DEBAT. Hvorfor er de danske nationalkonservative debattører så betagede af Ruslands præsident?

Publiceret i Vagant 1–2/2017.

Hvordan forstår danskerne Rusland og russisk kultur? I min erfaring har to forenklende tænkemåder længe været fremherskende: enten at se de dystre og komplicerede russiske romanklassikere som definerende for folkeånden, eller at forstå alt i lyset af kommunist­tiden og den kolde krigs logik. I løbet af 2000’erne kaldte udviklingen i Rusland dog på nye og mere nuancerede forståelsesrammer, og jeg havde i denne tid som formidler af russisk litteratur den fornøjelse at blive stillet flere nysgerrige og åbne spørgsmål. Men så, i 2009, kom Vladimir Putin ridende i bar overkrop og sørgede for, at et nyt fængslende billede af Rusland blev dominerende: den stærke leder med det magtfulde greb om Rusland og landets befolkning. At der bor mange andre end Putin i Rusland, og at få af dem identificerer sig med det politiske niveau, synes ikke at interessere ret mange danskere. Paratbilledet af »russerne«, der elsker og har brug for en stærk leder, er dukket op igen, og Putin ses efter alt at dømme som afgørende for, hvad der er værd at beskæftige sig med i Rusland. Åbenbart kan den stærke leder fortsætte med at fascinere, hvilket understreges af den udbredte cirkulation af de samme, efterhånden gamle fotos af Putin i forskellige machopositurer. Hvad enten man skræmmes eller griner af den type billeder (måske gør man begge dele på en gang), er de for længst blevet ikoniske symboler på linje med løgkuppelkirkerne.

At dømme efter den generelle journalistiske dækning af Rusland i de danske medier skal russiske temaer helst kunne relateres mere eller mindre direkte til Putin, og derfor dækkes også åbenlyse oppositionsgrupper eller ­personer som Pussy Riot, Boris Nemtsov eller Aleksej Navalnyj, mens der sjældent præsenteres mere mudrede fænomener eller upolitiske emner. Putin er endda med helt inde i opfattelsen af ny russisk litteratur, når kritiker Jørgen Herman Monrad i sin anmeldelse af den russisk­-danske antologi Frihed og skæbne i Weekendavisen mener, at vi »i disse år undrer os over russerne – disse 140 millioner stolte og stædige mennesker, der et kort øjeblik så ud til at være på vej ind i det centraleuropæiske fællesskab, men som nu tilsyneladende slutter op om en klan af korrupte ledere og forskanser sig i nationalistiske vrangforestillinger om fordums og fremtids storhed« (22.5.2015). Og i Politiken har man kunnet læse, at: »Det [russiske] litterære miljø lider under den autoritære, kleptokratiske, homofobiske og nationalistiske kultur, som præger Rusland, der ikke tilnærmelsesvis har en offentlighed eller en kunstnerisk scene, der tillader de friheder, som kendes fra Vesten« (Jes Stein Pedersen, 10.12.2016). »Pusjkin er vores et og alt,« lyder et berømt russisk udsagn om den store nationaldigter. At dømme ud fra danske medier, skulle man tro, at det nu om dage gjaldt ikke Pusjkin, men Putin.

Putinismens fascination præger medierne gene­relt, men kommer også meget specifikt til udtryk blandt visse danske højreintellektuelle, som de sidste fire-fem år stadig oftere har udtrykt forståelse og endda beundring for Putin. Disse danske »nationalkonservative« tæller navne som teolog Iben Thranholm, forfatter Ole Hyltoft, litterat Kasper Støvring, præst og tidligere medlem af folketinget for Dansk Folkeparti Søren Krarup, sogne­præst Marie Høgh, og de nuværende folketingsrepræsen­tanter for Dansk Folkeparti Søren Espersen og Marie Krarup. Sidstnævnte er sammen med Iben Thranholm en af de mest entydigt positive Putinfortalere. Det er især Putins overordnede nationale dagsorden og hans status og rolle på den internationale scene, der frem­hæves, mens det mere konkret indenrigspolitiske og konflikten med Ukraine enten ignoreres eller nedtones, ligesom der er holdningsforskelle, ikke mindst når det gælder spørgsmål om sanktioner og oprustning.

Illustration: Andreas Töpfer

Teologen og journalisten Iben Thranholm, der er kendt i den danske offentlighed som katolsk konvertit og ikke er bange for hverken at give den slappe danske folkekirke en opsang eller at tale om synd og Antikrist, ser Putin som kristendommens beskytter. Dette synspunkt lancerede hun for første gang offentligt i august 2012. I anledning af fængselsdommen over Pussy Riot skrev hun i Kristeligt Dagblad en kronik med titlen: »Putin er en ny kristen verdensleder: Dommen over Pussy Riot handler mere om religion end om politik« (24.8.2012). Ifølge Thranholm føler Vesten sig værdimæssigt truet, fordi Rusland under Putin »ikke går på kompromis med kristne værdier«. Hun fremstiller Vesten som den antikristelige front, der »arbejder systematisk på at nedbryde alle kristne værdier gennem blandt andet aktiv dødshjælp, abort og kirkelig vielse af homoseksuelle«. Den århundredegamle idé om, at Moskva er det tredje Rom (efter at det andet Rom, Byzans/Konstantinopel, faldt til tyrkerne), en idé som Putinregeringen bevidst har relanceret, går altså rent ind hos Thranholm. Hun sætter ukritisk sin lid til den »personligt troende« Putin, fordi hun i ham ser en allieret i kampen mod alt det, der ifølge hende truer Europa. Thranholm har siden optrådt i russiske medier, og den private (ofte nytænkende og bevidst provokerende) danske kanal Radio24syv fulgte op med en serie, »Fra Rusland med kærlighed«, hvor en journalist sommeren 2015 rejste rundt i Rusland sammen med Thranholm, for at give »et positivt kig på Putins Rusland«. Thranholms holdninger til Putin har ikke overraskende givet anledning til en debat i de danske medier om russisk propaganda og vellykket brug af »nyttige idioter«, en debat som kulminerede i januar i år, da det kom frem, at Thranholm figurerede på en liste hos EU’s East StratCom­ taskforce, som har til opgave at identificere og afsløre russisk desinformation. Sagen blev kendt, da Marie Krarup i Folketinget spurgte udenrigsminister Anders Samuelsen om det rimelige i, at en dansk debattør optræder på en overvågningsliste. Det viste sig imidlertid, at Thranholm ikke var på nogen overvågningsliste, men at East StratCom havde henvist til hendes artikel i et engelsksproget russisk medie – »Misguided Compassion Threatens to Become the Downfall of Europe« (2015) – som et typisk eksempel på den statsforankrede russiske fortælling om Vestens moral­ske forfald. (Se web­mediet pov.international 14.01.2017 for en redegørelse for sagen i artiklen: »Ingen har knægtet Iben Thranholms ytringsfrihed.«)

Thranholm var rystet over, at hendes artikel var blevet »stemplet som russisk propaganda« og mente sig ramt af de europæiske magthaveres sovjetlignende censur (Udfordringen 22.01.2017), og sognepræst Marie Høgh gik i brechen for hende i et indlæg, der sammenlignede EU’s antikristne værdier med Sovjetunionens (Kristeligt Dagblad 18.1.2017). Et andet skræmmebillede end det sovjetiske blev bragt på banen af Marie Krarup, som i sit spørgsmål til udenrigsministeren anvendte formuleringen »en kendt dansk islamkritiker« om Thranholm og dermed antydede, at det netop var islamkritikken, der havde fået hende på listen hos det underforstået islamvenlige EU. Forsvaret mod islam og modstanden mod EU og mod universelle menneskerettigheder er bagvedliggende faktorer i Marie Krarups (og også i hendes far Søren Krarups) udbredte forståelse for Ruslands ageren som nationalstat: Over for de førnævnte virkelige farer er der slet ingen fare fra Rusland. Putin har flere gange kaldt til internationalt sammenhold over for terrorisme, men islam og muslimer som sådan har han ikke udnævnt til fjende. Alligevel kommer Putin hos de danske DF-­politikere til at fremstå som en allieret i kampen mod hele pakken af trusler mod den kristne nationalstat.

Selv fremhæver Marie Krarup – som er sit partis for­svarsordfører og blandt andet sidder i Udenrigspolitisk Nævn – sin faglige baggrund og sit indgående kendskab til Rusland, når hun udtaler sig om, hvordan Danmark og Europa bør forholde sig. (Hun er uddannet sprogofficer i russisk, cand.mag. i øststatskundskab og samfundsfag og har været assisterende forsvarsattaché på den danske ambassade i Rusland.) Hun insisterer på at imødegå anklager om at være for »russervenlig« med ekspertise og realisme: »Jeg er ikke betalt af Rusland, jeg er bare realist« (Berlingske 24.10.2016). Marie Krarup har både fået en række støtteerklæringer og er blevet mødt med voldsom kritik, og medierne holder et særligt vågent øje med både hendes holdning til Rusland og hendes reaktion på kritikken – som da Venstrepolitikeren og Folketingets mest kendte sangskriver, Bertel Haarder, i sin julesang 2016 havde et vers om »Putin (Trumps og Krarups ven)«, og senest i forbindelse med Udenrigspolitisk Nævns delega­tionsrejse til Rusland i begyndelsen af marts, hvor man var meget optaget af, om netop Marie Krarup havde valgt at følge det IT-sikkerhedsmæssige råd om at lade sin smartphone blive hjemme (det havde hun angiveligt ikke). Disse »borgerlige putinistas«, som juristen Jacob Mchangama har kaldt dem (Berlingske-­kronikken 5.1.2017) kan ses som bekræftelse på, at den russiske strategi for at finde allierede blandt højrepartierne i Europa virker, og at »autoritanismens nye akse« (Thomas Assheuer på Vagant.no 6.6.2014) ikke bare går igennem Ungarn, Frankrig og Storbritannien, men også strejfer Danmark. Visse danske Ruslandseksperter – som Flemming Rose (»Frygt Ruslands svaghed«, Weekendavisen 13.1.2017) og Karsten Møller (»Agtpågivende«, Weekendavisen 20.1.2017) – har erklæret sig enige i behovet for et opgør med den over­fladiske dæmonisering af Putin og Rusland, og i at det store problem er den manglende viden om det russiske perspektiv. Men hvor de højreintellektuelle mener, at de har et nuanceret indblik i og begreb om Putins projekt, som de ser som beundringsværdigt og legitimt, ser de nævnte eksperter nok snarere Putins magtposition og planer som faktorer, man må sætte sig ind i og forholde sig realpolitisk til.

Jeg vil dog vove at påstå, at ingen af dem faktisk bi­drager til et mere nuanceret billede af Rusland. Tværti­mod er det reduktive syn på Rusland som Putins projekt blevet endnu mere udpræget i denne debat, såvel blandt beundrere og eksperter som blandt kritikere af Putin­-beundringen. Godt nok har Putinfascinationens udbre­delse – sammen med fænomenet Trump – også tvunget os til en besindelse på kvaliteterne ved vores liberale demokrati, som vi ikke længere bare kan tage for givet. Men vi ser samtidig, hvordan en dansk nationalkonserva­tiv længsel efter den stærke kristne mand, der kan rydde op i det liberale demokratis multikultur og de åbne græn­sers rod, tilsyneladende rimer med en generelt voksende vilje til at acceptere indskrænkelse af borgerlige rettig­heder og tilstedeværelsen af alternative fakta som prisen for orden, sikkerhed og forudsigelighed. Beundringen for Putin er diktaturets tillokkelse og lydighedens betryg­gelse, som den amerikanske forfatter og journalist Paul Berman har udtrykt det (Weekendavisen 20.1.2017).

Diktaturet er så meget desto mere tillokkende, hvis der står en karismatisk og glamourøs leder i spidsen. Så ligner det måske slet ikke et diktatur, men snarere en velbrandet virksomhed. Rusland gør faktisk meget for at brande sig – se for eksempel det russiske uddannelses­ ministeriums officielle hjemmeside: studyinrussia.ru, eller kampagnen #russialovewithoutborders i forbindelse med 8. marts 2017. Og man må sige, at Vladimir Vladimirovitj Putin – VVP – er Ruslands absolut førende celebrity, endda en celebrity hvis personlighed og fremtræden også fasci­nerer uden for landets grænser. Uanset holdningen til Putins Rusland, tror jeg, at mange danskere i en eller anden grad ser Putin som intelligent og muligvis endda »cool« og charmerende – en fortolkning Netflix­serien House of Cards (2013-­) har bidraget til, da den i tredje sæson introducerede en menneskelig, interessant og besnærende Putin-figur, Viktor Petrov, oven i købet spillet af den sympatiske, danske skuespiller Lars Mikkelsen.

Det afgørende i putinismens fascination er imidler­tid nok den binære enten­/eller-tænkning, som når kristen­dommen sættes over for sædernes forfald eller over for islam, og når nationalstaten sættes over for EU, men ikke mindst når en fælles farlig fjende gør Rusland til en i den logik ufarlig allieret. Det er »min fjendes fjende er min ven«-­tankegangen fra den kolde krig om igen, og den fungerer også blandt vestlige Putinkritikere, som tror, at hans opposition automatisk må være ligesom os: sekulære, tilhængere af det liberale demokrati et cetera, og som ser denne opposition som sandhedsvidner. Sådan ser vi Sofi Oksanen, og sådan er Svetlana Aleksijevitj i høj grad blevet læst i vores del af verden, uden nærmere analyse af den involverede fiktionalisering og redigering i begges projekter (se de kritiske kommentarer om Oksanens projekt af Jo Eggen i Vagant 1/2014 og Erik Kulavig i Vagant 3/2015). Men hvad skal vestlige Putinkritikere stille op med en nationalbolsjevik som Zakhar Prilepin og andre, der kritiserer Putin fra højre? Prilepin er potentielt lige så ødelæggende for enten/­eller-tænkningen som Solzjenitsyn var det i Sovjettiden: Sidstnævnte var som bekendt systemkritiker i Sovjetunionen, men fra sit amerikanske eksil begyndte han lige så hårdnakket at kritisere det kapitalistiske, materialistiske Vesten. (Siden vendte han hjem til Rusland og lod sig omfavne af Putin, dog uden rigtig at finde fodfæste i fædrelandet.)

Illustration: Andreas Töpfer

Hvordan vi og ikke mindst vores regering og vores politikere forstår og reagerer på Putins projekt, er natur­ligvis sikkerhedspolitisk yderst relevant. Men når det gælder vores forståelse af Rusland, er det måske vigtigere at indse, at Putinfikseringen i sig selv er indskrænkende og hæmmende for alternative relationskanaler mellem vores samfund og kulturer. Den fremtidige internationale udvikling afhænger af, om visse statsledere får magt, som de har agt, men den afhænger også af, om politikere såvel som borgere holder fast i stereotyperne og primært søger bekræftelse af dem, eller om vi vover at tænke i andet end forsimplinger og enten­/eller.

Opmuntrende nok har flere tiltag i de danske medier i den allerseneste tid faktisk åbnet for mere nuancerede indblik i dagens Rusland: Weekendavisen har efterhånden jævnligt artikler af journalisten Andrey Kazankov, der følger russisksprogede nyheder og debatter; Danmarks Radios DR2 sendte sidste år en reportage om «Danskerne i Rusland», og P1 har siden 3. februar hver fredag sendt en halv times radioudsendelse, »Russerne kommer«, hvis russiskkyndige værter nuancerer, oplyser og reflekterer humoristisk over både russernes selvbilleder og vores billeder af dem. Desuden har Dagbladet Information den 11. februar lanceret en serie af essays, interviews og artikler under temaet »Rusland indefra«, med bidrag fra russiske intellektuelle som forfatter Mikhail Sjisjkin om den en­keltes ansvar og vigtigheden af protest, historieprofessor Ivan Kurilla om historiens rolle i den offentlige debat, filolog Gasan Gusejnov om det politiske sprogs kendetegn samt docent i filosofi Andrej Mensjikov om regionale identiteter.

Rusland er andet og mere end Putin og magtens sprog. Rusland er også civilorganisationer, videnskabelige insti­tutioner, forfattere, kunstnere og alle de almindelige borgere. Har vi mon brug for en slags »Next Stop Sovjet 2.0« for at lære dem at kende og komme i dialog med dem? Vi eksperter og formidlere gør, hvad vi kan, når det gælder de nyeste udviklinger inden for russisk politik, samfund, kultur, litteratur og sprog, men vi kunne sikkert i dagens Ruslandsdiskussioner med fordel minde om nogle af de fantastiske tænkere i Ruslands ældre kulturhistorie. Som formalisterne Viktor Sjklovskij og Boris Ejkhenbaum, der kan hjælpe os til at gennemskue strukturerne i vores sproglige opdeling af verden, eller semiotikerne Roman Jakobson og Jurij Lotman, der kan minde os om mod­tagerens store rolle i fortolkningen af et budskab. For ikke at nævne den store dialogteoretiker, Mikhail Bakhtin, som netop udviklede sine vigtigste teorier i Stalintiden, som én stor protest mod forsimplende sandhedsmonologer.

Publiceret i Vagant 1-2/2017. Læs mere om nummeret her. Tegn abonnement på Vagant her.

 

Tine Roesen

Tine Roesen er oversætter af russisk litteratur samt lektor ved tværkulturelle og regionale studier, Københavns Universitet.

Facebook

Twitter