Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Mette Frederiksens lokale Eden

KOMMENTAR. Mette Frederiksen husker tydeligt sin politiske vækkelse: Den kom, da hun læste Richard Llewellyns Grøn var min barndoms dal. Hvad fortæller denne klassiker os i dag?

Man hører ofte kendte mennesker fortælle om en bog, som har formet dem gennem hele deres liv. I et personligt boginterview i Alt for damerne fra sidste år fortalte Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, om en episode, der fra den ene dag til den anden vendte op og ned på hendes tilværelse.

Da hun var barn, brækkede hun armen og blev indlagt med et alvorligt brud. Hendes far havde noget med til hende på hospitalet: Bestsellerromanen Grøn var min barndoms dal (How Green Was My Valley, 1939), skrevet af den britiske forfatter Richard Llewellyn (1906–1983), og som to år senere blev filmatiseret af John Ford med fem Oscar-statuetter til følge. Skal man tro Mette Frederiksen selv, vækkede bogen en politisk ild i hende, som aldrig siden er blevet slukket. Dengang gik hun bare i tredje eller fjerde klasse.

Faren havde som ung mand læst Llewellyns roman, som handler om en walisisk minearbejderfamilie, der lever under usle forhold, omgivet af social uretfærdighed og begærlige kapitalejere. Ifølge Mette Frederiksen ansporede romanen hendes far til at blive både socialdemokrat og fagforeningsmand. Med hendes egne ord: »[D]en fik samme betydning for mig, som den fik for ham.«

Dette er så spørgsmålet: Kan denne roman fortælle os noget i dag? Om hendes verdensbillede, hendes sympatier og antipatier? Med andre ord: Hvor den politiske kamp står og måske altid har stået – selv før hun overgav sig til Dansk Folkepartis udlændingepolitik?

Grøn var min barndoms dal er en forfaldshistorie om den børnerige familien Morgan, fortalt i tilbageblik gennem yngstesønnen Huw. Vi befinder os i slutningen af 1800-tallet, hvor den voldsomme industrialisering har lagt sig som en mørk sky over et gammeldags og gudfrygtigt landsbysamfund. Alle dalens mænd er optaget med kul- og minedriften, og hver dag vender de hjem til deres koner og børn, sorte i ansigtet, som havde de været på besøg hos djævlen. I weekenden prædiker præsten for fulde huse om syndernes forladelse og kødets opstandelse.

Familien Morgan er landsbyens mønsterfamilie, retskaffen og generøs, altid i centrum når der sker en alvorlig udvikling i det lille lokalsamfund. Med det stærke sammenhold mellem forældrene og de mange børn, viser Llewellyn en hverdag, hvor kærlighed og hjertevarme bliver ved med at eksistere på trods af de ringe materielle kår.

Forrest i historien står faren Gwilym Morgan og moren Beth. Med sin klogskab og konsekvente viljestyrke er faren familiens naturlig samlingspunkt. Han er talsmand for sine kammerater i minen og viser sig først og fremmest ved sit gode eksempel – selvom han ikke bryder sig om, »at der skulle gøres noget stads af ham.«

Gwilym Morgan er en mand af den gamle verden. Han holder stædigt fast i, at man må være ydmyg over for den skæbne, man er blevet givet af Vor Herre. Da hans to mest oprørske sønner og de andre minearbejdere beslutter sig for at strejke mod ejerne fra London, beder han dem selvfølgelig om at genoverveje det hele – og selv bliver han et modererende led mellem klassekampens modstandere, på trods af at det er ved at koste ham kontakten til halvdelen af familien.

Med sin erfaring og selvtilfredshed minder han de unge ulve om, at de må tænke det hele grundigt igennem, før de skrider til handling. Dalens revolutionære børn må forstå, at der kan være mange grunde til, at livremmen en gang i mellem må spændes ind. De må kun tage kampen op, hvis de er sikre på at vinde den: »Det er godt at lide for, at ens medmennesker kan få bedre kår, men pas på, at det, I gør, er rigtigt og ikke bare halvvejs rigtigt«, advarer han. Selv fortrækker faren en anden eller tredje vej – han søger kompromiset. Men i kraft af sin stilling som minens overinspektør, begynder de andre grubearbejdere at mistænke ham for at være på ejernes side. Lige indtil det øjeblik, hvor familiens vellidte, barmhjertige mor får trådene reddet ud mellem ham og børnene.

Dette er en konflikt, som løber stort set gennem hele romanen, og som på let og effektiv vis udkrystalliserer hele det moderne samfunds kamp for mere retfærdighed. Vi finder her de liberale kapitalejere over for den udmagrede underklasse, mens den gammeldags far hårdnakket tror, han kan få modsætningerne til at mødes. Der er også andre ting, som har værdi i denne verden, siger han. Ikke bare materielle kår og bedre lønninger. En verden bestående af Gud, familie og fædreland.

Det interessante ved Llewellyns roman er, at den på den ene side kan læses som historien om arbejderbevægelsens tilblivelse: Hvordan menneskers protest og krav om anerkendelse blev den afgørende impuls op gennem det 20. århundrede. Arbejderne udnyttede revolutionens omstødende kraft til at true de gamle kapitalejere, og de fik på den måde skabt sociale og politiske fremskridt gennem kompromiser, som var lang tid undervejs. Mange kender udtrykket: Det er klassisk socialdemokratisme. En langsom fornyelse af samfundet med fredelige midler.

På den anden side har vi at gøre med en nostalgisk historie, der på det symbolske plan giver billedet af et beskyttet paradis, som ødelægges af invaderende kræfter udefra: De grådige kapitalejere fra London og borgere fra andre dale. Sågar statens myndigheder har intet at gøre her. Da en tragisk dødsulykke finder sted midt i romanen, kommer politiet selvfølgelig til undsætning, men de forlader hurtigt stedet igen. I barndommens dal tager man sig nemlig selv af problemerne. Det hele bliver i familien. For her er vi alle ens.

Det er slående, hvordan Llewellyns historie er fortalt gennem barnets blik med natur- og personskildringer, som føles næsten jomfrunalske, lige frem til det punkt, hvor den grønne dal bliver pløjet op af industriens maskiner og pengemænd. Og hvad med romanens atmosfære? Den er varm og kærlig, nogle gange så klistret, som var den dyppet i en sukkerlage, at den får minearbejderne til at ligne de syv små dværge. Dette er en arketypisk guldalderfortælling, hvor den pastorale idyl er gået tabt og kun er synlig i enkeltmenneskets hjerte samt i de sociale og familiære bånd, som er skabt.

I en moderne verden, kontrolleret af bureaukrati, storkapital og gennemgribende rationalisering, er det let at forstå, hvorfor Llewellyns fortælling kan virke appellerende. Den giver håbet om en bedre og mere harmonisk verden tilbage, på trods af at slutningen også er tragisk. Eller som Tom Kristensen engang skrev om romanen: »Hvor er der glæde i denne bog … Man får sin tro på, at livet alligevel er værd at leve, igen.«

Det er selvfølgelig ikke til at sige, hvad der har virket tiltrækkende på Mette Frederiksen, da hun læste Llewellyns roman som 10- eller 11-årig. Men det er svært ikke at komme med et bud: Vi følger den lange, hjerteskærende og fysisk opslidende kamp mod uretfærdigheden, for bedre forhold og flere rettigheder. Og man skal være ualmindelig hård i filten for ikke at blive mærket af bogens sociale konflikter og grundfortælling. Set med voksne øjne er det dog tydeligt, at denne samtidig udfolder sig i en endnu større fortælling, hvor det nære og hjemlige forsøger at udradere de fleste fremmedelementer for at beskytte det lokale Eden.

Det er en kendt sag, at Mette Frederiksen, lige siden hun blev formand for Socialdemokratiet, har gjort et stort nummer ud af at fortælle sin egen barndomshistorie om og om igen – altid med særligt tryk på det nære.

I modsætning til erhvervspolitikerne Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon voksede hun op blandt Socialdemokratiets eget kernesegment, siger hun, i det socialt udsatte Grønlandskvarter i Aalborg. Men det er også blevet sagt, at hun »snobber nedad«, og at hun »pynter sig med lånte fjer«. Hendes barndommens gade var et parcelhuskvarter og hendes hjem en murermestervilla – ikke det socialt belastede område, hun taler om. Alligevel fastholder hun, at hun fra en tidlig alder blev opmærksom på, hvordan man skulle kurere denne verdens dårligdom – set fra et klasseperspektiv.

Nu, i dag, ved vi, at hun allerhelst vil tage børnenes parti. For som hun sagde på Socialdemokratiets partikonference sidste år: »En regering under min ledelse skal være den regering, der skriver det næste store kapitel i børnenes historie. Det er derfor, at jeg i dag siger til alle børn i Danmark: Jeg vil være børnenes statsminister.«

Mere social retfærdighed og større sikkerhed for at børn selv kan forme deres liv: Det er opskriften, som Mette Frederiksen har gentaget, siden valgkampen blev skudt i gang. Men de eneste, det ikke gælder for, er flygtningebørnene på udrejsecenteret Sjælsmark. For dem har hun ikke tænkt sig at rykke meget mere end et komma. Årsagen til det giver nok sig selv: De er ikke en del af hendes barndoms dal.

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant.
christian.j.idskov@vagant.no

Gi Vagant i gave!Mørket senker seg over Norden. Hvilepulsen og juleferien trenger seg på. Gi bort ett års gaveabonnement på Vagant. Bestill på våre nettsider.
LES MER