VAGANT NORDEN. I portrættet af Asta Nielsen træder skuespilleren bedst i karakter, når hun får lov til at tale selv.
Eva Tind
Astas skygge
Gyldendal 2016
For nogle år siden læste jeg min mormor og morfars breve fra krigen. De skriver til hinanden imellem Sverige og Norge under dæknavn som to kvinder. Hvad skriver man til sin elskede, som er fanget i et andet land i en utryg tid? Man skriver om den mad, man spiser og de venner, man ser; om lapskaus og ægte kaffe, sammenkomster – alt det, som hører hverdagen til.
Kunstneren og forfatteren Eva Tinds portræt af stumfilmsstjernen Asta Nielsen (1881–1972) er netop dette: Et indblik i en svunden tid, og et forsøg på at nærme sig den store skuespillerinde fra hverdagssiden. Asta Nielsen – eller bare »Die Asta«, som hun kaldes i Tyskland – var Danmarks første og største internationale filmdiva og intet mindre end den bedst betalte skuespiller i verden, da hendes karriere var på sit højeste. Under anden verdenskrig forsvandt Asta Nielsen fra spotlyset, og hun levede sine sidste år alene i en lejlighed i København med en folkepension på 57 kroner om måneden. I Astas skygge forsøger Eva Tind at fremmane den store personlighed ved hjælp af det efterladte materiale, som findes: interviews, breve, transskriberede samtaler og, selvfølgelig, filmene. I bogen finder man blandt andet et lyserødt brev stukket ind imellem siderne; en almindelig hverdagsartefakt som omdrejnings- eller udgangspunkt for undersøgelsen. Resultatet er et billede af den store stjerne som lige dele selvskabt diva og sårbart menneske: spisende, sørgende, aldrende.
Eva Tinds interesse for skuespilleren vækkes, da hun flytter ind i den ejendom på Gl. Kongevej, hvor Asta Nielsen blev født i en fattig arbejderfamilie i starten af 1880’erne. Hun sætter sig for at finde ud af hvem denne kvinde var, men støder på en skikkelse der er lige så mystisk som hende, der ser ud på læseren fra bogens forside: Det skarptskårne ansigt indrammet af mørkt hår og de skyggefulde, store øjne, om hvilke den franske digter Guillaume Apollinaire har sagt: »Når hadet lyser i Asta Nielsens øjne, knytter vi næverne, og når hun slår øjnene op, er det stjernerne, der lyser.« Noget af det fine ved Eva Tinds undersøgelse af fænomenet Asta Nielsen er, at læseren ikke umiddelbart præsenteres for den samlede syntese af researcharbejdet. Derimod følger vi i bogens første halvdel Tinds fortællerstemme igennem arkiverne, på rejser til skuespillerens mange hjem og i samtale med tyske, svenske og danske filmforskere i årene 2001–2016. Teksten består af en blanding af transskriberede interviews og reportager fra Tinds rejser og arbejdsophold samt små kronologiske nedslag, som er hendes frie noter ud fra Asta Nielsens selvbiografi, Den tiende muse (1945–6). I det tyske filmarkiv, Deutsches Kinemathek, finder Eva Tind en egen Asta Nielsen-udstilling ved siden af udstillinger med Henny Porten og Marlene Dietrich. I Filmpark Babelsberg i Berlin viser det sig, at det specielle glashus, som var Asta Nielsens private filmstudie, er revet ned. På Det Danske Filminstitut i København får hun at vide, at der ikke er nogen på instituttet, som er ekspert på »Tyskertøsen«. Langsomt, indcirklende og med mange gentagelser, falder de tragiske detaljer fra Asta Nielsens liv på plads. Nogle informationer holdes tilbage og afsløres med stor effekt, som når Eva Tind i slutningen af et interview med filmhistorikeren Poul Malmkjær uden varsel spørger ind til Asta Nielsens datter med det mystiske navn: »Ved du, hvordan Jesta begik selvmord?«
Asta Nielsens historie er tæt sammenvævet med det 20. århundrede. Hun får sit gennembrud med stumfilmen Afgrunden i 1910, instrueret af Urban Gad (søn af Emma Gad), som siden bliver den første i en række af ægtemænd. I en kendt scene fra filmen danser hun i en stram sort kjole vrikkende, æggende rundt om Poul Reumert, som om en totempæl. Hun flytter til Berlin og grundlægger sig eget filmselskab i en tid, hvor kvinder ikke har lov til at råde over egen formue. Hun spiller Hamlet som kvinde. Hun spiller Frk. Julie, som bliver forbudt af censuren i Danmark. Kommercielle produkter – parfumer, lyserøde cigaretter med guldgravering – produceres i hendes navn. Da Asta Nielsen forlader Tyskland igen i 1937, har hun indspillet 74 film (hvoraf 37 fortsat er bevaret). Eva Tind interviewer filmforskeren Heide Schlüpmann, som siger om Asta Nielsens produktion: »Det særlige for dem alle var alt det lys, der var i filmene.« Tretten gange søger Asta Nielsen om at få bevilling til at drive sin egen biograf, når hun vender tilbage til København. Alle gange får hun afslag. Selvom hun har forladt landet på grund af nazisterne, bliver hun herhjemme associeret med Hitlers Tyskland. Poul Malmkjær, som har skrevet biografien Asta Nielsen – mennesket, myten og filmstjernen (2000), siger til Eva Tind: »Hun passede ikke ind i det danske kulturliv, hun var måske for fremmedartet og sammensat, eller måske var hun ganske enkelt for stor.« Tind selv kalder mediernes og kulturelitens behandling af Asta Nielsen, da hun vender hjem til Danmark, for »en eksekution«.
Tind iscenesætter sig selv som en karakter i værket, og portrættet af Asta Nielsen tager udgangspunkt i forfatterens egen forbindelse til skuespilleren. Astas skygge starter, da Tind får et nervøst sammenbrud og opsiger sin Ph.d.-stilling ved universitetet. I stedet begynder hun at vie sin tid til at skrive – hun kan simpelthen ikke lade være: »Det har ikke noget formål, det giver ingen mening, men jeg kan ikke standse det, det er, som om jeg er besat af noget, der griber fat i mine hænder og bevæger mine fingre hen over tastaturet. Ordene vil ud.« Tind begynder at finde »mystiske« sammenfald imellem sig selv og filmstjernen (at hendes egen mor også hedder Asta, for eksempel, og har fødselsdag samme dag som skuespilleren, den 11. september). Ligesom Asta Nielsen, er Eva Tind fremmed i eget land. Hun identificerer sig med Jesta, født uden for ægteskab, som den nittenårige Asta gav fra sig efter fødslen og siden tog til sig igen. Tind er selv »et hittebarn«, forladt af sin koreanske familie og bortadopteret til Danmark. Hvordan er forholdet imellem en datter og den mor, som har givet hende fra sig? spørger hun; hvordan er forholdet imellem en mor og det barn, hun har forladt? Undervejs fremlægger Tind sine fund for naboen Anouska, som mest lader til at være placeret i rammefortællingen for at give jegfortælleren en confidante; én at diskutere med og motiveres af. Når Anouska mod slutningen af bogens første del føder en datter, skal hun selvfølgelig, skæbnesvangert, hedde Asta.
Først når Tinds fortæller trækker sig tilbage for at »lade hende tale selv«, træder den personlige, hverdagslige og private Asta Nielsen frem på scenen: »I min søgen efter at finde en måde at skrive om hende på og mine forsøg på at nærme mig hende, ender jeg med at overgive mig til dét, der har sat sig dybest i mig, stemmen. Hendes stemme.« I årene mellem 1956 og 1959 førte Asta Nielsen dagligt telefonsamtaler med Frede Schmidt, en 35 år yngre antikvarhandler, som var hendes ven og beundrer. Hvad hun ikke vidste var, at Frede optog i alt hundrede timer af de private samtaler på spolebånd. Noget af dette materiale er tidligere blevet brugt i portrætdokumentarfilmen Den talende muse (2004) af Torben Skjødt Hansen, som Tind låner båndene af. Er det etisk forsvarligt at offentliggøre de intime telefonsamtaler? Kan man tillade sig det over for en kvinde, der var så privat, at hun end ikke fortalte offentligheden, hvem der var far til hendes datter? Frede Schmidt kaldte selv optagelserne for en »kulturarv«, men når hun smuglytter til samtalerne, kan Eva Tind ikke lade være med at vægre sig: »Jeg overtager hælervarerne fra en anden og bliver selv hæler«, siger hun, som om hun ved at lytte til båndene er medskyldig i Fredes forråelse af Astas tillid. Alligevel har hun valgt at transskribere et udvalg af disse samtaler i anden halvdel ad Asta skygge.
Hvad taler de om, disse to enlige venner som sidder i hver deres lejlighed i København? De taler om den mad de spiser (hønsekødssuppe, krabber, kogte pærer) og om fælles bekendte, som de møder til bridgeaftener og premierer på Det Kongelige, og de hjælper hinanden med komiske, hverdagslige udfordringer: »For resten, jeg tænkte på, hr. Frede Schmidt, må morfin godt stå i isskabet?« Frede Schmidts dyrkelse og forkælelse af Asta Nielsen minder om Karen Blixens unge kavalerer på Rungstedlund. Han spørger ind til hendes liv og karirere, og den aldrende stjerne soler sig i opmærksomheden: »Jeg købte engang et slot i Granada«, siger hun på et tidspunkt, »men jeg ved slet ikke, hvor det er henne.« Lige så meget som de taler om fortiden, taler de to venner om sygdom og om den aldrende krop. Man glemmer næsten, at Asta Nielsen er en tidligere verdensstjerne – og så afslører hun alligevel hele tiden sig selv, når hun spiller rollen som selvironisk diva: »Jeg har aldrig spillet i en god tysk film, men jeg har været god i en tysk film«. Der er hverken noget sensationelt eller begivenhedsrigt ved disse private hverdagsudvekslinger. Men der er en helt særlig stemning i de bedagede telefonsamtaler, som gør anden halvdel af Astas skygge til et charmerende bekendtskab.
Som Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen skriver i sin anmeldelse af Kirstine Reffstrups Jeg, Unica, bidrager Reffstrup med sit Zürn-portræt til en trend, hvor (kvindelige) forfattere fremskriver (oversete kvindelige) kunstnere fra det 19. og 20. århundrede: Sara Stridsberg om Valerie Solanas, Ida Marie Hede om Mary Shelley, Amalie Smith om Anne Marie Carl Nielsen, Helena Eriksson om Unika Zürn og Hans Bellmer, Caroline Kaspara Palonen om Hanna Höch, Elisabeth Beanca Halvorsen om Doris Lessing. Og nu Eva Tind, som med sit portræt af den forsvundne stumfilmstjerne fremmaner, ikke Die Asta, men »Jeg, Asta«. Fælles for dem alle er, at forfatterne tager sig kunstneriske friheder i behandlingen af det biografiske materiale; de nærmer sig den portrætterede igennem en blandet essayistik, dokumentarisme, fiktion og lyrik, drevet af en stærk fascination. Eva Tind gør læseren opmærksom på, at Astas skygge netop er en kreativ bearbejdning af kilderne: »Jeg har byttet om på tider, steder og kronologier for at få materialet til at passe sammen, og enkelte gange har jeg ændret noget faktuelt«, skriver hun. I Tinds tilfælde virker blandingen af genrer dog som en lidt uforpligtende måde at behandle det biografiske stof: »… jeg tænker, at det måske er okay, at kronologien forsvinder, at min bevidsthed begynder at sammenkoble alting associativt, vilkårligt vildtvoksende uden formel logik.« I Astas skygge antydes helt mageløse detaljer fra Asta Nielsens liv (for eksempel at hun rent faktisk var til the hos Hitler, eller at hun som 89-årig giftede sig igen, med en homoseksuel mand), men begivenhederne bliver sjældent udfoldet til mere end korte noter eller en replik i et interview.
Astas skygge fremstår nogle steder ufrivilligt kitschet. Eva Tind spiller på sagprosaens genrekonventioner, når der til slut i hendes portræt findes en liste over personer: »Fiktive, delvist fiktive, levende, døde og ukendte«, efterfulgt af et indeksregister med søgeord som »Brød«, »Ensom«, »Fremmedartet«, »Vind«. Ud for hendes eget navn står der: »Forfatterens alter ego og bogens jegfortæller«; en lidt fjollet gimmick? I de positive anmeldelser af Astas skygge i danske dagblade, kalder Klaus Rothstein i Weekendavisen det blandt andet for »et prægtigt litterært format«, mens Bo Tao Michaëlis i Politiken mener, at værket er »vanvittigt velskrevet«. I mine ører er Tinds prosa metafortung på en måde som virker klodset, når den står ved siden af de charmerende og ofte humoristiske interviews. Der er mange billeder, som kæmper om læserens opmærksomhed – som her, angstanfaldet:
Jeg lukker øjnene, munden står åben, det føles som om en bisværm flyver ind. Enkelte bier flintrer rundt under kraniet i cirkulære bevægelser, andre forsøger at komme ud gennem mine fingerspidser. Døgnet er et øje, der aldrig blinker, dagen er en cirkel af lys, tændt døgnet rundt. Min hjerne er en computer, der har fået lagt så mange programmer på harddisken, at jeg kun akkurat kan nå at starte den op, før skærmen fryser. Selvom jeg forsøger at klikke overalt, sker der intet, kun en svag knitrende summen undslipper det blanke metaldyr.
Med sin fremtrædende jegfortæller kan Tinds projekt ligne Geoff Dyers selvbiografiske forfatterportræt, En ren besettelse. Basketak med D. H. Lawrence (1997, på norsk 2014), eller Linda Klakkens rejsefortælling om Den siste beatpoeten (2010), Lawrence Ferlinghetti (begge udgivet på Flamme Forlag). I lige så høj grad som fascinationen for den pågældende Lawrence, er disse værker drevet af den tilstedeværende jegfortæller, henholdsvis Dyers depressive skriveblokering og Klakkens ambivalente hjemlængsel. Hos Tind virker jegfortælleren – eller forfatterens »alter ego« – imidlertid som en lidt flad figur, hvis rolle i teksten er at redegøre for værkets tilblivelse og forankre et personligt tilhørsforhold til Asta Nielsen. En del tilfældige anekdoter og indfald synes således at have en ’berettiget’ plads i Astas skygge, fordi de har en sammenhæng med Tinds personlige projekt; for eksempel det lyserøde brev, som hun ved projektets start køber for 2.000 kr. i et antikvariat (med 500 kroners rabat!). Tind sætter selv projektet i forbindelse med sit tidligere forfatterskab med formuleringer der lyder, som om de er sakset fra en ansøgning til en kunstfond (Klaus Rothstein kalder det »en litterær selvangivelse«): »Min søgen er på en måde beslægtet med min seneste bog Han, der handler om en rejse til Nordkorea. På samme måde som Nordkorea er hermetisk lukket for verden udenfor […] kan Asta kun beskrives gennem de myter, der er spundet omkring hende.«
Et sted spørger Eva Tind, med et ordspil på genren og den biografbevilling, som Asta Nielsen aldrig fik: »Er jeg Asta Nielsens biograf?« Endelig at give en symbolsk biograf til Asta Nielsen, som en anerkendelse af hendes talent, er et sympatisk projekt. Desværre bliver Tinds retfærdighedsfølelse nogle steder vel sentimental: »Under min research er der vokset en følelse frem i mig, en følelse af uretfærdighed og et ønske om at gøre uret ret og en gang for alle aflive den anekdote, der har modarbejdet Asta siden 1937, rygtet om, at hun skulle være nazivenlig.« Eva Tind argumenterer i sit portræt overbevisende for, at Asta Nielsens påståede sympati med nazisterne er en misforståelse, foranlediget af at hun i Danmark primært blev opfattet som en tysk skuespiller, da hun vendte hjem til København i 1937. Når jeg læser portrættet, og ikke mindst når jeg ser Afgrunden, er jeg slet ikke i tvivl om, at Asta Nielsen var en exceptionelt sej kvinde. Alligevel finder Tind det nødvendigt gentagende gange at påminde læseren:
Asta er i sin tid en pioner, en kriger, men hun er først og fremmest menneske. Et barn, der rejser sig fra samfundets bund og træder frem som en kvinde, der bryder grænser, eksperimenterer og erobrer hidtil ukendt grund. Asta lader sig ikke indfange, men står fast på sin ret til at være et ukategoriseret menneske.
Så vil jeg hellere høre stumfilmstjernens egen stemme. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om ikke en podcast, á la danske Third Ear, havde været et bedre medie for dette materiale? På paradoksal vis virker det mindre påtrængende, når Tind lader Asta Nielsen tale selv igennem de private optagelser, end når forfatterens alter ego løfter skuespilleren højt op på en piedestal og selv kravler efter. Astas skygge giver mig lyst til at dykke ned i det materiale, som Tind nævner eller anvender: Torben Skjødt Hansens dokumentarfilm, Poul Malmkjærs biografi, skuespillerens egen erindringsbog og, selvfølgelig, filmene. Undervejs i Asta skygge diskuterer Tind med Anouska »hvilken form bogen skal have«. Til sidst får vi at vide, at Tind er i gang med at videreudvikle sit researchmateriale til en film, En rød løber for Asta Nielsen, som skal have premiere til september. Måske filmen netop vil være et passende medie for at fremmane Danmarks største stumfilmsstjerne.
