Nu er trolden ude af æsken

KOMMENTAR. Rasmus Paludan viser, at internettets opmærksomhedslogik for alvor er trængt ind i midten af dansk politik. 

Rasmus Paludan. Grafik: Vagant

Det måtte jo ske. En mand, som ind til for nylig bare var kendt på internettet for sit racistiske ordgyderi, har gjort sit indtog i dansk politiks etablerede kredse.

I forrige uge kom det frem, at Rasmus Paludan og hans højreekstreme, islamfjendtlige parti Stram Kurs har sikret sig mere end de 20.109 vælgererklæringer, der kræves for at stille op til det danske folketingsvalg – og dermed deltage i de partilederdebatter, der vil løbe over tv-skærmene i de kommende uger.

Dette har selvfølgelig vakt et ramaskrig overalt i Debatdanmark, især fordi underskrifterne til hans parti strømmede ind efter påskens optøjer på den multietniske Blågårdsplads på Nørrebro, hvor Paludan havde planer om at afbrænde koranen.

Mange har siden haft travlt med at gøre mikronfonholdende journalister, rasende venstrefløjsaktivister og yderligtgående højrefløjspolitikere til syndebukke for hele denne absurde affære, der betyder, at den racismedømte youtubestjerne nu får mulighed for at gøre valgkampen til et endnu større cirkus end allerede ventet.

Men det er hverken de etablerede partier, de venstreradikale eller Dansk Folkeparti, som har båret Rasmus Paludan frem. Han er snarere resultatet af den opmærksomhedslogik, som har fulgt med de nye internettetplatforme, og som i overvældende udstrækning har bidt sig ind på de etablerede medier.

Til at begynde med er Rasmus Paludan nemlig et fænomen, som mere end nogen andre har formået at udnytte internettets mekanismer og forudsætninger for offentlig opmærksomhed – og taget denne logik og ført den ud i offentlighedens fysiske rum.

Når han tropper op i socialt udsatte boligområder med en høj koncentration af indvandrere, brænder koranen af og kalder sine tilskuere for samfundstabere, agerer han som en vaskeægte troll. Hans eneste mål er at fremprovokere reaktioner fra folk, han selv opsøger, så han kan få sit fordomsfulde verdensbillede bekræftet: At den uintegrerbare, dovne »anden« er naturligt voldsparat og derfor ikke accepterer demokratiets ytrings- og forsamlingsfrihed.

Den seneste tid har uden tvivl vist, at han ikke har demokratiske hensigter med sine såkaldte demonstrationer. Som man kunne se i Deadline-studiet for nylig, fører han sig frem med grotesk overdrevne budskaber – som for eksempel at sende alle DR-journalister ud på en øde ø – og trækker dem tilbage, når man spørger ham, om han virkelig går ind for konsekvenserne af det, han siger.

Denne strategi kommer til at gentage sig utallige gange i de næste uger. For Paludan er først og fremmest en provokatør. Han har aldrig haft i sinde at argumentere for sine sager, men kun at flytte mulighederne for, hvad der kan og må siges. Det eneste, han ønsker, er at fremsætte en stribe skarpt formulerede afvisninger af det danske samfunds fælles værdigrundlag, for derefter at håbe, at nogen farer op og begrænser hans mulighed for at ytre sig, så han selv kan læne sig tilbage i martyrrollen. Det er også sådan, vi ser højreradikale agere i lande tæt på os, f.eks. i Tyskland, hvor man igen og igen hører anklagen om, at medierne udgør en holdningskorridor.

Sandt nok, Facebook har for nylig suspenderet Paludan og en række andre internationalt kendte højreekstreme. Men over de senere år har ytringshistorien primært været en anden. Den amerikanske journalist Angela Nagle udgav i 2017 bogen Kill All Normies, der viser hvordan der under Trumps valgkamp opstod en forbindelse mellem holdningerne på højreekstreme internetfora, og hvad der pludselig blev muligt at udtrykke i den politiske mainstreamdebat. Det, som længe var anset for udgrænsede synspunkter blandt blogkrigere og trolde, blev med et til tænkelige udsagn i samfundets andre ytringsrum, med god hjælp fra internettets nihilistiske memekultur.

Det er derfor ikke så underligt, at vi nu ser det samme herhjemme, hvor det først og fremmest er de unge internetbrugere, som har interesseret sig for Paludans youtubevideoer. Hele hans lattervækkende og bevidst overdrevne fremtoning rammer tilsyneladende tidsånden og de yngste i befolkningen ganske rent – som en bevidst, ofte ironisk dyrkelse af det smagløse.

Man skal ikke mange år tilbage, før hipsteren var det bedste billede på tidens søgen efter autenticitet. Denne jagt på oprigtighed synes nu erstattet med hele denne memethed, som præger de sociale medier. Det er klart, at store dele af dagens ungdom også er dybt seriøse om deres fremtid og forsøger at kommunikere deres største længsler, håb, sårbarheder og drømme på sensible måder. Alt det sker dog mere og mere på de sociale mediers affektive præmisser, med bevidst kiksede videoer, billeder og tekstbidder, som udstråler en åben og ironisk tilgang til tilværelsen, der er i sidste ende er grundlæggende antiautoritær. Derfor er Paludan heller ikke en mand, der vækker beundring blandt teenagere; han er snarere et socialt fænomen, man gør nar af. Men på den måde er han også blevet båret frem af ungdommens morskabstrang og de nye mediers mekanismer.

Det lader til, at vi lever i et underligt, overfladisk øjeblik i den digitale tidsalder, hvor den seriøse virkelighed tydeligvis er blevet for kedelig. De nye teknologier genererer en ekstremt hurtig udbredelse af impulsivt affektfremkaldende indhold, som får lov at dominere på de sociale arenaer frem for kritisk tænkning.

Det var det, som var en del af årsagen til Donald Trumps amerikanske succes, og vi ser nu, at den samme tendens gør sig gældende i Danmark med Rasmus Paludan som førsterepræsentant. Mange i befolkningen sagde til sig selv, at det som skete i USA, aldrig ville være en mulighed i Danmark. Historien, ved vi nu, kan blive en anden. Effekten af Paludan og denne memekultur vil forblive i offentligheden i meget lang tid fremover – selv efter Stram Kurs’ leder er blevet dømt ude af dansk politik. Allerede nu bør vi bekymre os om, hvad der bliver det næste.

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant.
christian.j.idskov@vagant.no