INTERVIEW. Det er igennem moren som figur, at tidens moral bliver allermest synlig, siger Olga Ravn. Hendes nye roman handler om at bryde fri af samfundets kontrol.
Med Mit arbejde går Olga Ravn længere i sin sociale kritik, end hun har gjort tidligere. Romanen tager med sine 420 siders prosastykker, dramatik, digte og uddrag fra journaler livtag med moderrollen. Der er scener fra fødselsforberedelsen og katastrofetanker fra dagbogen. Hovedkarakteren Anna må erkende, at hun – efter fødslen af sit første barn – ikke kan spejle sig i samfundets krav og forventninger, og hun nærmer sig et mentalt sammenbrud. For hvordan skal man håndtere den skam, der opstår, når man ikke kan genkende sig selv i samfundets snærende normalitetsbegreb? Over et par dage skrev Olga Ravn og jeg frem og tilbage om, hvad der sker, når en kvinde »dresseres til en særlig tankegang, et sæt værdier og bliver syg af det.« Hvis vi skal skabe et bedre samfund, kræver det, at nogen aflægger vidnesbyrd.
Olga Ravn, med Mit arbejde forsøger du at udfordre nogle af de dominerende forestillinger, som i dag omgiver morens rolle i samfundet. Er det en roman om frigørelse?
– Ja, jeg tænker det meget som en bog om at bryde fri! Jeg ville gerne undersøge, hvilken figur en mor er i forhold til arbejdsmarkedet: Hvordan hun står for det ubetalte, reproduktive arbejde. Undervejs har jeg læst en del bøger om børneopdragelse og forældreskab, og hver af dem udgør et helt tidsbillede. Sandheden om den »rigtige« børneopdragelse skifter karakter nærmest fra år til år. Jeg forstod, at moren er den figur, igennem hvilken tidens moral bliver allermest synlig. Hun forventes at lægge alle personlige karaktertræk og holdninger bort for blindt at følge en autoritet, som så skiftevis kaldes myndighederne, moderinstinktet, naturen eller noget fjerde.
Den gravide bliver offer for samfundets kontrol?
– Jeg har i mit liv stødt på en del såkaldt sindelagskontrol, men det har aldrig været så fuldstændig grænseoverskridende, som da jeg blev gravid. Man forstår hurtigt, at man ikke længere tilhører sig selv, men er fællesskabets ejendom. Fremmede kommer og rører ved din krop, overalt mødes du med formaninger. Det er klart, at forældre – og historisk primært mødre – står for at producere arbejdskraft og stemmeberettigede borgere. Det er i fællesskabets interesse, at disse kommende borgere opfostres efter et værdisæt, der skal gøre det muligt at opretholde status quo. For mig er det at have ansvar for et barn en af de mest politisk ladede positioner overhovedet.
Jeg har i mit liv stødt på en del såkaldt sindelagskontrol, men det har aldrig været så fuldstændig grænseoverskridende som da jeg blev gravid.
Olga Ravn
Derfor er det vel netop vigtigt, at nogen behandler denne erfaring litterært?
– Det gør mig rasende, at historien om reproduktion ikke har fået mere plads i litteraturhistorien. I dag har jeg for eksempel læst, at tilbageholdte migranter i ICE (U.S. Immigration and Customs Enforcement) i USA ufrivilligt udsættes for hysterektomier, altså fjernelse af livmoderen. Der var også en historie for et par måneder siden om, at afroamerikanske kvinder blev steriliserede i et fængsel. Steriliseringen pågår, fordi det er billigere end at skulle betale for medicinsk behandling til gravide, bind og så videre. Men det er også en konkret form for befolkningskontrol. Den italienske tænker Silvia Federici har skrevet om, at når myndighederne sætter ind med større befolkningskontrol – om man så ønsker færre eller flere børnefødsler – så stiger graden af misogyni i medierne. Det bliver tydeligt, at reproduktion er noget staten er meget optaget af, at det skal være de rigtige børn, man vil have flere af, altså hvide middelklassebørn. Man må ikke være blind for, at der er store økonomiske og politiske interesser på spil, når det handler om, hvem der må blive mødre og hvordan, hvilke børn man ønsker sig og hvordan.
I Mit arbejde bliver hovedpersonen Anna offer for nogle af de forventninger, der er knyttet til moderrollen, fordi hun ikke kan genkende sig selv i dem. Er det også en roman om at føle sig splittet?
– Jeg har været meget optaget af dobbeltgængermotivet i litteraturen, som jeg også har benyttet mig af i min roman Celestine (2015). I Mit arbejde ville jeg gerne vise, hvordan en kvinde dresseres til en særlig tankegang og et sæt af værdier og bliver syg af det. Det er også noget, der kan give den her dobbeltgængeragtige fornemmelse af, at man spiller en rolle som kvinde på samfundets scene, og at man måske til tider helt fortaber sig i den, mens der er store områder af kvindens liv, som slet ikke bliver belyst. Man kan se motivet virkelig mange steder i verdenslitteraturen, den splittede kvinde der forsøger at leve op til forventningerne til hende og samtidig må stritte imod. Emily Dickinson kalder det sin »Horror’s Twin«. Man kunne også pege på Charlotte Brontës »madwoman in the attic«.
Jeg har måttet arbejde for at udvide klassikerbegrebet, fordi der ellers ikke ville være plads til min egen litteratur.
Olga Ravn
Du er ikke blot forfatter, men også formidler gennem oversættelser af blandt andet Joan Didion og Sylvia Plath. Du har tidligere arbejdet som redaktør på Gyldendals Skalaserie, en serie med oversete klassikere. Hvad betyder det for dit forfatterskab at arbejde med formidling af litteratur?
– For mig hænger diskussionen af hvad der er den gode litteratur uløseligt sammen med at skrive. Hvilken litteratur der bør huskes, analyseres og læses. Jeg ville ikke selv være i stand til at skrive, hvis jeg kun måtte læse den gældende kanon. Derfor har jeg måttet arbejde for at udvide klassikerbegrebet, fordi der ellers ikke ville være plads til min egen litteratur. Det kan selvfølgelig være ret underligt at skrive på skuldrene af en stor litteraturhistorie, som mange læsere ikke kender til. Her tænker jeg mest på det akademiske miljø, anmeldere og så videre. Almindelige læsere har faktisk tit ret godt kendskab til mine referencer. De har læst Tove Ditlevsen, Vita Andersen, Doris Lessing, Kirsten Thorup, Sylvia Plath og så videre.
Ideen med en anden kanon er vel netop også at vise, at den historie vi kender, blot er én, vi har skabt – at der findes mange alternative historier?
– Ja. Det ville ikke give mening for mig, hvis jeg forsøgte at udskifte en gældende kanon med en ny. Det handler snarere om at udvide forestillingerne om, hvad der er den væsentlige bog, hvordan et menneske eller en virkelighed ser ud. I Mit arbejde modsiger mange af kapitlerne hinanden. Jeg har forsøgt at vise, at der ikke kun findes én autobiografisk sandhed om et liv. For at bruge en lidt lam metafor kunne man sige, at jeg ikke er interesseret i at fjerne bøger fra hylderne, men i at gøre hylden større. Og så synes jeg, at vi bør tage flere af de svære diskussioner om vores klassikere, netop for stadig at kunne blive ved med at læse dem.
Jeg ville elske at læse en bog, der ikke handler om andet end en pige og hendes nyvaskede barbiedukker
Olga Ravn
I de seneste år har der i medierne været diskussioner, hvor flere har anklaget litteraturen skrevet af danske kvindelige forfattere for at være for privat. Hvordan har du oplevet disse diskussioner?
– Da jeg gik på Forfatterskolen i København, mødte jeg en ret heftig modstand mod noget, man måske kan kalde »kvindeerfaring« eller »bekendelseslitteratur«. Det gjorde mig rasende, det gør mig stadig rasende. Søren Ulrik Thomsen har skrevet mange fantastiske digte, men han har også skrevet et digt, hvor han siger, at han er træt af kvinder der skriver om, hvad det vil sige at være kvinde. Sådan noget – det nedladende, jovialt hygsomme i det – gør mig helt afsindig. På den ene side må man konstant gøres til kvinde, og så skal man samtidig nedgøres for at forsøge af forstå denne erfaring. I Lars Frosts roman Kongskilde NS5100 (2013) siger hovedpersonen, at Amalie Smith, Ida Marie Hede og Josefine Klougart mangler temperament, og at han ikke forstår, hvad de vil med deres litteratur. Der er også et Vagant-interview, hvor Frost siger, at disse kvindelige forfatteres litteratur foregår i et sterilt legeværelse, hvor man lige har gjort rent og barbiedukkerne har været i vaskemaskinen. Det er så misogynt, at det er helt vildt. Jeg ville i øvrigt elske at læse en bog, der ikke handler om andet end en pige og hendes nyvaskede barbiedukker, just saying.
Har du selv erfaringer med misogyni?
– At andre kvinder udsættes for misogyni er også min erfaring med det, for det er deres køn de angribes på. Derfor er det et angreb på alle kvinder, også mig. Jeg husker, at jeg skrev en tekst om voldtægt på Forfatterskolen, hvor min mandlige vejleder sagde: »Jeg kan godt se, at der sikkert er mange, der er interesserede i at læse om, at en ung pige får en ordentlig svaber.« Jeg blev rasende, men jeg ækledes også ved mig selv. Jeg var vred på ham, men også på pigen i teksten. Man kunne sige, at arbejdet med at pege på andre stemmer i litteraturhistorien og løfte dem frem er min egen vej ud af det her. Jeg møder ofte det argument, at kvinder ikke har skrevet godt nok, men det er løgn. Dem der tror, at det her er noget, der for længst er forbi, skal vågne op. Det var ikke senere end i august, at Politikens bogtillæg havde overskriften »Kvinderne bliver bare ved«. Tænk, at det kan betragtes som en nyhed, at kvinder skriver. Mellem linjerne ligger jo: Hvornår holder de op?
Ville du mene, at modstand er nødvendig for at kunne skrive?
– Nej. Men jeg tror heller ikke, at der findes et modstandsløst liv. Derimod tror jeg, at for meget modstand kan forhindre folk i at skrive. Jeg har måttet vende det om og forvandle modstand til en drivkraft.
Hvorfor? Ville du beskrive dit eget arbejde som en kamp?
– Nej, det vil jeg ikke. Mit arbejde er først og fremmest at nå hen til et sted, som jeg fornemmer findes, og udvide hvad det vil sige at eksistere. Jeg tænker på mit arbejde som en vekselvirkning mellem forandring og vedligeholdelse. Jeg kan ikke forlige mig med kampen som drivende kraft. Jeg vil gerne være tæt på litteraturen, på dens vidunderlige, forvandlende kraft. Når jeg går ind i litteraturens hus, er der mange værker og ideer, der fortæller mig, at jeg ikke kan være der. Så må jeg kæmpe for at få plads.
Har du nogensinde været i en situation, hvor du var tæt på at give op?
– Jeg har ofte været i en situation, hvor jeg var tæt på at stoppe med at skrive. Jeg tror, at det er helt grundlæggende for at være forfatter. Det er hårdt økonomisk. Og det er hårdt at møde så meget modstand. Det er hårdt ikke at kunne få det til at lykkes. Skriften kan føre dig steder hen, hvor du ikke vil være. Jeg tror, at man må risikere noget hver gang. Jeg vender igen og igen tilbage til det nydelsesfulde i at opdage, at jeg indeholder noget, jeg ikke selv kender til, eller at skriften begynder at køre sit eget show. Det er vidunderligt. Det kommer aldrig til at forsvinde.
Teksten kan også læses i Vagant 2/2020, som udkommer i november.
