KOMMENTAR. I 1955 reddede Rasmus Klump og hans venner julen med en kande olie. 65 år senere vender tidsbilledet: Danmarks rigdomskilde skal lukkes.
Den 4. december i år besluttede den danske regering, at olieudvindingen i Nordsøen skal bringes til ophør i 2050. Oliens fremtid har længe været et klimapolitisk spørgsmål, og det blev ikke mindre væsentligt, da et bredt flertal i Folketinget den 18. juni 2020 vedtog en ny klimalov: Frem til 2030 skal klimaudledningerne reduceres med 70 procent. Det kræver et omfattende opgør med vores faste forestillinger.
Udvindingen i Nordsøen begyndte ikonisk den 2. august 1972 med Hans Kongelige Højhed Prins Henrik på tankskibet Marie Mærsk. Siden har olien flydt, og på utallige måder indsmurt samfundslivet i sit changerende farvespil: Milliarderne til statskassen har muliggjort en udvidelse af den danske velfærdsstat, og en offentlig oliemytologi er vokset frem med udtryk som »det sorte guld«, »oliefeber«, »oliejagt« og selvfølgelig det selvfejrende »olieeventyr«. Og sandelig om ikke dette »eventyr« også dukker op i børnefortællingerne, nærmere bestemt i tegneserien om Rasmus Klump, skabt af Carla og Vilhelm Hansen i 1952.
I Rasmus Klump på Nordpolen (1955) ender Rasmus Klump og hans slæng efter en lang rejse hos Kongen af Nordpolen. En middag serveres i det store isslot, og kort efter tager kongen sine nye venner med op til toppen af en bakke. Han skal nemlig vise dem noget usædvanligt:
Efter fire tegneserieruder er sekvensen forbi, og Rasmus Klump og vennerne bliver ført videre til Peter Håndsving, der laver nordlys ved hjælp af »3 strøgne skovfulde fin, frossen sne« og en særlig lysmaskine.[1]
Tegneserien er fra 1955, altså 17 år før de første Nordsøboringer, og det er slående, hvor nonchalant tegneserien fortæller det læsende barn, at olie får Jorden til at dreje rundt – en uovertruffen analogi på den globale verdensorden.
Jeg skal ikke lade, som om jeg kendte denne historie fra min egen barndom. Det var først for nyligt, jeg stødte på den. Jeg sad og så Rasmus Klump-tegnefilm med min datter. Nærmere bestemt afsnittet Rasmus Klump – Nordlyset (2018) fra den prisbelønnede animationsserie af produktionsselskabet Studio Soi.[2]
Animationsserien tager afsæt i de gamle Klump-historier, men er skrevet til et mere skærmvant publikum, så tempoet og handlingsforløbet har fået et markant nyk opad. Rasmus Klump og vennerne besøger ikke længere kongen af Nordpolen. Skæg ender derimod med at lægge arm med Søren Oliekande i et væddemål, der skal afgøre, hvem der for fremtiden skal smøre jordaksen. Under armlægningen skriger aksen pludselig højt efter olie. Den skurrende lyd piner Skæg så forfærdeligt, at han er ved at tabe væddemålet, og Jordens rotation risikerer at stoppe. Rasmus, Pelle og Pingo må derfor skynde sig op på bakken for at smøre aksen.
Fortællingen om olie holder ved
Efter 63 år – med stigende miljø- og klimabevidsthed, oliekriser og Kyoto- og Parisaftaler – er Klump-tegneseriens oliefortælling kun vokset i omfang. I 2018-udgaven er ikke bare tempoet og spændingsniveauet skruet op. Den akse, der før var på højde med Søren Oliekande og blev smurt fra en lille, håndholdt oliekande, er nu gigantisk.
Oliekanden er desuden skiftet ud med en trætønde, som Rasmus, Pingo og Pelle først må mase med at fylde med olie fra oliebrønden, før de stridsomt slæber den op over bakken og hen til den enorme jordakse, der piber øresønderrivende efter smørelse.
Analytisk vold eller (u)bevidst allegori
Der er afgjort langt fra Rasmus Klump til geopolitik, og pointen er da heller ikke, at den eventyrlystne bjørn vaccinerer børn mod oliekritik. Tegneseriens to versioner peger dog på, hvor slidstærke de fastgroede oliefortællinger er blevet. I dette tilfælde at olie sikrer en gnidningsfri rotation omkring den samme gamle akse og desuden forhindrer skurende mislyde, der kunne forskubbe en etableret orden.
Rasmus Klump tydeliggør, hvor markant oliens tilstedeværelse er i vor kultur. Fra undergrunden af det uskyldige eventyr kan der udvindes en klæg og matsort allegorisk kritik af oliens betydning i samfundet. Nu har Danmark varslet et stop. Men det betyder ikke, at klimakrisens skurrende mislyd forstummer foreløbigt. Det kræver et langt større opgør med de oliekulturelle fortællinger om stabilitet, mobilitet og »det gode liv«.
[1] Carla & Vilh. Hansen, Rasmus Klump på nordpolen (København: Carlsen, 1973), 26.
[2] Rasmus Klump – Nordlyset. Instrueret af Johannes Weiland. Ludwigsburg: Studio Soi, 2018.
