LITTERÆR FORSYNING: Hackerne er i færd med at blive vor tids revolutionære, hævder Theis Ørntoft.

Da Vagant møder Theis Ørntoft på caféen Props på Nørrebro, bærer han en splinterny Fjällräven. Til en oplæsning for nyligt mistede den 30-årige digter sin taske, hvori alt hvad han har skrevet befandt sig. Computer, ekstern harddisk, det hele var stjålet. Digterens efterlysning af sin litterære bagage spredte sig på facebook, og selvom tv-programmet Deadline gik ind i jagten, bragte det ingen held med sig. Nu har han kun de stumper, han sendte til sig selv inden uheldet – resten er væk.

Er dette tyveri så et tegn på, at man burde løsrive sig fra teknologien? Theis Ørntoft tøver. Det mener han ikke. Oplevelsen har ikke gjort ham teknologiforskrækket. Snarere tværtimod. Ørntoft, der i det forgangne år opnåede stor anerkendelse for sin digtsamlingen Digte 2014, mener ikke, at en tilbagetrækning fra teknologien og samfundet er mulig.

I et efterhånden famøst digt, skriver han: «For mig er samfundene døde / Jeg tror ikke længere / det er et spørgsmål om forfinelse / men om afvikling.» Ifølge Ørntoft er afviklingen nået så langt, at vi om 20 år f.eks. ikke har noget privatliv:

Jeg tænker meget over internettet som fænomen og hele den digitale virtuelle verdens ekspansion. Hvis jeg vil ud af det her system, hvad gør jeg så? Så må jeg aflyse min CPR-eksistens og flytte ud i skoven. Det er den nyromantiske forestilling om at flytte ud i naturen og leve alternativt og mildt revolutionært. Men i Danmark er det slet ikke lovligt at bo ude i skoven, så det er nærmest ikke muligt at foretage den tilbagetrækning i dag. Og det tror jeg lige så stille er blevet en underliggende præmis for min tænkning: I det land jeg bor i er det forbudt at være udenfor internettet.

Theis Ørntoft

Theis Ørntoft. Foto: Lærke Posselt

– Lars Frost, som vi tidligere har talt med, har det seneste år søgt tilflugt på Langeland, selvom han er opvokset i København. Har du tænkt på noget lignende?

– Fantasier om tilbagetrækning er for mig spild af tid. Der er nogle, der problematiserer afviklingen af privatsfæren, og det kan jeg på utrolig mange måder godt forstå, men den udvikling er så fremskreden, at den synes uundgåelig. I stedet for at diskutere om, man skal frem eller tilbage inden for en udvikling som denne, tror jeg, at man i stedet skal acceptere, at virkeligheden bliver sådan. Det er snarere et spørgsmål om op eller ned i forhold til en udvikling, om højre eller venstre, at lære den arkitektur, logik eller kosmologi at kende så hurtigt som muligt, så man bliver i stand til at agere i den. Nogle udviklingslinjer synes uundgåelige, som fulgte de naturlove. Jeg tror ikke, at den skelnen mellem privatliv og offentlighed findes om tyve år. Det var en kortvarig dikotomi. Men måske opstår der så nye, som vi slet ikke kan forestille os herfra.

– I medierne hører man fra tid til anden, at ungdommen må gøre oprør. Men det tror du ikke på?

– Jo, jeg tror bare, at oprøret skal finde sted i nogle andre logikker. Det skal f.eks. finde sted i det digitale, fordi det helt åbenlyst er forbi med debatter mellem mennesker af kød og blod og demonstrationer i det fysiske rum. Det er, som om magten forsvinder ud af den materielle verden og siver ind i det digitale rum med en utrolig hastighed. Hvem, eller hvad, er det vi er i færd med at overdrage magten til? Er der ved at opstå en ny livsform i dette virtuelle? Måske skulle man tage at blive hacker. Det er helt åbenlyst en af fremtidens revolutionære positioner. Hackeren har sat sig på niveau med og er i stand til at udfordre det system, som intimiderer den frie tanke.

– Kan digteren ikke gøre noget?

– Jo, men det er lidt noget andet. Hackeren har hård viden. Jeg tænker tit, hvad skal jeg bidrage med, når jeg snakker med en mikrobiolog, der ved meget om mikrober, eller med en hacker, der ved en masse om programmering; ting jeg ikke ved særlig meget om. Men disse mennesker er ikke altid særlig gode til at sætte viden i spil på nye, originale måder – til at animere viden. Det er måske en del af kunstens felt at bygge historier på viden, der vil kunne producere følelsesmæssige effekter i beskueren, og i sidste ende kan bringe mennesket nye interessante steder hen. Folk siger til mig, at Christopher Nolans nye film Interstellar er spekulativ, at den er gennemstrømmet af Hollywood, og at den er sentimental i sin grundnatur, fordi den i virkeligheden bare handler om en far og en datters relation osv., men det er jeg da ligeglad med. Jeg bliver høj af at blive skudt ud gennem ormehullet, og den eufori har effekter, som jeg bringer med mig ud af biografen. Hvad gør det, at jeg hopper rundt ude på gaden efter at have set Interstellar? Ingen ved det, om det er ondt eller godt, at jeg hopper rundt. Men alle kræfter i verden påvirker hinanden, hele tiden, det er jeg meget overbevist om.

– Radiosendere og frekvenser optræder hyppigt i Digte 2014. Er det en del af din interesse for hackere og teknologi?

– Det har at gøre med den tankeverden, jeg befandt mig i, da jeg skrev Digte 2014, og som jeg i grunden stadig befinder mig i. Jeg beskæftiger mig en del med forestillingen om, at det biologiske liv muligvis kun er en overgang, en spæd begyndelse. Den amerikanske computerteknolog Ray Kurzweil hævder, at man inden 2045 vil være i stand til at overføre sin partikulære bevidsthed til et digitalt netværk. Han mener, at han vil kunne afmaterialisere mennesket. Hans projekt er på en måde at sejle mennesket ud af biologien ved hjælp af en slags Noas Ark for psyken. Ud af kroppen og ind gennem skærmen. Det er selvfølgelig temmelig spekulativt, men hvis man følger tanken, betyder det en overskridelse af betingelserne for liv, som vi kender dem. Hvis vores bevidstheder ender med at blive ført over i det virtuelle rige, har det samtidig den konsekvens, at man kan hacke hinandens tanker. Man vil kunne blive downloadet og uploadet, delt, hvem ved… Ting som er umulige at forstå med vores biologiske og dikotomiproducerende hjerner. På en måde er det det mest angstprovokerende scenarie af alle: Efter at vi mennesker stoppede med at tro på guder, har vi i det mindste fundet en eller anden paradoksal ro i visheden om, at vi skal dø. I det mindste er døden da absolut, sådan tror jeg, at mange tænker. Men måske vil vi se fremkomsten af noget langt mere uoverskueligt og vildt end døden. Måske er det først langt ude i fremtiden, at gamle Kierkegaards idé om at kaste sig ud i den grænseløse frihed for alvor giver mening.

Theis Ørntoft. Foto: Lærke Posselt

Theis Ørntoft. Foto: Lærke Posselt

– Hvorfra stammer din interesse i disse ting?

– Jeg sad for nyligt og læste Hannah Arendts Menneskets vilkår, og i indledningen sidder hun og kigger op på nattehimlen. Bogen er skrevet i slut-50’erne, hvor man har sendt den første Sputnik-satellit i kredsløb om jorden. Idet hun sidder og betragter satellitten, er det, som om hun aner en forbindelse i menneskeverdenen mellem udvikling og flugt. Mennesket vil på et tidspunkt ude i fremtiden søge væk fra planeten. Det problematiserer Arendt. For hende skal udviklingen finde sted i menneskets etiske arbejde. Det giver på en måde god mening, for grundmantraet i kritikken af det kapitalistisk strukturerede menneske er, at det tænker kortsigtet og ikke demonstrerer kosmisk sensibilitet i sine handlingsmønstre. Det er sådan vi kender kritikken af det senmoderne menneske. Samtidig sendte min ven Ferdinand mig et citat af Jean-François Lyotard. Han har en kort bog, der hedder Muren, golfen og solen, hvor han slutter af med en kort beskrivelse af livets verdenshistorie – helt fra at vi blev til ud af blå-grønne alger for fire milliarder år siden og op til det liberale demokratis fødsel. Derfra laver han en forestillet verdenshistorie, der går langt ud i fremtiden, og hvor han til sidst spørger: Hvad nu hvis alle menneskets tankedomæner mere eller mindre ubevidst har arbejdet ud fra en vished om, at solsystemet en dag brænder sammen og at vejen væk, altså flugten og udviklingen, går ind gennem de digitale netværk og ikke ud gennem solsystemerne? Hvad nu hvis det f.eks. er dybdeøkologer som Arne Næss og den tradition, der angriber det senmoderne menneske for ikke at have denne kosmiske sensibilitet, som ikke tænker langsigtet nok? Hvad nu hvis det er Hannah Arendt, der tænker kortsigtet? Hvad nu hvis kapitalismen blandt så meget andet er med til at bringe livet videre – ud til en anden logik. På den måde er det også en uhyre spændende tid, vi lever i. Måske står vi et sted, der vil medføre ændringer, som aldrig før er sket i kosmos.

– Du er ikke så kapitalismekritisk, som man måske skulle tro?

– Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er godt, at kapitalismen fører liv videre. Jeg fremlægger det bare som en mulighed, som alle, inklusive mig selv, kan tænke videre over. Det er også en ny tanke for mig, at flugt og udvikling måske er meget nært forbundne.

– Vi oplever din første digtsamling Yeahsuiten fra 2009 som helt anderledes optimistisk og ung end Digte 2014, som udkom i år. Hvad skete der med dig i dette tidsrum?

– Det var et mellemrum på fire år. Jeg oplevede det meget som en kløft. Der skete det, at jeg stødte på en mur med den fortællerstemme, jeg havde etableret gennem Yeahsuiten. Den havde sin udløbsdato med de digte. Men samtidig blev den stemme ved med at sprogliggøre mine erfaringer; den blev ved med at tale, selvom den ikke havde mere at sige. Den fungerede som mine vaner; de bringer ikke nødvendigvis noget godt med sig, de insisterer bare på at virke. Det tager mig et godt stykke tid at lukke ned for disse vaner.

Digte 2014

Digte 2014

– Har du arbejdet aktivt med at skrive dig fri af den stemme?

– Ja. Men det handler også om, at man holder pauser. På et tidspunkt lykkedes jeg med at få den skrevet ud af mit system, og så gik det op for mig, at jeg var blevet identitetsløs. Jeg havde sagt min gamle stemme op, men havde endnu ikke fundet en ny at flytte ind i. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle skrive. Det har dels medført en afvikling af en fortællerstemme og opfindelsen af en ny. Det har taget mange kuldsejlede manuskripter og halvfærdige digte.

– Vi har talt om at Digte 2014 er uden fortid, alt foregår i akut nutid. Var det din ambition at skrive om nogle af de problemer, vi står i lige nu?

– Jeg oplever faktisk Digte 2014, som en bog, der er nødt til at forlade det partikulære, politiske nu, som er 2014, fordi der ikke er mere at sige. I hvert fald ikke for mig. Efter nogle nødvendige konstateringer af, hvordan nutidens geografi ser ud, synes jeg, den foregår alle andre steder end 2014. Den beskæftiger sig med et rum, hvor nuets grænser til fortid og fremtid ikke rigtig er der længere. Det er tynde vægge, der adskiller mig fra kridttiden, som der står.

– Er den nye stemme bevidst valgt til at gribe, at digterjegets verden i dag ser anderledes ud?

– Jeg har ikke på forhånd reflekteret over, hvad jeg ville skrive om. Min skrift er nærmere et aftryk af, hvad der sker inde i mit hoved. Jeg har ikke bevidst kørt mig selv ud af en ungdomsæstetik og over i et apokalyptisk undersøgelsesrum. På den måde er det ikke et valg, jeg har taget. I det hele taget føles det som om, at jeg befinder mig i et tematisk landskab nu, som der ikke findes nogen vej tilbage fra. Det er bare videre og ind igennem det.

– Men det er et markant skift. Det er som om jeget er oven på verden i Yeahsuiten, mens verden er oven på jeget i Digte 2014.

– Ja, men jeg oplever, at Yeahsuiten også handler om angst. Det kan godt være den sproglige overflade er ungdommelig og sorgløs, men for mig var undersøgelsen i høj grad at lade nogle forskellige sprogdomæner og temperamentsregistre støde sammen. F.eks.: «Jeg køber sprød pizza / Jeg bærer det forfærdelige rum med mig,» står der på et tidspunkt. Det er svært at forestille sig, at de to udsagn skulle finde sted indenfor det samme skriftlige subjekt. Men det gør de. På den måde har Yeahsuiten for mig ikke noget med ungdommen at gøre, men er mere en undersøgelse af pludselige skred i sproget og den verden, som det mønter sig på. Jeg er helt med på, at den er meget anderledes end Digte 2014, men begge digtsamlinger handler faktisk om angst og en form for katastrofebearbejdelse.

Yeahsuiten

Yeahsuiten

– Hvordan forholder du dig til Johannes Riis’ opfordring til forfatterne om at skrive om de problemer, de ser i samfundet?

– Jeg har aldrig helt forstået den adskillelse mellem politisk litteratur og ikke-politisk litteratur. Egentlig er det jo ret banalt: Ethvert udsagn er uløseligt infiltreret af en måde at være i verden på og etik. Det er klart, at der findes forskellige grader af politisk tydelighed, hvilket sikkert har at gøre med, at vi er vant til visse markører for hvad der er politisk. Men dette er lidt besynderligt, synes jeg. Det er lige som med kosmisk poesi: Poesi bliver ikke mere kosmisk af at hente sit inventar fra himmelrummet. Det kosmiske opstår i de pludselige kløfter i tider og rum, der vrides i kollisioner mellem forskellige logikker. Kosmisk digtning kan lige så godt foregå i sandkassen i en børnehave, som det kan foregå ude i solsystemerne, det har intet med det at gøre. Jeg havde det lidt specielt med, at min bog i så høj grad blev læst tematisk. Her taler jeg om mediernes modtagelse af den. At en bog skal handle om noget, har måske tråde tilbage til Brandes og en forestilling om, at litteratur skal sætte problemer under debat. Den tanke lever i høj grad i mange danske aviser. Ja, faktisk lever den i hele samfundet, måske først og fremmest i skolerne. I mit tilfælde var det en bog, «som handlede om undergang» eller «klimakrise», men faktisk står det ord slet ikke i bogen. For mig handler den slet ikke om klimakrisen. Faktisk har klimakrisen slet ikke status af at være det øverste problem for mig. Den er snarere en af flere alvorlige effekter af menneskets måde at tænke sin relation til verden på. Helt fra agerbrugenes opståen for ti tusind år siden og frem til dig i dag, har vi langsomt løsrevet os fra det, vi nu kalder natur. Hvis der er noget, der er et problem, så er det denne løsrivelse.

– En læsning uden tema er vel heller ikke mulig?

– Selvfølgelig skal man ikke ekskludere en tematisk læsning. På den måde ville det også være absurd for mig at sidde at nægte, at min bog handler om noget. Naturligvis er der tematikker, men det er den meget rigide tematiske oversættelse af bogen, som får mine alarmklokker til at ringe. At en bog skulle tale eksplicit eller fuldt oversætteligt om et aktuelt samfundsanliggende, ligger meget fjernt for mig. For mig er samfundet slet ikke udgangspunktet. Det er snarere liv som sådan, dets grænser og mulige vej videre. Jeg har ikke noget imod opbyggelighed, jeg er bare imod at en bog skal oversættes til en allerede velkendt problemstilling. Det er tit hvad der sker, når vi fremhæver tematikken: Bogen bliver et eksempel på noget, og så instrumentaliserer man litteraturen. Det tror jeg gerne, at vi vil undgå.

– Vi har i løbet af denne interviewrække oplevet flere forfattere, der ikke tror, at litteraturen kan have en direkte politisk indflydelse.

– Faktisk tror jeg ikke, at jeg forstår de digtere, som på den ene side insisterer på, at kunsten skal være eksklusiv og på den anden side skal være subversiv. Den position forstår jeg ikke. Det er paradoksalt, at man laver kunst, der gerne vil holde sig lidt usynlig, samtidig med, at den skal være politisk undergravende og have forandrende potentiale.

Christian Johannes Idskov og Jakob Paludan Wogensen

Facebook

Twitter