»Vi er aktivister i samtalen om litteratur«

INTERVIEW. Hvedekorn  skal ikke være det eneste toneangivende tidsskrift i Danmark. Med Ovbidat Magasin Nr. 1  kalder redaktørerne på mere litterær aktivisme.

Ovbidat Magasin

Foto: Ovbidat Magasin, redigeret af Jakob Slebsager Nielsen og Emil Hee. Grafiker: Paw Christian Poulsen.

Duncan Wiese: Er jeres magasin et modsvar til den politiske situation i Danmark i øjeblikket?

Emil Hee: Det er ikke noget, vi har formuleret internt eller sat os ned og aftalt. Men vi vil bestemt gerne råbe op om den politiske situation i Danmark lige nu.

Jakob Slebsager Nielsen: Litteraturen er helt sikkert vigtig i forhold til at give mennesker en politisk bevidsthed. I medierne og i uddannelsessystemet præsenteres vi hele tiden for den samme lineære fortælling om, at samfundet bliver bedre og bedre, og hvor heldige vi er at leve i dag og ikke for hundrede år siden. Litteraturen kan hjælpe os til at forstå verden på en anden måde og give en stemme til alle dem, som ellers ikke kommer til orde. Litteraturen kan også en masse andre ting, og teksterne i magasinet skal læses i deres egen ret.

DW: I kalder jeres blad et litterært aktivistisk magasin. Hvordan skal det forstås?

JSN: Det er et litterært aktivistisk magasin på to måder. Den ene handler om de tekster, der står i magasinet – det vil sige: hvem vi inviterer til at bidrage og hvilke uopfordrede bidrag, vi antager. Den anden handler om, at vi er litterære aktivister på den måde, at vi giver detaljeret respons til alle, der sender tekster til os. Vi er aktivister i samtalen om litteratur i kraft af, at vi ikke bare sidder og siger ja eller nej, men går i dialog med de mennesker, som ønsker at bidrage, og tager deres skrift alvorligt. Det er en vigtig del af vores redaktørarbejde. Vi mener det alvorligt med litteraturen og med hinanden, og så er det for billigt sluppet, hvis man som redaktør bare sidder og siger »ja« eller »nej, dur ikke« uden at begrunde det med en læsning.

DW: Hvordan kommer det aktivistiske til udtryk i de bidrag, I bringer?

EH: Det er vigtigt at sige, at det ikke er ment dogmatisk, forstået på den måde, at teksterne skal have et bestemt politisk indhold for at komme med. Der er også tekster, som ikke er politiske på den måde, at de på indholdssiden behandler et bestemt politisk emne. Vi arbejder med en bred forståelse af det politiske, hvor vi er interesseret i blandt andet vrede, affekt, eller at man lader sig fuldstændigt overvælde. Og så er der selvfølgelig korrespondancen mellem Rolf Sparre Johansson og Jonas Eika, som meget eksplicit behandler relationen mellem litteratur og politik.

JSN: Ja, og oversættelsen af Athena Farrokhzads »Brev til Europa« samt Arazo Arifs essay, som begge er meget politisk eksplicitte. Men der er også digte og tekster, som på nogle helt andre måder arbejder med det politiske og er frigørende på andre måder, for eksempel ved at kunne lade sig overvælde fuldstændigt eller ved at arbejde med mere eller mindre urimelige påstande. Nis-Christian Bredholt, som kan udbryde »Shit!« og være totalt forundret og samtidig fuldstændig klarsynet; to ting som faktisk er tæt forbundet, som i et mirakel. Eller Cecilie Lind, der et sted proklamerer: »helt vildt højt vil jeg elske dem som elsker mig/ alle andre vil jeg hade/ jeg siger jer: HADE«. Det har også været vigtigt for os at genoptrykke en Kirsten Thorup-tekst fra 1975, hvor blandt andet sætningen: »Og jeg tror ikke min far havde begået selvmord, hvis han havde været politisk bevidst« indgår. Jeg tror fuldt og fast på, at en politisk bevidsthed – med Kirsten Thorups ord – redder liv. Hvis man bliver behandlet ad helvede til, kan det være livgivende at forstå, at man altså ikke er et slet menneske, men offer for en uretfærdighed. Og at det må man fandme godt råbe op om.

DW: Jonas Eika skriver et sted i korrespondancen med Rolf Sparre Johansson: »Når staten afsætter så relativt mange penge til litteratur, er det vel fordi den har tillid til, at litteraturen har en samfundsbevarende kraft? Den tillid må vi begynde at misbruge.« Er I enige i det sidste udsagn?

EH: Jeg tror, det er rigtigt, at staten kan have en interesse i at støtte en kritisk offentlighed. Og der kan vi godt være polemiske og udfordre staten direkte, og det kan bidragene også sagtens. Jeg ser os som et talerør for tekster som den her, og vi havde ikke trykt den, hvis vi syntes, at den var i helt skoven.

JSN: Vi giver plads til nogle stemmer og fortællinger, som vi har en oplevelse af, at der ikke er plads til ret mange andre steder. Blandt andet en kritik af staten, som ikke hele tiden behøver undskylde for sig selv og være bange for at tage parti.

DW: Er I villige til at udgive alle former for litterær aktivisme, eksempelvis også højrefløjsaktivisme?

EH: Det kommer an på så meget. Men det lette svar er, at vi ikke har modtaget nogen højreorienterede bidrag.

JSN: Jeg er sikker på, at det ville blive afvist. Vi har modtaget tekster, hvor eksempelvis alle kvinder er passive og ikke har nogen agens, og det er vi selvfølgelig gået i rette med i vores læsning. Så retter vi en litterær kritik mod den slags tekster. En racistisk tekst vil også altid være en dårlig tekst.

DW: Kan I se en fare i, at litteratur tages ind i et politisk projekt, så den litterære kvalitet måske bliver underordnet?

JSN: Jeg kan måske godt fornemme, hvor du vil hen. Men nej. For hvornår er litteraturen ikke politisk? Vi interesserer os for mange ting, og teksterne i magasinet er meget forskelligartede i deres udtryk. Men jeg tror, det er en kæmpe fælde at ville et sted hen, hvor litteraturen aldrig er politisk. Det kan jeg kun se som et borgerligt ønske om at ville bevare status quo.

DW: Hvordan ser I jer i forhold til andre litterære magasiner i Danmark?

JSN: Det er fedt med den mangfoldighed, der er. Lars Bukdahl efterspurgte i et nyligt interview konkurrence og nogen, der vil udfordre hans litteratursyn. Til det vil vi da gerne sige: Her er vi! Vi vil meget gerne udfordre hans måde at se litteraturen på. Det bliver farligt, hvis nogen er alene om at bestemme, hvad der er fedt. Og hans måde at læse på har bestemt brug for at blive udfordret.

Duncan Wiese

Duncan Wiese

Duncan Wiese (f. 1991) er uddannet fra Forfatterskolen i 2015. Han debuterer til sommer med digtsamlingen Tityrus.