Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Provokatørens gerninger

FRA BLADET. Plageånd, racist og nihilist: Offentlighedens Michel Houellebecq har mange navne. Her er et mere: en storslået humanist.

Donald Trump er en af de bedste amerikanske præsidenter, hævder Michel Houellebecq. Var det endnu en af hans provokationer? Illustration: Andreas Töpfer

Tænk engang, fransk litteraturs evige enfant terrible har altid vidst, at han ville sætte et gevaldigt aftryk på verden. I 2008 udgav han og filosoffen Bernard-Henri Lévy en korrespondance med titlen Ennemis publics (da. Offentlige fjender, Flammarion). I den blev det klart, hvordan beskedenhed aldrig skulle forme Houellebecqs virke:  

Så længe jeg kan huske, har jeg altid været megalomanisk. Allerede som barn drømte jeg om, at jeg ville få menneskeheden til underkaste sig mig, at jeg ville forføre den såvel som forstyrre den og til sidst sætte mit præg på den; men jeg drømte også om at forblive i skyggen og gemme mig bag mine kreationer. I det mindste er det sidste slet ikke lykkedes.

Heller ikke denne gang, ved udgivelsen af Serotonin (2019), formåede den franske stjerneforfatter at holde sig i skindet. Det var nok ellers planen: Ingen interviews, ingen udtalelser til fransk presse. Bare ren stilhed. Men som den spektakelmager han altid har været, kunne Houellebecq selvfølgelig ikke dy sig. I et essay publiceret i Harpers’ Magazine et par uger før udgivelsen af sin nye roman udråbte han en ny anfører for det 21. århundrede: »Præsident Trump ser ud til at være en af de bedste amerikanske præsidenter, jeg har set.«

Som altid, når det gælder Michel Houellebecq, er man nødt til at spørge sig selv: Hvad i djævlens navn var dette? En joke, et mediestunt, en ironisk kærlighedserklæring? Selv om det hele så ud til at sitre af satire, er det næppe sandsynlig, at Houellebecq forsøgte at snyde nogen. Man skal nemlig have opholdt sig på lang afstand af den litterære verden for ikke at have opdaget, at den franske forfatters offentlige udtalelser over årene kun er blevet politisk mere tilspidsede. Nogle vil sige: antiliberale.

Alligevel har historien det med at gentage sig, når den gælder Houellebecq. Flere vil sikkert huske, hvordan han i forbindelse med udgivelsen af Platform (2001) kaldte islam »den dummeste af alle religioner«, eller hvordan han inden udgivelsen af Underkastelse (2015) sikrede sig et voldsomt postyr, da han i et interview i tidsskriftet Paris Review udtalte,at »oplysningstiden er død«. Au revoir til Voltaire, Diderot og Rousseau! Houellebecq fandt ikke længere fortrøstning i den gamle franske garde. »Religion – af en eller anden slags – er nødvendig«, sagde han.

For første gang gjorde han det svært at være i tvivl: Nu var det ikke kun markedsliberalismens hæslige mekanismer, de tomme new age-fantasier og 68ernes hede drømme, som var årsagerne til hans kolde og ensomme verdenssyn, men hele det liberale samfunds institutionsdannelse, sekularisering og frihedsværdier. Endelig fornemmede man, hvilket mørkt ocean han fisker sine holdninger i. Men det var ikke det hele.

Da Underkastelse udkom, nægtede den franske forfatter ethvert dybtgående kendskab til denne omdiskuterede højrenationalist Éric Zemmour. I dag, godt fire år senere, er Houellebecq ikke bleg for at nævne Zemmours mest kendte bog ved næsten hver lejlighed, der byder sig – senest i sin takketale ved tildelingen af Oswald Spengler-prisen i oktober i 2018: »Jeg var ikke enig med titlen på den næstsidste bog af Éric Zemmour, Le suicide français (2014). For det, man har set i den seneste tid i Frankrig, er ikke selvmord, men svarer mere til et virkelig mord. Og ansvaret for dette mord er næppe svær at placere: Det tilhører EU.« Samme måned, i et interview til det konservative magasin Valeurs actuelles, lagde Houellebecq på ingen måde ikke fingre i mellem: »Jeg klar til at stemme på hvem som helst, der vil foreslå en udmeldelse af EU og Nato«.

Bliver man provokeret af Michel Houellebecqs udsagn, er det værd at huske på, hvordan det hele begyndte. Det var sådan hans forfatterkarriere åbenbarede sig for omverdenen: som et kultfænomen, der udnyttede provokationen for at blive offentligt kendt. Houellebecq havde i begyndelsen af 1990erne skrevet et par digtsamlinger samt en række essays, og i 1994 udkom så hans første roman, Udvidelse af kampzonen, der på trods af flere gode anmeldelser havde svært ved sælge. Det var først i 1998, da Flammarion udsendte hans anden roman, Elementarpartikler, at det lykkedes Houellebecq at forårsage en litterær hype og protest, der lige siden har været kendetegnende for receptionen af hans bøger: Hvor Houellebecq for det meste er blevet mødt med begejstring og anprisning fra kritikerstanden, har han ofte været udsat for hård kritik fra de franske opinionsdannere – særligt dem af den identitetspolitiske slags.

Dette skyldtes selvfølgelig ikke kun hans skelsættende skildring af et deprimeret samfund, hvor individets tilbagetrækning har forvandlet alt begær og frihed til lidelser og hvor 90ernes seriemordere måtte regnes som »de naturlige børn af 60ernes hippier«. Houellebecq var på dette tidlige tidspunkt i karrieren godt i gang med at intervenere i franske medier og gøre sig selv til en kontroversiel offentlig skikkelse, der med al tydelighed hverken bekymrede sig om feminismen eller den politiske debats højre-venstre-skel.

Faktisk findes der en historie, som de fleste formentlig har glemt, og som belyser dette til perfektion: I perioden op til udgivelsen af Elementarpartikler var Houellebecq med sin frembrusende offentlige stil godt i gang med at køre sig selv i stilling som overhoved for det venstreradikale tidsskrift Revue Perpendiculaire. Mange havde længe regnet ham for bladets frontfigur, men til sidst fik resten af redaktionsgruppen altså nok: Ingen af dem havde lyst til at se sig selv portrætteret som en af Houellebecqs disciple.

I 1998 førte det til et brud, som for alvor tog fart, da tidsskriftets redaktører (heriblandt kunstteoretikeren Nicolas Bourriaud) gik til angreb på Houellebecqs »nihilisme« i et indlæg i avisen Le Monde: »Michel Houellebecq er ikke nazist, han er ikke engang LePenist; han betragter sig selv som socialist eller stalinist, men afviser alt, hvad der kunne kaldes politik: Ifølge ham er menneskers holdninger altid prædetermineret af ens sociale miljø.«

Bourriaud og de andre mente, at Houellebecq kun kunne se friheden som noget »negativt«, og beskeden fra dem var kort og brutal: Hans verdenssyn er en »messianisme for bladlus«. Udfaldet mod Houellebecq var en reaktion på endnu en af hans provokationer: Kort tid inden havde Houellebecq udtalt i magasinet Les Inrocks, at han godt kunne lide Stalin, »fordi han dræbte mange anarkister (griner) … Fordi det var ret alvorligt også med trotskisterne, det var to nødvendige foranstaltninger for at undgå farlige afvigelser.«

I dag er der næppe noget, som overrasker, når ordene falder fra hans mund. Hvor Houellebecq før fremstod som en provokatør, der i ordets bedste forstand satte ild til den politiske debat og fremtvang de ideologiske forskelle, viser han sig nu, mere end nogensinde, som en parasit, der ikke gør meget andet end at klæbe sig til de allerede mest splittende politiske emner. Tidligere var det bestemt ikke umuligt at identificere Houellebecq som en venstreorienteret antikapitalist, der havde svært ved at se lykken i liberalismens gaver. I dag er der nærmest ingen tvivl: Den franske fredsforstyrrer har taget springet ud i den nationalistiske sump, hvor man hylder politikkens stærke mænd. Det er derfor, at han ikke er bange for at forsvare den amerikanske præsident. Trump ligner måske en frastødende klovn, som han skrev i Harpers’ Magazine, men han er samtidig godt i gang med at frigøre amerikanerne fra deres snærende internationale bånd. Han er helten, som har stoppet USAs bombetogt i Mellemøsten og fået landet til at opgive idéen om at sprede menneskerettigheder til alle verdens hjørner. Står det til Houellebecq, skal Trump nemlig nok klare det hele. Nord Koreas galning har han allerede tæmmet: »Det var utroligt stilfuldt«. Så gør det pokker, at præsidenten er nationalist: »Også mig, netop det.«

Alt dette efterlader selvfølgelig spørgsmålet: Findes disse holdninger også i Michel Houellebecqs seneste roman? Udtrykker Serotonin en antiliberal messianisme, troen på en ny frelser, som endelig vil kaste lidt lys ind i senmodernitetens mørke?

Nej, selvfølgelig ikke.

Der findes ingen lette løsninger i litteraturens verden, heller ikke i Houellebecqs. Uanset hvor meget hans nye romankarakterer beklager sig over EU og Emmanuel Macrons handelspolitik; uanset hvor meget de mener, at Europa er ved at begå mord på diverse nationalstater, så er det slet ikke der, at dramaet udspiller sig. Som man måske oplever mest mærkbart i Serotonin, ud af alle hans værker, er det tværtimod helt nede på det eksistentielle plan, langt inde i hovedkarakteren Florent-Claudes ønske om at genetablere en fast relation til sine medmennesker, at man ser et håb om at give sig hen til andre end sig selv, uden nogen som helst former for påbud og krav udefra. Bare ren væren! Mais non, pas du tout. Intet hjælper. Heller ikke lykkepiller. Helvede venter, som han sikkert selv ville sige, altid i de andre.

Alligevel er der noget, som tyder på, at Houellebecq er ved at blive bare en anelse sentimental bag sit benhårde panser af satire og antifeministiske drillerier. I Frankrig er det i hvert fald så godt som påstanden. Som Libérations anmelder Claire Devarrieux skriver, er Serotonin muligvis Houellebecqs »mest bevægende bog«. Ifølge Le Mondes kritiker og journalist Jean Birnbaum udgør den nye roman simpelthen Houellebecqs »comeback til litteraturen«. Hvor Underkastelse ifølge Birnbaum var travlt optaget af ideologi, er det denne gang lykkedes Houellebecq at give læseren »en smuk frihed« og en modstridende impuls, som »forhindrer teksten i at lukke sig om en form, en idé«. Kort sagt: Vi griner og vi græder, når vi læser »denne store roman«, mener han.

Skal man slutte af med et citat fra endnu en af de franske kritikere, så er Alexis Brocas’ anmeldelse i Le Noveaux Magazine Littéraire den mest bemærkelsesværdige. Efter hans vurdering har vi, Houellebecqs læsere og kritikere, så godt som fejllæst den franske forfatters romaner. Ifølge Brocas har mennesket altid været det naturlige centrum i bøgerne, aldrig ideologierne. Den franske provokatør tager »mandens side mod idéerne og institutionerne«. Og det er her, at hans roman tilføjer en ny dybde til hele hans senmoderne menneskelige komedie: Houellebecqs EU-skepsis er nemlig »en humanisme«. For hvis man tror, at han hele tiden har været en kyniker eller en nihilist, som bare har bagatelliseret menneskelivet, tager man gruelig fejl, mener han. »Han har aldrig sat sig selv højere end sine patetiske karakterer, men altid ved siden af dem.« Hvis Houellebecq har noget til fælles med Louis-Ferdinand Céline, er det hans opmærksomhed over for alle de fortabte skæbner. Faktisk burde der slet ikke være nogen tvivl: »Houellebecqs provokationer – uanset hvor oprigtige eller kalkulerede de er kommer altid kun i anden række«.

Denne tekst er hentet fra Vagant  1-2/2019. Læs mere her.
Vagant-abonnement tegnes her.

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant.
christian.j.idskov@vagant.no

Abonnér på Vagant!Og få bladet sendt rett hjem til deg

Prisene gjelder for ett års abonnement, fire utgaver, og inkluderer porto. 

Les mer