Poesi fra apokalypseland

ANMELDELSE. Lars Skinnebach og Goodiepal har slugt den røde pille og rapporterer fra undergangens kaninhul.

I en tale på Litt Talk-festivalen på Vallekilde Højskole i 2015 fortæller Lars Skinnebach, at han i stedet for at skrive som et jeg eller et vi i sine seneste digtsamlinger har forsøgt at skrive som den tomme mængde, ø, som man kender fra den matematiske mængdelære. Her hedder det i et af de centrale aksiomer, at den tomme mængde er en delmængde i alle andre mængder, og Skinnebach ser denne position som et mere sandfærdigt sted at tale fra end de klassiske personlige pronominer. I talen sætter han det op som en didaktisk remse, der i digtform optræder på sidste side i hans nye digtsamling Teotwawki: »Ø må acceptere, at ø er den tomme mængde / Den tomme mængde må acceptere / at den tomme mængde er ø«.

At skrive som ø er med andre ord at opgive forestillingen om poesi som det, Poul Borum definerede som »Jeg.er.her.nu«. Man kan tværtimod sige, at Teotwawki er overalt.hele.tiden. Tidsmæssigt spænder bogen, hvis titel er akronym for the end of the world as we know it, fra menneskets begyndelse til dets endeligt og udspiller sig i både Amazonas, Danmark og »Den artificielle have«. Værket er delt op i tre afsnit, hvor det første og det sidste primært indeholder digte, det midterste en dialog mellem de sidste mennesker. Referencerammen spænder fra Prometheus til Mærsk.

Den dansk-færøske multikunstner Goodiepal er til stede i Teotwawki på lige fod med Lars Skinnebach. Goodiepal står for værkets sats og »illuminationer«, og han fylder samtlige bogens venstresider med fotografier, stakåndede anbefalinger af kunst og »komputermusik«, og nogle gange fortolkninger af Skinnebachs digte, der står på højre side. Men det er måske forkert at tale om højre- og venstresider, for Teotwawki er ikke en bog så meget som en papirblok i A4-størrelse med spiralryg. Kolofonen påstår, at »bogen er sat med Photoshop 5.1 og 5.2, Comic, Life, Magiq med mere«. I lægmandstermer betyder det et psykedelisk virvar af pangfarver og tegneseriegrafik.

Kontrasterne mellem Skinnebachs poesi og Goodiepals excentriske prosa er enorme. Især i første afsnit, som byder på værkets mest afdæmpede digte. Flere af dem har karakter af blik tilbage i tiden, en slags åbenbaringer af civilisationernes oprindelse:

At rasere talen
med en enkelt løgn
det rene hjerte
stegt på bål
hvor shelters skærmer
for solens pigge
ved et vandløb
der skiller nu og altid
bygger folket den første
civilisation

I modsætning til denne forholdsvise afdæmpthed er Goodiepals sider fyldt med udråbstegn og kraftudtryk som »ACE!« og »Fantastisk!!« Forskellen markeres også grafisk. Skinnebachs digte er sirligt kalligraferede, hvorimod Goodiepals kommentarer ser ud til være blevet kastet ind på siden i punkterede tekstbobler. Som kunstværk er Teotwawki lige dele traditionsafpudser og kaotisk futurisme.

På et tematisk niveau giver tidsrejserne udslag i en række henvisninger til mytologi og civilisationernes fatale beslutninger siden tidernes morgen. Tyveriet af ilden fra guderne er et af de mest centrale syndefald i Skinnebachs fortælling, da det gjorde mennesket uafhængig af solens lys, i stand til at brænde vores medskabninger og satte gang i begæret efter olie og andet brændstof. Spaltningen mellem mand og kvinde er et andet, symboliseret i et tvekønnet barn, der hænger i et træ i værkets første afsnit. Begge eksempler findes i den græske mytologi, nærmere bestemt fortællingen om Prometheus, der gav ilden til menneskene, og Platons forestilling om menneskets oprindelige, androgyne sjæl, som spaltes i to ved fødslen og bruger sin tid i verden på at længes mod genforeningen.

Det er også sådan, menneskets fortælling ender. I værkets andet afsnit, »Den artificielle have«, slutter dialogen mellem Timo og Dana, de sidste mennesker, med, at de vil spise hinanden på samme tid og putte deres børn i jorden, »så de kan blive til næring«. Men fremtiden »ender blindt« uanset hvad, siger Timo: »Den ender ved skabelsen. Det mandlige og det kvindelige.« Til det tilføjer Dana: »Og dernæst deling«. Hvis der udspringer nogen ny historie af dennes afslutning, så bliver det den gamle historie om igen.

Goodiepal skriver, at afsnittet er »en afskabelse, hvor de sidste mennesker ikke ved, at de er de sidste«. Han kalder også Timo og Dana for »to sorte huller, der slynger sig om hinanden og udveksler energier før de endeligt støder sammen«. I forlængelse af det kan man sige, at Teotwawki fremstiller menneskets historie som et sort hul, der udvider sig og accelerer, indtil det til sidst eksploderer eller sluger sig selv. På den ene side er det fatalistisk, på den anden side giver det mulighed for konstante billed- og betydningsmæssige forskydninger på kryds og tværs af tid og sted. Fortællingen om Timo og Dana er eksempelvis både oprindelsesmyte og undergangsvision; »den artificielle have« er et sted med informationsskærme, monokulturelle landskaber, hvor underlaget er krystaller, lårene stikker ned gennem isen, og kroppen »spejler sig i overfladen som et spillekort«.

Timo og Danas dialog er klart det sjoveste af Teotwawkis tre afsnit, netop på grund af de mærkelige billeder, som de sorte huller suger til sig. De skaber en fornemmelse af lige dele humor og håbløshed. Som når Dana siger: »Fiskende spiser af mine tæer«, og Timo svarer: »Det er en slags velfærd«. Samtidig kommenterer de i løbet af deres dialog flere af velkendte udsagn om, hvordan mennesket skal forholde sig i lyset af den forestående apokalypse:

Dana: Jeg kan ikke udholde den raslen med nøgler og tanker
Timo: Jeg kan ikke se, at vi har en fremtid
Dana: Der er ingen fremtid
Timo: Du skader vores hjem og vores børn. Du burde gå i dig selv
Dana: Verden hænger i en tynd tråd. Hvorfor skulle vi fortsætte?
Timo: Kærlighed er ikke på tapetet. Lav din te. Pas din have
Dana: Hvem tror du, du er?

Kravet om at tænke håbefuldt i den sidste tid, at passe sin have, at fortsætte selvom man ikke kan, forkastes. Det er »at plaske sig til med falske væsker«, som Dana kalder det.

Goodiepal introducerer værkets sidste afsnit, »Rent blod«, med disse ord:

Hvis både første og andet afsnit af denne digtsamling er udtryk for en slags fremtidsarkæologi, som om digter’en graver fragmenter frem, så er dette tredje afsnit vist mere et udtryk for digter’ens reclaiming og indtagelse af den røde pille – som vi kender den fra: Matriks-bevægelsen… Nice!

Han henviser til den scene i The Matrix, hvor Morpheus giver Neo valget mellem to piller, en blå og en rød. Hvis han sluger den blå pille, vil han vågne op i sin seng, fortsætte med at være en uvidende slave og tro på, at han har en fri vilje. Hvis han vælger den røde pille, tager Morpheus ham under sine vinger og viser ham »how deep the rabbit hole goes«: »Remember all I am offering is the truth, nothing more.«

Den røde pilles logik er til stede i det meste af Skinnebachs forfatterskab. Man skal sluge den for at læse videre. Skinnebach er bevidst om dette og gør læserens valg til omdrejningspunkt i flere af hans tidligere bøger. Det kommer oftest til udtryk i læserhenvendelser som i I morgen findes systemerne igen (Gyldendal, 2004). Her fortæller digtenes jeg blandt andet »nye læsere«, at de kan »stå af« undervejs. Mikkel Krause Frantzen har skrevet indgående om læserhenvendelsen i sin monografi Lars Skinnebach (Arena, 2013), og han bemærker, at tonen svinger mellem det indsmigrende og det nedladende på en måde, der gør digtenes jeg til sadist og den læser, som læser videre, til masochist. Henvendelserne bliver ifølge Frantzen brugt til at udstille magtforholdet mellem digter og læser og i forlængelse heraf forholdet mellem de privilegerede og de uprivilegerede i samfundet, muligvis også forholdet mellem stat og borger. Han påpeger, at Skinnebach gør det på en så grotesk og overgearet måde, at tiltalerne ofte er både ambivalente og virkelig sjove. Som i digtet »Besværgelser« fra I morgen findes systemerne igen, der er en opremsning af alle de måder, jeget er ligeglad med duet på, og som slutter med truslen: »Skrid din nar eller jeg klipper benene af dig / Skrid din nar eller jeg klipper benene af dig«.

Humoren og ambivalensen i disse henvendelser forsvinder mere eller mindre ud af forfatterskabet med Øvelser og rituelle tekster (After Hand, 2011). Fra og med denne udgivelse skifter Skinnebach kunstsyn. Han udtalte sig i den sammenhæng til Weekendavisen:

Det fortidige kunstsyn handlede om at nå dybt ind i sindet, skildre den største smerte, finde det smukkeste ord og lave en troværdig skildring af psykologiske problemstillinger hos folk i provinsen. Men sådan en æstetik stammer fra dengang, jorden var rar, og ilden var uskyldig, og det er alt sammen ligegyldigt om få år. Det eneste relevante spørgsmål i dag er, om kunsten kan stille noget op over for katastrofen. (17.6.2011)

Ifølge Skinnebachs nye kunstsyn skal den i hvert fald forsøge. Kunstens påvirkning af politiske processer og menneskers sindelag siger man traditionelt set har fundet sted over længere tid. Men det er ikke længere nok: Klimakrisen kræver, at kunsten skal virke direkte, øjeblikkeligt.

Hvor de tidligere digtsamlinger stiller et valg op for læseren, og giver hende en chance for at fortsætte eller bakke ud, så har den sene Skinnebach selv slugt den røde pille og rapporterer nu direkte fra kaninhullets dyb. Især i »Rent blod«, der ud over ø også introducerer middelklasse2, »den middelklasse, der er generet af at have blod på hænderne for at opretholde sin levevis«, som Goodiepal bemærker. Eller som Skinnebach skriver: »Middelklasse2 / lever i skam, det ønsker de / infrastrukturen glider på knogler / fra andre kontinenter / lig lig stille«. Denne diagnose kunne ligeså godt have optrådt i en af de tidligere bøger. Der er dog den forskel, at Skinnebachs skrift nu virker mere docerende og frelst end konfronterende og provokerende.

Sådan føles det mange gange i Teotwawkis sidste afsnit. Teksterne er mere forskelligartede end i den resterende del af værket; der er digte, som løber over flere sider, andre på få linjer og nogle kortprosastykker. Især de længere digte vrænger ad middelklassen og hele den privilegerede del af verden. Her findes linjer som »staten digitaliserer øs børn«, »nogen river den af til lyden af Mærsk / Mærsk har sat ø på havene / Mærsk er aldrig færdige / der er afhuggede hænder i Mærsks kølvand« og »Øs elskedes krig er øs krig«. Budskaberne er tydelige, men størstedelen af Skinnebachs læsere hører til dem, der i forvejen og vanemæssigt accepterer dem. Denne form for indignation udgør vel nærmest en sovepude, en prædiken for de allerede omvendte?

Mere påfaldende er den åbenhed over for det religiøse, som Skinnebach har vist siden Øvelser og rituelle tekster, og som fortsætter i Teotwawki. For eksempel i en tekst, der lyder:

Guderne er et produkt af levende organismer, ikke bare af mennesket, men lige så eksisterende som ekskrementer og sproget. Hverken gode eller onde, men mere eller mindre kraft- og virkningsfulde. Kunne man kalde guderne for moder jords bevidsthed? Bevidstheder, forestillinger, der opstår i forskellige af moder jords synapser? Mellem træerne i skoven én gud. I bjergene én og en anden, knyttet til geografien og dens forskellige biotoper og økosystemer. Hvem bestemmer? Ingen. Kun den rene vilje rækker sine hyl gennem natten, mens tungen langsomt visner.

Der er måske ikke så meget tale om religiøsitet som spiritualitet, altså en anerkendelse af guddommelig eksistens, ikke af dens forrang. Guderne bliver trods alt sidestillet med ekskrementer, hvilket de fleste troende nok vil anse for ret blasfemisk. Men der er stadigvæk tale om en slags deponering af menneskelig virkekraft over på noget andet, noget metafysisk. I mange nyere danske værker og i særdeleshed i nymaterialistisk teoridannelse bliver idéen om et nivelleret hierarki, hvor mennesket ikke længere anses for at være den eneste aktør med evnen til at påvirke verdens gang, ofte brugt til at fremhæve virkekraften og det poetiske potentiale i tingene omkring os, det være sig sten, elektricitet, andre levende væsener osv. Lars Skinnebach adskiller sig fra de fleste ved at gøre plads til det åndelige, om det er igennem shamanistiske ritualer eller, som i Teotwawki, ved at åbne op for eksistensen af guder.

Spørgsmålet er dog, om Skinnebach overhovedet gør plads til andre ting end det metafysiske, om han ikke blot reducerer alt til en deterministisk viljesmetafysik? Hvis det kun er »den rene vilje«, som bestemmer, hvorfor så egentlig bekymre sig om verdens undergang, arternes udslettelse – hvorfor skrive poesi? Fremstillingen af mennesket som en kræftsvulst på Jorden, der vokser og udsletter alt på grund af en eller anden underliggende dødsdrift, er en lokkende fortælling. Men det er jo bare det, det er: endnu en bekvem fiktion at klynge sig til, en sukkerovertrukket kapsel fyldt med sedativer.

Under alle omstændigheder uddør mennesket alligevel om lidt: »Snart fodrer mennesket / alle andre dyr på planeten«. Derfor skal menneskeheden inden længe tage stilling til andet end skyldspørgsmål. Dana og Timo dukker også op i Teotwawkis sidste afsnit, hvor Dana spørger: »Hvem skal ø vælge til fremtidsjord? Hvem skal have lov at have mad? Hvordan sikrer ø føden mod dem der mangler?« Mennesket skal til at kolonisere nye planeter, men i Skinnebachs fremtidsvisioner betyder det blot en gentagelse af mønstrene fra den vestlige civilisations oprindelse. The end of the world as we know it og så alligevel ikke.

Kasper Lyngholm Larsen

Kasper Lyngholm Larsen

F. 1990. Kritiker og skribent. Medredaktør i Vagant. Bor i Odense.
kasper.l.larsen@vagant.no

Facebook

Twitter