INTERVIEW. Global opvarmning og arternes massedød truer planetens økosystemer. Med det nye nummer af Ny Jord kalder tidsskriftets redaktører på et mere opmærksomt natursyn.
[dropcap]K[/dropcap]limakrisen kræver, at vi igangsætter nye diskussioner om menneskets forhold til sin umiddelbare omverden. Med den tredje og hidtil mest omfattende udgave af Ny Jord – Tidsskrift for naturkritik forsøger redaktørerne Andreas Vermehren Holm og Jeppe Carstensen at påvirke vores naturforståelse. Tekstudvalget spænder fra Lao Zis kinesiske livsfilosofi over amerikanske Jen Bervins konceptuelle poesi til sydstatsforfatteren Flannery O’Connors bedehæfte. Sammen skal de – med den tyske filosof Peter Sloterdijks ord – hjælpe os til at indøve de »gode vaner, som kan sikre den fælles overlevelse«. Jeg mødte redaktørerne over en kop kaffe på toppen af indkøbscenteret Illum i København, der denne fredag var præget af en mere hektisk stemning end sædvanligt, idet man fejrede forbrugerismens juleaften, Black Friday.
Jeppe Carstensen og Andreas Vermehren Holm, dette tredje bind på 644 sider består af tekster fra vidt forskellige tider og steder, videnskabelige tekster, skønlitterære tekster, billeder og malerier. Hvad er jeres ambitioner med udgivelsen?
Carstensen: Tidsskriftet er et fortløbende forsøg på at gentænke, hvad »natur« betyder. Det er vores ønske at kultivere en anden forståelse af natur, klima og miljø. I dette nummer forsøger vi at arbejde med en ny kosmologisk forståelse af Jorden. Vi mener, vores samfund bør give meget mere plads til andre livsformer og generelt være mere bevidst om, at vi lever i et afgrænset jordsystem. Vi ønsker, at udgivelsen skal være intellektuelt stimulerende, og ikke blot handle om indkøbsvarer og andre prosaiske hverdagsopgaver. Derfor har vi samlet forskellige faglige discipliner og forsøger at gøre en dyd ud af at tage kritikbegrebet til os.
I artiklen »Det absolutte imperativ«, et uddrag fra værket Du Musst dein Leben ändern – Über Anthropotechnik (Suhrkamp, 2009), skriver filosoffen Peter Sloterdijk, at vi »gennem daglige øvelser må tillægge os de gode vaner, som kan sikre den fælles overlevelse«. Er det jeres håb at vække et engagement hinsides den rent intellektuelle fordybelse?
Carstensen: Utvivlsomt. Praksisformerne er også en stor del af dette nummer, og det er noget, vi har talt meget om.
Vermehren Holm: I første nummer bragte vi tekster om religiøse, asketiske praksisformer side om side med feltoptegnelser. Det drejede sig om at skildre menneskets møde med den umiddelbare omverden. Det var vigtigt for os at tage dette møde alvorligt. Sloterdijks idé om, at vi befinder os på de øvendes planet, oplever jeg som frigørende. Vi kan, ved at øve os, ændre vores liv. Dette perspektiv har vi forsøgt at udvikle siden første udgivelse.
Den nye udgivelse tegner et idehistorisk panorama over klima- og biodiversitetskrisens konsekvenser. Har der været for dårlige betingelser for en samtale om dette emne?
Carstensen: Helt sikkert. Det er også en af årsagerne til, at vi har valgt tidsskriftet som format. I tidsskriftet er der plads til bastardiserede genrer, som giver nogle andre livtag med disse spørgsmål, vi mener har manglet. Dagbladenes analyser og tekstgenrer er ofte optaget af øjebliksbilleder, mens de akademiske tidsskrifter ikke levner plads til ærgerrighed og vildskab.
Den svenske miljøhistoriker Andreas Malm skriver i en af udgivelsens længste tekster, at klimakrisen kræver en omlægning af den nuværende historiebevidsthed. Er I enige i det?
Carstensen: Det er klart, at vi må genbesøge historiebøgerne og kilderne for at forstå, hvad der er sket og hvordan vi er kommet hertil. Flere af de tekster, vi har valgt, forsøger at korrigere vores forståelse af modernitetens udvikling som en tid blottet for miljøbevidsthed. I Ny Jord 1 pegede de franske idehistorikere Jean-Baptiste Fressoz og Fabien Locher for eksempel på, at vores planets indtræden i den antropocæne tidsalder ikke efterfølger en hektisk modernisme uden interesse for miljøet. Tværtimod har vi gennemgået to århundreder med refleksioner og bekymringer over menneskers påvirkning af miljøet. Mange af disse refleksioner gemmer sig i arkiverne – vi forsøger vi at hente dem frem derfra. Et eksempel fra det nye nummer er den dansk økolog Carl Wesenberg-Lunds tekst om decimeringen af biodiversiteten i danske skove i starten af det 20. århundrede. For os er det ligegyldigt, hvornår bidragene er skrevet, så længe indsigterne og udtrykket ansporer til et andet natursyn end det, som har bevirket den situation, vi står i. Den amerikanske forfatter og kunstner Pamela Zolines fremtidsnovelle »Universets varmedød« fra det nye nummer er et godt eksempel på et klarsyn i fortiden, når hun tilbage i 1967 forestiller sig en fremtidig verden, hvor alt er blevet som Californien.
Mellem de videnskabelige tekster er nogle fiktionstekster, der får lov at stå uforklaret. Peter Handkes »Ildfluernes epopé«, Dino Buzattis »Dyrenes stilhed« og andre korte tekster bliver en slags pusterum mellem de tungere tekster?
Carstensen: Det er noget af det, som tidsskriftet kan. I den akademiske og journalistiske verden har man ofte en tendens til at give tingene et mærkat. Vi kan godt lide at gøre de tematiske linjer usynlige. Vi har bevidst undladt at inddele tidsskriftet i sektioner. Vi stoler på, at stoffet selv kan skabe indbyrdes forbindelser.
Vermehren Holm: Vi arbejder i en vis forstand med redaktøren som en slags klipper, hvor det i meget høj grad handler om at bringe stoffet ind i en sammenhæng, hvor det bliver troværdigt, får modspil og modvægt og så videre. Tomrummet mellem hvert enkelt værk, bidrag eller billede kan nogle gange blive sitrende energisk.
Bidragene skal altså være i stand til at rykke vores forståelse af klima- og biodiversitetskrisen på en anden måde, end vi sædvanligvis ser i aviser og andre nyhedsmedier?
Carstensen: Det bliver mere og mere tydeligt, at forskerne er desperate efter det, de kalder »god formidling« – noget som kan nå ud til folk, og som man kan mærke. Men i forskningsverdenen og i mediebilledet finder man generelt en meget fattig opfattelse af formidling. Den bliver ofte anstrengt og overgearet. Det er jo den samme slags kronikker, vi læser hver eneste dag. Der findes selvfølgelig forskere, som er i stand til at skabe appellerende fortællinger. Det er dem, vi er interesserede i at finde og arbejde med, for de findes ikke i nyhedsstrømmen.
Vermehren Holm: Jeg synes, det er enormt spændende, når naturkritikken i sig selv kan være med til at påpege nogle faldgruber i det sprog og de formmæssige konventioner, vi normalt benytter os af. Både hos digtere, men også hos videnskabsfolk. Vi refererer hele tiden til »dyr« og »mennesker«, »naturen« eller »landskabet«, som om vi ved, hvad vi snakker om. Det er en fryd at se, hvordan formeksperimenter kan virke destabiliserende for det sprog, vi troede vi kendte så godt. Vi skærper vores opmærksomhed, når vi bliver usikre på denne måde.
Carstensen: Jeg har især været optaget af at bringe biologernes praksis ind i tidsskriftet, fordi de opsøger habitaterne og registrerer livets mangfoldighed. I første nummer af Ny Jord skrev Rasmus Ejrnæs om lamelsvampe. I nummer to havde Monica Oyres en tekst om rovfluen, og nu bringer vi et bidrag af Michael Stoltze om vandbiller og andre arter i de ferske vande. Det er tekster, som møder læseren med et sprog for nogle organismers livsverdener, som det kan være svært at sanse for lægmænd. Disse biologers registrerende, observerende blik og litterære bearbejdning synes jeg er enormt empativækkende, og jeg mener, at det er noget, vi bør stifte bekendtskab med, hvis vi vil forholde os til det enorme artstab, som vi ser i dag. Vi kan ikke sætte os udenfor dyreriget og resten af biologien, uanset hvor hårdt vi prøver. Vi er afhængige af naturelementerne, selvom vi har fjernet os fra dem. Både i spirituel og ressourcemæssig forstand. Vi har i mange henseender udliciteret processer i stort set alle former for arbejde, som vi var dybt forbundne med for blot 150-200 år siden, til maskinerne. Det har selvfølgelig skabt frihed og velstand for rigtig mange mennesker, men det har også gjort, at vi står i denne monstrøse situation i dag, uden at have en praktisk fornemmelse for elementerne omkring os.
Et sted i tekstudvalget plæderer forfatteren Ursula K. Le Guin for »en dybere samhørighed med alle levende processer, der foregår rundt om os hele tiden, og som vi er en del af, alle sammen«. Kunne det stå som overskrift for udgivelsen?
Carstensen: Der er en kærlighed til alt levende og til det ikke-menneskelige på færde hos alle, der har været involveret i projektet. Den type kærlighed bliver tit glemt i dagligdagen. Nu sidder vi i Illum, et ekstremt energisk hus, hvor ressourcerne bliver brændt af langt hurtigere, end de kan genskabes. Ikke mange ved det, men meget af energien fra danske kraftværker kommer i dag fra træbrændsler skibet ind fra hele verden, som vi bogfører som CO2-frit, selvom afbrændingen i realiteten udleder lige så meget eller mere end ved kulafbrænding. Det forårsager afskovning i regioner, hvor dyre- og plantelivet ødelægges. Vi må øve os på at anlægge en ny kritisk bevidsthed om disse forhold, hvis vi skal ændre vores liv. Dertil har vi brug for mange eksperimentelle retninger, for der er ikke bare én vej frem.
