidragydere er bekymrede for tidsskriftets højredrejning. I Le Monde kom chefredaktør Valerie Toranian med det, der nok skulle være en afvisning, men som snarere ligner en indrømmelse:

»Vi ønsker at gøre tidsskriftet til en relevant og synlig aktør i den idédebat, der er i tråd med tiden. Det viser sig, at mennesker, som har hørelse, i dag er pessimistiske.«

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant. Født i 1989.
christian.j.idskov@vagant.no

Facebook

Twitter