BLOG. Den franske litteratur forsøger at reparere individets bånd til verden.

I modsætning til i Danmark og i Tyskland taler man ikke i Frankrig om en såkaldt migrantlitteratur. Den findes ikke, og alligevel er den alle vegne. Det er et paradoks, som kan være svært at forstå, men for franskmændene giver det god mening.

I Nordeuropa glemmer vi af og til, hvor åben den franske kultur er, men Emmanuel Macron mindede os om det, da han for et par uger siden, sammen med Angela Merkel, slog dørene op til bogmessen i Frankfurt og greb chancen til at fortælle tyskerne, hvilken overvældende kulturmagt hans land fortsat er:

Vores sprog har altid bygget broer i Europa, ud over Middelhavet og på tværs af alle verdenshavene for at holde på et forestillet fællesskab, der skaber frankofonien og det franske sprog.

Det lød næsten som en selvmodsigelse. Men hvad, Macron fortalte, var, at det franske sprog ikke kun tilhører franskmændene – og det samme gælder deres litteratur: Den er ikke kun skrevet af dem, som kalder sig selv for franske.

Frankrig var udråbt til hovedlandet på årets messe. Men blandt forlagenes stakke af bøger, skrevet af forfattere med gallisk-klingende navne, fandt man således også et væld af udgivelser, som først og fremmest stammer fra de nordafrikanske lande.

Et par af de forfattere, som i de senere år har gjort størst indtryk, er fransk-marokkanske Leïla Slimani og algierske Kamel Daoud. Sidstnævnte udgav i 2014 Meursault – en modundersøgelse, som genskriver Albert Camus’ klassiker Den fremmede (1969), så man nu får historien fortalt fra et helt andet perspektiv, fra broderen til den anonyme araber, der i originalen bliver skudt af en hvid mand på stranden.

Daouds bog er et sofistikeret opgør med kolonialismen: Morderen vandt retten til historien, fordi han kunne skrive, men vi hører også, at Camus’ bog har lært fortælleren det franske sprog, som netop gør det muligt for araberen at berette om konsekvenserne af den ustraffede forbrydelse – og dermed indskrive sig selv og hans landsmænd som hovedpersonerne i historien.

Som Charlotte Lybecker fortæller om her, forsøger Daoud og Slimani at mægle mellem nogle af de modsætninger, der opstår i kraft af de franske frigørelsesidealer og nogle af de tidligere koloniers tiltagende tildækkelsesregler. I sin nye bog, Sexe et mensonges. La vie sexuelle au Maroc (Sex og løgne. Sexlivet i Marokko, 2017), giver Slimani ordet til 15 marokkanske kvinder og en politimand, der aflægger vidnesbyrd om deres oplevelser med seksuel undertrykkelse i et mandsstyret trusselsregime. Bogen har ligesom mange af Daouds tekster skabt stor splid i offentligheden, men hvad der måske er lige så interessant: Bøgerne indskriver sig i en mere overordnet bevægelse i den fransksprogede litteratur.

Alexandre Gefen, som er forskningsdirektør for Det franske forskningsinstitut (CNRS), fortæller i en ny bog, Réparer le monde. La littérature française face au XXIe siecle (Reparer verden. Fransk litteratur i møde med 21. århundrede, 2017), at der i de senere år er vokset en litteratur frem, som igen mener, at den har en betydelig rolle at spille i samfundet.

Gefens pointe er, at vi lever i en tid med en rumsterende følelse af, at noget mangler. Vores demokratier har mistet de store hermeneutiske og åndelige strukturer, der tidligere bandt kollektiver sammen, og derfor kommer litteraturen nu og vil forbinde det enkeltstående individ til et større hele. Men litteraturens ambitioner om en »resocialisering« af mennesket former sig ikke omkring kollektivistiske tankegange eller kulturel ensformighed. Tværtimod forsøger den at sammenbinde forskellige geografier og gøre os mere opmærksomme på den mangfoldighed af identiteter, vi lever iblandt. Den franske litteratur drømmer ikke længere så meget om at frigøre mennesket; den er snarere optaget af at reparere dets bånd til verden. Eller som Gefen skriver: »Det skrøbelige individ, de oversete, og de nedbrudte fællesskaber – de er heltene i dagens franske litteratur.«

I bogen fremhæver Gefen Annie Ernaux’ bøger som eksempler på en type fiktion, der finder ord for de anonyme eksistenser og de, som ikke umiddelbart har mulighed for at skrive om deres tilværelse. Nogle af dem finder hun i Paris’ forstæder, hvor hun selv bor. Igennem en umiddelbar selvbiografisk skrift, der hele tiden forsøger at komme så tæt på nuet som muligt, afbilder hun de skikkelser, vi overser i metroen, på rulletrapperne, hvor som helst i moderniteten.

Det er blevet sagt, at Ernaux med sin optegnelser drømmer om at bygge en ny Noahs ark, der på samme måde som Prousts omfattende hukommelse skal skabe et museum for verden, et arkiv for vores samtidige kultur. I bogen fremhæver Gefen også værker af Laurent Mauvignier, Jean Hatzfeld og Olivier Rolin, samt Patrick Devilles selvbiografiske og encyklopædiske værker. Verdens sekularisering inviterer åbenbart litteraturen til at overtage de store hukommelsessystemer. Konkrete, præsente oplevelser og iagttagelser må nedfældes og arkiveres. Det er blevet en vigtig opgave for litteraturen at føre vidnesbyrd, så de usynlige mennesker og begivenheder bliver en del af vores fælles bevidsthed.

Det er svært at sige, hvad der i tiden kalder på dette behov for at registrere det nære liv og tillægge det så stor betydning. Men et eller andet er sket. Måske skyldes det – som Giorgio Agamben har foreslået – at lejren i dag udgør hele vores samfund? Det er uanset hvad blevet tydeligt, at den franske litteratur har taget præg efter dokumentariske former og synes at have trukket sig tilbage fra fiktionerne.

I slutningen af sin seneste bog Le Royaume (Gudsriget, 2014), som vi bringer et uddrag af her, fortæller Emmanuel Carrère, at han har forsøgt at være så oprigtig som muligt, men han ved godt, at det ikke kan lade sig gøre: »(D)et bogen søger at nærme sig, er så meget større end mig at jeg godt ved at denne oprigtighed er latterlig«. Men han gør forsøget, og det ser vi også i flere af hans andre bøger, hvor han ofte blander selvbiografiske detaljer med filosofi og reportage, for derudfra at skabe fortællinger om fremmedes historier – måske i håbet om, at vi ikke glemmer dem? Et eksempel er hans beretning om tsunamiens ofre i Thailand i 2004, som man finder indlejret i romanen med den sigende titel: Andre liv end mit (2009). Det er der, den franske litteratur står i dag: Med et håb om at kunne hjælpe de udsatte mennesker.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.