FRA BLADET. Judith Hermanns kvinder søger efter noget, de ikke ved hvad er – måske lykke? 

Først publiceret i Vagant 1-2/2017

Tre ældre mennesker står i et forblæst, halvfærdigt træhus på Nantucket uden for Cape Cod, Massachusetts. Kun husets ramme er opført, der er ingen vægge. De står i fire timer og fryser og drikker te fra en termokande og ser på havet. De taler om, hvor møblerne engang skal stå i det tomme hus, mens de venter på færgen, som skal fragte dem tilbage til fastlandet. En af dem placerer ubemærket en lille genstand i et hjørne af huset; man får ikke at vide, hvad det er, men handlingen opfanges af overvågningskameraerne, som er det eneste, der er blevet installeret i huset. Alt det, som gør Judith Hermanns (f. 1970) tekster lysende, melankolske og mystiske, mødes i denne scene i den korte novelle »Brev« fra hendes seneste novellesamling, Lettipark (Lettipark, 2016): længslen efter et sted at høre til. En venten på snarlig afrejse. Måske ligefrem en form for lykke midt i alt det, som endnu mangler at blive gjort. Og så denne lille genstand der bærer så stor betydning, som en talisman.

Tyske Judith Hermann blev øjeblikkeligt et mediefænomen, da hun debuterede som 28-årig i 1998. Novellesamlingen Sommerhus, senere (Sommerhaus, später) modtog begejstrede anmeldelser og vandt en række litterære priser, efter at den anerkendte kritiker Marcel Reich-Ranicki lovpriste den i tv-programmet Das Literarische Quartett. Noget af årsagen til værkets overvældende modtagelse finder man i 1990’ernes tyske litterære landskab. Kritikernes mangeårige efterlysning af »der grosse Berlinroman« i det genforenede Tyskland og iveren efter at udpege en ny litterær generation efter Murens fald stod fortsat ubesvaret hen på dørtrinnet til det nye årtusinde; i stedet skrev de unge forfattere – kaldet »børnebørnene« til efterkrigslitteraturens forfattere – i stigende grad fragmenterede fortællinger fra en globaliseret verden. Hermann blev hurtigt udnævnt til den førende stemme i den gruppe af kvindelige forfattere (Karen Duve, Julia Franck, Jenny Erpenbeck med flere), som patroniserende blev kaldt »die Fräuleinwunder«.

Baggrunden for Sommerhus, senere er Berlin efter Murens fald, men det er ikke det historiske og politiske Berlin, som novellernes personer bevæger sig rundt i. Derimod danner storbyens barer, diskoteker, besatte huse og tomme gader rammerne om et rastløst og retningsløst bohememiljø i 1990’erne. Resultatet er et billede af en illusionsløs generation af unge som går i byen, tager stoffer, har skiftende sexpartnere og henfalder til depressive tilstande i jagten på noget som de ikke ved hvad er; måske lykke? I den efterfølgende novellesamling Spøgelser, overalt (Nichts als Gespenster) fra 2003 rejser kvinderne væk fra Berlin – til blandt andet Island, usa, Norge og Tjekkiet – i deres hvileløse søgen. Hermanns unge kvinder har ingen økonomiske problemer, de har ingen langsigtede drømme eller forventninger til tilværelsen (men de er heller ikke helt så sarte og apatiske, som de nogle gange er blevet kritiseret for at være; de er også rasende og triumferende, enormt selvbevidste). De virker tyngede af at søge efter mening og samtidig lettede over ikke at finde nogen. Et ofte citeret sted fra debutsamlingen lyder: »Lykke er altid øjeblikket lige inden. Sekundet før det øjeblik, hvor jeg egentlig burde være lykkelig, i dét sekund er jeg lykkelig uden at vide det.« De lever i en form for søvngængeragtig undtagelsestilstand, hvor forestillinger om lykke eller kærlighed altid er uden for rækkevidde; et begær som per definition ikke kan tilfredsstilles.

Hermann er blevet kritiseret for at forherlige en privilegeret, selvoptaget og verdensfjern livsstil hos en generation af middelklassetyskere, som var teenagere, da Muren faldt. Men læser man hendes værker, finder man klassebevidsthed og sociale nuancer bag facaden. I titelnovellen i Sommerhus, senere indleder den kvindelige hovedperson et forhold til taxachaufføren Stein. Han står uden for hendes omgangskreds af kunstnere, og i et forsøg på at blive optaget i gruppen køber han et gammelt hus i Brandenburg uden for Berlin, hvor vennerne kan hænge ud. Novellen handler om dette faldefærdige hus, Steins forsøg på at træde ind i en anden klasse, samtidig med at fortællingen vidner om en specifik politisk og økonomisk situation for arbejderfamilierne i Berlins østlige forstæder efter Murens fald. Beskrivelsen af kvinden i husmorkjole, som må overlade nøglerne til den unge mand fra hovedstaden – »et blegt og svageligt lille barn hagede sig fast i kitlen« – sender associationer til de ikoniske fotografier af fattige sydstatsfamilier under Depressionen; Dorothea Langes Migrant Mother fra 1936.

Det er let at forstå, hvorfor Sommerhus, senere blev så populær ved sin udgivelse. Hermann skriver usentimentalt om konsekvenserne ved en tilværelse, hvor alt er muligt, men intet tilstrækkeligt. De efterfølgende udgivelser har fået en mere tilbageholden modtagelse i hjemlandet – der er ingen tvivl om, at Hermann er en af de største forfattere i Tyskland i dag, men hendes værker møder stadig de samme forbehold: Værkerne er smukke, men i bund og grund indholdsløse. I Danmark, hvor Hermanns debut aldrig opnåede samme kultstatus, har receptionen derimod været vedvarende, overvejende positiv; måske findes der en forbindelse til den danske minimalismebølge i 1990’erne (Helle Helle, Christina Hesseholdt med flere), som har gjort danske læsere mere lydhøre for Hermanns subtile stil? Hendes smukkeste bog til dato, Alice (Alice) fra 2009, er et godt eksempel. Værket, som består af fem sammenhængende noveller, der alle kredser om døden, fik en markant mere positiv modtagelse i Danmark end i Tyskland.

Novellerne handler ikke om dramatiske dødskampe og stærke følelsesudbrud. I stedet giver de langsomme tekster plads til øjeblikke af ømhed og omsorg, som når hovedpersonen Alice ser et glimt af hjemmesygeplejeren, der besøger hendes døende ven, Richard: »Hun så et kort øjeblik på dem, han bøjede sig over sengen, lagde sine hænder på Richards hoved, det så ud som om han ville kysse ham.« I Hermanns univers er det triste også opløftende. Hermanns fortællinger består af tomrum: imellem ordene, imellem personerne, i alt det som bliver udeladt, eller som bare bliver antydet i teksten. Den sidste novelle i Alice  afslører hendes egen kærestes død. Alice gennemgår hans efterladte ejendele – tøj, skrald, papirer – i et forsøg på at fastholde en sidste rest af ham. Ved novellens slutning sidder hun med en ven i skumringen og ser ud over Berlins yderkant: »De så ned på byen, brakland, dér havde muren stået, nu græssede der får, bag dem var der en lagerbygning, og bag den igen vestens moderne boligblokke, de første lys blev tændt. Alt så ud som kulisser.« Det er den eneste gang, at Muren, eller noget andet politisk eller historisk landemærke, nævnes hos Hermann. Der er tale om tomrummet imellem Berlinmuren og den indre mur, som blev opført på den østlige side et år efter ydermurens opførelse. Dette ›brakland‹, som skulle forhindre folk i at flygte fra øst til vest, er stadig synligt i dag rundt omkring i byen, som en voldgrav tømt for vand. Når Hermann nævner tomrummet efter Muren netop her, i den – for Alice – mest personlige og sårbare af hendes noveller om at miste, viser det, hvordan det politiske og det personlige ikke kan skilles ad.

Judith Hermann bliver ofte sammenlignet med novellekunstens mestre, med forfattere som Raymond Carver og Alice Munro. I Skandinavien melder et navn som Kjell Askildsen sig, ligesom at inspirationen fra Virginia Woolfs prosa ikke er til at overse. Overalt står billeder og lyser, som når Hermann i en bisætning lader os se »en sygeplejerske med blå kappe på hovedet ved et bord, rygende, bøjet over en avis«. Scenen ses kun i et glimt igennem en åben dør, men der er noget ved detaljerne – den blå farve, kroppen som sidder bøjet over bordet – som får det til at blive stående for ens blik, som et af disse mange malerier af læsende kvinder; Johannes Vermeers »Kvinde i blåt som læser et brev« (1664). Den omhyggeligt afmålte rytme i Hermanns prosa skaber en gang imellem forsinkelser i teksten, små øjeblikke af intensitet. Noget flytter på sig i novellens rum, det pusler i udkanten af læserens synsfelt, når Hermann lader en bevægelse i aftenmørket lyse op som af en blitz, mens Alice går hjem mod sin lejlighed: »Frem fra buskene kom flaskesamlerne, lydløse og høflige, lod de andre komme til før de samlede en flaske op.« Eller hun lader et sammenfald af vertikale bevægelser trække tyngdepunktet nedad i tekst en, så lufttrykket falder, temperaturen daler, og noget flyder op som kviksølv mod overfladen – læseren befinder sig i et øjebliks frit fald.

Når kvinderne i Hermanns noveller rejser, får man en fornemmelse af, at omverden er iscenesat. De rejser til Island i Spøgelser, overalt og bliver helt overstimulerede af stedets lys, af de smukke udsigtsposter, de dampende varmehuller i isen. Eller de rejser til Nevada, i titelnovellen i samme samling, og havner i en støvet amerikansk ørkenlandsby, som taget ud af en gammel western. Virkeligheden er ikke helt, hvad den giver sig ud for at være. Det er, som om stederne er tilpasset personernes forestilling om dem; når de bevæger sig rundt i dem, har de en vag urovækkende følelse af at blive holdt øje med. Ofte er det barnets blik som bringer personerne ud af balance. Børnene virker underligt modne af deres alder, de er tavse iagttagere af de voksne. Hvorfor er barnets blik ildevarslende? Fordi det ser lige igennem dig, uforfærdet, ærligt og alvorligt. Børnene har en særlig energi – eller magi – og optræder overalt i Hermanns forfatterskab som onde varsler. Når Stein viser sin ejendom i Brandenburg frem for den uimponerede, uforstående fortæller, bliver det tydeligt for læseren at noget ved dette drømmeprojekt kommer til at gå galt: Barnet, som hagede sig fast til morens forklæde, da de overtog nøglerne, dukker pludselig op ud af ingenting og ser direkte på ham. Kort efter brænder huset ned til grunden. Ikke sjældent støder man på fænomener i Hermanns forfatterskab, som kunne være lånt fra Brødrene Grimms eventyr.

Hermann skriver en form for realisme, men hendes sitrende tekster gennemstrømmes af inspiration fra andre genrer. I sin eneste roman, Al kærligheds begyndelse  (Aller Liebe Anfang ) fra 2014, benytter hun thrillerens spændingsoptrappende greb. Romanen finder sted om sommeren, forstadskvarteret ligger øde. Stellas mand Jason arbejder på et byggeprojekt og er bortrejst i uger ad gangen. En forladt, trykkende stemning præger romanen, som om folk ikke kun er rejst fra villakvarteret på ferie, men hele området er blevet evakueret. Sprinklere drejer om sig selv på de tørre græsplæner, det er næsten urovækkende stille. En dag bliver Stella opsøgt af en stalker  med det – typisk for Hermann – komiske navn Mister Pfister. Han lægger mystiske objekter i hendes postkasse. Om tirsdagen lægger han en seddel til hende, hvor der står: »onsdag«. Ubehaget stiger, når fortælleren tæller dagene og timerne imellem hans besøg – tre dage senere … , næste morgen  …, to timer senere  …; alligevel lader tiden til at være gået i stå. Luften bliver elektrisk med et løfte om forløsning; man forventer en konfrontation. I sidste ende er det Jason, der viser sig at være den voldelige part. Han slår den excentriske samler ned på trappeafsatsen uden for deres hus (det er lige efter, at et krumrygget barn med smalle øjne har krydset Mister Pfisters vej), og selvfølgelig er voldsscenen spejlet i ømhed: »Da hun træder ud af huset, kan hun se Jason bøjet over Mister Pfister, som en elskende.« Der er en rørende intimitet og fysisk nærhed i beskrivelserne af Stellas ungdomsveninde Clara, som man ikke finder i beskrivelserne af Jason i romanen. I modsætning til ham, er Clara uløseligt forbundet med Stellas seksualitet: Hvor går grænsen imellem at se op til og at være tiltrukket af en person? Begge dele udspringer af blikket, som hos Hermann er både beundrende og besidderisk. Man får det indtryk i Hermanns noveller, at mændene er udskiftelige, mens veninderne bliver tilbage. Stella og Clara har boet sammen som unge i Berlin, og overalt i Hermanns forfatterskab finder man disse venindefortællinger om næsten symbiotiske forhold. Novellen »Ruth (veninder)« fra Spøgelser, overalt er sådan en kærlighedserklæring. Ved novellens begyndelse sidder Ruth ved køkkenvinduet i sin og fortællerens lejlighed og taler om sin nye kæreste; hun beder fortælleren om ikke at gå i seng med ham. Der er noget sårbart ved venindens kropssprog i disse åbningslinjer, læserens første indtryk af hende: Hun sidder med benene trukket op under sig på stolen som i en forsvarsposition, udsat i sit undertøj og med vådt hår. Samtidig er der noget pirrende ved dette detaljerede billede, som har prentet sig ind i fortællerens hukommelse; stemmen i novellen er forelsket. Hele tiden viser denne ømhed sig imellem dem: Deres ben berører hinanden under bordet, Ruths hår falder mod fortællerens kind. Den længsel og rastløshed, som giver Hermanns tekster deres særlige stemning, er ofte skrevet frem i det intime (men uforløste) forhold imellem kvinder.

Lettipark blev meget positivt modtaget, da den udkom i Danmark og Norge på henholdsvis Batzer & Co. i efteråret 2016 og Pelikanen i foråret 2017. Interessen for forfatterskabet er stigende – i Danmark planlægger Batzer & Co. at genudgive Hermanns to første novellesamlinger senere i år. I Lettipark vender Hermann tilbage til den helt korte novelleform fra debuten. Alt det som kendetegner forfatterskabet er at finde her: Veninder som længes tilbage mod deres liv sammen, erindringer om caribiske øer og østeuropæiske rejsemål, håndskrevne sedler, fotografier, samlere, skæbnesvangre blikke, afstand og opbrud. I novellernes stillestående rum stiger sølvagtigt kulstøv op i morgendisen, og balloner svæver op under loftet i et alt for varmt hotelværelse et sted uden for Moskva. Papirflyvere glider som hvide sejl igennem mørket i novellen »Papirflyver«, dunede, lette, knitrende hvide fnug selvantænder i en baggård i »Poppelpollen« og kunstig røg kryber ind over scenen i en teateropsætning af et science fictionstykke i »Solaris«. I en af novellerne fortæller en mand om sit påståede møde med Neil Armstrong. Ligesom spøgelserne, som går igen overalt i Hermanns forfatterskab, er astronauten en figur, som personerne kan spejle sig i: svæven de, vægtløs, uden faste holdepunkter.

Hvad er lykke? For kvinderne i Hermanns forfatterskab er det noget flygtigt, noget uhåndgribeligt, noget som ikke kan fremtvinges, men opstår i de øjeblikke, hvor de mindst venter det. Allersidst i novellen om Alices ven Richard, som ligger for døden, finder der en befriende sammensmeltning sted imellem fiktion og virkelighed; en pludselig ophævelse af tyngdekraften. Alices kæreste er netop gået og har vinket til hende fra den anden side af gaden. De har sagt farvel – der er en følelse af, at også han en dag kommer til at forsvinde. Alice går rundt i lejligheden og leder efter sin telefon, og hun finder den på gulvet ved siden af kærestens opslåede science fiction-bog. Hermann skriver ikke direkte, at Alice begynder at læse; derimod er det, som om den kursiverede skrift stiger op fra bogens opslåede sider som en damp og blander sig med novellens tekst, Alices virkelighed:

Gadelygterne sank kraftløse sammen, kiosker og plakatsøjler opløstes i luften, alt rundt om knitrede, skurrede og raslede, blev porøst og gennemsigtigt, forvandlede sig til en lille bunke støv og forsvandt. Rådhustårnets omrids svømmede bort i det fjerne og smeltede sammen med den blå himmel. Et stykke tid endnu hang det gamle tårnur på himlen, løsrevet fra alt, indtil også det forsvandt.

Alle tingene i byen segner om, bliver gennemsigtige og forsvinder, mens Alice venter på et opkald fra Richards kone; det opkald som vil erklære, at han er død. Litteraturen – i dette tilfælde science fiction – er en anden verden, man kan opløse sig i.

Kristin Vego

Facebook

Twitter