Nekrofilen

OVERSAT. Gabrielle Wittkops roman Nekrofilen er historien om et menneske, som igen og igen må tage afsked med sine døde elskede.

Alene i kraft af sit emne er Gabrielle Wittkops debutroman Nekrofilen (Le nécrophile, 1972) klam og provokerende. Fra første ord mærker man den groteske beslutsomhed i fortællerens, antikvitetshandleren Luciens, grafiske beskrivelser af sine affærer og håndtering af det kolde kød.

Da romanen oprindeligt udkom på forfatteren Régine Desforges forlag, blev den en mindre skandalesucces i hjemlandet Frankrig. »Jeg kan ikke lide hende, og hun kan ikke lide mig. Men hun er ikke bange for noget«, sagde Wittkop om forlæggeren. Går man ind bag romanens makabre begær, viser den sig dog hurtigt som en meditation over menneskets ensomhed og over at måtte skilles fra dem, man elsker.

Gabrielle Wittkop (1920-2002) fandt som 13-årig en bog af Marquis de Sade i sin fars bibliotek og blev, som hun selv sagde, »et barn af Oplysnings­tiden«. Sammen med E.T.A. Hoffmann og Edgar Allan Poe er Sade en tydelig inspiration for det på en gang moralsk anløbne og skønhedssøgende forfatterskab. Under Anden Verdenskrig indgik Wittkop, der efter eget udsagn var biseksuel, misogyn og børnehader, et ægteskab – en såkaldt »intellektuel alliance« – med den homoseksuelle tysker Justus Wittkop for at redde ham fra nazisterne. Begge begik med års mellemrum selvmord for at undgå uhelbredelig sygdom; hun med beskeden: »Jeg ønsker at dø, som jeg har levet: som en fri mand«.

Vagant bringer her åbningen på romanen, der udkommer 2. maj i Christina Ytzens oversættelse. Nekrofilen og novellesamlingen Eksemplariske bortgange – begge udgivet af Forlaget Sidste Århundrede – er de første af hendes bøger oversat til dansk.

Nekrofilen udkom i 2013 på det svenske forlag Vertigo i Lisa Andersson og Carl-Michael Edenborgs oversættelse. Samme forlag udgav i 2007 Barnahandlerskan, oversat af Camilla Nilsson.

***

Den 12. oktober 19…
Den lille piges grå øjenbryn kaster en grålig skygge på hendes kind. Hendes smil er ironisk og udspekuleret, som en alvidendes. To udglattede krøller indrammer hendes ansigt og når helt ned til kraven på blusen, der er løftet op til under armhulerne og derved afslører en mave, hvis blålige hvidhed man finder på en særlig type kinesisk porcelæn. Venusbjerget, meget fladt, meget glat, skinner let under lampens skær; som var det dækket af en svedglinsende hinde.

Jeg har spredt hendes ben for at betragte den smalle vulva, tynd som et sår, med gennemsigtige, bleg-violette læber. Men jeg kommer til at vente endnu nogle timer, for kroppen er stadig en smule hård, en smule stiv, som den vil være, indtil værelsets varme har blødgjort den som en klump voks. Så jeg venter. Denne lille pige er det værd. Hun er virkelig et meget smukt lig.

Den 13. oktober 19…
I går aftes spillede den lille pige mig et puds. Jeg burde have anet det, med hendes smørrede smil … Mens jeg gled ind i dette kød, så koldt, så blødt, så lifligt stramt, som man kun oplever det hos de døde, åbnede pigebarnet pludselig et øje, gennemsigtigt som en blækspruttes, og spyede med en uhyrlig rumlen en sort skylle af ubestemmelig væske ud over mig. Hendes mund fortsatte, vidåben som en gorgonmaske, med at brække denne væske op, hvis lugt fyldte rummet. Alt dette ødelagde min nydelse en kende. Jeg er vant til bedre manérer, for de døde er rene. De har allerede udskilt deres ekskrementer, da de tog afsked med livet, på samme måde som man afstøder en forsmædelig byrde. Derfor runger en hul og hård trommelyd fra deres maver. Deres fine og kraftige duft er som lugten af Bombyx. De synes at komme fra jorden, fra det rige, hvor moskuslarverne kryber mellem rødderne, hvor glittertårerne kaster deres glans af frossen sølv, hvor blodet springer fra de vordende krysantemummer, mellem den pulveriserede tørv, det svovlholdige dynd. De dødes lugt er som at vende hjem til kosmos, som den sublime alkymi. For intet er så rent som en død, og den døde bliver kun renere, som tiden går, lige indtil den store elfenbensdukke med vokssmilet, med de evigt spredte ben, som findes i os alle sammen, når den absolutte renhed.

Det må have taget mig mere end to timer at gøre sengen ren og vaske pigebarnet. Den lille opkasterinde, som udspyr råddent blæk, har i sandhed blækspruttens natur. Det lader til, at hun nu har udskilt al sin gift, som hun ligger der, artigt udstrakt på lagenet. Hendes falske smil. Hendes små hænder med de små negle. En blå flue kommer, som ud af ingenting, og sætter sig gentagne gange på hendes lår. Jeg tabte hurtigt interessen for denne lille pige. Hun er ikke en af de døde, som jeg føler sorg ved at skille mig af med, som når man sørger over at skulle forlade en ven. Hun har garanteret haft en slet karakter, det tør jeg vædde på. Fra tid til anden udsender hun en dyb rumlen, som indgyder mig mistro.

Den 14. oktober 19…
Da jeg i nat skulle til at pakke den lille pige ind i en plasticsæk for at kaste hende i Seinen i nærheden af Sèvres, som jeg plejer at gøre i den slags tilfælde, udstødte hun pludselig et fortvivlet suk. Langstrakt og smertefuldt hvislede S’et i Sèvres mellem hendes tænder, som følte hun et jag af smerte over snart at blive forladt. Mit hjerte flød over af medlidenhed. Jeg havde ikke ydet dette barns ydmyge og bittersøde charme retfærdighed. Jeg kastede mig over hende, og angrende som en utro elsker dækkede jeg hende med kys. Jeg hentede en børste på badeværelset, og jeg gik i gang med at rede hendes hår, som var blevet mat og skørt, jeg gned hendes krop ind i aromatiske olier, i parfumer. Og jeg kan knap nok huske, hvor mange gange jeg elskede med dette barn, lige indtil dagen hvidtede vinduet bag de nedrullede gardiner.

Den 15. oktober 19…
Vejen til Sèvres er al kødets gang, og opkasterindens suk gør hverken fra eller til. Ak!

Den 2. november 19…
De dødes fest. En glædens dag. Denne morgen fremstod Montparnasse-kirkegården i et majestætisk tusmørke. Den store mængde af sørgende skyndte sig ad alléerne blandt krysantemummernes pragt, luften havde den bitre, berusende smag af kærlighed. Eros og Thanatos. Alle disse køn under jorden, skænker nogen dette en tanke?

Natten falder hurtigt på. Men selvom det er de dødes fest, går jeg ikke ud i aften.

Jeg mindes. Jeg var lige blevet otte år. En november-aften som den i dag havde man efterladt mig alene på mit værelse, der var invaderet af skygger. Jeg var urolig, for huset var fuldt af fremmedes kommen og gåen, af en mystisk hvisken, som jeg fornemmede havde forbindelse til min moders sygdom. Mest af alt var jeg bange for, at man havde glemt mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke vovede at tænde lyset, men i stedet blev siddende stum og frygtsom i mørket. Jeg kedede mig. For at aflede mine tanker og trøste mig gik jeg i gang med at knappe mine små bukser op. Der fandt jeg den varme og bløde tingest, som altid holdt mig med selskab. Jeg kan ikke huske, hvordan min hånd fandt frem til de fornødne bevægelser, men jeg blev indfanget i en malstrøm af nydelse, som intet i verden skulle få lov at rive mig ud af. Jeg blev meget overrasket over, at mit eget kød rummede et sådant potentiale for nydelse, og bare få øjeblikke tidligere havde jeg end ikke kunnet forestille mig, at mine proportioner kunne forandre sig i en sådan grad. Mine bevægelser blev hurtigere, og min vellyst steg yderligere, men samtidig med at en bølge, der var som skabt i mine indvoldes dyb, lod til at ville oversvømme mig og løfte mig op over mig selv, rungede hastige fodtrin i gangen, døren blev revet op, lyset strømmede ind. Bleg og udtæret støttede min bedstemor sig til dørkarmen, og hun var så oprørt, at hun ikke bemærkede min tilstand. »Mit stakkels barn! Din moder er død.« Så greb hun min hånd og trak mig hurtigt med sig. Jeg havde en sømandsdragt på, hvis lange jakke heldigvis dækkede gylpen, som jeg ikke havde nået at lukke.

Min moders værelse var fuldt af mennesker, men nedsunket i halvmørke. Jeg så min fader sidde på knæ ved sengegærdet og græde med hovedet begravet i lagenerne. Først havde jeg svært ved at genkende min moder i denne kvinde, som virkede uendeligt smukkere, større, yngre og mere majestætisk, end hun hidtil havde fremstået. Bedstemor græd. »Kys din moder en sidste gang«, sagde hun til mig, da hun skubbede mig hen mod sengen. Jeg hævede mig op mod denne vidunderlige kvinde, som lå udstrakt i sengelinnedets hvidhed. Jeg placerede mine læber på hendes voksansigt, jeg omfavnede hendes skuldre med mine små arme, jeg indåndede hendes berusende duft. Den duftede som de Bombyx, biologilæreren havde delt ud i skolen, og som jeg opbevarede i en papæske. Denne fine, tørre, moskusagtige du af tørv, larver og sten forlod min moders læber, den var allerede sivet ud i hendes hår som en parfume. Og pludselig brød den afbrudte vellyst igen ud i mit barnlige kød med foruroligende heftighed. Trykket ind mod moders hofte følte jeg mig gennemstrømmet af en udsøgt sindsbevægelse, samtidig med at jeg fik min første udløsning.

»Stakkels barn!« sagde min bedstemor, som intet havde forstået af mine suk.

Oversat af Christina Ytzen

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.