Op af skyttegraven

INTERVIEW. Lars Bukdahl er fyldt 50 og fejrer 10 år som Hvedekorn-redaktør. Han håber fortsat, at nogen vil komme og slås med ham om litteraturen.

Lars Bukdahl

Poesiredaktør Lars Bukdahl, født 1968. Anmelder på Weekendavisen siden 1996, har skrevet digtsamlinger, romaner, monografier, børnebøger, senest udkom Alfabeter fra Pluto, 2008. Debuterede i Hvedekorn 1, 1987, med 9 digte. Redaktør siden 2008. Foto: Ari Mikael Zelenko

Lars Bukdahl, du samler i antologien Jeg flasher min tranebærmund digte fra de sidste 10 års mest markante bidragsydere i Hvedekorn og kalder udgivelsen en generationsantologi. Hvordan skal man forstå det?

Jeg skrev en kæmpe bog for over 10 år siden, der hed Generationsmaskinen – en helt umulig og ulæselig bog – som er i stor diskussion og skænderi med sig selv. Den spørger, om generationer er noget, der findes, eller om det er en litterær konstruktion – hvilket det er. Den her antologi er en generationsantologi i kraft af den måde, den er organiseret på. Altså, i en helt lavt determineret definition af ordet generation: Der bliver født mennesker med mellemrum, og man kan konstatere, at der er nogen, som er cirka lige gamle. Princippet i Hvedekorn er ikke at lave generationer – princippet er, at dem, der skriver godt, bliver antaget. Og de principper, som den her antologi er redigeret efter, er så dels, at bidragsyderne skal være unge, og dels, at de skal have bidraget flere gange til bladet. Så det, man sidder med her, er en bog fuld af de digtere, som har sendt tekster ind til Hvedekorn, og som er dem, jeg synes, er de mest spændende og stærkeste digtere.

Lars Bukdahl (red.): Jeg flasher min transbærmund – ung poesi i Hvedekorn (2019). Rosinante.

Du tegner i forordet, meget modvilligt, nogle generationstræk, som du koger ned til to ord.

Som er meget vage.

Jo, meget vage. Det ene ord er omsorg. Du ser en eller anden form for omsorg blandt bidragsyderne. Hvad mener du med det?

Jeg har en fornemmelse af, at de her digtere, på tværs af deres meget forskellige udtryk, har en omsorg, en aktivistisk skrøbelighed, der både handler om at få øje på og aftegne og solidarisere sig med skrøbelighed. Men det handler selvfølgelig også for digterne om at repræsentere skrøbelighed. Det er sådan en inderlighed, som ikke er privat, selvom den godt kan få en karakter af bekendelse, men den får også en repræsentativ eller eksemplarisk karakter. Et godt eksempel er Ida Holmegaards opgørelse over alle hendes stavefejl, og i Rolf Sparre Johanssons tekster finder man en hægen om fejlen, det at skrive forkert. Han har for eksempel mange aflyttede tekster, hvor talesproget er fuld af fejl.

Det andet generationsord, du bruger, er indignation. Hvad vil du sige med det?

Det er lidt det samme, som når vi taler om omsorg. Indignation er et gammelt ord for noget politisk, men her er det det affektive, der er det politiske. Rolf er et godt eksempel på den slags vrede, der også er i antologien. Det er meget en vrede på vegne af andre, for eksempel flygtninge eller mobbeofre, og samtidigt handler den om at beskytte det minimalt vibrerende liv hos en selv.

Flere af bidragyderne i antologien er i dag anerkendte forfattere og digtere. Hvordan ser du Hvedekorns rolle i udviklingen af talentmassen af digtere i Danmark?

Jeg bliver jo nødt til at bilde mig ind, at tidsskriftet er vigtigt. Grunden til, at jeg har lavet antologien på den her måde, er også for at vise det processuelle. Der er en række digtere, som bliver hovedpersoner i Hvedekorn, fordi de er repræsenteret flest gange og vender tilbage igennem en årrække. For dem bliver Hvedekorn brugt som et slags værksted, der så har nogle faste udstillinger.

Som en slags offentlig test af det, de laver?

Ja, det er vigtigt for digterne at opleve, at deres tekster bliver trykt med en køn typografi og på godt papir. Så det kan ses. Det er enormt vigtigt, at digterne kommer til at findes i den sekvens, mens de arbejder med deres udtryk og prøver at finde deres stemme. Der er nogen, der meget hurtigt er sig selv, og så er der andre, der gennemgår nogle utrolige og helt ustyrlige spring. Rolf er et godt eksempel på det. Han er den digter, der er repræsenteret mest, og hans tekster er vidt forskellige fra gang til gang. Alligevel kan man godt kan mærke, at der er nogle ting, der begynder at sidde fast – hans arbejde med det mundtlige og de eksplosioner af tekst, der sprutter ud, og som har et mærkeligt dokumentarisk præg. Hvedekorn er vigtigt på den måde, at det er det sted, man som digter kan optræde enten bare i et glimt eller som i en korrespondance. Her skal man forstå det sådan, at digterne i antologien er korrespondenterne, som vender tilbage over et stræk af tid, hvor de afprøver deres stemme og afprøver deres talent. Det er en anden måde end på Forfatterskolen for eksempel, hvor man lukker og låser døren, og så sidder man i det læsefællesskab på alle de gode og problematiske måder, det foregår på.

Er der nogen kriterier, som et digt skal opfylde for at blive trykt i Hvedekorn?

Nej, netop fordi det er et debutanttidsskrift, kan man ikke have sådan et fuldendthedskriterium, og det ville heller ikke være i overensstemmelse med, hvad jeg synes, fede tekster er. Fordi det er debutanter, er det især vigtigt, at det er en ny stemme. Det handler om, at man tænker, det her er et egentligt talent, der burde være vækst og fremtid i. Det er vigtigt, at det lyder af en stemme, at det lyder som sig selv, at det hoster, at det stammer på sin egen måde, eller at det bare er perfekt klart på sin egen måde. For eksempel er Ingrid Nymo et rodehoved, og jeg har stadigvæk ikke helt regnet ud, hvordan hendes tekster fungerer, eller hvorfor de er gode. Nogle gange er hun enorm prof til at lave noget, og andre gange så vælter det rundt – hvad fanden er det? Og så kan man have Sebastian Nathan, en af de yngste, som bare er helt dirrende klar, på en måde hvor man siger: ok, fuck. Det er to helt forskellige måder at være på, men det handler lidt om det samme. Hun taler som Ingrid, og det er der ikke andre, der gør, og han taler som Sebastian.

Det, jeg hører dig sige, er, at Hvedekorn også er et pædagogisk projekt. Det behøver ikke være fuldendte og færdige digte, så længe der er en stemme og et talent. Men hvis du mødte dem som Kritiker Lars, ville du måske vurdere dem anderledes?

Ja, det tror jeg. Det er en praksis, jeg selv smertefuldt oplevede med Poul Borum, da han var redaktør for bladet. Bare fordi man var trykt i Hvedekorn, betød det ikke, at man ville få gode anmeldelser – heller ikke for digtsamlinger, der indeholdt nogle af de samme digte, som han havde antaget. At have et bidrag i Hvedekorn er noget helt andet end at skrive en bog, der er god nok til at være interessant. Digtene i Hvedekorn behøver ikke at være bogfærdige, de må godt stå og stritte. Der er nogle bidragsydere, der kun er med i et enkelt nummer eller to, og som måske sender noget ind igen, men ikke kommer igennem. Det kan være, at de bare havde fået en skidegod ide til en tekst, eller at de havde lavet en fin tekstmaskine. Men så kan det være, at de ikke lykkes de næste 117 gange med at lave en fin maskine. Så fortjener de heller ikke at få en bog ud nogen steder. Men den lille ene tekst, der virkede, kan så få lov til at være med i Hvedekorn.

Hvis du ser tilbage, hvordan synes du så, den litterære offentlighed har forandret sig, når det kommer til tidsskrifterne? Kan du se en forandring, fra dengang du startede med at redigere Hvedekorn til nu?

Landskabet er blevet fattigere. Dengang var der nogle tidsskrifter, som var institutioner og supplerede hinanden, eksempelvis Den blå port og Kritik. Det er nogle blade, jeg virkelig savner. Også den måde de har var forskellige på. Jeg har altid synes, at Den blå port var det ultracoole tidsskrift.

Det var sejt.

Ja, det var så kort.

Victor B. Andersen er også fedt.

Ja, og de er diametrale modsætninger. Victor B. Andersen er den der mærkelige blanding af en rodebunke og et luksustidsskrift, hvor man spørger alle de lækre, om de vil være med. Hvilket nogle gange er meget misundelsesværdigt, men det kan også være lidt kedeligt. Men det er fedt, at det stadigvæk findes. Det, der så skuffer, er, at man havde en eller anden ide om, at der ville være en rigere netoffentlighed og en nettidskriftsflora, og det er der ikke. Der har været et par forsøg, eksempelvis Morgenrøde, som Peter-Clement Woetmann og nogle andre lavede, og så var der det mystiske og lidt anonyme projekt, som Mikkel Thykier var med til. Men der var ikke noget, der bed sig fast. Ikke på den meget smukke måde som Vagant nu laver sin dobbeltpraksis på. Med både at være papir og være net. Det er ikke lykkedes i Danmark at lave noget, der fungerer. Så jeg synes, at biotopen føles lige snæver nok. På papir er det også meget svært at lave noget nyt. Det er jo det, der er så fedt med Hvedekorn, at det er så simpelt på en eller anden måde. Kriteriet er bare, at det skal være god poesi.

Derfor kan man også sige, at Hvedekorn holder op med at give mening, hvis man pludselig mærker, at kvaliteten falder, enten fordi talenterne ikke længere sender ind til Hvedekorn, eller fordi der pludselig bliver færre talenter, som gider at skrive digte. Det, som antologien gerne skulle illustrere, er, at der bliver ved med at komme debutanter til i løbet af de her ti år, som har styrke. Det er vildt, at unge mennesker, der har et poetisk talent, stadigvæk bruger det til at digte. Poetisk talent behøver man jo ikke nødvendigvis at bruge til at skrive digte med, man kan også skrive romaner, og man kan lave film eller mærkelige computerspil eller GIFS eller hvad fanden. Og så længe, at de unge skriver gode digte og husker at sende dem ind til Hvedekorn, så er berettigelsen der uden videre.

Så fremtiden ser lys ud for Hvedekorn?

Ja. Jeg er ikke overtroisk eller magisk sindet, men på en mærkelig måde findes der en lov, som siger, at der ca. skal være så mange gode digtere, at det løbende kan fylde Hvedekorn ud. Bunken er jo i perioder større eller mindre, men over et år er det grundlæggende det samme. Der må være en lov for hvor mange digteriske talenter, der fødes i Danmark.

Hvad er status på dansk poesi lige nu? Er der flere talenter eller færre?

Jeg tror, det er lidt konstant. Min oplevelse er, at det er enormt rigt i flere generationslag. Man kan sige, at der de seneste fem års tid er nogle yngre digtere, der på en helt ny måde har formået – af alle mulige litteratursociologiske grunde og hustlertalentfulde grunde – at få mere eksponering. Hovedpersonerne i den historie er Yahya Hassan, Asta Olivia Nordenhof, Caspar Eric og Olga Ravn, der ved at være så tydelige gør, at der er større opmærksomhed omkring ny poesi.

Man kan vel sige, at du om nogen er den mest indflydelsesrige lyrikkritiker i landet, samtidig med, at du er redaktør på det eneste rendyrkede poesitidsskrift. Kan du forstå, at nogen kunne få den tanke, at du har uforholdsmæssig stor indflydelse på, hvad der kommer til at klare sig godt, og hvad der kommer til at klare sig mindre godt?

Ja, det kan jeg sagtens forstå. Det er jo altid anfægtende, når folk har magt. Især, hvis de udøver deres magt på en måde, som ikke stemmer overens med det, man selv går ind for. Og hvis man har magt flere steder, er der en form for magtkoncentration. Det så man med Poul Borum, og dengang blev folk også anfægtet. Til gengæld mener jeg, at han havde mindre magt, end jeg har, fordi han anmeldte i Ekstra Bladet. Så på den måde er jeg jo værre.

Hvordan har du det med, at folk kan have det sådan?

I forbindelse med den yngre generation kan jeg nogle gange blive anfægtet af, at de prætenderer en uskyld overfor den magt, de selv har. Eksempelvis Caspar Eric og Olga Ravn, der insisterer på at have ordet og pege på, hvem man skal interessere sig for, samtidig med, at de virker til at være helt jomfrunalske omkring, at de også udøver en magt. Den bevidsthed, synes jeg, mangler. Jeg forsøger i hvert tilfælde at have en bevidsthed om, at jeg har en magt og at diskutere den magt hele tiden. Jeg forsøger også at diskutere det kanoniserende projekt, som i den grad ligger i den her antologi.

Så når du i en kommentar i Weekendavisen (11.01.2018) kritiserer Jonas Eikas indlæg »Modstand og delagtighed« (Vagant 4/2018) for at være munkemarxistisk, og du samtidig erklærer, at du bare er en gammel 80’er-digter – er det så et udtryk for, at du er bevidst om, hvilke krav, du synes er gyldige at stille til litteraturen?

Ja, helt sikkert. Man bliver nødt til at bilde sig noget ind, ellers bliver man meget trist at høre på, og man bliver nødt til at tro på, at man har en eller anden fornemmelse for litterær kvalitet, som er et særligt kritisk talent. Men samtidig må man også relativere det og få øje på, hvor det litteratursyn, man har, stammer fra, og at det også har en genealogi. For eksempel, fordi mit litteratursyn er baseret på en eller anden blanding af Lucky Luke og Per Højholt, så kommer mine smagsdomme til at danne nogle mønstre. De mønstre kunne jeg i starten af min karriere føle som enormt polemiske, fordi jeg var den unge oprører, der sagde, at litteraturen skulle være sjov og god. Det har jeg fået knæsat nu, og det skal man have blik for. Selvfølgelig skal man være polemisk, det bliver man nødt til at være i avisen. Også på måder der kan være reduktive og brutale, fordi man sælger folk for vitser. Det var Poul Borum til enhver tid værre til end mig, fordi hans anmeldelser var så små. Nogle gange var de jo bare meget billige mord.

Men når du nu ikke længere skal ud og slå på tromme for, at litteratur skal være sjovt og godt samtidigt, hvor er du så nu som kritiker?

Måske er det bare mit selvforelskede blik, men man når vel frem til en eller anden form for modenhed. Jeg oplever, at det kræver kræfter hele tiden at arbejde på at åbne sig. Man starter jo sin karriere i en meget nedgravet skyttegravsposition, fordi man skal ind og erobre nogle områder, og så sidder man der og skyder og er lidt ligeglad med, at der også hopper nogen rundt, der måske er fede nok. For mit vedkommende var det især den patetiske bastion, der skulle nedskydes, så jeg kunne løbe derind med mit fjollede flag. Nu synes jeg helt grundlæggende, at det er blevet min bestræbelse at holde mig åben overfor, at man ikke kan definere litteratur poetologisk. Selvom jeg synes, at forskellige ideer om at skrive litteratur kan være nok så idiotiske, kan der stadigvæk komme fremragende litteratur ud af det. Og det er jo en virkelig kedelig og lækker position. Det er bare den der store kvalificerede attituderelativisme, som jeg jo også hører til. Så er der selvfølgelig nogle ting, man er gladere for på grund af den der genealogi. Som jeg plejer at sige: Hvis teksten står på hovedet, så har den allerede på forhånd min sympati. Det er ikke sikkert, at det er godt. Men den har min sympati. Den skal stadigvæk tages på pulsen og bedømmes på, om den måde, den står på hovedet, nu også kvalificerer sig poetisk i forhold til alle de andre, der står på hovedet.

Nu har du siddet som kritiker på Weekendavisen i mange år og anmeldt poesi, samtidig med at du har redigeret Hvedekorn. Kan du forstå, hvis nogen tænker, at den her antologi bare er Lars Bukdahls personlige kanon og et forsøg på at historisere sin egen digterbande?

Ja sagtens, men der vil jeg udfordre enhver til at lave en alternativ kanon. Hvis Det Poetiske Bureau føler sig helt vildt diskriminerede af mig, så laver vi en tolvkamp. Det er selvfølgelig rigtigt, at der ikke er så stor konkurrence til Hvedekorn. Der er nettidsskriftet Slagtryk, hvor man vil kunne finde nogle digtere, som ikke findes i Hvedekorn. Men jeg synes, at man skal diskutere på en meget åben måde og så komme med alternativer til mit udvalg. Hvis man ikke kan det, så nytter det jo ikke noget.

Så det, at du har taget en plads og mener noget, betyder ikke, at andre ikke kan gøre det samme?

Det er fuldstændigt rigtigt. Det står folk frit for at gide at deltage. Men det er den der giden, som folk måske mangler. Og derfor kan man nemt komme til at føle sig lidt martyragtig nogle gange. På samme måde som man følte med Borum, dengang folk gik rundt og var så skidesure over det, han lavede, mens at han bare sled sig selv op på at være vild med poesi og gjorde det i forskellige formelle funktioner, fordi det er det, man gør. Så kan jeg nogle gange få det lidt sådan: Så kom ud og kæmp jeres kamp, så kom ud og råb op i munden på mig så, hvis I synes, jeg råber for højt. Jeg har jo også den anden kritiske praksis på avisen, og jeg er så tydelig, at det er svært ikke at have en ide om, hvad jeg er for en fanden.

Og så kan man nemt rette kritikken mod dig.

Ja, meget nemt. En grundlæggende sorg, som jeg heldigvis har støj nok i mit liv til at glemme, er, at der er så lidt formuleret læsning af Hvedekorn. Jeg er meget ked af, at der ikke er nogen, der udfordrer bladet og redaktionen og valget af digtere. Jeg vil virkelig gerne have nogle flere diskussioner af, hvorfor de tekster, der er med, er god poesi, men også bare mange flere læsninger. Der er næsten ingenting, hvis slet ingenting faktisk. Det er ærgerligt for mig og for bladet i forhold til at kunne udvikle en kritisk bevidsthed om arbejdet.

Tror du, det skyldes, at det er et debutanttidsskrift, og man derfor har ikke lyst at rette en kritik mod det?

Måske. Jeg ved godt, at det er svært at anmelde tidsskrifter og antologier. Men det er ærgerligt, for det gør mig mere magelig, end jeg egentlig burde have lov til at være i min egenrådighed.

Det er noteret.

Godt. Og det vil helt sikkert bringe mig helt ud af flippen. Jeg ville blive helt hisset, men det tror jeg også, jeg har brug for at blive.

Duncan Wiese

Duncan Wiese

Duncan Wiese (f. 1991) er uddannet fra Forfatterskolen i 2015. Han debuterer til sommer med digtsamlingen Tityrus.

Facebook

Twitter