Min kulturkamp

Med Født sånn eller blitt sånn? fik Norge sin egen kulturkamplitteratur. Velkommen til tivoliseringen af sandhederne.

Tidligere publisert i Vagant 3/2010.

Det kan starte som en slags udmattelse. Inde fra midten af udmattelsen kan man fiske en serie af spørgsmål frem. Man kan for eksempel spørge sig: Hvad er en kulturkamp? Er den en sprogvirus? I nyere tid kender vi kulturkampen fra Danmark siden 2001 hvor højrepolitikeren Anders Fogh Rasmussen beamer sig ned som en frelsende space alien med viljen til at indføre et nyt paradigme som betyder en udrensning af alt mentalt arvegods fra 60’erne. Man indfører en ny tone i debatten hvor det nu er tilladt at kalde en spade for en spade og en neger for en neger, uden at man må stå til ansvar i forhold til nogen form for fluffy etisk sensitivitet. At insistere på en etisk omgangstone bliver ensbetydende med at være politisk korrekt, hvilket vil sige at man dybest set er fej og inautentisk i sine synspunkter, at man taler ud fra en slags indlagt kode, en slags humanistisk hjernevask, ud fra sandheder som ikke længere er gældende.

Fotografi: Susanne Christensen.

Kulturkamp kan altså referere til en ideologisk strid som primært spiller sig ud på fjernsynsskærme og i avisoverskrifter, som del af den generelle tivolisering af sandhederne. At have offentligheden summende i hovedet kan af og til være som at vandre i et landskab inspireret af Burroughs og Deleuze, hvor sproget former sig som virus eller krigsmaskiner som spiser af hinanden, et våbenkapløb hvor software stjæles og kopieres i en uendelighed, som Katla og søuhyret der styrter kæmpende i dybet. Dermed blir også tivoliseringen et personligt anliggende: I det øjeblik kritikeren eller forskeren gør noget andet end at sysle med at rangere kunstobjekter i et æstetisk hierarki og kobler forskningsobjektet til en bredere kulturel sfære, i det øjeblik hendes projekt får en etisk dimension, er hun også del af en slags kulturkamp. Der findes sådanne hære, én-kvinde-hære, og det er sikkert også en frugtbar indgangsvinkel til visse forfatterskaber.

Vi kan konstatere at der i Danmark findes en egen kulturkamplitteratur, debatbøger som Fredrik Stjernfelts og Søren Ulrik Thomsens Kritik af den negative opbyggelighed (Vindrose, 2005) og Rune Lykkebergs Kampen om sandhederne (Gyldendal, 2008). Vil man stikke sin næse ud og for alvor fyre op under idéen om at ligestillingen er gået for langt, er det nok fornuftigt at se til Sverige hvor fjernsynsprogrammet Könskriget (2005) havde dræbende virkning i forhold til det fremstormende politiske parti Feministisk Initiativ. Før det fik man i øvrigt også fin effekt af propagandafilm i 1930’ernes Tyskland, ikke at forglemme. Men det skulle altså blive 2010 før Norge fik sat sammen en egen lille krigsmaskine i form af Harald Eias og Ole-Martin Ihles populærvidenskabelige program Hjernevask. I kølvandet kom bogen Født sånn eller blitt sånn? (Gyldendal Norsk Forlag, 2010), og det er værd at se på denne, ikke så meget udfra hvad den siger, men udfra hvad den gør, hvilke strategier som benyttes.

William S. Burroughs kalder konstruktionen enten/eller for en virus, og enten/eller har vi allerede i bogtitlen: Født sånn eller blitt sånn? I indledningen skabes en distinktion mellem to former for latter: folkets autentiske latter og elitens falske latter, motiveret af bedrevidenhed. Eia/Ihle er på folkets side, selv når folket ikke længere er sit gammelkendte Hobbit-agtige humanistiske selv, men en indigneret pøbelflok som kræver ro og orden og racemæssig ensartethed. Bogen er til tider et ganske trivielt bombardement af statistik, såkaldte hårde fakta som er ment til at skulle overbevise os om at ligestilling er en slags tender trap, et forførende pigetrick to get ahead. Missionen er angiveligt at fremelske et »mer fruktbart menneskesyn«, men Eia/Ihle er generelt bedre til at punktere utopier end til at præsentere alternativer, noget som giver projektet et præg af formel overskridelse og performativ intervention uden speciel tanke på konsekvenserne. Som filmene Matrix (1999) og Inception (2010) – »intelligent« populærkultur – danner bogen et tankesimulakrum, som ikke først og fremmest handler om tankematerialet, men om effekt og temperatur, om hvor længe man kan holde opmærksomheden fanget.

Vi introduceres i første kapitel for … ja, hvad? For litteraturen. Kapitlet er nemlig formet som en kriminalroman eller en pseudometafysisk eventyrfilm med en stærk polarisering mellem gode og onde kræfter. Her iscenesættes ’68-forskeren John Money som socialkonstruktivismens Sauron, en gennemført ond hippiefanden, hvorefter en ganske spekulativ parallel konstrueres til dagens kønsforskere som fx Agnes Bolsø. Dramadokumentarens problem er at den bruger tendentiøs dramatisering som efterlader ringe plads til at læseren kan træffe egne valg. Sproget er generelt typisk for kriminallitteraturen; noget skal »afsløres«, vi »lures«, nogen »lyver«, vi bliver »forført«, og så videre. Enten/eller-konstruktionen bruges også på den måde at de som vi skal føle med; fx får forskeren Simon Baron-Cohen lov til at bruge både/og-konstruktioner, mens diverse kønsforskere portrætteres som stejlt enten/eller, hvilket dybest set viser dem som gale, motiverede af angst og fortrængning.

Fotografi: Susanne Christensen.

Eia/Ihles litterære bror i ånden er Abo Rasuls hypervrede tegneseriefigur Simpel fra The Cocka Hola Company (Cappelen, 2002), som raser mod femininiseringen af samfundet hvor enhver urmaskulin gestus accepteres ihjel. Ellers vil jeg pege på Michel Houellebecq samt de hvide drengerøve i Fight Club (1999). Rasul og Houellebecq kan begge forstås som punks optagede af at (gen)introducere brune idéer i offentligheden, en slags social-darwinisme med et »menneskeligt« ansigt, enten som et prank på den blåøjede venstrekonsensus eller med en vis højrefilosofisk inderlighed. Eia/Ihle tager temmelig kategorisk fat i alle tænkelige venstresideutopier: fredsbevægelsen, lighedstanken, forestillingen om seksuel frihed og det multikulturelle samfund. Et typisk retorisk greb i bogen er at indføre en form for selvreflektion, men den kyniske fornuft bliver ikke mindre kynisk hvis man siger om sig selv – med et lille charmerende smil –  at ooops, vi er vist nok lidt kyniske nu.

Ikke overraskende er Judith Butler Prügelknabe i kapitlet som diskuterer hvorvidt homoseksualitet er medfødt eller ej. Det er her projektet virkelig afslører sig som en krig mellem forskellige holdninger til sproget. Medie­logikken favoriserer et transparent sprog, dens fremfærd er penetrerende, den vil ind og se inderst i mennesket uanset om mennesket som undersøges går til grunde i processen. Filosoffen Butler insisterer på sprogets ikke-transparente kvaliteter; en etisk holdning til sproget og til mennesket. Vi kan ikke reduceres til stenalderdrifter, typer, karikaturer og tal.

I samme afsnit rapporterer Eia/Ihle fra Amerika, hvor homobevægelsen angiveligt har omfavnet de biologistiske forklaringer og går rundt i T-shirts med påskriften »It’s not my fault mom«. At biologistiske forklaringsmodeller bruges som ansvarsfraskrivelse slås senere fast: »Hvis homofili er genetisk, kan det ikke være galt« – dette er slutningen på debatten, dette lukker munden på argumenterne, og det tager også den eksistentielle smerte bort, det handler ikke om et valg, jeg behøver ikke at forholde mig, it’s outta my hands. En lignende ansvarsfraskrivelse præsenterer Harald Eia i et interview i Morgenbladet (21.05.10), dette handler om hans egne personlige livserfaringer:

Og jeg kommer fra en vanlig middelklassefamilie hvor søsteren min fikk psykiske problemer og har vært narkoman og psykiatrisk pasient. Da fikk vi høre at det handlet om hjemmemiljøet vårt. Som jeg også kommer fra, men jeg er ikke blitt narkoman. Da kom folk hjem til oss og sa at det var noe galt med familiedynamikken vår, og det var det, men grunnen til at det var noe galt med den, var jo at vi hadde et menneske som hadde problemer i familien. Da skulle vi jobbe sammen og bedre hjemmemiljøet, men det var jo opplagt at det ikke var det som var årsaken til hennes problemer. For meg har det gitt tilbakevirkende kraft: Selvfølgelig, det var noe hun hadde med seg, som hun ikke hadde fått gjennom oppdragelsen, men som hun var født med, som ikke mor og far var skyld i.

Jeg tænker over dette i toget på vej fra København ud i forstæderne denne sommer. Min mor ligger på sengen da jeg kommer ind, der går ganske lang tid før jeg får hende til at respondere. Hun har ikke været i bad, hun siger nej til alt, hun tager ikke sin medicin, og hun spiser og drikker kun modvilligt. Er jeg skyldig i min mors psykiske sygdom? Det er jeg nok ikke, men jeg tror på et samspil mellem arv og miljø, og det er nok til at gøre mig medansvarlig, selvom andre forklaringsmodeller ville være mindre smertefulde. Det er oplagt at det også er miljøer som er årsagen til min mors problemer.

Sidst i Født sånn eller blitt sånn? sker der noget forunderligt, næsten som et magisk tryllenummer. Eia/Ihle blinker endnu en gang med de blå øjne og siger: »Det fremstår kanskje som en moralsk kuvending å begynne å snakke om biologiske likheter etter at vi har skrevet en hel bok om biologiske forskjeller, fra kjønn til klasse og rase.« Ja, kanskje, men nu er vi ved den orgiastiske afslutning, og det kræver at vi får det humanistiske strygeorkester manøvreret på plads. Vi må knytte budskabet til de gode følelser, til den der ah-følelse af frigørelse. Det som igennem bogen essentielt er en højreargumentation – angrebet på lighedstanken, det som Jacques Rancière har kaldt hatred of democracy – bliver i afslutningen overraskende nok knyttet til et venstrehumanistisk standpunkt. Et evolutionspsykologisk menneskesyn gør os mere lige, påstås det nu. Vi sidder alle i samme genetisk-essentielle stenalderkano. Det er mærkelig læsning, for det er ellers oplagt at knytte et sådant menneskesyn an til en verden hvor konkurrence, hierarkier, hakkeorden, mobning og benhård eksklusion råder.

Susanne Christensen

Facebook

Twitter