Retfærdighed for Norge

»Som du kanskje har fått med deg, har det brutt ut en debatt etter at det ble kjent at Peter Handke vil bli tildelt Ibsenprisen,« skriver Vagants redaktør til mig og beder mig om en »meningsytring«. Men nej, det har jeg ikke »fått med meg«. Jeg befinder mig ikke i Norge, og Norge er, uanset hvor sårende og uretfærdigt det må lyde i nordmenneskenes øren, ikke verdens centrum – og en pris som Ibsenprisen bliver ikke nødvendigvis en af verdens »store« og vigtige priser, bare fordi man pumper den op med en absurd stor pengesum, ligesom den på mange måder lignende oliestat Dubai heller ikke er blevet verdens kulturelle centrum, bare fordi man har bygget et af historiens dyreste operahuse og fået verdens mest spektakulære arkitekter til at tegne byens skyline. Jeg befinder netop nu i Danmark, en anden ubetydelig nation, hvis kulturelle offentlighed ligesom den norske er på størrelse med en tændstikæske og ikke desto mindre også tror, at netop den er verdens centrum.

Peter Handke © Isolde Ohlbaum/Surhrkamp

Peter Handke © Isolde Ohlbaum/Surhrkamp

Så vidt jeg hernedefra kan se, er den norske debat et ubetydeligt ekko af den debat, der i årevis har fundet sted i tyskerlandene, hver gang nogen har givet eller ville give en pris til Peter Handke. Den eneste variation er, at en lokal patriot selvfølgelig har forvekslet Prosperos ø med Anders Breiviks. Men da jeg har tilbragt uhyggeligt mange af mit livs timer i Peter Handkes skrift, så vil jeg ikke desto mindre gerne ytre mine meninger i sagen. Som en del eurocentriske nordmænd har også jeg i perioder tænkt, at Peter Handke er den største nulevende forfatter. I månedsvis har jeg været intenst optaget af hans bøger, hans skrift – som den udfolder sig i bl.a. det tidlige mesterværk Die Angst des Tormanns beim Elfmeter og senere de fem geniale »Versuche«, essays eller »forsøg« – og hver gang har jeg pludselig fået nok, og passionen er slået om i irritation, væmmelse, pludselig kan jeg ikke holde ham ud, hans pathos, hans solipsisme, hans verdensfjerne svampesamlere, alle disse selvoptagede nostalgiske vandrere, dette næsten fuldkomne fravær af levende kvinder. Peter Handke er ikke alene problematisk som politisk menneske, han er også en problematisk, ja, ualmindeligt irriterende Schriftsteller. Og det er prisværdigt.

Jeg har aldrig været specielt optaget eller imponeret af Handkes teatertekster, mest fordi jeg aldrig har set dem forløst særligt spændende på scenen, det har altid været temmelig kedeligt. Bortset fra det synes jeg, juryens begrundelse for at give prisen til netop Handke er ganske vederheftig. Men på ét – måske afgørende – punkt er jeg stærkt uenig: Deres pris af hans »evne til å avlytte samfunnet«. Handke er en fabelagtig sproglytter, han blotlægger det tyske sprogs, ordenes og sætningens betydninger og udvider dem i sin skrift. Siden midten af nittenfirserne har han i sit forsøg på at leve skriften og skrive livet frembragt eksistentielle utopier, bud på, hvordan det enkelte – socialt og økonomisk uafhængige, arbejdsfritagne og eneboende! – menneske kan leve den vellykkede dag, det gode liv. I disse forsøg findes samfundet ganske vist, men som noget uden for dette usædvanlige enkelte menneske, og hvad værre er, det sociale, samværet bliver i meget høj grad romantiseret, og på en letkøbt måde: som noget fortælleren altid kan trække sig ud af og tilbage fra. Handke lever og skriver uden for de menneskelige samfund, og det gør han måske netop, fordi han er meget følsom for menneskelige relationer, og derfor meget opmærksom på samfundenes og Historiens overgreb på det enkelte menneske, såsom det relativt magtesløse menneske, der tilfældigvis er blevet til i det serbiske sprog og vokset op i en familie, der i århundreder har boet en lille by i Historiens udkant.

Hans kritik op gennem halvfemserne af de vestlige mediers ensidige dækning af den postjugoslaviske borgerkrig er temmelig enestående og berettiget. Men hvor medierne ikke kan se det enkelte menneske for Historien, kan Handke ikke se Historien for det enkelte menneske. Solipsisten Handke er verdens centrum, og hans personlige biografi med dens rødder i grænselandet mellem Østrig og Jugoslavien og mellem det tyske og det serbiske sprog er centrum i verdenshistorien. At han har opsøgt både Milošević og Karadžić er prisværdigt – jeg ville fandeme også gerne have mødt de herrer! – men at han senere har deltaget ved Milošević’s begravelse og ikke efterfølgende taget det nødvendige klare opgør med de to herrers gerninger, beviser at han ikke har sans for proportioner, og som politisk aktør er en idiot.

Ikke desto mindre synes jeg, man skal prise Handke som forfatter og dramatiker. At give ham Ibsenprisen er fint og absolut en offentlig diskussion værd, en diskussion hvor alle anfægtede – ikke mindst de enkelte jurymedlemmer – personligt træder frem og ytrer sig og risikerer at være indbyrdes uenige. Nur zu! Det væsentligste problem i denne sag er, at der følger penge med prisen. Det er et generelt problem: Den slags priser bør være som Jernkorset og Elefantordenen, en symbolsk gestus, en medalje man i gensidig forfængelighed hænger på prisværdige kunstnere. Ikke mindst fordi priser som Ibsenprisen stort set altid bliver givet til kunstnere, der ikke (længere) mangler penge. Og jo større den medfølgende pengemængde er, desto mere problematisk: Handke har i forvejen rigeligt med penge til at kunne leve og skrive frit, og som han har lyst til, resten af sine dage. De toogenhalv million(!) kroner, som den norske stat nu agter at forære ham, skal han altså bruge på noget andet end blyanter og vandrestøvler. Men hvad? Ja, hvad kunne Handke mon finde på? Et Milošević-mausoleum i centrum af Beograd? Advokatbistand til serbiske såkaldte krigsforbrydere i Haag?

Also fragt

Nielsen

 

Nielsen er bl.a. en forfatter, der skriver de fleste af sine bøger på dansk. Nielsens seneste roman Mine møder med De Danske Forfattere er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2014. Nielsen ledet tidligere virksomheden Das Beckwerk. Læs mere om Nielsen Bevægelsen på nielsen.re.

Nielsen

Facebook

Twitter