Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Små tyranner og triste voksne

ANMELDELSE. René Jean Jensen udforsker selvoptagethedens tristesse i sin første digtsamling i ni år.

Hvad gør du, hvis din bevidsthed er ved at klemme livet ud af dig? Går du i panik, eller tænker du dig om, velvidende at bevidsthedsspiralernes greb formentlig bare bliver stærkere?

Tænkning er en tvangshandling i digteren, oversætteren og redaktøren René Jean Jensens nye digtsamling, I nat bar jeg Caligula. Næsten alle digte er stemningsrapporter fra et ængsteligt aflukke, udsagt af et jeg i evig transit, fanget i mellemtilstande:

usund fornuft
jeg forviser tanker, dvs. tænker
selvangreb som autoritetens selvbeskyttelse
en tristhed podet på tristhed
som en mangfoldighed af grene
jeg rækker en hånd ind i træet,
som også er mellemrummet mellem grenene
hvor ingenting ønsker at være træ
en sårbarhed, der ikke er jegbåret
i usynlighedskappe
en uanmeldt længsel efter at se hele Mælkevejen
det er overskyet nat, det meste af intet synliggør sig

Ikke alle digte er ligeså helstøbte som ovenstående: Nogle er knappe og underfundige, andre halvkvalt indignerede i lange ordstrømme, mange er virkelig morsomme, eksempelvis digtet om de ting, de levende skriver og ikke skriver på gravstene, hvor højdepunktet må være »saml mange orm«.

René Jean Jensen udgiver ikke en ny digtsamling hver år. Den forrige, Jeg har planlagt at dagdrømme, udkom i 2010, men det vil være forkert at kalde ham uproduktiv. Med til hans produktion skal man også regne oversættelser af blandt andre Robert Walser, Ernst Jünger, Thomas Bernhard og Ola Júlen, sporadiske anmeldelser i Dagbladet Information samt hans arbejde som redaktør på forlaget Basilisk. Kendetegnende for Jeg har planlagt at dagdrømme er humoren, affødt af digtenes egenartede blanding af surrealisme og hverdagstrivialiteter. Til sammenligning er I nat bar jeg Caligula stadig sjov, men René Jean Jensens poesi er alligevel blevet mere inderlig, mindre let på tå.

Digtsamlingen er fyldt med modsætningspar som håb og håbløshed, optimisme og pessimisme, vrede og resignation. Jeget sidder i spænd mellem disse følelser uden at kunne hellige sig den ene eller den anden. Digtene leger ofte med modstillinger som at have »et meget viljestærkt behov / for at være viljeløs«. Den slags er altid i fare for at virke fikst, men det sker heldigvis sjældent. Der findes en mening med ordlegen, og det viljestærke behov for at være viljeløs fører eksempelvis videre til det opsigtsvækkende ønske om at »være den seng, jeg svæver over«.

Digtsamlingen pendulerer hele tiden inden for rammerne af et andet modsætningspar, patos og ironi. Den bevægelse er maskinens drivkraft. Det er som om, jeget kæmper mod sit eget ironiske temperament, som om stemmens standardindstilling er ironisk, men at der samtidig findes en bevidsthed om, at den ikke er livsvenlig, at der er behov for patos, en vis mængde dumhed. I et af de tidlige digte formuleres det sådan: »i radioen hørte jeg I wish I were twins / og skrev: husk perspektivskift, du bliver gladere af det / skift f.eks. jeg ud med du«. De forskellige personlige pronomener i digtene er forskydninger af jeget, hvorfor det følgende kan læses som en indre monolog:

ja, min ærlighed er inkonsekvent, sagde du
og styret af konjunkturer
til gengæld er mit håb hverken resultatet
af analyse, fornuft eller ensomhed
men en modstandshandling
og du er en tyv, du tager modet fra mig,
og det må man ikke

René Jean Jensen velsigner dansk litteratur med et billede fra hobbyskuret, når han hæfter betegnelsen »et lang livs stangtennis« på dysten mellem ironi og patos. Dialektisk tænkning som et spil stangtennis – hvor godt er det ikke lige?

Tiden er skævvreden i I nat bar jeg Caligula. Jeget tæller hele tiden til 11, hver gang »jeg vil tælle til ti«. Tidsforvirringen kommer mest slående til udtryk i linjerne: »og chokket var: jeg så ikke uret, jeg så dets indmad / en dødsappetit inde i nuet / en længsel, der ikke vil opdage, når den er passé.« Ordet passé går igen flere gange, det samme gør nostalgi. Jeget føler sig hele tiden ude af trit med nuet og er bange for døden, der venter »som et orgel sidst i sætningen«.

Der alluderes flere gange til klimakrisen, flygtningekrisen med mere, og man fristes til at oversætte den forfatning, jeget befinder sig i, til en mere almen tilstand. Et sted lyder det: »der var engang en aktivist, som ikke skabte passivister omkring sig,« og i et andet digt vil jeget forandre verden, »blive vækket af et barn med høj bleg pande / så hammerpåkaldende / det skal sige: lidt mere ubændighed / er det for meget forlangt?« At det netop er et barn, som skal vække jeget og bede om ubændighed giver mening, eftersom det er børnene, som skal leve med konsekvenserne af de voksnes apati.

Der er dog også noget andet på færde, når der dukker børn, og for den sags skyld dyr, op i digtene. De er historieløse væsener, der ikke er spundet ind i livets stangtennis endnu. Flere steder lader der til at være en misundelse på færde over børn og dyrs nysgerrige og selvfølgelige omgang med verden. Digtet »hvad laver i, børn?« slutter med det romantiske »hver aften skal det sære være at dø / hver morgen skal det sære være at leve«, og andetsteds konkluderer jeget, at »såvel melodrama som tragedie / er et kedeligt liv for en hund«. Fascinationen af dyr og børn er dog først og fremmest en beklagelse over jegets egen ængstelighed, manglende nysgerrighed og evne til at handle.

Titlens Caligula er et barn, men Caligula er også navnet på en af de mest berygtede romerske kejsere – i dag formentlig mest kendt som despoten, der skulle have gjort sin hest til senator, og som en flittigt brugt historisk parallel til Donald Trump. I titeldigtet er han lille, let og velduftende:

i nat bar jeg Caligula
så let og velduftende et barn
bar det i stormvejr
med en kvalme
som jeg holdt i spænd i halsen
så græd jeg
over forskelle uden energi
mellem svaner og ræve

Hvis dette tekststykke er en drøm, så er Caligula muligvis en erstatning for Trump og de andre populistiske figurer, der er dukket op de seneste år, Bolsonaro, Salvini m.fl. De inkarnerer barnets mørke side, den brutale »dette er mit«-mentalitet, og jeget bærer rundt på den barnlige despot, grædende af afmagt. Det er en kliché at citere Yeats i disse tider, men dette og andre af bogens digte leder tankerne hen på de hundrede år gamle linjer: »The ceremony of innocence is drowned; / The best lack all conviction, while the worst / Are full of passionate intensity.« I nat bar jeg Caligula er ikke en politisk kommentar eller en samtidsdiagnose som sådan, men den taler ofte fra en magtesløs position, der føles velkendt, tidstypisk.

I bogens anden halvdel skruer flere af digtene op for indignationen. Stemmen bliver ophidset og nogle gange nærmest messende med linjer som:

lær mig at markere progressivitet og kant
uden at jeg mister mine privilegier
lad mine ord være fordøjelsesvæsker slynget ud i verden
lad visse typer kannibalisme opstå af konsensus,
på måder, som jeg vil forklare senere
lad depressionen være selvsupplerende
lad politisk korrekthed være en drøm om absolut gehør
lad alle forskelle være illegitime, uden energi

Jeget er ikke mindre selvbevidst i sit raseri end i sin modløshed: »men det politiske er en intensitetsform / jeg åbenbart kan gå ud og ind ad, / og mit raseri har hørbar ergo-motor.« Det ændrer dog ikke ved, at digtene i dette register ikke holder samme niveau som de resterende. De bliver en tand for tidstypiske ved at gentage den efterhånden lidt trætte snak om privilegier og politisk modløshed uden at tilføre den noget nyt. Jegets flirten med aktivistisk jargon giver mening med tanke på værkets udforskning af handlingslammelsen, men den ligner mest en tom gestus. Temposkiftet klæder ikke stemmen: Den drukner en smule i larmen og bliver pludseligt anonym.

René Jean Jensen er en af de fineste melankolikere i dansk litteratur, en af dem, der helt umærkeligt er i stand til at blande depression og latter. I nat bar jeg Caligula er bedst, når den er afdæmpet, og de lyse såvel som mørke sider af tungsindet får lov at skinne igennem. Digtsamlingens kvaliteter opsummeres muligvis bedst i den følgende vejledning til champagnedrikning, der til forveksling ligner en poetik: »den mest melankolske måde at drikke champagne på / er gennem et sugerør / gør det til husbehov, vær så konsekvent dionysisk / at der også opstår orden i dét.«

Kasper Lyngholm Larsen

Kasper Lyngholm Larsen

Kritiker og skribent. Medredaktør i Vagant
kasper.l.larsen@vagant.no

Abonnér på Vagant!Og få bladet sendt rett hjem til deg

Prisene gjelder for ett års abonnement, fire utgaver, og inkluderer porto. 

Les mer