Når naturen skriver digte

ANMELDELSE. Siden debuten De næste 5000 dage har Amalie Smith begået sig i hybrider. Det gælder i højeste grad også hendes seneste udgivelse.

»Jeg vil presse sprog og materialitet tæt sammen,« skriver Amalie Smith i Et hjerte i alt (2017). Undertitlen, Noter, essays, praksis, poetik 2007-2017, viser med al tydelighed, at forfatteren både er digter og billedkunstner. Bogen består af en stribe forskellige tekster og genrer: essays, blogtekster, digte, foredragsnoter, voice-over til film, prosa, klummer, etc., hvoraf de fleste tidligere har været udgivet i tidsskrifter og aviser eller i forbindelse med udstillinger. Opsætningen udgør i sig selv et kunstværk: Bogen er ikke trykt på højkant, men horisontalt – ligesom titlen på den påskegule forside – og man er derfor nødt til at dreje bogen 90 grader for at læse den. Linjerne løber fra indersiden af omslaget og slutter på bagsiden.

De enkelte tekster er skåret ud i mindre afsnit og sat sammen igen i et til tider uigennemskueligt mønster. Teksterne er adskilt ved en sort linje på langs af siden, mellem ordene blander sig fotografier og film-stills, som – når der ikke er plads til dem – splittes op over to sider. Ind i mellem får jeg lyst til at klippe bogen i stykker og sætte den sammen igen med klisterbånd, så jeg kan få både tekster og billeder i fuld – og ikke mindst sammenhængende – form. Andre steder virker grebet elegant; de mange forskellige tekster får lov til at tale med hinanden og skabe nye sammenhænge: En prosatekst om kærlighed flyder sammen med en kronik om snegles tvekønnede parringsakt, der får det til at føles, som om de to tekster altid har skulle optræde sammen. På den måde er der helt tiden nye ind- og udgange til Smiths tekster. »Labyrinten er en fælles tankegang, et møbiusbånd mellem mennesker og verden«, skriver hun et sted. Møbiusbåndet, en form uden ende, der hverken har forside eller bagside, men kun overflade, lader til at være det strukturerende princip for Et hjerte i alt.

Interessen for bogens form og sprogets materialitet finder vi også tidligere i forfatterskabet. I Civil (Gyldendal, 2012) handler om samlinger, mere præcist om, hvordan ting samles for igen at gå i opløsning; fra naturvidenskabelige samlinger på museer til kroppen som en samling af celler, der konstant er i forandring. Om hvordan to mennesker forelsker sig og bliver til én fælles krop, og hvordan denne kærlighed pludselig opløses igen.

Samling og opløsning udgør et centralt begrebspar i Smiths forfatterskab sammen med interessen for forholdet mellem orden og kaos. I Marble (Gladiator, 2014), hendes forrige bog, flettes kærlighed, kunsthistorie, græske marmorstatuer og computer-animation sammen. Romanen følger flere spor: Dagbogsnotater fra hovedpersonen Marble – som selv er en levende marmorstatue – fra et ophold i Athen, samtaler mellem Marble og kæresten Daniel samt et historisk spor med uddrag af brevvekslingen mellem Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen, mens hun arbejder i Athen i starten af 1900-tallet. Marble supplerer fiktion med dokumentation, hvilket i det hele taget kendetegner Amalie Smiths Bøger.

Et hjerte i alt samler en række tekster fra 2007, hvor Smith begyndte på Forfatterskolen i København, til 2017 og tydeliggør dermed udviklingen i forfatterskabet fra værk til værk. Flere tekster kredser om temaer fra Marble, såsom hvidhed, dykkersyge og 3D-animationer, mens andre viser tilbage til I civils fascination af samlinger og kuratering. Smith beskæftiger sig med samlingens arkitektur og natur. Bogen består af gendigtninger og ophobet materiale, og det er en pointe, at vi altid skriver oven på noget andet, oven på historien.

Der kan ikke herske tvivl om, at Amalie Smiths tekster er begavede; de udforsker geologi, krop, erindring og tab i denne særlige blanding af patos og teori, der er indkapslet i forfatterens elegante sprog. Smith sammenskriver teoretiske betragtninger med mere nære, hverdagslige emner. Nogle gange fungerer naturen som et billedsprog for kærligheden: »Under togrejsen til Gøteborg lykkes det at ompode min forelskelse til y. Ompotte«. Andre gange tilfører teoretiske overvejelser om skulptørkunst, materiale og overflader kærlighedsfortællingen et nyt, mere abstrakt, lag. Det er særligt stærkt, når Amalie Smith skriver om kærligheden, der fylder jeget med »en tyngde, som umiskendeligt er lykkens«. Her et eksempel fra prosateksten »Katten«:

Flere og flere lyse timer. Jeg går på gaden, rundt i forårets åbne. Mere og mere i stand til at læse. Men han vil ikke læses. Jeg genkender graffitien som ulæselige tegn på, at han er her.

[…]

Han maler graffiti i mit kvarter om natten, skriver med rystet sort streg fra en spraydåse. Byen fyldes med tegn på hans nærvær. Jeg genkender hans navn på alle lodrette flader.

Han skriver asemisk: tegn uden indhold. Han kan ikke læses.

Jeg kan ikke læse.

[…]

Det er ham, der får mig til at gå rundt i byen.

Følelsen af den ulykkelige forelskelse formidler Amalie Smith med både lethed og indlevelse. Med undtagelse af ordet »asemisk«, så er historien om katten uden fremmedord og blottet for poetologiske og teoretiske overvejelser. Noget, der står i slående kontrast til resten af værket, hvor der refereres til digtere, filmskabere, kunsthistorikere, filosoffer med videre – ofte uden introduktion af nogen art, så man ind i mellem kan føle sig lidt hægtet af.

Oplevelsen af at forfatteren ikke ligefrem tager sin læser i hånden skyldes formentlig udgivelsens anatomi. Et sted skriver Smith, at det at formgive en samling af materiale handler om at »spørge og lytte til samlingen«; digteren og kuratoren må stå midt i materialet i stedet for udenfor. Det gør læsningen næsten kaotisk: Man fortaber sig i og indfanges af dette vildnis af tekstlige slyngplanter og knopskud. Nogle steder opstår der nye, overraskende meningsdannelser, andre steder finder man fragmenter, hvis berettigelse fremstår uklar.

At læseoplevelsen ind i mellem kan opfattes som springende, er en del af værkets idé. Det er en pointe, at teksterne er skrevet ovenpå allerede eksisterende tekster, og at ting, som normalt ikke står ved siden af hinanden, bliver samlet. Smiths ærinde er at påpege, at en stor del af civilisationshistorien er tænkt og skrevet på baggrund af en flere hundrede år gammel fejllæsning af antikken, som stadig dominerer i dag. Hun udfordrer opfattelsen af krop og ånd som adskilte og den fetichering af hvidheden, der følger med de antikke statuer i marmor. Den kritik findes også i Marble, der går i rette med vores opfattelse af, at de græske skulpturer var ubemalede og blanke, en falsk opfattelse, som siden komme til danne grund for hele vores idé om den vestlige kulturhistorie. Civilisationshistorien er en ophobning af materiale, som vi ikke kan ignorere, men som vi – måske med Smith – kan og bør forholde os kritisk til; ikke blot skrive videre på, men også gendigte, omskrive, omforme.

»Vi vil være den dej, der brydes op af det kærlige og æltes sammen med en ny overflade og en ny dybde og én gang til,« står der i en blogtekst fra 2012, som indgår i Et hjerte i alt. Smith har en stor kærlighed til materialet og til materialers forskelligartethed: »Forskelsløshed er værre end døden,« skriver hun i I civil. Hendes største frygt er entropiens endelige sejr, hvor alt er gået i opløsning og blevet ens, uden materialitet og form. Derfor skaber Smith selv værker, hvor form og struktur er til at tage at føle på; læseren må gerne opleve forskellene og grænserne mellem teksterne, når de adskilles ved de næsten demonstrative sorte streger. For Amalie Smith er formgivning en solidaritetserklæring:

Men at give et materiale menneskeform kan omvendt også læses som en radikal solidaritet med materialet. Gennem overfladens form kan vi måske opnå en kropslig forståelse af, at vi mennesker også er lavet af materialer. Statuen som et kunstigt »missing link« mellem mennesket og mineralerne.

Smith er ikke blot optaget af solidaritet mellem menneske og natur, mellem menneske og materiale. Hun er også fortaler for en enhedstanke: For hende giver det ikke mening at opstille skel mellem menneske, materiale og mineraler, vi tilhører alle den samme enhed. Det er et anticartiansk oprør mod adskillelsen af ånd og materie og det immanente hierarki mellem de to. Smith insisterer på, at mennesket er ikke særligt, vi er også en del af naturen. Hendes tekster forstyrrer det antropocentriske hierarki, hvor mennesket er det centrum, resten af verden kredser om:

Vi har følt os overlegne i verden. Da Descartes skrev »jeg tænker, altså er jeg«, gjorde han det klart, at det, der ikke tænker som os, heller ikke er i samme grad som os. Uden sprog findes ingen rigtig bevidsthed. Vi har tænkt, at naturen ikke skriver digte.

I dag ved vi, at vi har kommunikation, planlægning og beslutninger til fælles med både dyr og planter. Muligvis også metaller, muligvis også maskiner! Men også mennesker er bygget af grundstoffer – vi er naturen, der skriver digte!

Store dele af forfatterskabet kan rubriceres som »økolitteratur« eller »nymaterialisme«. Der er næppe tvivl om, at disse etiketter er fortærskede og mindre interessante, end de værker vi putter ind i kategorierne. Ganske ofte kredser Smith ikke blot om forholdet mellem menneske og natur; nogle gange bliver hendes tekster opfindsomt undersøgende og peger ud over vores gængse opfattelser af liv. Som i den fascinerende tekst »Stok, hypotetisk biologi, 2017«:

En livsform kunne bevæge sig langsommere, end mennesker kan opfatte, og ikke have det, vi forstår som hjerne, hjerte eller øjne.

En livsform kunne basere sig på silicium i stedet for kulstof og dermed udånde kvarts.

En livsform kunne bestå af flade firkantede celler sat samme som frimærker i et ark.

[…]

En livsform kunne være en spækagtig klump, der omdanner vind til energi.

Her går Smiths projekt op i en højere enhed: Teoretiske overvejelser flyder sammen med billedsproget og bliver til litteratur. Her udvides både opfattelser af liv, opfattelser af genrer og opfattelse af sprog. Man kan næsten få åndenød af at følge Smiths spekulative tankerække; samtidig er det ekstremt poetisk. Sjældent har mikrobernes mangfoldige verden været så smukt beskrevet.

Karen Dich

Karen Dich

Kritiker og medredaktør i Vagant. Født i 1989.

Facebook

Twitter